Skrublerier

Julekalenderen er kort i dag og i morgen. Den er nemlig kørt sammen med mig til Storstaden mod øst for at se “The Julekalender” i Tivoli i morgen torsdag. Her står Gordon Kennedy, Christian Damsgaard og Niels Olsen – instrueret af Lars Knutzon – bag et gensyn med Gertruds store kasse med julepynt, “æ mistelten”, foodprocessoren og bop-bop-bop. Jeg glæder mig så meget til i morgen.

Eftermiddagen i dag har budt på osen på Gammel Kongevej og sidegader efterfulgt af en tur i Alma (Irmas efterfølger). Uden at bruge så meget som 25 øre på indkøb. I morgen står det på Nationalmuseet, afhentning af auktionsvarer og måske en tur forbi en enkelt lille butik og et julemarked. Og … og … indtil det handler om at få bilen mod Odden, så jeg kan ramme Århus og en aftenvagt på fredag.

Pga morgendagens travlhed holder kalenderen derfor også julelukket i morgen.

Når man siger julekalender, så er det svært ikke at tænke tilbage til 1962, som på mange måder var et bemærkelsesværdigt år. Cubakrisen, optagelsen af den første James Bond-film, Hjerteforeningen dannet, Algeriet bliver selvstændigt, Karen Blixen dør, og staten uddelte pamfletten: “Hvis krigen kommer”.

Men, men, men … ikke glemme det vigtigste:

1962 var året, hvor julekalenderen blev sendt på tv for første gang (som så ofte kan vi danskere ikke tage æren for den første af slagsen. I Sverige sendte man tv-julekalender for første gang i 1960). Tv-julekalenderen byggede videre på traditionen om de trykte lågejulekalendere, der havde været brugt i årtier. De første år var det ikke en sammenhængende fortælling, som vi kender julekalenderen i dag, men snarere en slags kalendernovellesamling.

I 1967 slog kalenderidéen, som vi kender den, igennem med ’Kender du Decembervej’, hvor figuren Magnus Tagmus optrådte. Han medvirkede sammen med en række andre dukker, heriblandt Jakob, der var togfører, og en afrikansk dukke, som hed Ula, fordi hun kom fra et U-land.

Det var første gang, at julekalenderen havde en fortløbende historie. Som kapitler i en roman. Den lille mus med togfløjten var med til at gøre julekalenderen populær. Magnus og alle dukkevennerne, der boede hos drengen Morten. De vendte endda tilbage i nye afsnit året efter i 1968 i kalenderen ’Besøg på Decembervej’, hvor dukkerne igen dannede rammen om 24 julefortællinger.

Magnus Tagmus har en helt speciel plads i mit hjerte og min hukommelse, og selvom succesen i 1974 blev efterfulgt af endnu en stor succes, da kalenderen ’Jullerup Færgeby’ blev sendt. Indtil 1979 bar dukkekarakterer historien. Fra 1962 til 1972 blev karaktererne spillet af hånddukker, mens de blev spillet af stangdukker fra 1973 til 1978. Se – der var virkelig tale om et innovativt fremskridt.

Først i 1979 blev tv-julekalenderen fyldt med levende personer, da man indspillede ’Jul i Gammelby’, der foregik i en 1800-tals købstad (optaget i Den Gamle By i Aarhus). Efter min mening den ultimativt bedste julekalender nogensinde – skarpt forfulgt af Pyrus-kalenderne (Jesper Klein som Bertramsen og Poul Hüttel som arkivnissen Gyldengrød burde være pensum i al danskundervisning) og Nissebanden med Flemming Jensens finurlige sprogaftryk.

Og siden er kalenderne kommet i en lind strøm. Hvem husker ikke ’Jul på Slottet’ og ’Nissebanden i Grønland’. For ikke at nævne Pyrus-serien, ’Brødrene Mortensens jul’, ’Jul på Kronborg’ og ’Nissebanden – Nissernes ø’. For ikke at nævne næste generations kalendere med titler som ’Jesus og Josefine’, ’Jul i Valhal’, ’Absalons Hemmelighed’ og ’Pagten’, som endda omhandlede både Københavns grundlægger, biskop Absalon, og N.F.S. Grundtvig. Ja, endda voksenjulekalendere er det blevet til. F.eks. “The Julekalender”, som fejrer 34-års fødselsdag i år.

For nu bare at nævne nogen. Fælles for mange af kalenderne er, at de er blevet et samlingspunkt for familien. De har formidlet historisk viden, skabt fortællinger om julen og om noget påvirket sproget.

For hvem af os taler og forstår ikke julekalendersk eller kan genkende en julekalender bare på et enkelt ord eller en sætning?

Mange udtryk fra tv-julekalendere hænger jo ved, fx “Anton, du har revnet dine bukser!” fra ’Jullerup Færgeby’, “gran i håret” fra ’Jesus & Josefine’ og – som skrevet i indledningen – “bob-bob-bob” fra ’The Julekalender’. Og hvem ved ikke, hvad vi mener, når vi siger, at man skulle tro, Gertrud Sand har pyntet et lokale eller et sted?

Jeg har ikke set årets nye kalender, men har holdt mig til kære kendinge. Hvad med dig? Har du en yndlingskalender (eller to måske)?

Og så har jeg slet ikke skrevet om al den musik, vi har fået gennem kalenderne. Et blik på Koda-afgifterne fortæller, at den mest indtjenende danske julesang i nogle år har været en julekalendersang.

Intet kan være mere passende end at lade kalenderlågen dele en af de fantastiske sange, julekalenderne har givet os. En af de mest populære danske julesange kommer fra julekalenderen “Tvillingerne og Julemanden”. Selvom julekalenderen første gang blev vist i tv i 2013, har sangen levet i radioen og på diverse streamingtjenester lige siden. Du ved, hvilken jeg taler om, ikke?

Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Første dag af frihed-før-arbejdsjulen.

En frihed, der allerede tyvstarter med en aftenvagt på fredag, inden det for alvor går løs fra d. 24. og fem aftener i træk. Men altså: frihed.

Jeg besluttede at fejre den med en slentretur gennem byen og nogle små gavekøb.

Eller slentre og slentre …

Det viste sig hurtigt, at en helt almindelig tirsdag i december i virkeligheden minder mere om deltagelse i Robinson Ekspeditionen – bare uden Jakob Kjeldbjerg og med markant dårligere præmier.

Den vigtigste disciplin er at undvige bedstemødre, der kører barnevognsræs med verdens vigtigste, smukkeste og klogeste barnebarn spændt fast foran sig. Når bedstemor vil frem, så vil hun frem. Der er kun én strategi: Kast dig væk fra bedstemors kørebane.

På et tidspunkt flygtede jeg ind i en forretning for at undgå en frontal kollision og opdagede til min store skræk, at jeg var endt i en perleplade-krea-butik. Et sted, man ikke forlader uden enten glimmer i håret eller et livslangt traume.

Og man skal i øvrigt hele tiden være opmærksom på risikoen for hårde opbremsninger, når barnevognen stopper brat, fordi nogen lige skulle kigge.

Så er der disciplinen “kom frem til kassen”.

På et tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg stod i kø. Det udfordrede virkelig tålmodigheden og krævede en vis accept af skæbnen. Da jeg endelig nåede frem til det, jeg troede var kassen, viste det sig dog at være et tilbud på billige juleservietter. Det var i hvert fald det, der stod på skiltet i det næsten tomme stativ, jeg stod foran.

Jeg fandt en ny kø og bad stille til, at denne kø rent faktisk endte i en kasse og ikke i endnu et stativ med nedsat papir.

Til sidst lagde jeg vejen forbi Georg Jensen for at spørge, om den grønne juledug, der er udsolgt overalt, mon kommer igen næste år. Ekspedienten var alene i butikken, fordi to kollegaer var syge med influenza (for resten: er du blevet vaccineret i år?). Hun var så udbrændt, at hendes sjæl tydeligvis allerede var gået på juleferie.

Hun stod med næsten tårer i øjnene, mens kunden foran mig – der skulle have pakket alle gaver ind – bad hende rette båndene på to af pakkerne, fordi de ikke sad helt lige. Kunden kunne naturligvis ikke selv justere båndene derhjemme. Det ville jo være anarki.

Jeg klarede 3. disciplin. Selvbeherskelse. Men havde jeg haft en dåse surströmming, havde jeg uden tøven åbnet den og delt indholdet generøst ud over samtlige pakker. Det ville have været mit bidrag til julefreden.

Prognoser for 2025’s julehandel (november + december) peger på. at vi kommer til at omsætte for omkring 97 mia. kr. i julehandel (dvs. stort set alt der sælges i detail + e-handel i disse to måneder). Og selvom det meste efterhånden lægges i nethandel bruger vi åbenbart alligevel nok til at juleindkøbene bliver en udfordring på mange måder!

Apropos – visdste du forresten:

Julehandel, som vi kender den, er faktisk et ret ungt fænomen. I langt det meste af historien var julen ikke noget, man shoppede sig igennem, men noget man forberedte. Man slagtede, bagte, bryggede og reparerede – og hvis man gav gaver, var det ofte noget hjemmelavet, praktisk eller symbolsk. En sok, lidt mad, måske et stykke tøj. Ingen løb rundt og ledte efter den rigtige nuance af grøn dug.

I Danmark – og resten af Europa – begyndte julehandlen for alvor at tage form i slutningen af 1800-tallet. Industrialiseringen gjorde, at varer kunne masseproduceres, byerne voksede, og butikkerne fik vinduer. Butiksvinduer viste sig hurtigt at være ekstremt effektive til at plante behov, folk ikke vidste, de havde, før de stod og stirrede på dem i decembermørket.

Omkring år 1900 opstod idéen om julegaven, der ikke bare var nyttig, men også “noget særligt”. Noget man skulle ønske sig. Noget der helst skulle købes. Samtidig voksede stormagasinerne frem, og julen blev langsomt flyttet fra hjemmets værksted til butikkernes hylder.

Efter 2. verdenskrig tog det for alvor fart. Øget velstand, flere varer, flere penge mellem hænderne og færre hjemmelavede traditioner. Julen blev i stigende grad noget, man forbrugte. Det var også her, julehandlen begyndte at få en tidsmæssig udstrækning. Før havde jul været noget, der kulminerede i dagene op til den 24. december. Nu begyndte den at brede sig – først til starten af december, senere til november, og i dag til et sted omkring “når bladene stadig hænger på træerne”.

I 1960’erne og 70’erne blev julehandlen folkelig. Alle skulle have noget, og der skulle være nok af det. Ønskesedler blev længere, og gaver blev mere standardiserede. Samtidig opstod den moderne julepanik: forestillingen om, at hvis man ikke finder den helt rigtige gave, har man svigtet både relationen og julen som institution.

I 1990’erne og 00’erne blev julehandlen effektiviseret. Indkøbscentre, lange åbningstider, søndagsåbent og sidenhen webshops. Julen gik fra at være noget, man forberedte, til noget man logistisk håndterede. Click and collect. Returret. Kø-systemer. Black Friday, som egentlig ikke har noget med jul at gøre, men alligevel markerer startskuddet på det hele.

I dag er julehandlen en sær blanding af tradition, pligt og kamp. Vi taler om nærvær og ro, mens vi tramper rundt i butikker, leder efter kasser, undviger barnevogne og håber, at ekspedienten ikke bryder sammen foran os. Vi længes efter stilhed og autenticitet, men bliver mærkeligt nok ved med at lede efter den i køen ved kassen.

Set historisk er julehandlen altså ikke en urgammel tradition, men en relativt ny konstruktion. Den er ikke opstået, fordi mennesker altid har haft brug for at købe 14 gaver i december, men fordi samfundet langsomt har lært os, at julen helst skal kunne måles i poser, kvitteringer og udsolgte varer.

Resten er glitter. Og glimmer. Og lidt for stramme bånd.

Sådan en dag kalder på smilebåndet. Så kalenderlugen huser Mel & Kim med Rockin’ Around The Christmas Tree. Syng, dans og grin endelig med. Det er svært at lade være.

❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Hvis jeg siger mandler, kanel, allehånde, nelliker, kardemomme, appelsinskal, laurbær, stjerneanis og vanilje, så er ingen vist i tvivl om, at jeg taler om julens smage og krydderier.

For vi ved jo alle, hvordan den rigtige jul smager, og holder vi af den ene eller anden grund jul i uvante rammer, så sker det, at vi oplever, at julen ikke smager helt, som den “skal”.

Men selvom vores smagsløg tror, at julen smager på en bestemt måde, så er julens smage en huskeliste i konstant udvikling gennem historien – især i forhold til krydderier og madtraditioner. At julen rummer erindring om krydderier og mad i det hele taget, hænger sammen med, at mad altid har haft en central betydning i forbindelse med vores fester, både de årlige religiøse og familiernes store fester.

Huskelisten afspejler dog ikke én fastlagt tradition. For der har ikke været helt faste traditioner hos høj og lav eller fra egn til egn i landet. Og der har løbende været plads til, at nye traditioner, herunder krydderier, kunne komme til, og andre måtte “bæres ud” for en tid eller for altid.

For de fleste danskere har julens smag historisk været mere mættende end parfumeret.

I bondesamfundet var juleøl det vigtigste “krydderi” – stærkere, mørkere og rigere end hverdagsøl. Mange krydderier var luksusvarer for de få; kanel og kardemomme var status. Sødt hørte højtiden til, fordi sukker var dyrt – derfor blev det ekstra festligt.

De nye smage kom fra mange hjørner i verden. Vidste du f.eks., at mange af de krydderier, der i dag forbindes med jul, har rødder i Mellemøstens køkkener og blev introduceret til Danmark i 1500- og 1600-tallet?

I nyere tid (altså inden for de sidste 100 år – nu er kort tid stadig lige så lang, som tiden er for børn til gaverne juleaften) har vi pebermynten, der især er kommet i form af de ikoniske jule-slikstokke (candy canes). Disse sukkerstænger med pebermyntesmag stammer fra USA, hvor de længe har været en del af juletraditionerne, men de blev først rigtigt populære i Danmark i løbet af det 20. århundrede.

Slikstokke kom til at symbolisere julens sødme og blev integreret i julepynt og som en del af hyggen omkring juletræet. Deres klare farver – rød og hvid – er også blevet en del af det visuelle udtryk for julen.

Pebermyntesmag er altså ikke en klassisk dansk juletradition. Smagen er kommet til os og vores julesmag især gennem slik. I dag ser man også pebermyntesmag i moderne danske julegodter som f.eks. is, kager og chokolade, inspireret af den amerikanske juletradition. På den måde minder pebermynten os om, at også vores egen jul hele tiden låner, lærer og forandrer sig.

Måske er det derfor, vi indimellem tror, at julen engang smagte mere “rigtigt” end nu. Vores smagsløg er nostalgiske små løgnere – de tror, at det altid har været sådan.

Og måske er det også derfor, at julens smag igen er i bevægelse. Ikke på grund af krydderihandlen, men på grund af klima, samvittighed og nysgerrighed.

Der er mindre én rigtig jul og mere plads til flere jule-smage side om side. Mere syrligt og bittert, mindre sukker, nye krydderier, nye valg – og alligevel genkendelighed.

Hvordan smager din jul?

Bag kalenderlågen gemmer sig Queens “Thank God It’s Christmas”, der i år kan fejre sit 41-års jubilæum som julesang og en del af julens soundtrack. Queen nåede aldrig selv at lave en julevideo med sangen. Jeg har lånt den simple visuelle præsentation med vinterlige og julede motiver, der ligger på Queens officielle YouTube-kanal.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Allerførst: Nød du den blå himmel i går og nattens stjernehimmel med sine mange stjerneskud? Hvor var det dog en velkommen afbrydelse i strømmen af grå decemberdage.

Og så til dagens kalender:

Det er glædens søndag. I mange kristne kirker verden over, hvor adventstiden er en fastetid, er fasten “lagt på hylden”, og dagens gudstjeneste fejres som en fest og indledes med ordene:

“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd jer altid i Herren.”

Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og derfor ikke har brug for en “pause” i fasten, er det måske ikke så ringe endda at standse op ved opfordringen til at glæde sig. For vi er i ventetiden, hvor vi ser frem mod julefesten, mod fødselsfesten for det lille barn, der er på vej og kommer til os med Guds kærlighed og fred — det barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.

Så når vi i gudstjenesten hører ordene: “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær,” så er det et venligt, men også solidt og vedholdende vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne, over-jeg’et og voksenhedens kedsommelige organisering og tilrettelæggelse.

Det er en opfordring til et opgør med den New Public Management- og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring til at give plads til undren, naivitet og langsomhed – til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses, ikke med hjernen, men med hjertet.

Det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, vi genkender det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.

Så hold en pause fra huskelisten og del glæden med sårbare og udsatte. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Send en stor skilling til Ukraine – eller køb en ged. Listen af muligheder er uudtømmelig.

For én ting er sikkert: Glæden og kærligheden vokser, når den bliver delt.

Bag kalenderlågen venter flere, som gerne vil spille for jer.

Jeg har lukket Jonah Blacksmith ind for at synge: “Glade jul”, som jo er den danske – meget frie gendigtning og absolut ikke! teksttro – oversættelse af salmen “Stille nacht, heilige Nacht”. Oversættelsen er begået af B.S. Ingemann og teksten formidler originalens begivenhed, men Ingemann giver den et andet forløb og et andet budskab.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Så er det blevet luciadag igen. På skoler, i børneinstitutioner, på plejehjem, arbejdspladser og i mange af landets kirker har hvidklædte børn (og voksne) med lys i hænderne vandret to og to og sunget den velkendte sang om Sancta Lucia, den katolske helgen. Også i Tivoli og i kajakker i Københavns kanaler har sangen klinget.

Tilbage til Lucia. Lad os lige repetere historien – selvom du jo kender den fra tidligere år – bag traditionen, der har sine rødder i det svenske:

Luciaskikken nævnes første gang i Sverige i 1762, hvor en skånsk provst var på besøg hos en velhavende familie i Västergötland. Her blev han vækket om morgenen den 13. december af “et hvidtklædt fruentimmer” med lysestager i hænderne, hvorefter en anden kvinde kom ind med lækre mad- og drikkevarer. Luciaskikken hørte den gang hjemmet til.

Skikken med Lucia-optog i det offentlige rum er relativt ny og stammer fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia. I dag har hver eneste svenske by sin egen Lucia, som for øvrigt findes lang tid før 13. december.

Svenskerne har dog fejret Lucia-natten, eller Lusse-natten, som de kalder den, siden 16-1700-tallet. Det gælder især i den vestlige del af Sverige, hvor traditionen byder, at gårdens unge piger vækker alle med kaffe og de specielle Lussekatte, som er safransboller, i den kulsorte, tidlige morgenstund.  Hele min barndom og såmænd også i min “voksendom” har smagen – som jeg har skrevet før – af en lussekat været noget helt specielt. Har du bagt lussekatte i går eller i morges?

I Sverige holder enhver skole og kirke med respekt for sig selv Luciaoptog og -koncert tidligt (tidligt som klokken 7) om morgenen. Så i vintermørket bæres starter dagen med, at lyset bæres frem, mens sangen  klinger, der hilses i vennelag og lykke skænkes.

Det første Luciaoptog i Danmark blev opført på det gamle Scala i København i 1944. Inspirationen til Luciaoptoget kom fra Sverige, hvor man i det hele taget hentede en hel del under besættelsen.

Har der ikke været et optog nær dig, så kom med kalenderlågen til luciamorgen i den smukke Kungsholm kirke i Stockholm i Luciaoptogenes hjemland og hør Luciasagen sunget af smukke svenske pige- og drengestemmer.

Optoget med luciabruden i front og tärnor (kvinder/piger med lys og glimmer i håret) og stjärngossar (dren­ge/mænd med kræmmerhuse på hovedet og pinde med guldstjerner i hænderne) er smukt og stemningsfyldt.

Stjärngossarna eller stjernedrengene var oprindeligt en del af juleskuespil – her i Danmark kender vi vist kun krybbespillet i dag – som var knyttet til helligtrekonger, men i løbet af det 20. århundrede blev Stjärngossarne i stedet en del af Lucia-toget.

I tidligere tiders folketraditioner opførte man et eller (oftest) flere juleskuespil i tiden frem mod helligtrekonger, der fortalte om, hvordan de tre vise mænd kom til Jesus og hvordan Herodes jagede Maria og Josef til Ægypten.

Disse juleskuespil eller helligtrekongerspil blev oftest opført af drenge fra latinskolerne og var en måde at tjene en skilling på til enten sin egen overlevelse til at komme til alle de fester de blev holdt i de 13 dage julefesten varede i (I ved: Den gang i gamle dage, hvor julen ikke startede i Bilka i oktober; men den 25. december om morgenen).

Efterhånden som stjernedrengeoptogene og julehelligdagsskuespillene uddøde i Sverige (og andre lande), flyttede de svenske stjernedrenge over i luciaoptogene og fik med deres høje hatte og stjernestave deres helt egen plads i optoget, hvor terner og stjernedrenge synger det væld af luciasange, som Sverige byder på i modsætning til det danske “solonummer”

Hvis dit svenske rækker til det, kan du læse en fin artikel her om stjärngossarna: https://svenskahogtider.com/…/trettonhelgen-och…/

Vil du gerne kende historien om den “rigtige” Lucia, som har helgendag i dag, kan du læse mere her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/hvem-var-santa-lucia

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

🎄❣ Pas på jer selv og hinanden ❣

Hvad siger du til en julekrybbe med de 3 vise mænd som figurer, der forestiller Morten Messerschmidt, Inger Støjberg og Rasmus Stoklund? En umulig tanke, ikke? Ikke fordi, det er en fattig flygtningefamilie fra det, som vi i dag kender som Palæstina; men fordi vi aldrig har importeret den napolitanske krybbetradition (se billede i kommentarer) som hedder: Presepe napoletano – hvor høj og lav fra byen er repræsenteret sammen med alt fra fodboldspillere (se billede i kommentarer) til politikere.
Ud over de klassiske krybbefigurer med Maria, Josef, det lille barn, engle, hyrder, dyr og vise mænd finder mani Napolis krybber repræsentanter for byens beboere: Slagteren, fiskekonen, vinhandleren, tiggeren, musikeren og den sovende, der hedder Benino.
Benino er en af de mest elskede figurer. Ifølge traditionen drømmer han hele krybbescenen frem og hvis han vågner, forsvinder krybben. Han symboliserer: Drømmen, fantasien og det menneskelige blik på det guddommelige.
Nå, det var et sidespring. Tilbage til Napoli, hvor julekrybben heller ikke altid er at finde på hyrdernes mark; men midt i et larmende gadebillede blandt handel, mad, musik og uro. Budskabet er, at det hellige sker midt i livet – ikke udenfor det.
Napolitanske krybber er kendt for – udover byens beboere – inkludere: Politikere, kendte lokale originaler og magthavere af alle mulige observanser, som et symbol på, at alle kan finde vej til krybben – også den uperfekte synder.
Kommer du til Napoli, så besøg Via San Gregorio Armeno, som er gadeN (se billede i kommentarer), hvor krybbefigurerne sælges.
Men uanset om vi er i Napoli eller Aarhus, så er julekrybben en advents- og juletradition, der tager os direkte med ind i stalden i Betlehem. Og selvom det lille Jesusbarn endnu ikke ligger i sin krybbe, kan vi sagtens glædes over krybben og dens fortælling.
Historien bag julekrybben er historien om en af de advents- og juletraditioner, der går længst tilbage. Allerede i 100-tallet udpegede man den grotte i Betlehem, hvor man regnede med, at Jesus var blevet født. Mange folk valfartede til grotten og nuppede sten med sig hjem (lidt ligesom med Berlinmuren i 1989 – for nu at rode lidt moderne historie ind i det hele).
I 300-tallet blev de første julekrybbebilleder malet, og i 332 byggede paven den kirke, som nu hedder Santa Maria Maggiore i Rom – oprindeligt kaldet ”Jomfru Maria ved krybben”. I kirkens krypt opbevares sten fra Betlehem, og hvert år fremvises fem små brædder, som efter sigende skulle stamme fra Jesu krybbe. Kirken er stadig centrum for den katolske kirkes julefejring og kaldes derfor også ”Julekirken”.
Efterhånden bredte krybberne sig uden for kirkerne, og i middelalderen begyndte man at opføre krybbespil rundt om i den kristne verden. I England og Tyskland fik krybbespillene endda et mere folkeligt præg. I 1223 fik Frans af Assisi pavelig tilladelse til at celebrere en levende krybbescene juleaften, så menigheden kunne opleve fødselsmiraklet ”genoplivet”. Et lille barn blev lagt i krybben hos Josef og Maria, og en okse og et æsel fuldendte staldbilledet.
Fra denne begivenhed bredte skikken sig, og snart overtog kunstfærdigt udførte og opstillede krybbescener den tidlige form. Først så man dem kun i kirkerne, men snart begyndte rige familier at få lavet deres egne private udgaver. Derfra bredte det sig, og i dag har det nærmest udviklet sig til en italiensk ”folkesport” at bygge den mest imponerende og fantasifulde krybbescene. I det sydlige Italien (og f.eks. Rom) har den særlige neapolitanske tradition skabt overdådige by- og landskabsscener fyldt med figurer, der alle er optaget af hver deres små aktiviteter.
Herhjemme ser vi julekrybberne mest i private hjem, men de har – om end i det små – også fundet vej til det offentlige rum (indtil de selvfølgelig bliver forbudt, fordi de krænker en eller anden, der trænger til lidt opmærksomhed). I Aarhus kan du for eksempel kigge forbi julestalden på strøget, der midt i storbyens trængsel og alarm minder os om, hvad julens grundbudskab egentlig er. Du finder den foran den katolske kirke på Ryesgade 26, 8000 Aarhus C.
Og mens vi her i Danmark holder os til de mere enkle julekrybber, er det værd at bemærke, hvordan traditionen rundt om i verden kan antage næsten mageløse former. I Østrig og Sydtyskland er der f.eks. hele landsbyer, hvor indbyggerne hvert år samarbejder om at lave kæmpemæssige krybbescener. På Filippinerne har de krybber med lys og bevægelige dele, der nærmest minder om små teaterforestillinger. Julekrybben er altså ikke bare en hyggelig juletradition. Den er også et levende, universelt symbol på den historie, der har formet julen, og en påmindelse om, at det store ofte findes i det små.
Måske kender du også et sted, der har en helt special julekrybbe? Eller har din helt egen julekrybbe derhjemme?
Bag kalenderlågen gemmer Alberte sig med salmen: “Barn Jesus i en krybbe lå”. Den passer så smukt til fortællingen om julekrybben. Und dig selv de halvandet minuts pause i juletravlheden lyt med.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Så er der jo selve juletræet, som allerede står – helt mod julereglerne i den store julebog – pyntet i mange hjem. Jeg kan nu godt forstå, man fristes. Der er noget helt specielt ved et pyntet træ.

Vidste du, at der produceres omkring 11 millioner juletræer i Danmark – og at vi eksporterer cirka 85 procent af dem til udlandet? Og selv om økologiske juletræer fylder meget i snakken, er det faktisk kun omkring 2 procent af danskerne, der ender med et økologisk et af slagsen, mens langt de fleste vælger et helt almindeligt konventionelt træ til stuen. Godt 70 procent af os forventede at have et juletræ i 2024 – og så er der selvfølgelig dem med plastiktræerne; men de er stadig ikke med i “træ-statistikken”.

Det store spørgsmål tidligere var: Rødgran, Nobilis eller Nordmannsgran? Her har nordmannsgran i mange år været den mest populære gransort i de danske stuer. Faktisk vælger 4 ud af 5 nordmannsgranen som juletræ. Det er også, selv om mange vil mene, at det oprindelige juletræ er en rødgran.

Det er da også rødgranen, der nævnes i mange af de gamle fortællinger om julen – blandt andet i H.C. Andersens eventyr “Grantræet”. Men rødgranen blev fortrængt, da kakkelovnen blev udskiftet med centralvarme og radiatorer, og den følgende stigning i temperaturen indendørs betød, at rødgranen ikke holdt så længe i stuen, som den gjorde på H.C. Andersens tid. Det varmere indeklima gjorde, at rødgranen tørrede hurtigt ud og smed sine nåle, og derfor har nordmannsgranen stille og roligt fortrængt rødgranen mange steder.

Og så vil jeg slet ikke tale om de klimabevidstes plastiktræer. Her er jeg igen nødt til at trække en streg i julegrøden og sige, at nok er jeg forandringsparat; men “rør blot ikke ved min gamle jul” – og tilføje: Mit juletræ.

Jeg forstår til fulde, at nogen ikke har plads til det store, levende træ eller af personlige grunde er nødt til at have et allergivenligt og brandsikret træ. Men når Plantorama, Imerco, Jysk og andre gerne vil promovere det kunstige træ, fordi det er mere klimavenligt eller bæredygtigt, så skal du bede dem stoppe en halv.

Vil man anskaffe sig et kunstigt træ, skal man sørge for at genbruge det en del gange. Ifølge et stort canadisk studie skal man f.eks. genbruge træet 20 gange, hvis det drejer sig om reduktion i udledningen af drivhusgasser.

Derudover er et kunstigt juletræ som regel lavet af metal og plastikmaterialet PVC eller PE, der ligesom andre plastikmaterialer er baseret på råolie i produktionen, og det har nemlig et højt klimaaftryk. Ifølge beregninger fra British Carbon Trust vil det kunstige juletræ samlet set udlede 40 kilo CO₂. Og så har vi slet ikke været omkring kemiske stoffer og ftalater, hvis træet ikke er produceret i EU.

Et levende træ binder CO₂, mens det vokser og dyrkes ofte i plantager på ellers uegnede jorde. Det kan komposteres, flises eller energiudnyttes (fx brændes som biobrændsel) efter brug og udleder derfor kun lidt CO₂ netto. Et naturligt træ udleder typisk 3–5 kg CO₂ pr. træ. Dertil kommer, at det levende træ dufter, forandrer sig naturligt og har den træpersonlighed, som kun et levende træ kan have.

Når vi nu er i gang, så lige en genopfriskning af juletræets historie:

Danmarks første juletræ blev – så vidt vides – tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808. Dette træ er imidlertid ikke nøjere beskrevet – til gengæld er der flere oplysninger om det første træ i København.

Historien fortæller, at det første københavnske juletræ blev tændt i 1811 i Ny Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på 1 1/2 år.

Københavnerne var forberedte på, at noget usædvanligt var i gære, idet man et par dage forinden havde båret et stort grantræ indenfor i stuen. Juleaftenen ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere konstatere, at Lehmanns, der var fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på grenene. Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten og har formodentlig kendt juletræsskikken fra sin egen barndom.

For som med så mange andre traditioner har vi været udenbys og hente juletræet, som vi har hentet i Tyskland. Allerede i 1400–1500-årene holdt tyske håndværkerlaug en slags juletræsfest, hvor et stort pyntet grantræ blev sat ind i laugssalen i forbindelse med julen. Træet stod til Helligtrekonger, hvor medlemmernes børn så fik lov til at tage de små gaver, der hang på træets grene. Private har sandsynligvis også haft juletræ, for der findes love, som forbyder, at man blot går ud i skoven og hugger et træ om til jul. Nogle steder fandtes endda trævagter, som påså, at kun dem, der havde lov, huggede juletræer om. I 1600-tallets Strasbourg var private træer pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker.

I Danmark begyndte træet i løbet af 1800-tallets første årtier at blive almindeligt – ikke mindst hos fx præster og lærere – der ikke ville stå tilbage for de københavnske borgerhjem. Nogle af de første provinsjuletræer vakte betydeligt røre: Da lærer Jürgensen i Kolding tændte sit træ i 1822, kom folk styrtende, fordi de troede, at der var ildebrand.

Det var ikke alle, der brød sig om den nye idé. Grundtvig, der jo er ophav til mange af vores julesalmer, benyttede det som illustration på forhold, der burde “med rod oprykkes”. Sådan skrev han i tidsskriftet “Dannevirke” i 1817. Om dette også afspejler en egentlig modstand mod juletræer, er derimod ikke sikkert.

Træerne vandt ind i mange af hans kollegaers hjem. Ingemann var fx meget betaget af træet, som han første gang så ved en julefest hos sin forlovede i 1815.

Det varede en del år, før juletræsskikken slog bredt igennem. Først omkring 1. verdenskrig blev juletræet efterhånden rigtigt udbredt uden for borgerskabets. Og selv efter dette tidspunkt var det naturligvis langtfra alle, der havde råd til at anskaffe sig et træ med lys, pynt etc. Men at skikken var accepteret, er der næppe tvivl om.

Det viser bl.a. de mange beretninger om, hvorledes familier i arbejderhjem anvendte erstatninger og hjemmelavede træer. Kreativiteten var stor; grene og camouflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for at spare. Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede sammenkomster for medlemmernes børn.

Som en afsluttende bonusinformation til dem, der undrer sig over, hvordan et juletræ kan drysse så meget, som det gør, kan jeg fortælle, at en gennemsnitlig nordmannsgran på 2 meter har næsten 200.000 grannåle at smide med. Så det har nok at give af!

Det kunne være oplagt at lade kalenderlågen gemme på Peter Fabers “Højt fra træets grønne top” eller “Juletræet med sin pynt”; men tidligere i dag så jeg dette herlige billede, hvor Petterson pynter sit juletræ sammen med katten Findus – og det kunne min julebarnlige sjæl slet ikke stå for.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Kalenderen har været lidt post-ferieramt, så derfor er den lidt bagud og stadig med et ben i det svenske.

I Sverige fejrer man stadig navnedage, og i går var det Annas dag.

Navnet betyder noget særligt for mig, fordi det var min bedstemors navn. Ikke hendes dåbsnavn, men det navn, hun selv valgte og endda lykkedes med at få til at stå på alle offentlige dokumenter. Det blev så lidt bøvlet, da hun skulle på sin sidste rejse, for der skal papirerne jo passe sammen! 

Min bedstemor betød uendeligt meget for mig, og jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov til at være tæt på hende i hendes sidste leveår, hvor hun havde mistet en datter, og jeg min mor. Hun lærte mig om den kærlighed, der ligger gemt i sorgen, og om at leve med og i sorgen som livsledsager og -betingelse.

Og så til Anna og julekalenderen:

I Sverige har man et udtryk, der knytter sig til Annas navnedag: “Anna den granna, kommer med kanden”, som stammer fra, at man på denne dag begyndte at brygge juleøllen, så den kunne nå at gære færdigt til Tommasdagen (21. dec.). Også lutfisken skulle sættes i blød, og peberkager bages på Annadagen.

Den hellige Anna blev fejret i middelalderen den 9. december, og denne dag er stadig Annas navnedag. Hendes og Joakims festdag i den romersk-katolske kirke er dog 26. juli. Fra 1400-tallet var Anna en populær helgen, og mange kirker blev viet til hende. Anna er skytshelgen for vordende mødre. I middelalderkunsten fremstilles hun ofte sammen med Maria og Jesus, “Anna selv den tredje”.

Anna er kendt som Jomfru Marias mor. I middelalderen blev hun opfattet som en beskytter af hjemmet og slægten. Sammen med sin mand Joakim blev hun set som et forbillede på det ægteskab, der holder sammen, også når livet byder på modgang og lange prøvelser. Anna kendte ifølge legenden selv smerten ved barnløshed og blev derfor påkaldt af kvinder, der ønskede sig et barn eller bar et nyt liv i sig. Som Marias mor og Jesu mormor blev hun et symbol på familie, arv og de generationer, der binder mennesker sammen.

Det er lidt interessant (og ja – jeg bærer med stolthed de feministiske sokker, jeg arvede fra min konservative mor), at vi alle kender De tre vise mænd – Kaspar, Melchior og Balthasar – fra julefortællingen og fejrer dem i salmerne og i den folkelige fortælling. I århundreder har disse hemmelighedsfulde skikkelser fascineret og inspireret os. Men kvinderne i julens fortællinger – ud over den stærke, modige Jomfru Maria – hører vi ikke meget om. Biblens Anna og Elisabeth nævnes i enkelte advents- og julesalmer med en enkelt linje; men ellers er det Maria som Jesu mor, barnet, hyrderne og englene, der fylder i salmerne.

Måske er det netop derfor, at kvinder som Anna og Elisabeth næsten er blevet hvisket ud af julens salmer. De passer dårligt ind i en fromhedstradition, hvor kvindelighed helst forbindes med stilhed og hengivenhed. For begge er ældre kvinder med erfaring og myndighed – kvinder, der ser, forstår og tager ordet. Elisabeth tolker det, der sker, længe før mændene gør det, og Anna taler åbent og vedholdende i templet. I en salmetradition formet af mænd har der været lettere plads til Maria som den unge og lydige, end til kvinder, der handler, taler og ejer deres åndelige autoritet.

Når jeg savner Anna og Elisabeths stemmer i julens sange, hænger det måske også sammen med, at jeg selv har kendt en Anna. Min bedstemor bar ikke autoritet gennem embede eller titel, men gennem levet liv, tab og kærlighedens stædighed. Hun lærte mig, at sorg ikke gør stemmen svagere – den gør den sandere. Måske er det derfor, jeg hæfter mig ved disse næsten glemte kvinder i julefortællingen: fordi de minder om, at tro, visdom og håb ikke kun fødes i det nye og rene, men også i det levede, det prøvede og det udholdte. Og måske ville julens sang klinge rigere, hvis der var mere plads til netop de stemmer.

Bag kalenderlugen gemmer sig en af musikkens stærke kvindelige stemmer, nemlig Sinéad O’Connor, der her sammen med Danny O’Reilly synger den smukkeste version af: When a Child Is Born.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Her, mens min advents- og juleferie (jeg skal arbejde alle juledage) lakker mod enden, og arbejdsdagen kalder fra i morgen, tænker jeg lidt over advent og jul som tidsbegreber.

Uanset om julen varer tre dage eller tre uger, er tidsperioden op til jul advent. Det er den tid, mange af os markerer ved at tænde lys i en adventskrans, indtil de alle fire brænder. Ligesom kalenderlys og kalendergaver hjælper adventskransen os med at tælle dagene ned til jul.

Adventstidens farve er egentlig lilla, fordi den symboliserer bod og forberedelse. Før i tiden fastede man som forberedelse til julen.

At undvære noget godt i en periode skulle styrke længslen efter, at højtiden begyndte, og samle opmærksomheden om julens åndelige indhold.

Som jeg har skrevet før, skal man tømmes for alt det, der tynger i sjæl og krop, for at kunne feste af helt og fuldt hjerte.

Jeg synes, det er lidt synd, at forberedelsestiden efterhånden har flyttet sig helt tilbage til oktober, og at vi, når vi endelig når frem til jul, er udmattede og egentlig bare gerne vil pakke festen ned igen.

For i dag fejrer vi jo næsten ikke jul længere. Julen afvikler vi mellem den 24. og 26. december, mens vi venter på at kunne bytte gaver den 27. december. Det er tankevækkende, at vi investerer så mange kræfter i noget, der varer så kort. Til gengæld er advent blevet en slags appendix til julen.

Historisk så det helt anderledes ud. Fra midten af 1500-tallet dækkede juletiden perioden fra den 21. december og tre uger frem. I denne tid var der lyst julefred over landet, hvilket betød, at man kun måtte udføre det allermest nødvendige arbejde. Lå man i strid med nogen, skulle den også lægges på hylden.

Så und dig selv adventsro. Et pusterum. En tid til at nære dig selv og huske på, at vi stadig forbereder os til julens fest.

Du kan evt. gøre det med denne dejlige, keltiske version af den gamle adventssalme “O kom, O kom Immanuel” hvor vi synger: “Fryd dig, fryd dig, Immanuel skal komme til dig, Israel.” Ikke er kommet, men skal komme. Det er netop adventens spænding: at glæden begynder, før det, vi venter på, er her. Vi venter på, at det, der er gået i stykker, bliver samlet igen; på fred, retning og nærvær — både i verden og i os selv. Advent giver lov til at håbe midt i manglen. Håbet er ikke naivt; det er vedholdende, ja stædigt.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

I dag fejrer vi en mand med mange navne. Netop, du har helt ret: Det var Sankt Nikolaus dag.

Ifølge legenden var han biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet omkring år 300. Nikolaos var søn af velhavende forældre, men brugte sin formue på at gøre gode gerninger. Fx var en nabofamilie engang kommet i økonomisk nød og så ingen anden udvej end at sælge deres døtre som prostituerede. Hvad gjorde Nikolaos så? Jo, han sneg sig tre nætter i træk hen til familiens hus og kastede hver nat en pung med penge ind, så døtrene undgik at havne i bordellerne.

Nikolaos udvirkede også mirakler og opvakte engang tre skoledrenge til live, til trods for at de var blevet slagtet og saltet ned i en tønde af et kroholderægtepar. Nikolaos blev meget populær som helgen for søfolk og børn. I Danmark var der ved reformationen indviet mange “Nikolajkirker”. Kun Jomfru Maria havde givet navn til flere kirker.

Lige en indskudt bemærkning: Jeg beklager forlods min hvide “boomer”-tankegang. Men jeg kan altså ikke skrive “julepersonen”, så hermed en advarsel om, at ordet julemand/julemanden som hankøn vil forekomme hyppigt i teksten.

I moderne tid kender vi nok mest Nikolaus som julemanden. Eller Santa Claus, som han hedder i USA. I England er han kendt som Father Christmas. Og jeg fortsætter med Weihnachtsmann i Tyskland, Julenissen i Norge, Sinterklaas i Holland, Jultomten i Sverige, Joulupukki i Finland og Babbo Natale i Italien – for nu bare at nævne nogle af hans aliaser.

Hvert land har sin egen fortælling om julemanden og om, hvor han kommer fra. De er dog (næsten) alle enige om, at han er manden med det hvide skæg og det røde tøj, som deler julegaver ud til de artige børn den 24. december. Julemanden er en myte, men denne myte er baseret på en sand historie om Sankt Nikolaus.

Vidste du, at man i Danmark slet ikke kender ordet julemand – hvis du spørger Ordbog over det danske Sprog – før år 1900, men at man alligevel i anden halvdel af 1800-tallet kan finde julemandslignende figurer i litteraturen og i avisernes annoncer og omtaler af juleudstillinger?

Julemanden er altså at finde i Danmark før 1900, og går man til den tids julelitteratur, kan man også møde ham – dog under andre navne. I Peters jul optræder figuren “Den gamle jul” helt fra første udgave fra 1866 som ham, der sørger for den rigtige julestemning.

Den gamle jul bærer et lys på sin hue, og de steder, hvor børnene har opført sig godt, tænder han lysene på juletræet, så de får en særlig klar og dejlig flamme, men de steder, hvor børnene har været slemme, får lysene et dårligt skær og slukkes af sig selv.

Den gamle jul minder altså om julemanden derved, at han holder øje med, om børnene er artige og kan belønne deres opførsel med julestemning, men han er ikke en julemand, der kommer med gaver.

Vor tids julemand er en tyk, godmodig gamling med langt, hvidt skæg, klædt i en rød dragt med hvide pelskanter designet af Coca-Cola. Ifølge nogle kilder bor han oppe ved Nordpolen. Andre fortæller, at han bor i Rovaniemi i den finske del af Lapland.

Og så lige et sidespring – apropos Rovaniemi i Finland.

Vidste du, at det er Finlands selvstændigheds- og nationaldag i dag? Det var den 6. december 1917, at Finland endeligt erklærede sig fri af Rusland. Så i dage fejres friheden – en egen nation med eget styre. På Selvstændighedsdagen sætter folk typisk to stearinlys i hvert af de vinduer, der vender ud til gaden eller vejen som manifestation af friheden og den nationale identitet. Gennem mange år har lysene været blå-hvide, dvs. blå for neden og hvide for oven op til vægen, og derved i de nationale farver (se billede som kommentar).

Og så tilbage til julemanden:

Uanset hvor han bor, er der rimelig enighed om, at hans nisser året igennem er beskæftiget med at fremstille legetøj. Juleaften putter de sagerne i julemandens julegavesæk, som han slænger op i sin kane, hvor hans rensdyr er spændt for, og begiver sig ud på sin lange rejse til alverdens børn for at kravle gennem husenes skorstene og lægge gaver i børnenes strømper eller under juletræet.

Så hvad er mere oplagt end at besøge julemanden og hans travle værksted, hvor der lige nu hersker decembertravlhed? Bemærk farven på nissernes tøj. Mange historiske kilder peger på, at deres tøjfarve er den “rigtige” julefarve, og at det også formodes at have været julemandens – indtil han begyndte at drikke Coca-Cola!

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️