Skrublerier

Julen kommer tættere og tættere på. De 12 dages julefest nærmer sig. En tid med idyl, hygge og glæde. Stearinlys, pakker og godhed. Gløgg i gryden, og småkager i ovnen. Forventning og spænding. Fællesskaber og festligt samvær med leg og gode snakke.
Tilbage i 1600- og 1700-tallet blev julen også fejret med mad, øl, lys og fællesskab. På den vis har ikke meget ændret sig. Anderledes i forhold til vores moderne jul er nok, at der var fokus på det kristne budskab, selvom fejringen var vævet tæt sammen med mere løsslupne løjer og festligheder.
En af 1600-tallets juleskikke (der er beskrevet helt frem til 1900-tallet) var, at alle husstandens medlemmer sov på gulvet i stuen julenat. Stuen blev ganske enkelt lavet om til en slags stald eller meget stor julekrybbe. Der blev strøet rigeligt med halm på gulvet og man delte på den måde livsvilkår med frelseren selv. 1600-1700 tallets kirkelige pietisme (og den snerpethed, der fulgte med) var ikke glad for denne fælles “seng”. Der kunne jo let opstå særdeles jordiske lyster, når man nu lå der tæt på gulvet. Hygge måtte til enhver tid vige for trusler mod skrøbeligt kød.
At husstandens medlemmer sov på det halmbestrøede gulv, kan også hænge sammen med, at man troede, de døde blev levende julenat, hvorefter de vandrede hjem til deres jordiske hjem, og så selvfølgelig ville sove i deres tidligere seng. For at lette vejen for de døde, blev der stillet lys i et vindue. Nogle steder redte man op med ekstra sengetøj til Kristus, hvis han skulle komme forbi.
I nogle områder dækkede man julebordet med ekstra tallerkener eller mad og lod det stå natten over, så de døde kunne spise, hvis de kom forbi. Andre steder lod man ild brænde i pejsen eller havde åbne døre, så de døde kunne færdes frit.
Julekalenderens låge gemmer på Jonah Blacksmith og Glade jul.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden