Skrublerier

Julen som fest (eller mareridt – alt efter temperament) er en ældgammel historie. Selvom vi ikke ved ret meget om hvorfor, så ved vi, at vi har fejret jul lang tid før, kristendommen kom til Danmark og Jesubarnets fødsel blev til en fest.

Julemad, juleøl, julegaver og julenisser var en del af vikingernes verden og fra dem kender vi mange af de elementer, der er en del af juletraditionerne anno 2024.

Hvor ordet jul egentlig stammer er der ikke sikker viden om. Man ved, at ordet ’jul’ dukker op i 300-tallet. Her indgik det i navnet for november og december. Et par århundreder senere kan det også findes i oldengelsk, hvor det blandt andet forekom som ’giuli’ (eller ’Yule’) som beskrivelse af perioden december-januar. På oldnordisk, som man talte i Norden i vikingetiden, har ordet at haft flere betydninger, men alt vi ved, tyder på, at det ordnordiske ’jól’ kan oversættes til ’fester’ og betyder en festtid eller festperiode.

I jólen gik vikingerne på besøg hos hinanden, ligesom vi gør det i dag. Man tog mad og drikke med og holdt julefester, der kunne vare flere dage.

Måske stammer vores tradition med flæskestegen også fra vikingerne. For vikingerne var grisen nemlig et frugtbarhedssymbol og ved julefesterne blev der derfor slagtet masser af svin. Og vikingernes julemad lignede til forveksling også den, vi kender i dag: Der blev spist ekstra fin mad: Friskslagtet svinekød, grød og julebrød lavet med hvedemel og honning.

Juleøllet har vi også med fra vikingetiden. I ’Gulatingsloven’ fra 1000-tallet står der, at alle gårde skulle brygge en god stærk øl ved juletid, og at der skulle ekstra humle og honning i. Hvis man ikke bryggede rigeligt, risikerede man at få en bøde. Den gode julebryg skulle også drikkes rimeligt hurtigt, for den kunne ikke holde sig. Derfor var det god skik for vikingerne at byde på rigeligt øl.

Selvom vikinger holdt af fester og besøg, så kender vi også et kvad – digt – om den norske konge Harald Hårfager fra 900-tallet. Digtet beretter, at han sidder på sit skib midt på havet og drikker julen ind – og glæder sig over ikke at sidde inden døre og drikke med kvinderne. Så også den gang var der nogen, der fik nok af alt festivasen!

Også vikingerne vidste, hvordan en nisse ser ud: Rød tophue og gråt tøj. I vikingetiden blev nissen kaldt for gårdboen. Han var som regel en god fyr, der hjalp med at passe kvæg og heste. Hans belønning var et stort fad grød med smørklat til jul. Nissen lavede sjov med gårdens folk.

Men hvis han blev drillet, hævnede han sig frygteligt. I vikingetiden sørgede man for at holde sig gode venner med nissen, ellers kunne han sørge for, at ens dyr blev syge eller huset brændte. Nissen var altså ikke altid så sød. Vikingerne satte derfor mad til nissen hver dag i hele julen. Ikke risengrød, som nisser jo foretrækker i dag, for dengang havde man ikke ris i Danmark, så det var en sød grød, altså korn kogt på sødmælk.

Så da kristendommen kom til Danmark omkring år 950, betød i virkeligheden meget lidt for den jul, vi stadig kender så godt.

De gamle traditioner fra vinterfesterne blev ført videre i fejringen af Jesu fødsel – også selvom højdepunktet for festlighederne blev flyttet fra midt i januar til 25. december.

Når både konge og kirke ønskede en kristen fest, er det bemærkelsesværdigt, at vi her i Norden stadig kalder vinterfesterne for jul. Ordet ’Jól’ var tidligere udbredt i hele Europa, men ordet er næsten helt forsvundet andre steder end i Norden. I England lykkedes det at indføre Kristmesse-ordet, hvor det nu hedder Christmas – men englængerne bruger faktisk indimellem de gamle ord ’Yule’ og ’Yuletide’.

Så når vi i Peter Fabers julesang “Sikken voldsom trængsel og alarm” synger:

Jul, jul, jul, jul, jul, jul,

rør blot ikke ved min gamle jul,

jul, jul, jul, jul, jul,

rør blot ikke ved min gamle jul.

er, der kun et at sige: Det har vi heller ikke gjort siden vikingetiden!

Kvaliteten af vikingetidens lydoptagelser lader noget tilbage, men måske har julesangene lydt lidt a la selveste Onkel Reje her: https://youtu.be/ML7hufAIj8E

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden