Skrublerier

Et af de gør-det-selv-projekter, jeg springer over næsten hvert år, er konfekten. Mest af alt fordi konfekt og marcipan hænger uadskilleligt sammen. Og marcipan og jeg er ikke så kompatible.

Da jeg var barn, troede jeg, at svenskerne havde opfundet marcipan. Det var nemlig der, vi fik det fra. Fra farbror i Sverige. I kilopakninger, som der altid lå nogle af i fryseren. Og en dag havde jeg fået nok. Ja, ikke af det svenske. Det er en livslang kærlighed. Men nok af marcipanen.

Der har forresten været mange meninger om, hvem der fik idéen at lave marcipan af den søde mandel. Italienerne mener, at det var en bagerdatter i middelalderens Venezia, der fik hakket alt for mange mandler, da hun skulle hjælpe sin far med en kagedej. Miseren blev opdaget for sent, og faderen blev selvsagt vred over den ødelagte dej – lige indtil han havde smagt på den. Begejstret sødede han massen med flydende honning, skar den ud i små stykker og solgte resultatet under navnet Skt. Markusbrød – eller marcipani.

En anden variant af historien er, at marcipan kan spores tilbage til perserne i 700-tallet og senere kom til Europa, måske Venezia, med hjemvendte korsfarere. Ordet marcipan skulle stamme fra en byzantinsk mønt mauthaban, der senere blev gangbar i Venezia med navnet matapan. På bagsiden af den venezianske mønt var et billede af byens skytshelgen, evangelisten Markus. Navnet gik senere over til at betegne den æske man forhandlede marcipanmasse, mazapane, og andre søde sager i, og til sidst til selve marcipanen.

Bag kalenderlugen gemmer der sig – helt uden sammenhæng til marcipan og konfekt – en af de smukkeste julesange sunget af forrygende et kor, der kun kan aktivere smilebåndet.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender. Helt marcipanfri.

Pas på jer selv og hinanden