Skrublerier

88% af dem, der fejrer juleaften, spiser det. 10% gør ikke. Af dem, der spiser det, får 75% varm sauce på, 18% vælger den kolde, mens 7% ikke spiser sauce. En ting er sikkert: For mange er det ikke jul, hvis den ikke er der.

Du har selvfølgelig allerede gættet det. Vi taler om en af de få gennemførte danske juletraditioner. Kold grød rørt op med fløde eller risalamande, som lyder fransk og en lille smule fornemt. Spises oftest overhældt med en varm eller kold kirsebærsauce.

Retten er – som en af vore få juletraditioner – pæredansk og ifølge en københavnerskrøne opfundet ved et tilfælde en sen nattetime på Hotel D’Angleterre i København.

En sen aften skulle et fint selskab have en dessert, selvom køkkenet var lukket. Så kokken blev nød til at improvisere og det bedste og eneste, køkkenet havde tilbage på denne tid af natten, var en gryde med en rest kold risengrød.

Det kunne man jo ikke servere for fine, adelige gæster, så han fandt nogle mandler og en skål med piskefløde, og hakke, hakke, hakke, piske, piske, piske og blande, blande, blande, så var der risalamande. Kokken fandt også nogle glas med syltede kirsebær, som han kom på toppen. Og så så det jo helt fornemt ud. En historie lige til masterchef.

Uden at tage noget fra københavnerne og Hotel D’Angleterre så har risalamande været kendt noget længere. At servere kold risengrød med mandler og fløde er en gammel sag. Retten findes så langt tilbage som i Anna Weckers kogebog fra 1648, som En kold Mandelmelck med Risengryn at berede, og i Anne Wigants kogebog fra 1703 i en opskrift under titlen Melck med støt Risengryn (her uden mandler). I en håndskreven uudgivet kogebog fra det sjællandske Kattrup gods på omtrent samme tid finder vi en opskrift, hvor retten består af kold risengrød med vin og sukker (her med mandelsplitter og korender).

Som Risalamande har retten været kendt fra omkring 1900 (Historikerne rafler stadig om et præcist årstal), hvor man i borgerlige kredse begyndte at servere risalamande med kirsebærsovs til jul i stedet for risengrød. Allerede før det blev almindeligt at spise risalamande, kendte man til skikken med at give en mandelgave til den, der fandt den hele mandel i risengrøden.

Jeg må jo krybe til korset og fortælle, jeg foretrækker den varme risengrød med kanelsukker frem for risalamanden. Og skal jeg endelige have risalamande med sauce (eller sovs, som det hedder på godt dansk), skal det være solbær og ikke kirsebær.

Med grøden – kold eller varm – i tankerne – kan kalenderlugen kun gemme på en grødsang.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden