dec 14, 2025 - Dagens klumme, Julekalender, Musik    Kommentarer lukket til Glædelig 3. advent. Glædelig 14. december

Glædelig 3. advent. Glædelig 14. december

Allerførst: Nød du den blå himmel i går og nattens stjernehimmel med sine mange stjerneskud? Hvor var det dog en velkommen afbrydelse i strømmen af grå decemberdage.

Og så til dagens kalender:

Det er glædens søndag. I mange kristne kirker verden over, hvor adventstiden er en fastetid, er fasten “lagt på hylden”, og dagens gudstjeneste fejres som en fest og indledes med ordene:

“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd jer altid i Herren.”

Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og derfor ikke har brug for en “pause” i fasten, er det måske ikke så ringe endda at standse op ved opfordringen til at glæde sig. For vi er i ventetiden, hvor vi ser frem mod julefesten, mod fødselsfesten for det lille barn, der er på vej og kommer til os med Guds kærlighed og fred — det barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.

Så når vi i gudstjenesten hører ordene: “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær,” så er det et venligt, men også solidt og vedholdende vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne, over-jeg’et og voksenhedens kedsommelige organisering og tilrettelæggelse.

Det er en opfordring til et opgør med den New Public Management- og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring til at give plads til undren, naivitet og langsomhed – til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses, ikke med hjernen, men med hjertet.

Det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, vi genkender det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.

Så hold en pause fra huskelisten og del glæden med sårbare og udsatte. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Send en stor skilling til Ukraine – eller køb en ged. Listen af muligheder er uudtømmelig.

For én ting er sikkert: Glæden og kærligheden vokser, når den bliver delt.

Bag kalenderlågen venter flere, som gerne vil spille for jer.

Jeg har lukket Jonah Blacksmith ind for at synge: “Glade jul”, som jo er den danske – meget frie gendigtning og absolut ikke! teksttro – oversættelse af salmen “Stille nacht, heilige Nacht”. Oversættelsen er begået af B.S. Ingemann og teksten formidler originalens begivenhed, men Ingemann giver den et andet forløb og et andet budskab.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Comments are closed.