Skrublerier

Det er dagen før dagen før den aften, I ved.
Vi venter på det lille barn. Barnet der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det.
O kom, o kom, Immanuel. O kom, o kom, og vær vor fred.
Dagen er en af de juledage, der ikke knytter sig sig store historiske traditioner til. Ud over børn og barnlige sjæles utålmodighed.
Tidligere var det ganske almindeligt, at man pyntede juletræet lillejuleaften; men efter vi har flyttet julefesten til før jul, er det blevet mere og mere almindeligt, at juletræerne pyntes allerede fra midt december.
Måske kan man sige, at den største lillejuleaftenstradition er, at lillejuleaften altid har båret præg at været travl for alle. Der har været travlhed i forretninger (undtagen i dette corona-år, kan jeg forstå på nyhederne), i familierne og på veje og i tog.
Travlhed, så julefreden kan sænke sig over os. Og selvom julen på mange måder er anderledes i år, er der nok stadig mange der steger anden til juleaften og koger risengrød, så den er klar til risalamande i morgen. Og desperat lede efter papir til de sidste pakker.
Og netop risengrøden er min lillejuleaftens tradition. Varm, fløjlsblød grød med kanelsukker. Mums.
Hvad er mon din ventemad?
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️🎄