Skrublerier

Her, mens min advents- og juleferie (jeg skal arbejde alle juledage) lakker mod enden, og arbejdsdagen kalder fra i morgen, tænker jeg lidt over advent og jul som tidsbegreber.

Uanset om julen varer tre dage eller tre uger, er tidsperioden op til jul advent. Det er den tid, mange af os markerer ved at tænde lys i en adventskrans, indtil de alle fire brænder. Ligesom kalenderlys og kalendergaver hjælper adventskransen os med at tælle dagene ned til jul.

Adventstidens farve er egentlig lilla, fordi den symboliserer bod og forberedelse. Før i tiden fastede man som forberedelse til julen.

At undvære noget godt i en periode skulle styrke længslen efter, at højtiden begyndte, og samle opmærksomheden om julens åndelige indhold.

Som jeg har skrevet før, skal man tømmes for alt det, der tynger i sjæl og krop, for at kunne feste af helt og fuldt hjerte.

Jeg synes, det er lidt synd, at forberedelsestiden efterhånden har flyttet sig helt tilbage til oktober, og at vi, når vi endelig når frem til jul, er udmattede og egentlig bare gerne vil pakke festen ned igen.

For i dag fejrer vi jo næsten ikke jul længere. Julen afvikler vi mellem den 24. og 26. december, mens vi venter på at kunne bytte gaver den 27. december. Det er tankevækkende, at vi investerer så mange kræfter i noget, der varer så kort. Til gengæld er advent blevet en slags appendix til julen.

Historisk så det helt anderledes ud. Fra midten af 1500-tallet dækkede juletiden perioden fra den 21. december og tre uger frem. I denne tid var der lyst julefred over landet, hvilket betød, at man kun måtte udføre det allermest nødvendige arbejde. Lå man i strid med nogen, skulle den også lægges på hylden.

Så und dig selv adventsro. Et pusterum. En tid til at nære dig selv og huske på, at vi stadig forbereder os til julens fest.

Du kan evt. gøre det med denne dejlige, keltiske version af den gamle adventssalme “O kom, O kom Immanuel” hvor vi synger: “Fryd dig, fryd dig, Immanuel skal komme til dig, Israel.” Ikke er kommet, men skal komme. Det er netop adventens spænding: at glæden begynder, før det, vi venter på, er her. Vi venter på, at det, der er gået i stykker, bliver samlet igen; på fred, retning og nærvær — både i verden og i os selv. Advent giver lov til at håbe midt i manglen. Håbet er ikke naivt; det er vedholdende, ja stædigt.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️