Skrublerier

Nu tænder vi det første lys,
det må alene stå.
Vi venter på det lille barn,
som i en krybbe lå.
(Fra børnesalmebogen: De små synger salmer)
I dag tænder vi både adventskransens 1. lys. Lys til øjne og sind. Lys i vores egne hjem og i fællesskabets rum. Det lys, som vi alle – i større eller mindre grad – i glimt eller som en grundfølelse – kan savne, så det mærkes helt ind i sjælens mørkeste rum.
På vej mod julefesten, hvor han – som skulle kaldes fredsfyrste – bliver født, giver adventstiden os mulighed for at stoppe op og tænke på, hvordan vi i vores lille hverdag kan bringe verden tættere på den fred, vi længes så meget efter. For selvom vi kan opleve, at mørket gør, at ingen kan se freden, så er den til stede i hvert eneste lille lys, vi tænder.
Med lys bryder vi mørket. Med lys forsøger vi at fange håbet. Med lys åbner vi døren for glæden. Med lys forsøger vi at fortrænge alt det, vi frygter og svækkes af. Og vel også derfor er både adventskransen, kalenderlyset og lyskæderne så betydningsfulde for os.
Advent er forberedelsestid og ventetid. Advent er bekendtgørelsen af “at noget skal komme” og er med andre ord en tid, hvor man gør sig parat til det, der skal komme, mens man venter.
Vi venter på øjeblikke, på den store aften, på at få indfriet vores forventninger, på at det bliver lige så godt eller bedre end sidste år og på meget, meget andet. Vi venter alle på noget.
Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i advents- og julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket gaverne væk, komme ud og bytte dem og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G-højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.
Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på én gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidig ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.
Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år.
Du skal selvfølgelig ikke snydes for bare en kortudgave af adventskransens historie:
Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul, og den havde ca. 28 lys.
Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under besættelsen 1940–1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at skikken havde vundet udbredelse og var blevet kendt, var, da den kom på julemærkerne.
Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde nemlig adventskransen som motiv, og det var her, adventskransen så virkelig fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb – både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav de hvide lys og røde bånd – de nationale farver – og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.
Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tyskfødt, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.
Alle, der fejrer advent og jul, har noget tilfælles. Noget, der binder os sammen. Giver sammenhængskraft, som man ville sige, hvis man var politiker, der ventede på at få stemmer nok til at blive valgt.
Vi venter på det lille barn. Barnet, der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage imod det. Det barn, om hvem der fra de tidligste tider var fortalt: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: Gud med os.
Bag kalenderlågen gemmer sig det smukkeste billede på adventtidens venten. I en af julens salmer: “En rose så jeg skyde” fortælles om det, vi venter på, med ordene om, at “en rose spired´ frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem”.
(Link i kommentarfelt)
Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart december. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden