Skrublerier

Det er dagen før dagen før den aften, I ved.

Det snart.

Det er nu.

Næsten.

Den længe ventede julefest banker på.

Et fattigt par.

Et æsel.

En stald.

En modig kvinde, fyldt af kærlighed, tillid og tro.

En mand, som er en klippe af kærlighed, tillid og tro

Så enkelt og så stort.

Lyset i mørket.

Et barn skal fødes.

Vi venter på det lille barn. Barnet, der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det.

O kom, o kom, Immanuel. O kom, o kom, og vær vor fred.

Lillejuleaften er en af de før-juledage, der ikke knytter sig store historiske traditioner til. Ud over børn og barnlige sjæles utålmodighed

Tidligere var det ganske almindeligt, at man pyntede juletræet lillejuleaften; men efter vi har flyttet julefesten til før jul, er det blevet mere og mere almindeligt, at juletræerne pyntes allerede fra midt december.

Officielt varer julen i 12 dage og starter i morgen og slutter først den 5. januar om aftenen, også kendt som helligtrekongersaften.

Så i “rigtig gamle dage” var lillejuleaftensdag – som hele december havde været – travl!

Inden det blev jul havde man skullet nå den årlige hovedrengøring, så hele gården var ren og pæn. På gulvet i dagligstuen blev der drysset nyt, frisk sand eller lagt et lag frisk halm. Lige inden jul bagte man et friskt parti rugbrød og sigtebrød, og slagtede den sidste, og bedste, julegris. Så var der rigeligt med godt, ferskt kød, friske blodpølser og nylavede finker til julens mange gæster.

Som en af de sidste ting, når man pyntede op til højtiden, blev det det fineste linned, huset havde, fundet frem. Pyntestykker og pyntepuder (trækkepuder) af tyndt, kostbart hørlærred med smukke hvide broderier, mellemværk og syede blonder.

Juletiden var den rene ferie. Traditionen bød, at juledagene mellem 24. december og Helligtrekongersaften d. 5. januar skulle holdes hellige. Man måtte kun lave det allermest nødvendige arbejde på gården. I stedet gik man til julegilder hos hinanden, hvor bordene bugnede af julemad. De ugifte unge afholdt julestuer med musik og vovede lege, der for det meste gik ud på at røre ved personer af det modsatte køn.

Kalenderens næstsidste låge gemmer på “Angels We Have Heard on High” sunget af Bruce Guthro (Runrigs tidligere forsanger), der desværre døde alt for tidligt sidste år. Sangens ophav er en traditionel fransk julesang, oprindeligt “Les Anges dans nos Campagnes” og er kendt for sit latinske refræn: “Gloria in excelsis Deo”, som betyder “Ære være Gud i det højeste”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

• Pas på jer selv og hinanden