Skrublerier

Det er glædens søndag. I katolske kirker verden over lyder de første ord i den første bøn i dagens gudstjeneste:

“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd Jer altid i Herren”

Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og ikke har brug for en “pause” i fasten, så er det måske ikke så ringe at blive midet om, at vi skal glæde os. Det lille barn er på vej og kommer til os med Guds kærlighed, fred og håb.

Jeg ved ikke, hvordan I andre har det; men jeg er på det klassiske sted i tiden op til jul, hvor jeg hele tiden stopper op og tænker enten: “Jeg skal også huske, at …” eller “S… !!! Jeg har glemt at …” eller ganske enkelt “Hvad er det nu, jeg ikke kan huske, jeg har glemt”. Og så er det det, der får lov til at fylde. Og julen bliver en slags stressfyldtappendiks til mine planer og organiseren.

Så når Paulus siger til Filliperne (ja, det hed de altså – menigheden i den romerske koloni Filippi): “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær”, så er det et venligt vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne og genfinde barnet i os selv – og være der for hinanden, uden bagtanker, uden over-jeg og voksenhedens kedsommelige organiseren og tilrettelæggen.

Det er en opfordring til opgør med den New Public Management og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring om at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med hjertet.

For det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, man kan genkende det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.

Så hold en pause fra huskelisten og del kærligheden med andre. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Listen af muligheder er uudtømmelig.

Bag kalenderlågen lyder den smukkeste adventssalme af dem alle. Ikke som en stor koncertopsætning, men smukt sunget så hvert ord kan høres. For mig er det særligt linjerne, der minder om, at når kærligheden sejrer, så:

“rejse sig det faldne mod,

rinde let uroligt blod,

frygt og sorg forsvinde!”

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden