Skrublerier

For han hed faktisk Martin og det var gæssene, der afslørede ham. Og ænder er kun for de fattige. Nå ja og så er anden et af DMI’s hemmelige vejrredskaber. Eller hvordan er det nu, det er?

Historien fortæller om den fromme munk, som havde ry for at være en god og hellig mand. Så god og hellig at indbyggerne i den franske by Tour, ville have ham, som deres biskop. Men det ville Martin ikke; så han gemte sig i en gåsesti. Gæssene brød sig ikke om besøget, og de skræppede op og afslørede Martin, der blev fundet og tvunget til at påtage sig embedet som biskop over byen.

Som hævn over gæssene bestemte Martin, at alle husstande en gang om året skulle slagte mindst én gås og spise den på den dag, hvor Martin blev afsløret. Så kunne de lære det – gæssene altså.

Martin blev en god og from biskop, missionær, gavmild overfor de fattige, klostergrundlægger og blev senere udråbt som helgen. På dansk kalder vi ham: Den hellige Morten og det er hans festdag i morgen.

Mortensaften har – tilbage fra den tidligste middelalder – været noget af et kød- og drukgilde. Til hverdag fik bønderne kun saltet eller røget kød, men lige efter slagtningen af dyrene til vinteren, kunne de få frisk, fersk kød i stedet. Og så var der fest. Ædegilde kunne man måske kalde det.

Gæs var i gammel tid ikke så almindelige i Danmark, og de var meget dyre og forbeholdt de velhavende. Så de fattige måtte “nøjes” med andet fjerkræ i stedet for gæs. Og her hittede ænderne.

Tager man brystbenet på den gås, man spiser mortensaften, kan man se, hvordan vinterens vejr vil blive.

Når benet er pillet, holder man det op mod lyset, og er der de hvide pletter, er det tegn på sne, mens brune betyder frost og kulde. Den forreste del af brystbenet spår om vinteren før jul, mens den bageste del spår om vinteren efter jul. Det er ganske vist og kendt af enhver meteorolog på DMI.

Vidste du forresten, at Mortensdag den 11.11. var egentlig en mindedag for Martin af Tours, hvis helgendag frem til helligdagsreformen under Struensee i 1770 var officiel helligdag i Danmark. Og så røg også den fridag.

Uanset om du spiser and, gås eller noget ganske tredje i morgen: Jeg håber, det kommer til at smage så herligt.

❤ Pas på jer selv og hinanden ❤

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!
Halleluja.
Resurrexit sicut dixit, alleluia!
Χριστὸς ἀνέστη! Ἀληθῶς ἀνέστη!
Fra Palmesøndags jubel, over Skærtorsdags måltidsfællesskab og svigt til Langfredagens mørke og smerte for at ende i Påskedagens fest og glæde!
Påsken er kirkens største fest.
Livet har sejret over døden.
Frihed over fangenskab.
Håbet over afmagt.
Kærligheden over ensomhedens forpinthed
Det, som vores fornuft ikke rækker til at forstå, er sket.
Biskop Peter Skov-Jakobsens skrev i en artikel, at opstandelsen er frihed. Den er livet, der sejrer over døden, Sandheden, der får ord. Sanserne, der kommer til deres ret. Den er en god samtale. Den er livet, der pludselig giver mening.
I menneskelivet er opstandelsen en overvindelse af det mørke, man kan blive fanget i, eller kan fange sig selv i.
Opstandelsen frisætter os fra tanken om, at vores skæbne er fastfrosset og husker os på, at når vi fastholder tanken om, at der er lys bag et oplevet og levet mørke, er vi aldrig alene, men altid et del af det evige livs fællesskab. Et fællesskab, der ikke har grænser og hvor alle de ondskabens skel, der er mellem mennesker, er ophævet.
Så nu er det tid for påskeæg, påskelam, påskeharer og små påskefrokoster, hvor vi holder afstand sammen. Som alle andre helligdage har påsken jo sine egne traditioner og skikke og her har ægget altid spillet en stor rolle. Ikke kun fordi æg var hyggelige og smagte godt. Ægget havde næsten magiske kræfter, mente man: Havde man for eksempel en hønes første æg i lommen, kunne man se, hvem der var hekse.
En gammel populær leg er at trille eller “trante påskeæg” dvs. at trille dem ned ad en bakke. Man kunne fx. prøve at ramme de andres æg, eller man kunne se hvem der trillede længst. Legen kunne også leges inden døre – så skulle man blot bruge et skråt bræt til at trille på.
En anden leg var at “pikke æg”. Man slog den spidse ende af sit eget æg imod modpartens. Den hvis æg gik i stykker havde selvfølgelig “tabt”. De æg man legede med kunne enten være hvide, hårdkogte eller de kunne være farvede med nogle af de forskellige naturfarver, som man brugte. Senere begyndte man også at bruge købefarver til at farve æggene med.
Og er man mere til de indendørssysler, så kan man jo altid dekorere æggene. Man har farvet æg i Danmark helt tilbage fra 1600-tallet. Chr. 4’s datter, Leonora Christine, har i sine erindringer, ”Jammersminde”, skrevet, at hun i 1667 udvekslede malede påskeæg med en an-den fange, da hun sad i Blåtårn.
Man farvede med løgskaller og rødbedesaft og ikke mindst plantematerialer, fx blade og blomster fra påskeliljer, rødder og blade fra nælder, skarntyde og kørvel samt mos fra træer. Senere brugte man også kaffegrums og theblade, da disse livsvigtige (kaffen!!) blev indført. Selv hø og stenlav kunne bruges. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte man at bruge anilinfarver, og efter industrialiseringen var det muligt at købe pulverblandinger eller forsøge sig med blæk, frugtfarve, tusch, vandfarve eller farvet silkepapir.
Og er der lidt tid midt i æggelegene, besøg af julemandens nevø påskeharen og andre påsketing, så er jeg sikker på, at der er en, som sidder alene, der vil blive glad for et påskebreve eller en påskehilsen
Jeg er lige blevet udskrevet efter en akut indlæggelse i går, fordi jeg samtidig med, jeg tog antibiotika, fik en voldsom reaktion, der umiddelbart mindede om anafylaksi (overfølsomhed). Så 1-1-2 og akut til sygehuset og hele akutpakken. Da der var ro på, blev jeg overladt til selvobservation på akutafsnittet, så efter 5 timer der tog jeg hjem og sov.
Fin stuegang i dag med en kompetent læge, der var lånt ud fra kræftafdelingen. Vi stemte for, at det slet ikke var antibiotikaen, men mit sære immunforsvar, der reagerede på en febertop. Udfaldet af afstemningen var, at det var tåbeligt, jeg skulle være indlagt i 5 dage for at få et tredje antibiotika i drop. Så vi testede. Jeg tog det samme som i går. Slog ikke ud. Så tog hjem med en pose prednisolon (just-in-case) til mit ustyrlige immunforsvar og et modstræbende løfte om at komme tilbage, hvis det kommer igen.
Så nu er jeg bare træt og har betændelse i mine tarmudposninger. Og har frygtelig dårlig samvittighed overfor min kollegaer, der holder påske uden jeg passer min del af jobbet.
Men sådan en tur, hvor man lige i et kort sekund frygter for kroppen og livet, husker på, at bag mørket skinner opstandelsens kærlighedsfyldte lys.
Eller som Johan Brun skriver i den andet vers af sin fantastiske påskesalme “Jesus lever, graven brast” fra 1786.
Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!
Og det er lige præcis det, påskefesten husker os på år efter år.
Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!
Halleluja
❤️Pas på jer selv og hinanden ❤️

❤ God Dimmeluge (forklaring følger) ❤
Når man som jeg har en kirke liggende nogle hundrede meter nede af gaden, så kan man ønske sig tilbage til “gamle dage”, hvor den stille ugeblev også kaldt dimmeluge. Udtrykket er i familie med det islandske ord dymbill, som er betegnelsen for en knebel af træ. I den stille uge udskiftede man kirkeklokkens metalknebel med en knebel af træ for at dæmpe klokkens klang.
Den stille uge begynder altså med palmesøndag og den slutter igen med påskesøndag. Ugen, og den har med langfredag som højdepunkt siden oldkirken dannet afslutningen på fastetiden og forberedelsen til påsken.
Allerførst lige et kig på, hvorfor vi egentlig holder påske.
Historisk er den oprindelige påske en jødisk fest – pesach – hvor jøder over hele verden samles med familier og venner om det jødiske påskemåltid og mindes historierne om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten.
Jesus var jøde, så på en måde er kristendommen vokset ud af jødedommen og jødedommen har sat sine tydelige spor i den kristne påskefest. Og i det lys skal de kommende hellig- og festdage fejres, leves og forstås.
Og så tilbage til palmesøndag.
Ifølge Bibelen var det på denne dag, Jesus kom ridende på et æsel ind i Jerusalem for at blive modtaget som en konge. Folket var vilde med Jesus, fordi han sammen med sine disciple havde helbredt syge og udbredt Guds budskab.
Navnet ‘palmesøndag’ er kommet af, at folk stod langs vejen og viftede med palmeblade for at hylde Jesus, da han kom ridende til byen.
Inden turen til Jerusalem blev Jesus salvet. Det er en vigtig handling i den kristne fortælling, for det var her, han trådte i kraft som Messias, der betyder ‘den salvede’.
Så scenen er sat: Det er jødisk påske – en kæmpe fest – og der er et hundredtusindtal pilgrimme samlet Jerusalem. De er begejstrede og vifter med palmeblade og råber til ham: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge«.
Hosianna er hebraisk og betyder ‘frels dog’ eller måske ‘frels os*.
Men under festen gemmer sig død og mørke og den eneste, der på det tidspunkt har en anelse om, hvad der skal ske, er Jesus selv.
Og så lige til lidt historie – fordi jeg ikke kan lade være:
I 500-tallet begyndte kristne i Jerusalem sig på Oliebjerget på palmesøndag. Efter læsning af evangeliet gik de i procession ind til byen. Traditionen spredte sig ret hurtigt til hele den østlige kirke. I det 7. og 8. århundrede kom skikken med at bringe palmegrene til kirken, gå i procession og råbe “hosianna” til Vesten, og i det 9. århundrede blev dette indført som en fast del af gudstjenesten. Så på den måde kan man sige, at dramatisering af biblen også er en meget gammel kristen tradition.
For så at slutte af med noget meget dansk – nemlig vejret:
Kig lige ud af vinduet og tjek vejret. Lige i dag skulle det nemlig helst holde tørt. For selvom påskeregn er god og pinseregn gør ingen gavn, så giver regn – i følge gamle vejrvarsler – palmesøndag en dårlig høst, men hvis vejret er klart og skyfrit, bliver høsten god.
❤ Pas på jer selv og hinanden ❤

Kyndelmisse falder den 2. februar hvert år. Ordet kyndelmisse er en fordanskning af det latinske ord missa candelarum, som betyder lysmesse. Kyndelmisse er altså en lysfest.
I den kristne tradition fejres Marias Renselsesdag. Maria er på vej til det jødiske tempel for at blive renset efter fødslen af sit barn. På sin vej møder hun en gammel mand, der hedder Simeon. Han kalder Jesus for et lys til åbenbaring for hedninge, og det er blandt andet derfor, at Maria renselse fejres med lystænding.
Kyndelmisse er altså både en kristen fest og en fest for løftet om forårets lys i vintermørket. Og hvor vi dog på alle måder har brug for lyset.
I gammelt dansk sprog kan man også kalde kyndelmisse for Kjørmes Knud. Kjørmes er en sammentrækning af ’kerte’ (lys) og ’messe’ (gudstjeneste). Knud er oprindeligt ikke et navn, men en kort betegnelse for knude. Det er altså et billede på midvinterens knude af hård frost. Vi kender det fra sangen ’Det er hvidt herude’, hvor der står: Kyndelmisse slår sin knude / overmåde hvas og hård. Frost er jo desværre efterhånden et af de mere sjældne vejrfænomener. Når frosten, som er en del af naturens cyklus på vores breddegrader, forsvinder, ændres menneskers, dyrs og planters levevilkår.
Som til alle andre helligdage hører der nogle solide gilder til kyndelmisse. Kjørmes-gilder er betegnelse for de fester, der tidligere blev holdt på landet for at markere midvinteren. Festerne var tit sammenskudsgilder med mad som flæsk, øl og alt det, der egnede sig til opbevaring i tønder. Landet rundt har kyndelmissemenuen været alt fra flæsk til æbleskiver og andre egnsbestemte lækkerier.
Døjede man med rygsmerter, skulle der rigeligt med flæsk til og julebrødet blev spist for at forhindre hovedpine og hugormebid. Fælles for alle midvinterfester var, at der blev drukket rigeligt af både øl, brændevin og kaffe. Lad os håbe, at vi snart kommer til at kunne feste igen og glæde os til det. Også selvom det snarere bliver til midsommer end her i midvinterens covid-kulde.
Tilgiv mig genbrug af den lidt utraditionelle udgave af en af de mest kendte kyndelmissesange; nemlig Ingemanns: “I sne står urt og busk i skjul”. Jeg kan ikke står for den. YouTube byder på mere musikalsk veludførte udgave.

Lige fra Matildes dejligt enkle: https://www.youtube.com/watch?v=1qJAPyV73vY til Pigekorets korudgave: https://www.youtube.com/watch?v=8SwoLRWBBHU

Vær lys for dem, som lever i mørke

Ps. I dag er det forresten præcis 40 dage siden, vi fejrede jul. Det er nemlig kyndelmisse, som ligger 40 dage efter den store julehøjtid og afslutter juletiden.

I morgen er det årets 6. dag og julens sidste.
De fleste af os nok har pakket julen ned og hos bageren er hylderne fyldt med fastelavnsboller og dermed klar til den næste fest.
Men faktisk er julen først slut i dag. Den slutter med festen, hvor vi fejrer, at de vise mænd – ledt af stjernen over Betlehem – fandt Jesus i stalden og på hele verdens vegne kunne takke for barnets fødsel og tilbede til Gud.
Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist,
I de her covid-tider ville det så have været svært for de vise mænd. Med et forsamlingsforbud, der forbyder mere end 5 mennesker at mødes og med et samtidigt krav om to mesters afstand, ville det have knebet lidt at få plads i stalden til mor Maria, far Joseph, barn Jesus, hyrde 1, hyrde 2 og hyrde 3 samt vise mand Kasper, vise mand Melchior og vise mand Balthasar. For ikke at glemme englen og hele den himmelske hærskare. Ja, hvis de da ikke havde været nødt til at aflyse det hele. Hvilken frygtelig tanke. Vi havde godt nok stadig ædt og drukket; men ingen gaver, juletræ, julepynt, æbleskiver, julekonfekt, marcipangrise, juleindkøb, julesalmer eller alt det andet, vi også forbinder med jul.
Tidligere var helligtrekongersdag den 6. januar en central og folkelig begivenhed, der med et “bang” satte håndgribeligt punktum for julen.
Bang’et kom fra det tredelte helligtrekongerslys. Når vægerne brændte ned til stammen, antændte det lidt krudt, som var støbt ind i lyset og så lød der et knald, og i et nu pustedes lyset – og julen – ud.
Indtil midten af 1800-tallet blev Helligtrekonger fejret som en stor og folkelig fest. Fakkeloptog, krybbespil, udklædninger, stjernemesser, omvandrende stjernesangere og mystik, varsler og overtro var andre indslag i forbindelse med helligtrekonger.
Hvis en ung pige gerne vil vide, hvem hendes kommende ægtemand er, så skal hun ifølge overtroen på helligtrekonger-aften stille sig foran et spejl med et tændt lys og sige: “Åh, hellige Konger tre, Kommer og lader mig i Aften se Den, hvis Seng jeg skal rede, Hvis Dug jeg skal brede, hvis Brud jeg skal være, hvis Navn jeg skal bære – med Ære.”
I Sverige kaldes dagen ikke helligtrekonger. Man fejrer Trettondedag jul eller trettondagen, som er den trettende dag efter juleaften. Dagen er en helligdag på linje med juledage, påskedagene og andre svenske højtidsdage. Det er den forresten også i Finland, hvor dagen hedder: Loppiainen. Det kalder jeg et godt navn til en helligdag.
Dagens bedste nyhed er, at der kun er 353 dage til næste juleaften.
Det’ sørme – det’ sandt – var de’cember. Det’ sørme – der’ langt til – det’ jul. Det her’ var min kalender.
❣️❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️❣️

🎶🎄❣️🎄🎶 🎶🎄❣️🎄🎶
Jeg elsker juledagene. Alle 12 eller 13 (Antallet afhænger lidt af hvilken tradition, man har sine rødder i).
Vidste du at julens 2. dag også er Sankt Stefans dag og folkekirkens eneste officielle martyrdag (og en af de mange i den katolske og ortodokse kirke)..
Fra den tidligste kirke er det nemlig dagen for Sankt Stefan. Han var ifølge Det Nye Testamente (Apostlenes Gerninger 7) den første, som blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
I de ældste kirker fejrede man gudstjeneste ved martyrernes grav på deres dødsdag. Sankt Stefans dag var den 26. december, og man fejrede denne dag længe før, man begyndte at fejre jul ved vintersolhverv.
Ordet martyr kommer af det græske martýs, og betyder vidne og bruges i Bibelen om kristne, der fortæller åbent om deres tro. I den ældste kirke kom martyrnavnet til at betegne kristne, som blev forfulgt og mistede livet på grund af deres tro.
I dag – når ordet ikke bruges ironisk – bruges ordet også om mennesker, der opgiver sin frihed eller sætter sit liv på spil for andre eller en sags skyld. Tænk på navne som Kaj Munk, Edith Stein, Dietrich Bonhoeffer, Sophie Scholl, Martin Luther King, Nelson Mandela og alle andre, der har givet livet for andre ret til at leve og tro frit.
Selvfølgeliglig knytter der sig også mere folkelige traditioner til i dag. I dansk folketradition møder vi f.eks. Stefan i folkevisen “En jomfru ren oprunden er”, hvor et af versene netop omtaler, at han opdager stjernen og underretter Herodes. Der kendes også en folketrosforestilling om det vigtige i at drive hestene til vanding tidligt, så de kan “drikke fedt” af vandet. Man forestillede sig, at vandet var særligt nærende om morgenen på Sankt Stefans dag.
I mange engelsksprogede lande verden over kaldes dagen i dag også Boxing Day. Det var oprindeligt en dag, hvor tjenestefolkene fik fri fra deres pligter, og derfor holdt dem, de tjente under, et buffetagtigt gilde med kold mad, i form af bl.a. afskåret pålæg, tilberedt i forvejen. I nutiden holder mange familier delvist denne tradition i hævd ved at spise frokost på denne måde med ikke fuldt tilberedt mad, og i Storbritannien dyrker familien selskabslege og sport. Og det sidste ses også med stor fornøjelse på TV.
❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️

Kom, lad os ham tilbede
Venite adoremus
O come, let us adore Him
Så nåede vi frem til dagen. Som Josef og Maria nåede frem til herberget. En lille familie på tvungen rejse, fordi en kejser, som hedder Augustus, på bedste New Public Management manér, vil have kontrol over sine indbyggere og derfor tæller dem. Og for at der skal være orden i sagerne kan man ikke tælles på det nærmeste kontor, men det kontor man hører til – uanset, hvor langt væk, det ligger.
Så de er draget op fra deres hjem til Betlehem, som er Josefs families hjemby. Maria er højgravid og får veer netop, som de når frem, men der er ikke plads til dem på byens kroer. Derfor må hun føde sit barn, Jesus, i en stald, og de må bruge en krybbe til vugge.
Og lige der, sker der noget ingen havde ventet.
For ligesom vores tids hjemløse, flygtninge og andre udsatte og udstødte var der også grupper, som ikke en del af samfundet. En af de grupper var hyrderne. De blev opfattet som vilde og uciviliserede.
Her sker det nye. Det uventede. Det er ikke de traditionelle nyhedsmedier, der er de første til at høre om det lille barn. Hverken med billeder på Instagram eller forkyndt af en Ypperstepræst fra templet og læst højt på TV2 news. Det er derimod dem, som ikke var en del af det gode selskab. Det er hyrderne. Måske for at huske os på, at Jesus kom til verden som hele verdens frelser, ikke kun for de pæne og respektable mennesker.
På en mark uden for Betlehem holder nogle hyrder nattevagt over deres dyr. De får besøg af en engel, som fortæller dem, at der er født en frelser i Betlehem, og at de skal opsøge ham. Et lille barn i en krybbe. Englen får selskab af en himmelsk hærskare, som lovpriser Gud.
Hyrderne – de udstødte – drager afsted med deres dyr for at finde barnet og bevidne dets fødsel. Ligesom kvinderne – som på grund af deres køn ikke havde juridiske rettigheder – senere bevidnede hans død og opstandelse.
Så når vi fejrer, at Jesus bliver født, fejrer vi ikke bare en barnefødsel. Vi fejrer, at Gud selv kommer til verden og bliver født som menneske på jorden. Vi fejrer, at himmelens lys kom til jorden. I julen træder Gud ind i historien, han bliver menneske i Jesus og lever som os, sammen med os.
Med det lille barns fødsel følger et løfte om, at ingen længere er overladt til sig selv. Gud er blevet menneske og lever med os – iblandt os. Ved at lad sin søn blive født i fattige kår omgivet af udstødte kommer Vorherre til alle i aften og siger: I hører også med.
Måske er det også derfor, det betyder så meget for os at gå i kirke juleaften? Fordi vi løftes ind i et fællesskab, hvis eneste betingelse er kærligheden? I år må de fleste undvære gudstjenestens fællesskab. Mange kirker har – i sidste øjeblik – valgt at vise, at smitterisikoen er noget, de tager alvorligt og aflyst julens gudstjenester. Som menighedsformanden i Skagen kirke skriver i et opslag: ”Det er synd, at vi ikke kan gå i kirke, som vi plejer. Men det ville være endnu mere synd, hvis kirken var årsag til et smitteudbrud eller ligefrem til sygdom og død i menigheden, sådan som det allerede er set andre steder”. Så enkelt kan det siges. Tak for det. Heldigvis streames der gudstjenester fra mange kirker og trossamfund og glædens ord kan høres i radiogudstjenester.
Det der med at fejre juleaften som helligdag i kirken er forresten en ret ny ting; vidste du det?
Først i 1992 blev d. 24. december officiel gudstjenestedag i Danmark. Siden begyndelsen af 1900-tallet har man dog taget forskud på julens glædelige budskab og er gået i kirke juleaften. Men måske skulle vi i disse tider, hvor kristendommen tages som gidsel for danskhed kigge lidt bagud i historien og genoptage en enkelt tradition.
Fra midten af 1500-tallet dækkede juletiden over perioden 21. december og tre uger frem. I denne tid var der lyst julefred over landet, hvilket betød, at man kun måtte udføre det allermest nødvendige arbejde. Hvis man havde nogen stridigheder, skulle man også lægge dem på hylden. Og den fred kunne verden godt have brug for.
En særlig og kærlig tanke til dig for hvem julefestens glæde er fjern. Måske sidder du isoleret fra din familie, fordi du er smittet med covid-19. Måske har du mistet en, du elsker og savnet overskygger glæden. Måske er du er alene og har ikke nogen at dele festen med. Eller fordi du er sat udenfor og ikke kan komme ind. Husk – selvom det måske forekommer meningsløst i nuet – at ”Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”.
En opfordring til alle om at huske dem, der sidder alene. Invitér dem med i festen. Et telefonopkald, skype, facetime (eller hvad det nu hedder – jeg er lidt boomer her), bank på en døren og sig glædelig jul på afstand eller noget tredje. Glæden er først født, når den deles med andre.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ nu – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️🎄

Det er dagen før dagen før den aften, I ved.
Vi venter på det lille barn. Barnet der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det.
O kom, o kom, Immanuel. O kom, o kom, og vær vor fred.
Dagen er en af de juledage, der ikke knytter sig sig store historiske traditioner til. Ud over børn og barnlige sjæles utålmodighed.
Tidligere var det ganske almindeligt, at man pyntede juletræet lillejuleaften; men efter vi har flyttet julefesten til før jul, er det blevet mere og mere almindeligt, at juletræerne pyntes allerede fra midt december.
Måske kan man sige, at den største lillejuleaftenstradition er, at lillejuleaften altid har båret præg at været travl for alle. Der har været travlhed i forretninger (undtagen i dette corona-år, kan jeg forstå på nyhederne), i familierne og på veje og i tog.
Travlhed, så julefreden kan sænke sig over os. Og selvom julen på mange måder er anderledes i år, er der nok stadig mange der steger anden til juleaften og koger risengrød, så den er klar til risalamande i morgen. Og desperat lede efter papir til de sidste pakker.
Og netop risengrøden er min lillejuleaftens tradition. Varm, fløjlsblød grød med kanelsukker. Mums.
Hvad er mon din ventemad?
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️🎄

Det er dagen før dagen før dagen. Og vi burde alle være på vej i julehumør. Men det er ikke alle, der er det.
Og derfor får du også en lidt usædvanlig kalender i dag.
Dagens kalender er en solidarisk hilsen til de kollegaer – sygeplejersker, læger og andre sundhedsprofessionelle – som i disse dage må se sig jaget og chikaneret helt ind i deres private hjem af coronaskptikere, antivaxxere, stayawakere og hvad de ellers kalder sig .
Et er, at disse “frihedskæmpere” har deres grundlovssikrede ret til at mene, at Covid-19 ikke eksisterer. At det er ikke virus, men 5G, der gør os syge. Og at Bill Gates vil sprøjte mikrochips ind i os, mens medicinalindustrien – støttet af den danske regering – vil overtage verdensherredømmet.
Det er deres ret at mene, hvad de vil.
Men når de begynder at chikanere læger og sygeplejersker og sender trusler mod disse, fordi de passer deres arbejde og/eller bruger deres grundlovssikrede ret til at tale og skrive frit, så er grænsen nået
Da en sygeplejerske fra Gentofte Hospital skrev på Facebook om belastede kolleger og en opfordring om at passe på hinanden, affødte det et væld af negative kommentarer fra corona-skeptikere. De beskyldte både sygeplejersken for at lyve om corona og for at have modtaget penge af hospitalet for at udbrede propaganda.
Det fik sygeplejersken til at slette sit opslag. Hun turde ikke andet.
Særligt efter hun kunne læse beskeder om, at de vidste, hvor hun bor, og lagde et billede op af hendes hus, så hun var nem at opsøge.
Den højtråbende aktivist Flemming Blicher, der har været med til at arrangere de mange demonstrationer ved Christiansborg, opfordrer sine 4.500 følgere på Facebook til at opsøge sundhedspersonale, der udtaler sig om coronasituationen på danske hospitaler.
»Vi skal have fat i de læger og sygeplejersker, der bliver ved med at holde hånden over regeringen og narrativ. De SKAL stilles til ansvar! Hellere nu end bagefter,« skriver han i et opslag på Facebook, hvor han opfordrer sine følgere til at »opspore« en navngiven sundhedsansat og »stille hende til ansvar for at medvirke til denne frygtpropaganda«.
I lukkede grupper på FB og andre steder på nettet deles navne, personlige oplysninger om samt kopier af opslag skrevet af sygeplejersker og læger, som disse “gode” mennesker mener, skal opspores og konfronteres.
Jeg er målløs. Også selvom jeg som ejer af Danmarks største FB-gruppe for sygeplejersker selv er blevet truet med lidt af hvert og kaldt ting, jeg ikke engang i vrede ville kalde andre. Det må man bære i et demokrati, der har valgt, at selv trusler er en del af ytringsfriheden.
Men når vi ikke kan få lov til at gå på arbejde og løfte den opgave, som samfundet har pålagt os, nemlig at: “Fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte.”, uden at skulle frygte, hvad vi bliver mødt med i selv vores private hjem, så er der noget helt grundlæggende galt.
Så kære du: Send mine kollegaer – læger, sygeplejersker, sosu’er, portører og alle andre sundhedsansatte, der går på arbejde i juledagen, en venlig hilsen på deres vej til vagt. Hjælp med til at de får en god jul uden frygt for chikane og andre ondskabsfuldheder.
Tak ❤️
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Jeg kender ikke mange, der af hele hjertet længes efter solen og dagslyset. Og nu sker det. I dag det er vintersolhverv og årets korteste dag. Solhverv er en gammel ordsammensætning, hvor ordet ”hverv” kommer fra det oldnordiske ”hverfa”, som betyder ’vende’.
Solen passerer det laveste punkt i sin bane henover himlen og står lodret over den Sydlige Vendekreds. På denne tid af året vender den nordlige halvkugle væk fra solen, hvilket giver os begrænset sollys og korte dage. Når vintersolhverv indtræffer er tiden fra solopgang til solnedgang mindre end på nogen anden dag af året, og dagens længde er under 7 timer i det meste af Danmark. Det betyder samtidig at den efterfølgende nat er årets længste nat med en længde på ca. 17 timer.
Årets korteste dag i Danmark falder enten d. 21. eller 22. december. Datoen varierer pga. forskellen mellem et kalenderår og et solår, men korrigeres ca. hvert fjerde år, når der er skudår.
Efter vintersolhverv bliver dagene længere og længere, lysere og lysere, men stadig koldere og koldere indtil Kyndelmisse den 2. februar hvor temperaturen igen begynder at stige.
Vintersolhverv har gennem hele menneskets historie været en glædelig dag, fordi den er symbolet på lysets tilbagevenden i vort liv. Vintersolhverv var vikingernes jul, hvor de ikke fejrede men drak jól og havde midvinterblót, en ofring for at sikre frugtbarhed.
Nu har vikingernes blot måttet vige. Ved vintersolhvervstid venter vi nu på det lille barns komme. Det lille barn, der kom med et lys, der ikke bare gør dagene længere; men også lyser op i menneskers hjerter og tvinger al mørke i mennesket liv til at vige for kærligheden.
Eller med Grundtvigs ord:
Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange,
jul med Guds-barnet i svøb, under englenes sange,
kommer fra Gud,
bringer os glædskabens bud.
Æren er Guds i det høje!
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️