Skrublerier

Jeg holder dagen i sofa’en sammen med min 2. adventsgave, der lå til mig, da jeg kom hjem fra arbjde i går. Så nu er jeg ikke kun den lykkelige ejer af et Kay Bøjesen postbud, jeg har også en fanebærer, som matcher ethvert juletræ værdigt.
Sofa’en inviterer til læseri om jul og hvordan julen oprindeligt var de gamle nordboeres markering af lysets vendepunkt midt i vinterens mørke. Med kristendommen blev lysfejringen til en fest for Jesu fødselsdag. Men hvorfor kalder vi det egentlig så for ‘jul’?
Ordet jul er gammelt dansk ord. For en historie- og ordnørd som jeg er det svært ikke at være nysgerrig på, hvor vi egentlig har ordet jul fra og hvornår det så dagens lys. Og jeg vil da selvfølgelig dele det, jeg har fundet ud af med dig.
Spørger man de nyeste ordbøger (Altså dem med sproget fra 1950 og frem til i dag), fortæller ordbogsartiklen om jul, der indeholder historiske oplysninger, at ordet er »af uvis oprindelse«. Så må vi jo en ordbog længere tilbage og gå til ”Ordbog over det Danske Sprog”, der beskriver sproget i perioden fra 1700 til 1950, som også siger også om ordet jul, at oprindelsen er uvis. Men hér får vi at vide, at ordet findes i oldnordisk, ældre dansk, i norsk og svensk.
Videre læsning fortæller, at det ser ud til, at ordet er nordisk. Det findes i islandsk (jól), færøsk (jól) og norsk (jul), de sprog, sprogforskere rubricerer som vestnordiske; det findes i dansk og svensk (jul), som kaldes de østnordiske sprog, og det findes også i et nu forsvundet germansk sprog, gotisk, i formen fruma jiuleis ’julemåned’. Ganske vist kan englænderne bruge ordet yule og yuletide ’juletid’, hvis de gerne vil efterligne gammelt sprog, men ordet yule er indlånt i engelsk fra nordisk. Også finsk har lånt det nordiske ord for jul i formen joulu. Så lige her kan vi altså øjne en chance for noget, som er den ægte danske juletradition, og ikke et indlån fra det svenske, tyske eller engelske.
De ældste eksempler på ordet jul i dansk kan findes i samlingerne i Gammeldansk Ordbogs arkiv, som er et kartotek over middelalderens sprog (altså omkring årene 1100-1515). I Rydårbogen, en beretning om Danmarks historie, overleveret i et håndskrift fra omkring 1500, står der f.eks. sådan på moderne dansk: »Ikke mange vintre derefter drak kongen jul i Roskilde og indbød hertugen, hans svoger, og sin søster Estrid til sin jul«.
Ud over selve ordet jul kender vi fra middelalderen sammensætninger, som vi stadig bruger i dag, f.eks. juleaften, juledagh, julehelaghdagh ’julehelligdag’, julehøghtith ’julehøjtid’, julemat ’julemad’, julenat og juletith ’juletid’. Men andre sammensætninger fortæller om en anden tids skikke og materielle forhold.
I begyndelsen af 1500-tallet optræder ordet julehøns i et regnskab. Hér opregnes der, hvad præsten skal have i løn ved juletid: Item xviii iwle høns, summa ix â »ligeledes 18 julehøns, i alt 9 skilling«. Ja, gås er det jo ikke, men 18 høns kan vel også forsøde julen for den stakkels præst.
Ordet jul er altså velkendt i middelalderen, men vi ved stadigvæk ikke, hvad ordets egentlige betydning er, og vi ved ikke, hvor gammelt ordet er i de nordiske sprog. Hvad vi ved, er, at ved kristendommens indførelse har fejringen af Jesu fødsel sandsynligvis overtaget betegnelsen på den midvinterfest, som i Norden blev holdt i januar. Ordet jul holdt sig i Norden, selv om kristmesse også blev forsøgt introduceret.
Og det er netop ordet kristmesse, der er blevet den engelske betegnelse for fejringen af Jesu fødsel i formen Christmas, med middelalderlige former som Christes mæsse og cristmasse.
I Tyskland har man fokuseret på selve den nat, Jesus blev født. Tyskernes ord Weihnacht er sammensat af navneordet Nacht ’nat’ og en afledt form af udsagnsordet weihen ’indvie’. Ordet betyder altså ’den indviede, helliggjorte nat’.
Franskmændenes betegnelse er, ligesom de øvrige romansktalendes, knyttet til selve fødslen. Fransk Noël, italiensk Natale, spansk Navidad og portugisisk Natal er alle beslægtet med det latinske tillægsord natalis ’om fødsel, vedrørende fødsel’, der som navneord bruges om Jesu fødselsdag.
Kun vi nordboere har altså holdt fast i den oprindelige betegnelse for den hedenske fest og ikke ladet os lokke af nymodens låneord. For meget kan man byde os, men som vi synger i julesangen “Sikke en voldsom trængsel og alarm”, hvor vi jo synger ”rør blot ikke ved min gamle jul”.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️
Ps. Tak for hjælp og tekststykker til sproget.dk