❣️Glædelig 5. december ❣️

Så fik vi en ny del-finanslov. Og nu skal ældreplejen have et løft. 1000 ekstra sosu’er skal befolke landets plejehjem/plejeboliger (ældrepleje foregår i regeringssprog nemlig ikke i borgerens eget hjem. Det er kun de ældre, der har trukket en plejebolig i visitationslotteriet, der har brug for bedre omsorg).
Dem kan vi så give os til at lede efter. Ligesom vi stadig leder efter de 1000 ekstra sygeplejersker, der var løsningen på ethvert problem på sygehusene.
Lede efter? Hvorfor det? Kunne du med rette spørge. Svaret er enkelt: Der er ingen ekstra at tage af!!! Der uddannes for få sosu’er og sygeplejersker. Samtidig flygter sygeplejersker og sosu’er fra faget og finder job i andre brancher, der kan bruge deres kompetencer, tilbyder bedre arbejdsforhold og en anstændig løn. Andre uddanner sig i helt andre retninger. Hverdagen på sygehuse, i kommuner og andre steder, hvor mennesker har behov for omsorg og pleje er hård kost. Travlheden kræver dagligt, at vi går på kompromis med fagligheden og etikken er konstant udfordret. Og det gør hverken 1000 af den ene eller den andens slags forskel på. Der skal andet og mere til.
Så 1000 ikke-eksisterende sosu’er kunne siges at være ikke-eksisterende pebernødder i regnskabet. Dels fordi, de ikke findes og dels fordi, der er 932 plejehjem (+ dem SSI glemte i optællingen) i Danmark med omkring 40.000 beboere. Så prøv at hive lommeregneren frem og se, hvor “mange” 1000 er i det store regnestykke.
Nu skal det hele jo ikke gå op i politik; så apropos pebernødder:
Har du fået bagt pebernødder i år?
For hvad er julen og Julesmåkagebagedagene uden pebernødder? Pebernødden er jo en af de ældste julesmåkager, vi har. Vi har kendt den siden 1400-tallet. Den har samme oprindelse som peberkagen og brunkagen. I flere af kogebøgerne fra 1800-tallet er der endda tale om den samme opskrift, der blot kan laves til pebernødder, hvis man skulle ønske sig runde kager i stedet for flade.
De oprindelige pebernødder blev ofte bagt af bygmel, efter al anden bagning var overstået. Så stod de der og tørrede i eftervarmen, og blev så hårde, at de kunne holde helt til næste jul, om det skulle være. Men det skulle det ikke.
Den runde version, den kleine pebernød, kom til i 1700-tallet og blev hurtigt en julesmåkage. Den tidligste danske opskrift er fra 1703. Den minder megen om den tyske pebernød, men Wigant, forfatterinden, var sådan set også tysker. Så det kan nok forklare et og andet. Vi har i alt fald hentet navnet fra tysk, for pfeffernüssen betyder pebernød.
Pebernødder har udviklet sig. Både i smag og i bag. Fra middelalderens hårde kugler til vores tids sprøde kugler, hvor sukker har overtaget peberens plads som smagsdominerende.
Mangler du opskrift, så har Nationalmuseet et forslag til dig.
Præstefruen ved Skibet kirke udenfor Vejle fik i 1930-erne denne opskrift af sin nabokone, og den skulle angiveligt stamme fra den forrige præstekone ved Skibet kirke.
Vejle Amts Folkeblad havde en pebernøddekonkurrence midt i 1950’erne, hvor pebernødderne fra præstegården fik en flot andenplads.
Præstegaardens Pebernødder:
3/4 Pund Margarine eller Smør 2 Pund mørk Farin
Æltes sammen.
Derefter irøres 4 Æg 1 1/2 dl. Mælk eller Fløde 1 Tskf. Kanel 1 Tskf. Nelliker 1 Tskf. Ingefær 1 Tskf. Muskat 1 Tskf. Hjortetaksalt 3 Pund Mel
Dejen æltes. Dejen køres igennem kødhakkeren, gennem pladen med det runde hul, eller trilles i lange tynde Pølser og skæres i temmelig smaa “Puder.” Herefter bages de ved 200 grader i ca. 10 Minutter – til de er gyldne.
Pebernødderne er både lækre småkager at spise, men bruges også som valuta i mange julelege. Pebernødder passer også i kræmmerhusene på juletræet: “først skal træet vises, siden skal det spises”, som den gamle i den gamle julesang “Højt fra træets grønne top” fortæller om.
Højt fra træets gemmer vi, til vi er tættere på jul. Men du får noget, der er mindst lige så godt. Jason Waller synger “Hark! The Herald Angels Sing”. Den er svær at blive træt af.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Efterlad en kommentar