Skrublerier

Så nåede vi frem til dagen. Som Josef og Maria nåede frem til herberget. En lille familie på tvungen rejse, fordi en kejser, som hedder Augustus, på bedste New Public Mangement manér vil have kontrol over sine indbyggere og derfor tæller dem. Og for at der skal være orden i sagerne kan man ikke tælles på det nærmeste kontor, men det kontor man hører til – uanset, hvor langt væk, det ligger.

Så de er draget op fra deres hjem til Betlehem, som er Josefs families hjemby. Maria er højgravid og får veer netop, som de når frem, men der er ikke plads til dem på byens kroer. Derfor må hun føde sit barn, Jesus, i en stald, og de må bruge en krybbe til vugge.

Og lige der, sker der noget ingen havde ventet.

For ligesom vores tids hjemløse, flygtninge og andre udsatte og udstødte var der også grupper, som ikke en del af samfundet. En af de grupper var hyrderne. De blev opfattet som vilde og uciviliserede.

Her sker det nye. Det uventede. Det er ikke de traditionelle nyhedsmedier, der er de første til at høre om det lille barn. Hverken med billeder på Instagram eller forkyndt af en Ypperstepræst fra templet og læst højt på TV2 news. Det er derimod dem, som ikke var en del af det gode selskab. Det er hyrderne. Måske for at huske os på, at Jesus kom til verden som hele verdens frelser, ikke kun for de pæne og respektable mennesker.

På en mark uden for Betlehem holder nogle hyrder nattevagt over deres dyr. De får besøg af en engel, som fortæller dem, at der er født en frelser i Betlehem, og at de skal opsøge ham. Et lille barn i en krybbe. Englen får selskab af en himmelsk hærskare, som lovpriser Gud.

Hyrderne – de udstødte – drager afsted med deres dyr for at finde barnet og bevidne dets fødsel. Ligesom kvinderne – som på grund af deres køn ikke havde juridiske rettigheder – senere bevidnede hans død og opstandelse.

Så når vi fejrer, at Jesus bliver født, fejrer vi ikke bare en barnefødsel. Vi fejrer, at Gud selv kommer til verden og bliver født som menneske på jorden. Vi fejrer, at himmelens lys kom til jorden. I julen træder Gud ind i historien, han bliver menneske i Jesus og lever som os, sammen med os.

Så med det lille barn fødsel fejrer vi også, at ingen længere er overladt til sig selv. Gud er blevet menneske og lever med os – iblandt os. Ved at lad sin søn blive født i fattige kår omgivet af udstødte kommer Vorherre til alle i aften og siger: I hører også med.

Det der med at fejre juleaften som helligdag i kirken er for resten er ret ny ting; vidste du det? Først i 1992 blev d. 24. december officiel gudstjenestedag i Danmark. Siden begyndelsen af 1900-tallet har man dog taget forskud på julens glædelige budskab og er gået i kirke juleaften. Men måske skulle vi i disse tider, hvor kristendommen tages som gidsel for danskhed kigge lidt bagud i historien og genoptage en enkelt tradition.

Fra midten af 1500-tallet dækkede juletiden over perioden 21. december og tre uger frem. I denne tid var der lyst julefred over landet, hvilket betød, at man kun måtte udføre det allermest nødvendige arbejde. Hvis man havde nogen stridigheder, skulle man også lægge dem på hylden. Og den fred kunne verden godt have brug for.

En særlig og kærlig tanke til dig for hvem julefestens glæde er fjern. Måske fordi du har mistet en, du elsker og savnet overskygger glæden. Fordi du er alene og ikke har nogen at dele festen med. Eller fordi du er sat udenfor og ikke kan komme ind. Husk – selvom det måske forekommer meningsløst i nuet – at ”Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ nu – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️