Skrublerier

Tirsdag har været rejsedag fra Lund i det svenske – med et pitstop i det hjemlige – for at lande i Løkken i det nordjyske. Så jeg har tilladt mig at samle 2 dages kalender i èn.

Advent og jul er rejsetid. Før vi overhovedet vidste, at der var noget, der hed jul, drog en mand og hans gravide trolovede hjemmefra, fordi en vis Publius Sulpicius Quirinius – romersk politiker og embedsmand (det, man i dag ville kalde en DJØF’er) – havde fået til opgave at tælle alle, der boede i Syrien og Judæa, så romerne kunne opkræve skatter mere præcist og styrke deres politiske magt.

Siden er mange andre rejsende kommet til. Mest kendt er nok julemanden, der rejser fra land til land – fra skorsten til skorsten – fra barn til barn – med sin store gavesæk.

Hvem af os har ikke sunget om den lille nisse, der, med noget, som ligner lysets hastighed, rejste fra land til land.

Og bedste som vi har fejret store byttedag, og mange er ved at bære julen ud, rejser tre hellige konger af sted for at finde det lille barn, hvis fødsel hele adventstiden er en forberedelse til.

Andre rejser hjem med Sparkøbmandens bus. Eller vover sig modigt ind i en overfyldt DSB-togvogn. Vi rejser for at komme ud eller hjem. For at være sammen med dem, vi deler rod og blod med – eller dem, der er blevet vores nære og kære under vores livsvandring.

For måske handler julens rejser i virkeligheden ikke så meget om, hvor langt vi kommer, men om hvem vi finder – og hvem der finder os. Vi rejser stadig af de samme grunde som dengang: for håbets skyld, af kærlighed – og fordi nogen venter på os. Og midt i al vores rejsen gentager fortællingen sig år efter år: at der stadig er et barn, vi er på vej imod, og et lys, der venter.

Derfor klinger det også hult, når nogen vil gøre rejsen til en straf og hjemmet til noget midlertidigt for andre. Når mennesker reduceres til papir, paragraffer og returbilletter – selv dem, der allerede hører hjemme her. Julens fortællinger begynder ellers næsten altid med folk på flugt, på vej, uden tag over hovedet. Det var ikke dem, man bad om at rejse væk – det var dem, man skulle tage imod.

Så ja, vi rejser for at komme ud og for at komme hjem. Men julen minder os også om, at det farligste samfund er det, hvor nogle begynder at tro, at de er de eneste med ret til en plads – og at alle andre bare er gæster med en udløbsdato. For rødder er ikke bare noget, man passivt har. Rødder er noget, der gror. Noget, der dannes gennem liv, valg, kærlighed og tilhørsforhold. Vi finder ikke kun hjem dér, hvor vi kommer fra – vi finder også hjem dér, hvor livet sender os hen, og hvor vi vælger at slå rod. Og måske er det netop det, julen hvisker år efter år: at hjem ikke kun er et sted bag os, men også et sted foran os.

Inden det hele bliver for højtideligt, så gemmer jeg lige en af de mest spillede rejsejulesange bag kalenderlågen.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ december. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

• Pas på jer selv og hinanden