Skrublerier

Og lad os gå med stille sind

som hyrderne til barnet ind,

med glædestårer takke Gud

for miskundhed og nådebud!

Endelig kom den. Dagen inden aftenen. Kalenderlyset er brændt ned. Vi er så tæt på festen, der forunderligt nok begynder med, at det mørknes og lyset forlader himlen. 

I Betlehem holder englekoret øvetime, og korlederen småskælder på de yngste engle, som ikke har øvet sig nok hjemmefra. Men hun får hurtigt hele korets opmærksomhed og de gør sig klar til at synge for hyrderne om det lille barn, der fødes i nat:

Kom, lad os ham tilbede

Venite adoremus

O come, let us adore Him

Mens de små øver, er Josef og Maria ved at nå frem til herberget. En lille familie på tvungen rejse, fordi en kejser, som hedder Augustus, på bedste New Public Management manér, vil have kontrol over sine indbyggere og derfor tæller dem. Og for at der skal være orden i sagerne kan man ikke tælles på det nærmeste kontor, men det kontor man hører til – uanset, hvor langt væk, det ligger. En regel er en regel – uanset om den giver mening eller værdi.

Så Josef og Maria har måttet rejse fra deres hjem til Betlehem, som er Josefs families hjemby. Maria er højgravid og får veer netop, som de når frem, men der er ikke plads til dem på byens kroer. Derfor må hun føde sit barn, Jesus, i en stald, og de må bruge en krybbe til vugge.

Dyrene i stalden er urolige. Måske fornemmer de, at der er noget ganske særligt på vej. Noget, ingen havde ventet! Noget, som selv ikke de traditionelle nyhedsmedier vil være de første til at høre om. Det lille barn vil hverken tone frem med billeder på Instagram, få sin fødsel forkyndt af en Ypperstepræst fra templet eller læst højt om på TV2 med Breaking News flashende hen over skærmen.

Det er derimod dem, som ikke var en del af det gode selskab, der møder barnet, som de første. Det er hyrderne. Måske for at huske os på, at Jesus kom til verden som hele verdens frelser, og ikke kun for de pæne med det nye tøj på i kirken juleaften.

For ligesom vores tids hjemløse, flygtninge og andre udsatte og udstødte var der på Jesus tid også grupper, som ikke var en del af samfundet. En af de grupper var hyrderne. De blev opfattet som vilde og uciviliserede. Og måske netop derfor er det dem, der bevidner det fantastiske som sker. Fordi han kommer for at vende op og ned på vores selvforståelse og tankegang.

Tilbage til marken udenfor Betlehem, hvor hyrderne holder nattevagt over deres dyr. Her får de besøg af en engel, som fortæller dem, at der er født en frelser i Betlehem, og at de skal opsøge ham. Et lille barn i en krybbe i standen.

Hyrderne – de udstødte – drager afsted med deres dyr for at finde barnet og bevidne dets fødsel. Ligesom kvinderne – som på grund af deres køn ikke havde juridiske rettigheder – senere bevidnede hans død og opstandelse.

Og hyrderne finder barnet. Helt som de er blevet lovet. I stalden, i krybben og med en himmelsk hærskare, der så smukt – efter alle deres korprøver – synger deres lovpris.

Når vi fejrer Jesu fødsel, fejrer vi ikke bare en barnefødsel. Vi fejrer, at Gud selv kommer til verden og bliver født som menneske på jorden. Vi fejrer, at himmelens lys kom til jorden. I julen træder Gud ind i historien, han bliver menneske i Jesus og lever som os, sammen med os.

Så med det lille barns fødsel fejrer vi også, at ingen længere er overladt til sig selv. Gud er blevet menneske og lever med os – iblandt os. Ved at lad sin søn blive født i fattige kår omgivet af udstødte kommer Vorherre til alle i aften og siger: I hører også med.

I aften en særlig og kærlig tanke til dig for hvem julefestens glæde er fjern. Måske fordi du har mistet en, du elsker og savnet overskygger glæden. Fordi du er alene og ikke har nogen at dele festen med. Eller fordi du er sat udenfor og ikke kan komme ind. Husk – selvom det måske forekommer meningsløst i nuet – at ”Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”.

Jeg tænder et lys for alle, der lider under krigens vold. For børn, gamle, syge og alle, der holder jul uden lys uden mad, varme, elektricitet, mens krigen ødelukker hospitaler, vuggestuer og institutioner. Hold ud. Hav håb. Glæden kommer tilbage. Det lille barn bliver født for at være hos jer.

En særlig tanke til dig, der har mistet og holder jul sammen med savnet og sorgen, der er kærlighedens pris. Vid, du ikke er alene ❤

Kalenderlågen gemmer på “Det kimer nu til julefest”. Smukkere kan det (næsten) ikke gøres.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ nu – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Det er dagen før dagen før den aften, I ved.

Det snart.

Det er nu.

Næsten.

Den længe ventede julefest banker på.

Et fattigt par.

Et æsel.

En stald.

En modig kvinde, fyldt af kærlighed, tillid og tro.

En mand, som er en klippe af kærlighed, tillid og tro

Så enkelt og så stort.

Lyset i mørket.

Et barn skal fødes.

Vi venter på det lille barn. Barnet, der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det.

O kom, o kom, Immanuel. O kom, o kom, og vær vor fred.

Lillejuleaften er en af de før-juledage, der ikke knytter sig store historiske traditioner til. Ud over børn og barnlige sjæles utålmodighed

Tidligere var det ganske almindeligt, at man pyntede juletræet lillejuleaften; men efter vi har flyttet julefesten til før jul, er det blevet mere og mere almindeligt, at juletræerne pyntes allerede fra midt december.

Officielt varer julen i 12 dage og starter i morgen og slutter først den 5. januar om aftenen, også kendt som helligtrekongersaften.

Så i “rigtig gamle dage” var lillejuleaftensdag – som hele december havde været – travl!

Inden det blev jul havde man skullet nå den årlige hovedrengøring, så hele gården var ren og pæn. På gulvet i dagligstuen blev der drysset nyt, frisk sand eller lagt et lag frisk halm. Lige inden jul bagte man et friskt parti rugbrød og sigtebrød, og slagtede den sidste, og bedste, julegris. Så var der rigeligt med godt, ferskt kød, friske blodpølser og nylavede finker til julens mange gæster.

Som en af de sidste ting, når man pyntede op til højtiden, blev det det fineste linned, huset havde, fundet frem. Pyntestykker og pyntepuder (trækkepuder) af tyndt, kostbart hørlærred med smukke hvide broderier, mellemværk og syede blonder.

Juletiden var den rene ferie. Traditionen bød, at juledagene mellem 24. december og Helligtrekongersaften d. 5. januar skulle holdes hellige. Man måtte kun lave det allermest nødvendige arbejde på gården. I stedet gik man til julegilder hos hinanden, hvor bordene bugnede af julemad. De ugifte unge afholdt julestuer med musik og vovede lege, der for det meste gik ud på at røre ved personer af det modsatte køn.

Kalenderens næstsidste låge gemmer på “Angels We Have Heard on High” sunget af Bruce Guthro (Runrigs tidligere forsanger), der desværre døde alt for tidligt sidste år. Sangens ophav er en traditionel fransk julesang, oprindeligt “Les Anges dans nos Campagnes” og er kendt for sit latinske refræn: “Gloria in excelsis Deo”, som betyder “Ære være Gud i det højeste”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

• Pas på jer selv og hinanden

Det er dagen, før dagen, før dagen og i ventetiden har vi mange gøremål. Træet skal gøres klar (hos dem, der ikke har fejret jul siden november), og juletræsstjernen, der pynter juletræets top, skal findes frem, så alt er klar til selve juleaften.

Og mens vi venter, synger vi om Bethlehemsstjernen, der ledte vise mænd og når vi kommer dertil selv den aften, vi venter på, synger Jesper Fårekylling sin rørende udgave af “Når du ser et stjerneskud” i den sidste ventetid (Ingen jul uden Disneys juleshow).

Om stjernen synger vi: Den var lys og blid. Den lod sig se ved midnatstid. Mens alle andre stjerner glimtede mat, stod den klar på himlens bue som en lille stjernesol.

Julestjernen, også kaldt Bethlehemsstjernen, var ifølge Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente det pejlemærke, der ledte de vise mænd fra Østerland frem til det nyfødte Jesusbarn.

Og den har været genstand for kloge mænd og kvinders diskussioner og undersøgelser, siden den lyste for første gang.

Om den klare, lyse stjerne var et guddommeligt mirakel, en ren mytologisk tankekonstruktion, eller om der rent faktisk kan have været tale om et astronomisk himmelfænomen, kommer der nok aldrig et endegyldigt svar på.

Blandt teorierne er, at stjernen kan have været en nova, som kinesiske astronomer så i år 5 f.Kr., eller en komet, selvom kometer ofte blev set som dårlige varsler. En anden populær teori er planetsammenfald, som skete flere gange i perioden. For eksempel mødtes Jupiter og Saturn tre gange i år 7 f.Kr., hvilket kunne have haft stor astrologisk betydning.

Andre forklaringer peger på Jupiters bevægelser. I år 2 f.Kr. så det ud, som om Jupiter stod stille over Betlehem, hvilket kunne tolkes som et tegn. Nogle mener dog, at stjernen blot er en litterær konstruktion, der skulle understrege Jesu kongelige status.

En ting er sikkert! Vi har alle sammen brug for ledestjerner, som kan føre og hjælpe os, når vi er ved at fare vild eller mister fodfæstet. Som ordbogen forklarer betydningen af en ledestjerne: “Person, genstand, fænomen eller forhold som man bruger som rettesnor eller vejledning for sine handlinger”.

Derfor er julens budskab ikke blandt de ringeste ledestjerner vi kan have. Julen, der kommer med “solhverv for hjerterne bange” og generøst forærer os det lille barn som ledestjerne, så vi aldrig er alene, når vi farer vild eller ikke ved, hvad vej vi skal gå.

Selvom julekalenderens låge frister med at gemme på “Dejlig er den himmelblå” og dens ord om ledestjernen; så hører den jo til i jules sidste dage, hvor vi også fejrer helligtrekongers fest. Derfor gemmer lågen på en af vore skønneste julesalmer: “Julen har bragt velsignet bud”, sunget så fint af Søs Fenger.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Det er Vintersolhverv og dermed den tid på året, hvor solen når sin laveste højde midt på dagen. Når det er vintersolhverv, er solen længst syd for ækvator, hvilket betyder at den nordlige halvkugle vender væk fra solen. Det sker omkring den 21. december (Nogle år – ca. hvert 4. år – falder vintersolhverv den 22. december). Det er årets korteste dag.

Efter vintersolhverv begynder dagens længde at tiltage – altså dagene begynder at blive længere, og vi får mere dagslys. Der bliver længere tid mellem solopgang og solnedgang. Og omvendt – selvfølgelig – nætterne bliver kortere.

Dagens længde i mit pastorat er præcis 7 timer og 1 minut. Solen stod op 08:49 og går ned igen kl. 15:50 (Ærgerligt nok gemmer den sig bag den grå himmel; men den er der). Hvis du f.eks. bor i Assens er dagen hele 12 minutter længere. Du kan – hvis du vil se dagslængden i dit pastorat – flytte på den blå positionsprik på kortet på hjemmesiden: https://solopgang.dk/find/55.1640/10.1459

Men klage kan man ikke, når man tænker på, at i f.eks. Tromsø i det nordnorske, er der polarnat, hvilket betyder, at solen ikke stiger over horisonten. Der er derfor ingen solopgang eller solnedgang i dag. Polarnatten i Tromsø varer helt fra slutningen af november til midten af januar, hvor solen forbliver under horisonten i hele perioden. Tromsøværinger (som Tromsø’s indbyggere kaldes på norsk) kan dog være heldige, at selvom solen ikke står op, så kan der stadig være et par timers dæmpet dagslys midt på dagen, kendt som skumringslys.

Når vi nu er forbi det norske, så er det jo nærliggende at kigge på en norsk juletradition og som så ofte, når vi taler jul og tradition, skal vi en tur i det norske køkken og hilse på retten: Pinnekjøtt.

Pinnekjøtt eller saueribbe er en traditionel norsk juleret, der er baseret på ribben af får (eller lam). Pinnekjøtt kendetegnes først og fremmest ved, at kødet er tørret og i varierende – afhængig af smag – grad saltet og røget.

Der findes forskellige teorier om oprindelsen af ordet “pinne” i denne sammenhæng. En almindelig opfattelse er, at “pinnene” henviser til træpindene, som mange bruger som en slags damprist i gryden, når pinnekjøttet laves. En anden teori er, at “pinnene” oprindeligt refererer til ribbenene.

Det mest almindelige tilbehør til pinnekjøtt er kålrabimos og kartofler. Kålrabimos laves af kålrabi, som koges, moses og smages til med salt og peber. Det er også almindeligt at tilsætte kødsaft fra pinnekjøttet og lidt gulerod til kålrabimosen, samt eventuelt lidt kartoffel eller kartoffelmel for at binde væsken.

Pinnekjøtt serveres ofte sammen med røgede pølser. Der findes desuden mange forskellige lokale varianter af tilbehør. Mange tilføjer noget sødt, som sirup, til det ellers salte kød. En lokal variant er en slags “kødmølje” med sirup.

Skulle du have lyst til at skifte anden/flæskestegen ud med denne lækre norske spise, kan du se, hvordan man kan tilbereder retten her: https://meny.no/…/Pinnekjott-med-vossakorv-og…/

Tiden mellem jul og nytår kalder nordmændene for “Romjul”. Det er en tid, hvor juletravlheden aftage. Romjul er præget af et langsommere tempo i livet, hvilket giver mulighed for hvile og kvalitetstid med familien. Mange forkæler sig selv med vinteraktiviteter som lange skiture i det sneklædte landskab, hyggelige stunder foran pejsen eller blot nyder fridagene. Denne periode giver også mulighed for at besøge venner og slægtninge, udveksle forsinkede julegaver eller deltage i udendørsaktiviteter som skiløb, en favorit blandt nordmænd.

Bag kalenderlågen gemmer sig en sang inspireret af vejret i Nordnorge, hvor der er trukket skispor og gang i de kommunale skibusser, der fragter nordmændene ud i snelandskabet. Velkommen til Michael Bublé med “Let It Snow!”

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Solen. Kan I huske den? Den der gule, lysende kugle på himlen, der skinner over og på os med den blå himmel som baggrund. Hvor har det dog været fantastisk at gense den i dag.

Ikke fordi alt ikke er tilbage ved denne decembers normal igen. I mit pastorat smuttede den igen ud på eftermiddagen og overlod scenen til grå himmel og småregn *SUK*

Det er jo ikke et vejr, der kalder på julemarkeder eller anden udendørshygge. Så der skal skrues fuldt op for indendørshyggen og er der noget mere dansk og julet end en kop varmt med æbleskiver til?

Disse herlige runde spiser, som jeg har elsket siden min barndom. Altså ikke dem i frostposer fra Netto; men dem der er bagt på et godt, gammeldags æbleskivejern.:

Det er faktisk svært at sætte et præcis årstal på, hvornår æbleskiven blev opfundet. De kan sagtens have eksisteret siden oldtiden, men vi ved, at de fandtes i middelalderen, hvor man finder dem beskrevet overalt i middelalderlitteraturen.

Første gang man stødte på navnet æbleskiver som opskrift var i en dansk kogebog fra 1616. Her beskrives det, at man brugte æblestykker, der var dyppet i æg og mel (altså en dej) og derefter stegt i smør på en pande. De blev (og bliver) kaldt “Flydende Æbleskiver”. Dengang var æbleskiverne altså lige præcis det, navnet siger – skiver af æbler. Det var en delikatesse, der blev serveret som dessert ved festlige lejligheder som julen.

Siden begyndte man at bage eller stege æbleskiverne på en speciel pande med halvkugleformede fordybninger, så kagerne var runde efter at være blevet vendt. Æblet var nu blevet til fyld i dejen.

Og som æbleskiven udviklede sig, opstod egnstraditioner og periodetraditioner. I Sønderjylland havde man f.eks. en tradition med at bruge en kogt sveske i æbleskiverne. Og under de to verdenskrige brugte man, hvad man havde som fyld i æbleskiverne, lidt sukker, æble, æblemos eller udblødte rosiner.

Sønderjyderne var ikke alene om at have en egnsbestemt opskrift. Der er utallige varianter:

På Mors bages æbleskiverne med bygmel.

På Fyn kalder man det for æbleskiver med lov – de bages med hvedemel og spises med sukker til.

På Falster kaldes æbleskiverne for Nonner.

Svupsakker kaldes æbleskiverne fra Lolland og Falster også. Her flækkes æbleskiven, og så kommer man brændevin på.

På Bornholm kaldes de for Oppenholler eller Fettholskager og serveres med frugtkompot eller syltetøj.

Og så er der de sjældne kamel-æbleskiver, der kun serveres i Zoo (se den særlige specialitet her: https://www.youtube.com/watch?v=MPWgKkL6tQo).

Måske har du din helt egen opskrift? Jeg er vild med både kanel og kardemomme i dejen. Gerne sammen med lidt vanilje. Eller kanelhonning i stedte for sukker. Fyld er også et hit. En let syrlig æble- eller rabarberkompot er forrygende Og man skal heller ikke kimse af en sveske-/cognackompot. Men intet slår en velbagt æbleskive med flormelis og en god gang solbærsyltetøj!

Så find pandejernet frem og i gang med æbleskiver eller -kuglerne. Du finder en god opskrift her: https://www.valdemarsro.dk/aebleskiver/ og mens du læser den, leverer dagens kalenderlåge lidt mere end velsmurt vintersang til ørerne. Så mangler du bare en kop varmt og hokus pokus: Sådan slår man møgvejret af banen. Mens du spiser dem, kan du åbne kalenderlågen og høre Lady Gaga og min yndlingscrooner Tony Bennett synge Winther Wonderland, som vi nok alle drømmer om.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

En advents- og juletradition, der tager os direkte med ind i stalden i Betlehem, er julekrybben. Og selvom det lille Jesusbarn endnu ikke ligger i sin krybbe, kan vi sagtens glædes over krybben og dens fortælling.

Historien bag julekrybben er historien om en af de advents- og juletraditioner, der går længst tilbage. Allerede i 100-tallet udpegede man den grotte i Betlehem, hvor man regnede med, at Jesus var blevet født. Mange folk valfartede til grotten og nuppede sten med sig hjem (lidt ligesom med Berlinmuren i 1989 – for nu at rode lidt moderne historie ind i det hele).

I 300-tallet blev de første julekrybbebilleder malet, og i 332 byggede paven den kirke, som nu hedder Santa Maria Maggiore i Rom – oprindeligt kaldet ”Jomfru Maria ved krybben”. I kirkens krypt opbevares sten fra Betlehem, og hvert år fremvises fem små brædder, som efter sigende skulle stamme fra Jesu krybbe. Kirken er stadig centrum for den katolske kirkes julefejring og kaldes derfor også ”Julekirken”.

Efterhånden bredte krybberne sig uden for kirkerne, og i middelalderen begyndte man at opføre krybbespil rundt om i den kristne verden. I England og Tyskland fik krybbespillene endda et mere folkeligt præg.

I 1223 fik Frans af Assisi pavelig tilladelse til at celebrere en levende krybbescene juleaften, så menigheden kunne opleve fødselsmiraklet ”genoplivet”. Et lille barn blev lagt i krybben hos Josef og Maria, og en okse og et æsel fuldendte staldbilledet.

Fra denne begivenhed bredte skikken sig, og snart overtog kunstfærdigt udførte og opstillede krybbescener den tidlige form. Først så man dem kun i kirkerne, men snart begyndte rige familier at få lavet deres egne private udgaver. Derfra bredte det sig, og i dag har det nærmest udviklet sig til en italiensk ”folkesport” at bygge den mest imponerende og fantasifulde krybbescene. I det sydlige Italien (og f.eks. Rom) har den særlige neapolitanske tradition skabt overdådige by- og landskabsscener fyldt med figurer, der alle er optaget af hver deres små aktiviteter.

Herhjemme ser vi julekrybberne mest i private hjem, men de har – omend i det små – også fundet vej til det offentlige rum (indtil de selvfølgelig bliver forbudt, fordi de krænker en eller anden, der trænger til lidt opmærksomhed).

I Aarhus kan du for eksempel kigge forbi julestalden på strøget, der midt i storbyens trængsel og alarm minder os om, hvad julens grundbudskab egentlig er. Du finder den foran den katolske kirke på Ryesgade 26, 8000 Aarhus C.

Og mens vi her i Danmark holder os til de mere enkle julekrybber, er det værd at bemærke, hvordan traditionen rundt om i verden kan antage næsten mageløse former. I Østrig og Sydtyskland er der f.eks. hele landsbyer, hvor indbyggerne hvert år samarbejder om at lave kæmpemæssige krybbescener. På Filippinerne har de krybber med lys og bevægelige dele, der nærmest minder om små teaterforestillinger.

Julekrybben er altså ikke bare en hyggelig juletradition. Den er også et levende, universelt symbol på den historie, der har formet julen, og en påmindelse om, at det store ofte findes i det små.

Måske kender du også et sted, der har en helt special julekrybbe? Eller har din helt egen julekrybbe derhjemme?

Bag kalenderlågen gemmer Alberte sig med salmen: “Barn Jesus i en krybbe lå”. Den passer så smukt til fortællingen om julekrybben. Und dig selv de halvandet minuts pause i juletravlheden lyt med.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

• Pas på jer selv og hinanden

Hvis jeg siger mandler, kanel, allehånde, nelliker, kardemomme, appelsinskal, laurbær, stjerneanis og vanilje, så er ingen vist i tvivl om, at jeg taler om julens smage og krydderier.

For vi ved jo alle, hvordan den rigtige jul smager og holder vi af den ene eller anden grund jul i uvante rammer, så sker det, at vi oplever, at julen ikke smager helt, som den “skal”.

Men selvom vores smagsløg tror, at julen smager på en bestemt måde, så er julens smage en “huskeliste” i konstant udvikling gennem historien, især i forhold til krydderier og madtraditioner. At julen rummer erindring om krydderier og mad i det hele taget, hænger sammen med at mad altid har haft en central betydning i forbindelse med vores fester, både de årlige religiøse og familiernes store fester.

Huskelisten afspejler dog ikke én fastlagt tradition. For der har ikke været helt faste traditioner hos høj og lav eller fra egn til egn i landet. Og der har løbende været plads til at nye traditioner, herunder krydderier, kunne komme til og andre måtte “bæres ud” for en tid eller for altid.

De nye smage kommer fra mange hjørner i verden, Vidste du f.eks., at mange af de krydderier, der i dag forbindes med jul, har rødder i Mellemøstens køkkener og blev introduceret til Danmark i 1500- og 1600-tallet? I nyere tid (Altså indenfor de sidste 100 år – nu er kort tid stadig ligeså lang, som tiden er for børn til gaverne juleaften) har vi pebermynten, der især er kommet i form af de ikoniske jule-slikstokke (candy canes). Disse sukkerstænger med pebermyntesmag stammer fra USA, hvor de længe har været en del af juletraditionerne, men de blev først rigtigt populære i Danmark i løbet af det 20. århundrede.

Slikstokke kom til at symbolisere julens sødme og blev integreret i julepynt og som en del af hyggen omkring juletræet. Deres klare farver – rød og hvid – er også blevet en del af det visuelle udtryk for julen.

Pebermyntesmag er altså ikke en klassisk dansk juletradition, Smagen er kommet til os og vores “julesmag” især gennem slik. I dag ser man også pebermyntesmag i moderne danske julegodter, som f.eks. is, kager og chokolade, inspireret af den amerikanske juletradition. Man kan sige, at det som med smagene fra Mellemøsten i 1500-1600-tallet viser, hvordan globalisering og kulturudveksling har givet plads til nye smage i vores gamle jul.

Hvordan smager din jul?

Bag kalenderlågen gemmer sig Queens “Thank God It’s Christmas”, der i år kan fejre sin 40 års jubilæum som julesang og en del af julens “soundtrack”. Queen nåede aldrig selv at lave en julevideo med sangen. Jeg har lånt den simple visuelle præsentation af sangen med vinterlige og julede motiver, der ligger på Queens officielle YouTube-kanal.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Hvor mange af os har ikke skrålet med på Grundtvigs salme: ”Et barn er født i Betlehem” uden helt at forstå linjen: ”En fattig jomfru sad i løn”?

Salmen blev sunget første gang ved en gudstjeneste i julen 1845 og har siden været fast inventar i både børnehaver, skoler, kirker og hjem juleaften. Det er vist ikke forkert at sige, den er af vores mest populære julesalmer. Selvom mange børn vist synes, at den fulde udgave er frygtelig lang!

Tilbage til det der med at ”sidde i løn”. Det gamle ord ”I løn” betyder ”i det skjulte”. Så det, vi synger, betyder: Der var en fattig ung kvinde, som denne nat sad langt ude i en stald, skjult for alle andre. Og her fødte hun sit barn.

Maria sidder altså skjult i en stald med Josef, der har påtaget sig faderskabet til barnet, der ikke er hans, ved sin side. På den tid fødte kvinder i deres eget hjem eller i det hjem, hvor de var gæster, med hjælp fra andre kvinder, som kunne være familiemedlemmer, naboer eller måske endda erfarne barselskvinder, der blev kaldt til fødslen. Så Maria sidder ikke bare skjult; men også langt fra det kvindefællesskab, hun gennem sin opvækst har set omgive fødslen af et barn. En livsbegivenhed, som mænd ikke havde adgang til.

Dertil kommer, at hun var jomfru. Det barn hun venter, er undfanget ved Guds indgriben. Maria forstår ikke, hvordan hun er blevet gravid. Da englen Gabriel fortæller hende, hun venter Guds søn, svarer hun, som vi ved: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.”. Gabriel forklarer så, at barnet bliver undfanget ved Helligåndens hjælp, og at barnet er Guds søn. Det accepterer Maria. I ydmyghed og tro accepterer hun, hvad englen fortæller på vegne af Gud. Hun henvender sig til direkte til Gud og siger: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”.

Oveni er hun blevet gravid uden for ægteskabet. Maria var jo forlovet med Josef, men de var endnu ikke gift på det tidspunkt, hvor hun blev gravid. Selvom en trolovelse (forlovelse) var næsten lige så bindende som et ægteskab i datidens jødiske kultur, var det en stor synd at blive gravid uden for ægteskab. En synd, der førte til social udstødelse eller i værste fald dødsstraf (stening) ifølge Moseloven.

Da Maria fortæller sin trolovede Josef, at hun er gravid, reagerer Josef først med stor tvivl og uro. Han ved, at han ikke er far til barnet, og han må have følt sig forrådt eller forvirret. Josef er heldigvis en ”ordentlig”, for han ønsker ikke at udstille Maria offentligt, hvilket jo kunne have bragt hende i stor fare. I stedet planlægger han at “skille sig fra hende i al stilhed”. Men Josef får besøg af en engel i en drøm, der siger: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria hjem til dig som din hustru. For det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.” Josef vælger at stole på englen og Guds plan. Han tager Maria til sig som sin hustru, og beskytter hende og barnet mod social fordømmelse og giver Jesus en jordisk far, et navn, en slægt og et hjem.

Så der i stalden sidder Maria. Ung. Skjult for verden. Uforberedt på, hvad der skal ske med hendes krop. Mærket af en graviditet, hvor hun har oplevet usikkerhed og været sat udenfor samfund og fællesskab. Hvor må hun – trods sin faste tro på og håb for, at det, der sker, er Guds plan – have følt sig alene, udsat og sårbar.

Marias situation kan ses som et spejl på mange kvinders oplevelser i dag: Ensomhed, usikkerhed, stigma og sårbarhed, men også styrke, kærlighed og håb. Hendes historie minder os om, at midt i vores sværeste øjeblikke – uanset om de er fysiske, følelsesmæssige eller sociale – findes der en indre styrke, som bærer os igennem. Marias mod og tro kan være en påmindelse om, at selv når livet føles mørkt og uoverskueligt, kan der vokse noget nyt og livgivende frem.

Heldigvis lever vi i et samfund, hvor ingen overlades til at føde deres barn ”i løn”. I dag har Regeringen sammen med SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet indgået en ny ”fødselsaftale”, der bl.a. sikrer styrkelse af forældre- og fødselsforberedelsen for førstegangsfødende og hjemmebesøg til alle fødende indenfor 24-timer efter fødslen. Jeg ved, at der iden grad stadig er plads til både store og små forbedringer; men alle skridt på den rette vej har deres egen ret.

Dagens kalenderlåge gemmer på Anne Linnets “Lille Messias”, der på en og samme tid sætter Jomfru Maria i centrum, og samtidig er en fortælling om julens mirakel: Det lille barns fødsel. Messias, der kommer med fred og glæde til alle.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Julen kommer tættere og tættere på. De 12 dages julefest nærmer sig. En tid med idyl, hygge og glæde. Stearinlys, pakker og godhed. Gløgg i gryden, og småkager i ovnen. Forventning og spænding. Fællesskaber og festligt samvær med leg og gode snakke.
Tilbage i 1600- og 1700-tallet blev julen også fejret med mad, øl, lys og fællesskab. På den vis har ikke meget ændret sig. Anderledes i forhold til vores moderne jul er nok, at der var fokus på det kristne budskab, selvom fejringen var vævet tæt sammen med mere løsslupne løjer og festligheder.
En af 1600-tallets juleskikke (der er beskrevet helt frem til 1900-tallet) var, at alle husstandens medlemmer sov på gulvet i stuen julenat. Stuen blev ganske enkelt lavet om til en slags stald eller meget stor julekrybbe. Der blev strøet rigeligt med halm på gulvet og man delte på den måde livsvilkår med frelseren selv. 1600-1700 tallets kirkelige pietisme (og den snerpethed, der fulgte med) var ikke glad for denne fælles “seng”. Der kunne jo let opstå særdeles jordiske lyster, når man nu lå der tæt på gulvet. Hygge måtte til enhver tid vige for trusler mod skrøbeligt kød.
At husstandens medlemmer sov på det halmbestrøede gulv, kan også hænge sammen med, at man troede, de døde blev levende julenat, hvorefter de vandrede hjem til deres jordiske hjem, og så selvfølgelig ville sove i deres tidligere seng. For at lette vejen for de døde, blev der stillet lys i et vindue. Nogle steder redte man op med ekstra sengetøj til Kristus, hvis han skulle komme forbi.
I nogle områder dækkede man julebordet med ekstra tallerkener eller mad og lod det stå natten over, så de døde kunne spise, hvis de kom forbi. Andre steder lod man ild brænde i pejsen eller havde åbne døre, så de døde kunne færdes frit.
Julekalenderens låge gemmer på Jonah Blacksmith og Glade jul.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden

Det er glædens søndag. I mange kristne kirker verden over, hvor adventstiden er en fastetid, er fasten “lagt på hylden” og dagens gudstjeneste fejres som en fest og indledes med ordene:
“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd Jer altid i Herren”
Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og ikke har brug for en “pause” i fasten, så er det måske ikke så ringe at blive mindet om, at vi skal glæde os. Det lille barn er på vej og kommer til os med Guds kærlighed og fred. Og i en verden, hvor de sorte skyer trækker sammen over vores hoveder, har vi mere, end vi har haft i decennier, brug for at vi tør tro på, at freden er mulig.
Det er måske slet ikke så tosset, at blive mindet om, at vi stadig har noget at glæde og til. At vi er i en ventetid, hvor vi bevæger os frem mod julefesten. Mod fødselsfesten for det lille barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.
Så når vi i gudstjenesten hører ordene “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær”, så er det et venligt vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne, over-jeg’et og voksenhedens kedsommelige organiseren og tilrettelæggen.
Det er en opfordring til opgør med den New Public Management og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring om at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med hjertet.
Det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, vi genkender det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.
Så hold en pause fra huskelisten og del glæden med andre. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Send en stor skilling til Ukraine; Syrien, Afghanistan eller Mellemøsten eller køb en ged. Listen af muligheder er uudtømmelig.
For en ting er sikkert: Glæden og kærligheden vokser, når den bliver delt.
Bag kalenderlågen står mange og tripper for at spille for jer. Jeg har lukket Erasure ind for at spiller deres udgave af middelalderhymnen “Gaudete”. Erasures version kan ses som en hyldest og en genopfindelse af en middelalderlig klassiker, der gør den tilgængelig for et moderne publikum, mens de stadig bevarer essensen af den oprindelige hymnes glæde og opfordring til fest.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden