Skrublerier

Kalenderen har været lidt post-ferieramt, så derfor er den lidt bagud og stadig med et ben i det svenske.

I Sverige fejrer man stadig navnedage, og i går var det Annas dag.

Navnet betyder noget særligt for mig, fordi det var min bedstemors navn. Ikke hendes dåbsnavn, men det navn, hun selv valgte og endda lykkedes med at få til at stå på alle offentlige dokumenter. Det blev så lidt bøvlet, da hun skulle på sin sidste rejse, for der skal papirerne jo passe sammen! 

Min bedstemor betød uendeligt meget for mig, og jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov til at være tæt på hende i hendes sidste leveår, hvor hun havde mistet en datter, og jeg min mor. Hun lærte mig om den kærlighed, der ligger gemt i sorgen, og om at leve med og i sorgen som livsledsager og -betingelse.

Og så til Anna og julekalenderen:

I Sverige har man et udtryk, der knytter sig til Annas navnedag: “Anna den granna, kommer med kanden”, som stammer fra, at man på denne dag begyndte at brygge juleøllen, så den kunne nå at gære færdigt til Tommasdagen (21. dec.). Også lutfisken skulle sættes i blød, og peberkager bages på Annadagen.

Den hellige Anna blev fejret i middelalderen den 9. december, og denne dag er stadig Annas navnedag. Hendes og Joakims festdag i den romersk-katolske kirke er dog 26. juli. Fra 1400-tallet var Anna en populær helgen, og mange kirker blev viet til hende. Anna er skytshelgen for vordende mødre. I middelalderkunsten fremstilles hun ofte sammen med Maria og Jesus, “Anna selv den tredje”.

Anna er kendt som Jomfru Marias mor. I middelalderen blev hun opfattet som en beskytter af hjemmet og slægten. Sammen med sin mand Joakim blev hun set som et forbillede på det ægteskab, der holder sammen, også når livet byder på modgang og lange prøvelser. Anna kendte ifølge legenden selv smerten ved barnløshed og blev derfor påkaldt af kvinder, der ønskede sig et barn eller bar et nyt liv i sig. Som Marias mor og Jesu mormor blev hun et symbol på familie, arv og de generationer, der binder mennesker sammen.

Det er lidt interessant (og ja – jeg bærer med stolthed de feministiske sokker, jeg arvede fra min konservative mor), at vi alle kender De tre vise mænd – Kaspar, Melchior og Balthasar – fra julefortællingen og fejrer dem i salmerne og i den folkelige fortælling. I århundreder har disse hemmelighedsfulde skikkelser fascineret og inspireret os. Men kvinderne i julens fortællinger – ud over den stærke, modige Jomfru Maria – hører vi ikke meget om. Biblens Anna og Elisabeth nævnes i enkelte advents- og julesalmer med en enkelt linje; men ellers er det Maria som Jesu mor, barnet, hyrderne og englene, der fylder i salmerne.

Måske er det netop derfor, at kvinder som Anna og Elisabeth næsten er blevet hvisket ud af julens salmer. De passer dårligt ind i en fromhedstradition, hvor kvindelighed helst forbindes med stilhed og hengivenhed. For begge er ældre kvinder med erfaring og myndighed – kvinder, der ser, forstår og tager ordet. Elisabeth tolker det, der sker, længe før mændene gør det, og Anna taler åbent og vedholdende i templet. I en salmetradition formet af mænd har der været lettere plads til Maria som den unge og lydige, end til kvinder, der handler, taler og ejer deres åndelige autoritet.

Når jeg savner Anna og Elisabeths stemmer i julens sange, hænger det måske også sammen med, at jeg selv har kendt en Anna. Min bedstemor bar ikke autoritet gennem embede eller titel, men gennem levet liv, tab og kærlighedens stædighed. Hun lærte mig, at sorg ikke gør stemmen svagere – den gør den sandere. Måske er det derfor, jeg hæfter mig ved disse næsten glemte kvinder i julefortællingen: fordi de minder om, at tro, visdom og håb ikke kun fødes i det nye og rene, men også i det levede, det prøvede og det udholdte. Og måske ville julens sang klinge rigere, hvis der var mere plads til netop de stemmer.

Bag kalenderlugen gemmer sig en af musikkens stærke kvindelige stemmer, nemlig Sinéad O’Connor, der her sammen med Danny O’Reilly synger den smukkeste version af: When a Child Is Born.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️