Skrublerier

Første dag af frihed-før-arbejdsjulen.

En frihed, der allerede tyvstarter med en aftenvagt på fredag, inden det for alvor går løs fra d. 24. og fem aftener i træk. Men altså: frihed.

Jeg besluttede at fejre den med en slentretur gennem byen og nogle små gavekøb.

Eller slentre og slentre …

Det viste sig hurtigt, at en helt almindelig tirsdag i december i virkeligheden minder mere om deltagelse i Robinson Ekspeditionen – bare uden Jakob Kjeldbjerg og med markant dårligere præmier.

Den vigtigste disciplin er at undvige bedstemødre, der kører barnevognsræs med verdens vigtigste, smukkeste og klogeste barnebarn spændt fast foran sig. Når bedstemor vil frem, så vil hun frem. Der er kun én strategi: Kast dig væk fra bedstemors kørebane.

På et tidspunkt flygtede jeg ind i en forretning for at undgå en frontal kollision og opdagede til min store skræk, at jeg var endt i en perleplade-krea-butik. Et sted, man ikke forlader uden enten glimmer i håret eller et livslangt traume.

Og man skal i øvrigt hele tiden være opmærksom på risikoen for hårde opbremsninger, når barnevognen stopper brat, fordi nogen lige skulle kigge.

Så er der disciplinen “kom frem til kassen”.

På et tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg stod i kø. Det udfordrede virkelig tålmodigheden og krævede en vis accept af skæbnen. Da jeg endelig nåede frem til det, jeg troede var kassen, viste det sig dog at være et tilbud på billige juleservietter. Det var i hvert fald det, der stod på skiltet i det næsten tomme stativ, jeg stod foran.

Jeg fandt en ny kø og bad stille til, at denne kø rent faktisk endte i en kasse og ikke i endnu et stativ med nedsat papir.

Til sidst lagde jeg vejen forbi Georg Jensen for at spørge, om den grønne juledug, der er udsolgt overalt, mon kommer igen næste år. Ekspedienten var alene i butikken, fordi to kollegaer var syge med influenza (for resten: er du blevet vaccineret i år?). Hun var så udbrændt, at hendes sjæl tydeligvis allerede var gået på juleferie.

Hun stod med næsten tårer i øjnene, mens kunden foran mig – der skulle have pakket alle gaver ind – bad hende rette båndene på to af pakkerne, fordi de ikke sad helt lige. Kunden kunne naturligvis ikke selv justere båndene derhjemme. Det ville jo være anarki.

Jeg klarede 3. disciplin. Selvbeherskelse. Men havde jeg haft en dåse surströmming, havde jeg uden tøven åbnet den og delt indholdet generøst ud over samtlige pakker. Det ville have været mit bidrag til julefreden.

Prognoser for 2025’s julehandel (november + december) peger på. at vi kommer til at omsætte for omkring 97 mia. kr. i julehandel (dvs. stort set alt der sælges i detail + e-handel i disse to måneder). Og selvom det meste efterhånden lægges i nethandel bruger vi åbenbart alligevel nok til at juleindkøbene bliver en udfordring på mange måder!

Apropos – visdste du forresten:

Julehandel, som vi kender den, er faktisk et ret ungt fænomen. I langt det meste af historien var julen ikke noget, man shoppede sig igennem, men noget man forberedte. Man slagtede, bagte, bryggede og reparerede – og hvis man gav gaver, var det ofte noget hjemmelavet, praktisk eller symbolsk. En sok, lidt mad, måske et stykke tøj. Ingen løb rundt og ledte efter den rigtige nuance af grøn dug.

I Danmark – og resten af Europa – begyndte julehandlen for alvor at tage form i slutningen af 1800-tallet. Industrialiseringen gjorde, at varer kunne masseproduceres, byerne voksede, og butikkerne fik vinduer. Butiksvinduer viste sig hurtigt at være ekstremt effektive til at plante behov, folk ikke vidste, de havde, før de stod og stirrede på dem i decembermørket.

Omkring år 1900 opstod idéen om julegaven, der ikke bare var nyttig, men også “noget særligt”. Noget man skulle ønske sig. Noget der helst skulle købes. Samtidig voksede stormagasinerne frem, og julen blev langsomt flyttet fra hjemmets værksted til butikkernes hylder.

Efter 2. verdenskrig tog det for alvor fart. Øget velstand, flere varer, flere penge mellem hænderne og færre hjemmelavede traditioner. Julen blev i stigende grad noget, man forbrugte. Det var også her, julehandlen begyndte at få en tidsmæssig udstrækning. Før havde jul været noget, der kulminerede i dagene op til den 24. december. Nu begyndte den at brede sig – først til starten af december, senere til november, og i dag til et sted omkring “når bladene stadig hænger på træerne”.

I 1960’erne og 70’erne blev julehandlen folkelig. Alle skulle have noget, og der skulle være nok af det. Ønskesedler blev længere, og gaver blev mere standardiserede. Samtidig opstod den moderne julepanik: forestillingen om, at hvis man ikke finder den helt rigtige gave, har man svigtet både relationen og julen som institution.

I 1990’erne og 00’erne blev julehandlen effektiviseret. Indkøbscentre, lange åbningstider, søndagsåbent og sidenhen webshops. Julen gik fra at være noget, man forberedte, til noget man logistisk håndterede. Click and collect. Returret. Kø-systemer. Black Friday, som egentlig ikke har noget med jul at gøre, men alligevel markerer startskuddet på det hele.

I dag er julehandlen en sær blanding af tradition, pligt og kamp. Vi taler om nærvær og ro, mens vi tramper rundt i butikker, leder efter kasser, undviger barnevogne og håber, at ekspedienten ikke bryder sammen foran os. Vi længes efter stilhed og autenticitet, men bliver mærkeligt nok ved med at lede efter den i køen ved kassen.

Set historisk er julehandlen altså ikke en urgammel tradition, men en relativt ny konstruktion. Den er ikke opstået, fordi mennesker altid har haft brug for at købe 14 gaver i december, men fordi samfundet langsomt har lært os, at julen helst skal kunne måles i poser, kvitteringer og udsolgte varer.

Resten er glitter. Og glimmer. Og lidt for stramme bånd.

Sådan en dag kalder på smilebåndet. Så kalenderlugen huser Mel & Kim med Rockin’ Around The Christmas Tree. Syng, dans og grin endelig med. Det er svært at lade være.

❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️