❤️Glædelig 10. december ❤️

Egentlig burde jeg jo skrive om restriktioner og andre trivialiteter; men det er der så mange andre, der gør bedre end jeg, så jeg vil i stedet fortælle lidt om et for julen meget alvorligt spørgsmål.
Du ved det allerede, ikke? Ja, netop. Det er risengrøden, jeg taler om. Fimpe fra Jul på Slottet elsker den. Lunte i Nissebanden er vild med den. Og Pyrus kan ikke leve uden den. Nissernes kærlighed til grøden er ikke til at tage fejl af, og det er da også den herligste spise.
Som barn fik jeg endda lov til at få et helt glas nisseøl til grøden. Så kunne middagen ikke være større. En KB nisseøl. Denne herlige drik brygget på münchner-, chokolade- og karamelmalt, som giver den smukke mørke farve.Tilbage til risengrøden. Som vel er noget af det tætteste, man kommer på den ultimative julemad. Og risengrød er da også – rent historisk – luksusspise af den helt særlige slags.
Risen kom oprindeligt til Europa ad flere omgange, sandsynligvis nede fra Persien. Og i en sydeuropæisk kogebog fra 1300-tallet finder vi allerede den første opskrift på noget, der dufter af risengrød, som vi skandinaver kender den.
For den ægte risengrød stort set forbeholdt Skandinavien. Vores risengrød er en ekstra fin udgave af sødgrød. Sødgrød betød oprindeligt byg- eller havregryn kogt i mælk. Det var fin søndags- og festmad, for til hverdag blev grøden kogt på vand.
I Danmark har man spist risengrød siden 1600-tallet, måske før. Og den første opskrift finder vi i den fisefornemme kogebog: “En Høy-Fornemme Madames Kaagebog” fra 1703, er kun indeholdt opskrifter på meget fornem mad. Ris var på den tid et dyrt spise kun forbeholdt de rige.
Det ændrede sig heldigvis i 1800-tallet. Ligesom andre fine varer – såsom hvedemel og sukker – bliver risene efterhånden billigere og lettere tilgængelige. Madam Mangor har en opskrift på risengrød i sin kogebog fra 1837. Nu er risengrøden nået til den jævne mand og kones gryder. Dog stadig kun til fest, men det er altså i sidste halvdel af dette århundrede, at risengrød som julegrød for alvor bliver en allemandsspise.
Det bedre borgerskab, der på ingen måde vil spise det, der spises i folkekøkkenet og opfinder så risalamanden, for hvis man ikke kan være eksklusiv med risengrød alene, så kan man da altid røre lidt flødeskum, sukker og mandler i. Men historien gentager sig og nu er den udgave også at finde på både høj og lavs julebord. Endda som den foretrukne ret (som jeg skrev om i går) på manges julebord.
Nogen holder fast ved risengrøden juleaften. I stedet for risalamande har selve kongehuset tradition for at spise risengrød med mandel i juleaften og ikke den kolde, klistrede risalamande.
Hvis din opskrift på denne julens bedste spise er blevet væk, så har jeg en til dig her:
Risengrød
175 g grødris (Pama er fine)
2 dl vand
1 liter økologisk sødmælk (Thises græs eller jersey sødmælk er perfekt)
Salt
Evt. ½ stang vanilje
Kanelsukker
3-4 tsk hvid perlesukker
1 tsk kanel (køb en ordentlig – du vil ikke fortryde)
Vandet koges op i en gryde (helst tykbundet) og grødrisene tilsættes. Koger 3-4 minutter.
Skru ned for varmen (ca. halv varme) og tilsæt 1 liter mælk.
Lad det småkoge i ca. 40 minutter, og husk at røre rundt jævnligt (hvert 5 minut).
Slut med at smage til med salt. ellers smager grøden fadt.
Til dem, der spiser smør i grøden. Husk at juleaften skal smørhullet i grøden have form af et kors. Det bringer lykke og held.
Risengrød ligger godt i maven. Så efter en god gang grød, trænger man til at røre sig lidt og rocke ørerne. Og det er Mel og Kim mand og kvinde for at hjælpe os til. også selvom vi ikke må være mere end 10, der rocker sammen.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Efterlad en kommentar