Skrublerier

Lillejuleaften. Det er dagen før dagen. Det snart, det er nu. Den længe ventede julefest banker på. Et fattigt par. Et æsel. En stald. Et lille barn. Så enkelt og så stort. Lyset i mørket.

Men ingen jul uden nisser, deres løjer og deres grød. Dem må vi ikke glemme. Julenissen var oprindeligt en gårdnisse, og gårdnissen er kendt fra de hundredvis af gamle sagn, som går tilbage til vikingetiden.

Nissen var en husgud, som man kendte i Danmark, Norge og Sverige. Han minder om de romerske lares. I Sverige kaldes han Tomte. Navnet er afledt af ordet tomt – en have eller grund. Nissen har sit navn fra det gamle danske navn Nis eller Niels. Tidligere blev nissen kaldt lille Niels, Niels Gårdbo eller bare Gårdbo, Gårdbukken eller Puge.

I de gamle danske sagn blev nisserne i virkeligheden slet ikke forbundet særligt med julen. Julenissen opstod først som fænomen i løbet af 1830’erne og 1840’erne.

De oprindelige nisser boede på gårdene året rundt og passede på gården og dens indbyggere, og hvis de ikke blev behandlet ordentligt, så drillede de og lavede ballade. Hvis han ikke blev behandlet ordentligt, kunne han tage en frygtelig hævn og i værste fald tage livet af mennesker. Han kunne også finde på at rejse sin vej i vrede. Skete det, tog han lykken med fra gården. Normalt nøjedes han dog med mindre drillerier, hvis han var utilfreds. Det er ikke særligt svært at holde sig gode venner med sin husnisse. Han kræver blot en skål grød med en stor smørklat til højtider. Så gjorde han sig umage for at hjælpe gården. Det kunne komme så vidt, at han stjal ting og sager fra nabogårdene. Når det skete, blev der tvist mellem de forskellige gårdnisser, og det kunne ligefrem komme til slagsmål mellem dem. Ud over mindre venligt stemte fremmede gårdnisser havde nissen kun besvær med gårdhunden, som han yndede at drille, så den gøede – tilsyneladende ad ingenting, da nisser har evnen til at gøre sig usynlige, eller forvandle sig til dyr som ged, gås eller hest.

Julenissen kom altså først til verden, da 1800-tallets kunstnere begyndte at portrættere nisserne i sammenhæng med juletræer og andre traditioner, som hørte til julen.

Julenissen har nu i mere end 150 år været en folkelig figur. Derfor er også helt naturligt, at nisserne i 1900-tallet ikke har så meget til fælles med deres højborgerlige aner. Nisserne holder sig ikke længere til kunstværker og bogillustrationer. Der er kommet krop, kunsthåndværk og husflid ind i billedet, og nisserne har erobret stuer, køkkener og børneværelser hos de fleste. I dag ved vi alle præcis, hvordan en nisse ser ud, og der er heldigvis ikke to, der er ens.

Nisserne har også deres egen plads i julemusikken. Vi har vist alle sunget med på den nissesang, der gemmer sig bag dagens kalenderlåge og drømt om at være til julebal med nisserne.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden