Skrublerier

Som nogle af jer ved, er jeg hjemme for tiden og har øvet mig på noget, der hedder “ro og hvile”. Det er en svær en. Selvom mit blodtryk er kravlet ned, hvor det hører til, så er jeg stadig uendelig træt. Så “ro og hvile” burde jo slet ikke være så svært.

Men det er det altså. Så jeg begynder hele tiden på små og store (og de store er der flest af) projekter, som jeg så slet ikke har kræfter til. Jeg må indrømme, jeg har mødt en udfordring, hvor min læringskurve er udfordret. Det ro der er svært for en hjerne, der er vant til at være i konstant bevægelse. Så jeg forsøger at væbne mig med tålmod og vente på, at det SNART bliver godt igen.

Det husker mig på, at advent er ventetid. Advent er bekendtgørelsen af ‘at noget skal komme’ og er med andre ord en forberedelsestid, hvor man gør sig parat til det, der skal komme; mens man venter.

Vi venter på øjeblikke, på den store aften, på at få indfriet vores forventninger, på at det bliver lige så godt eller bedre end sidste år og på meget, meget andet. Vi venter på allesammen på noget.

Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket træet væk, komme ud og bytte gaverne og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.

Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på en gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidigt ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.

Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset, hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år.

Du skal selvfølgelig ikke snydes for bare en kortudgave af adventskransens historie: Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul og den havde ca 28 lys (Læs mere her: https://historienet.dk/jul/hvor-stammer-adventskransen-fra )

Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under besættelsen 1940-1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra til videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at skikken havde vundet udbredelse og var blevet kendt, var, da den kom på julemærkerne.

Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde nemlig adventskransen som motiv og det var her adventskransen så virkelig fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb – både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.

Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.

Alle der fejrer advent og jul har noget tilfælles. Noget, der binder os sammen. Giver sammenhængskraft, som man ville sige, hvis man var politiker, der ventede på at få stemmer nok til at blive valgt:

Vi venter på det lille barn. Barnet der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det. Det barn om hvem det fra de tidligste tider var fortalt: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os.”

Bag kalenderlågen gemmer sig et naturbillede på adventtidens venten. I en af julens salmer: “En rose så jeg skyde” fortælles om det, vi venter på, med ordene om at ”en rose spired´ frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem”.

Lad os vente sammen på rosen og bede om, at vi må tage dens fred ind i hjertet.

… og helt uden beregning får du “Mit hjerte altid vanker” med.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden