Skrublerier

I går fejrede vi en mand med mange navne. Netop, du har helt ret: Det var Sankt Nikolaus dag.

I følge legenden var han biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet omkring år 300. Nicolaos var søn af velhavende forældre, men brugte sin formue til at gøre gode gerninger med. F.eks. var en nabofamilie en gang kommet i økonomisk nød, og så ingen anden udvej end at sælge deres døtre som prostituerede. Hvad gjorde Nicolaos så: Jo, han sneg sig tre nætter i træk hen til familiens hus, og kastede hver nat en pung med penge ind, sådan at døtrene undgik at havne i bordellerne. Nikolaos udvirkede også mirakler, og opvakte en gang tre skoledrenge livet tilbage, til trods for, at de var blevet slagtet og saltet ned i en tønde af et kroholderægtepar. Nikolaos blev meget populær, som helgen for søfolk og børn. I Danmark var der ved reformationen indviet mange “Nikolajkirker”. Kun Jomfru Maria havde gav navn til flere kirker.

Lige en indskudt bemærkning: Jeg beklager forlods min hvide “boomer” tankegang. Men jeg kan altså ikke skrive “julepersonen”, så hermed en advarsel om, at ordet Julemand/julemanden som hankøn vil forekomme hyppigt i teksten.

I moderne tid kender vi nok mest Nikolaus som julemanden. Eller Santa Claus, som han hedder i USA. I England er han kendt som Father Christmas. Og jeg fortsætter med Weihnachtsmann i Tyskland, Julenissen i Norge, Sinterklaas i Holland, Jultomten i Sverige, Joulupukki i Finland og Babbo Natale i Italien. For nu bare at nævne nogle af hans alias’er.

Hvert land har sin egen fortælling om Julemanden, og hvor han kommer fra. De er dog (næsten) alle enige om, at han er manden med det hvide skæg og det røde tøj, som deler julegaver ud til de artige børn den 24. december. Julemanden er en myte, men denne myte er baseret på en sand historie om Sankt Nikolaus.

Vidste du, at i Danmark kender man slet ikke ordet julemand – hvis du spørger Ordbog over det danske sprog – før år 1900, men alligevel kan man i anden halvdel af 1800-tallet finde julemandslignende figurer i litteraturen og i avisernes annoncer og omtaler af juleudstillinger.

Julemanden er altså at finde i Danmark før 1900, og går man til den tids julelitteratur, kan man også møde på ham – dog under andre navne. I Peters jul optræder figuren “Den gamle jul” helt fra første udgave fra 1866, som ham, der sørger for den rigtige julestemning.

Den gamle jul bærer et lys på sin hue, og de steder, hvor børnene har opført sig godt, tænder han lysene på juletræet, så de får en særlig klar og dejlig flamme, men de steder, hvor børnene har været slemme, får lysene et dårligt skin og slukkes af sig selv.

Den gamle jul minder altså om julemanden derhen, at han holder øje med om børnene er artige og kan belønne deres opførsel med julestemning, men han er ikke en julemand, der kommer med gaver.

Vor tids julemand er en tyk, godmodig gamling med langt, hvidt skæg, klædt i en rød dragt med hvide pelskanter designet af Coca-Cola. I følge nogle kilder bor han oppe ved Nordpolen. Andre fortæller han bor i Rovaniemi i den finske del af Lapland.

Uanset hvor han bor, er der rimelig enighed om, at hans nisser året igennem er beskæftiget med at fremstille legetøj. Juleaften putter de sagerne i julemandens julegavesæk, som han slænger den op i sin kane, hvor hans rensdyr er spændt for og begiver sig ud på sin lange rejse til alverdens børn for at kravle gennem husenes skorstene og lægge gaver i børnenes strømper eller under juletræet.

Så hvad er mere oplagt end at besøge julemanden og hans travle værksted. Bemærk farven på nissernes tøj. Mange historiske kilder peger på, at deres tøjfarve er den “rigtige” julefarve, som det også formodes var julemandens, indtil han begyndte at drikke Coca-Cola!

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden