Skrublerier

Det er Gaudetesøndag. Adventens festdag, hvor vi for en stund sætter faste- og bodstiden på pause og fejrer, at vi venter på det lille barns fødsel.
På denne søndag er det som om Julefesten næsten bryder igennem: Den liturgiske farve er ikke violet, men rosa, og teksterne er præget af glæde og forventning, begyndende med det introitus, som har givet søndagen sit navn.
Gaudete in Domino semper: iterum dico, gaudete
Glæd jer altid i Herren: Jeg siger jer igen, Glæd jer
En advents- og juletradition tager os direkte med ind i stalden i Betlehem, nemlig julekrybben. Og selvom det lille Jesusbarn endnu ikke ligger i sin krybbe, kan vi sagtens glædes over krybben og dens fortælling.
Historien bag julekrybben er næsten en af de advents- og juletraditioner, der går længst tilbage. Allerede i 100-tallet udpegede man den grotte i Betlehem, hvor man regnede med, at Jesus var blevet født. Mange folk valfartede til grotten og bragte sten med sig tilbage (Lidt ligesom med Berlinmuren i 1989 – for nu at rode lidt moderne historie ind i det hele).
I 300-tallet blev de første julekrybbebilleder malet og i 332
byggede paven den kirke, som nu hedder Santa Maria Maggiore i
Rom, den hed oprindeligt ”Jomfru Maria ved krybben”. I kirkens krypt opbevares sten fra Betlehem, og hvert år fremvises i kirken fem små brædder, som efter sigende skulle stamme fra Jesu krybbe. Kirken er stadig centrum for den katolske kirkes julefejring, og kaldes derfor også for ”Julekirken”.
Efterhånden bredte sig krybberne udenfor kirken, og i middelalderen begyndte man at opføre krybbespil i den kristne verden. I England og Tyskland fik krybbespillene endog et mere folkeligt præg.
I 1223 fik Frans af Assisi pavelig tilladelse til at celebrere en levende krybbescene juleaften, således at menigheden kunne se fødselsmiraklet ”genoplivet”.
Et lille barn blev lagt i krybben hos Josef og Maria og en okse og et æsel fuldendte staldbilledet.
Fra denne begivenhed bredte skikken sig og snart overtog kunstfærdigt udførte og opstillede krybbescener den tidlige form.
I begyndelsen så man kun julekrybber i kirken, men snart begyndte rige familier at få udført deres egne og private udgaver, og derfra er skikken nu udbredt, så det nærmest har udviklet sig til en italiensk ”folkesport” at opbygge den mest imponerende og fantasifulde krybbescene. I det sydlige Italien (og i f.eks. Rom ) hersker den særlige neapolitanske tradition, hvor krybberne har udviklet sig til helt overdådigt udsmykkede by- og landskabsscener med utallige bygninger og i hundredvis af forskellige figurer, beskæftiget med alskens aktiviteter.
I Danmark ser vi primært julekrybberne i private hjem. Men de har – omend i det små – holdt deres indtog i det offentlige rum (indtil de bliver forbudt fordi de krænker en eller anden, der har brug for 5 minutters berømmelse).
Nu hvor coronatiden sender os udendørs, hvis vi vil have juleoplevelser som kan erstatte luciaoptog, julekoncerter, julestuer, julemarkeder, julegløg og andre decemberhyggerier, så kunne du tage på julekrybbeudflugt.
Hvad med f.eks. at tage til Tarm kirkegård og se deres granjulekrybbe, der er lavet af gran. https://www.tvmidtvest.dk/…/kreativitet-i-gran-daniel…
I Aarhus kan du kigge forbi julestalden på strøget i Aarhus, der midt i storbyens trængsel og alarm husker alle på, hvad julens grundbudskab er. Du finder den foran den katolske kirke, Ryesgade 26, 8000 Aarhus C.
Måske kender du et helt tredje sted? Eller har din helt egen julekrybbe derhjemme?
Jeg plejer at dele The King’s Singers udgave af Gaudete ( https://www.youtube.com/watch?v=47X1MSbr5Y4 ) på et tidspunkt i min kalender og overvejede i dag også Pia Raus fine indspilning af “Blomstre som en rosengaard” ( https://www.youtube.com/watch?v=4-JKGhVukkg )
Men i år får I Erasures fine udgave af Gaudete, som er svær at blive træt af.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❤️ Pas på jer selv og hinanden ❤️🎄