Skrublerier

Hvis jeg siger mandler, kanel, allehånde, nelliker, kardemomme, appelsinskal, laurbær, stjerneanis og vanilje, så er ingen vist i tvivl om, at jeg taler om julens smage og krydderier.

For vi ved jo alle, hvordan den rigtige jul smager og holder vi af den ene eller anden grund jul i uvante rammer, så sker det, at vi oplever, at julen ikke smager helt, som den “skal”.

Men selvom vores smagsløg tror, at julen smager på en bestemt måde, så er julens smage en “huskeliste” i konstant udvikling gennem historien, især i forhold til krydderier og madtraditioner. At julen rummer erindring om krydderier og mad i det hele taget, hænger sammen med at mad altid har haft en central betydning i forbindelse med vores fester, både de årlige religiøse og familiernes store fester.

Huskelisten afspejler dog ikke én fastlagt tradition. For der har ikke været helt faste traditioner hos høj og lav eller fra egn til egn i landet. Og der har løbende været plads til at nye traditioner, herunder krydderier, kunne komme til og andre måtte “bæres ud” for en tid eller for altid.

De nye smage kommer fra mange hjørner i verden, Vidste du f.eks., at mange af de krydderier, der i dag forbindes med jul, har rødder i Mellemøstens køkkener og blev introduceret til Danmark i 1500- og 1600-tallet? I nyere tid (Altså indenfor de sidste 100 år – nu er kort tid stadig ligeså lang, som tiden er for børn til gaverne juleaften) har vi pebermynten, der især er kommet i form af de ikoniske jule-slikstokke (candy canes). Disse sukkerstænger med pebermyntesmag stammer fra USA, hvor de længe har været en del af juletraditionerne, men de blev først rigtigt populære i Danmark i løbet af det 20. århundrede.

Slikstokke kom til at symbolisere julens sødme og blev integreret i julepynt og som en del af hyggen omkring juletræet. Deres klare farver – rød og hvid – er også blevet en del af det visuelle udtryk for julen.

Pebermyntesmag er altså ikke en klassisk dansk juletradition, Smagen er kommet til os og vores “julesmag” især gennem slik. I dag ser man også pebermyntesmag i moderne danske julegodter, som f.eks. is, kager og chokolade, inspireret af den amerikanske juletradition. Man kan sige, at det som med smagene fra Mellemøsten i 1500-1600-tallet viser, hvordan globalisering og kulturudveksling har givet plads til nye smage i vores gamle jul.

Hvordan smager din jul?

Bag kalenderlågen gemmer sig Queens “Thank God It’s Christmas”, der i år kan fejre sin 40 års jubilæum som julesang og en del af julens “soundtrack”. Queen nåede aldrig selv at lave en julevideo med sangen. Jeg har lånt den simple visuelle præsentation af sangen med vinterlige og julede motiver, der ligger på Queens officielle YouTube-kanal.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Hvor mange af os har ikke skrålet med på Grundtvigs salme: ”Et barn er født i Betlehem” uden helt at forstå linjen: ”En fattig jomfru sad i løn”?

Salmen blev sunget første gang ved en gudstjeneste i julen 1845 og har siden været fast inventar i både børnehaver, skoler, kirker og hjem juleaften. Det er vist ikke forkert at sige, den er af vores mest populære julesalmer. Selvom mange børn vist synes, at den fulde udgave er frygtelig lang!

Tilbage til det der med at ”sidde i løn”. Det gamle ord ”I løn” betyder ”i det skjulte”. Så det, vi synger, betyder: Der var en fattig ung kvinde, som denne nat sad langt ude i en stald, skjult for alle andre. Og her fødte hun sit barn.

Maria sidder altså skjult i en stald med Josef, der har påtaget sig faderskabet til barnet, der ikke er hans, ved sin side. På den tid fødte kvinder i deres eget hjem eller i det hjem, hvor de var gæster, med hjælp fra andre kvinder, som kunne være familiemedlemmer, naboer eller måske endda erfarne barselskvinder, der blev kaldt til fødslen. Så Maria sidder ikke bare skjult; men også langt fra det kvindefællesskab, hun gennem sin opvækst har set omgive fødslen af et barn. En livsbegivenhed, som mænd ikke havde adgang til.

Dertil kommer, at hun var jomfru. Det barn hun venter, er undfanget ved Guds indgriben. Maria forstår ikke, hvordan hun er blevet gravid. Da englen Gabriel fortæller hende, hun venter Guds søn, svarer hun, som vi ved: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.”. Gabriel forklarer så, at barnet bliver undfanget ved Helligåndens hjælp, og at barnet er Guds søn. Det accepterer Maria. I ydmyghed og tro accepterer hun, hvad englen fortæller på vegne af Gud. Hun henvender sig til direkte til Gud og siger: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”.

Oveni er hun blevet gravid uden for ægteskabet. Maria var jo forlovet med Josef, men de var endnu ikke gift på det tidspunkt, hvor hun blev gravid. Selvom en trolovelse (forlovelse) var næsten lige så bindende som et ægteskab i datidens jødiske kultur, var det en stor synd at blive gravid uden for ægteskab. En synd, der førte til social udstødelse eller i værste fald dødsstraf (stening) ifølge Moseloven.

Da Maria fortæller sin trolovede Josef, at hun er gravid, reagerer Josef først med stor tvivl og uro. Han ved, at han ikke er far til barnet, og han må have følt sig forrådt eller forvirret. Josef er heldigvis en ”ordentlig”, for han ønsker ikke at udstille Maria offentligt, hvilket jo kunne have bragt hende i stor fare. I stedet planlægger han at “skille sig fra hende i al stilhed”. Men Josef får besøg af en engel i en drøm, der siger: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria hjem til dig som din hustru. For det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.” Josef vælger at stole på englen og Guds plan. Han tager Maria til sig som sin hustru, og beskytter hende og barnet mod social fordømmelse og giver Jesus en jordisk far, et navn, en slægt og et hjem.

Så der i stalden sidder Maria. Ung. Skjult for verden. Uforberedt på, hvad der skal ske med hendes krop. Mærket af en graviditet, hvor hun har oplevet usikkerhed og været sat udenfor samfund og fællesskab. Hvor må hun – trods sin faste tro på og håb for, at det, der sker, er Guds plan – have følt sig alene, udsat og sårbar.

Marias situation kan ses som et spejl på mange kvinders oplevelser i dag: Ensomhed, usikkerhed, stigma og sårbarhed, men også styrke, kærlighed og håb. Hendes historie minder os om, at midt i vores sværeste øjeblikke – uanset om de er fysiske, følelsesmæssige eller sociale – findes der en indre styrke, som bærer os igennem. Marias mod og tro kan være en påmindelse om, at selv når livet føles mørkt og uoverskueligt, kan der vokse noget nyt og livgivende frem.

Heldigvis lever vi i et samfund, hvor ingen overlades til at føde deres barn ”i løn”. I dag har Regeringen sammen med SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet indgået en ny ”fødselsaftale”, der bl.a. sikrer styrkelse af forældre- og fødselsforberedelsen for førstegangsfødende og hjemmebesøg til alle fødende indenfor 24-timer efter fødslen. Jeg ved, at der iden grad stadig er plads til både store og små forbedringer; men alle skridt på den rette vej har deres egen ret.

Dagens kalenderlåge gemmer på Anne Linnets “Lille Messias”, der på en og samme tid sætter Jomfru Maria i centrum, og samtidig er en fortælling om julens mirakel: Det lille barns fødsel. Messias, der kommer med fred og glæde til alle.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Julen kommer tættere og tættere på. De 12 dages julefest nærmer sig. En tid med idyl, hygge og glæde. Stearinlys, pakker og godhed. Gløgg i gryden, og småkager i ovnen. Forventning og spænding. Fællesskaber og festligt samvær med leg og gode snakke.
Tilbage i 1600- og 1700-tallet blev julen også fejret med mad, øl, lys og fællesskab. På den vis har ikke meget ændret sig. Anderledes i forhold til vores moderne jul er nok, at der var fokus på det kristne budskab, selvom fejringen var vævet tæt sammen med mere løsslupne løjer og festligheder.
En af 1600-tallets juleskikke (der er beskrevet helt frem til 1900-tallet) var, at alle husstandens medlemmer sov på gulvet i stuen julenat. Stuen blev ganske enkelt lavet om til en slags stald eller meget stor julekrybbe. Der blev strøet rigeligt med halm på gulvet og man delte på den måde livsvilkår med frelseren selv. 1600-1700 tallets kirkelige pietisme (og den snerpethed, der fulgte med) var ikke glad for denne fælles “seng”. Der kunne jo let opstå særdeles jordiske lyster, når man nu lå der tæt på gulvet. Hygge måtte til enhver tid vige for trusler mod skrøbeligt kød.
At husstandens medlemmer sov på det halmbestrøede gulv, kan også hænge sammen med, at man troede, de døde blev levende julenat, hvorefter de vandrede hjem til deres jordiske hjem, og så selvfølgelig ville sove i deres tidligere seng. For at lette vejen for de døde, blev der stillet lys i et vindue. Nogle steder redte man op med ekstra sengetøj til Kristus, hvis han skulle komme forbi.
I nogle områder dækkede man julebordet med ekstra tallerkener eller mad og lod det stå natten over, så de døde kunne spise, hvis de kom forbi. Andre steder lod man ild brænde i pejsen eller havde åbne døre, så de døde kunne færdes frit.
Julekalenderens låge gemmer på Jonah Blacksmith og Glade jul.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden

Det er glædens søndag. I mange kristne kirker verden over, hvor adventstiden er en fastetid, er fasten “lagt på hylden” og dagens gudstjeneste fejres som en fest og indledes med ordene:
“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd Jer altid i Herren”
Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og ikke har brug for en “pause” i fasten, så er det måske ikke så ringe at blive mindet om, at vi skal glæde os. Det lille barn er på vej og kommer til os med Guds kærlighed og fred. Og i en verden, hvor de sorte skyer trækker sammen over vores hoveder, har vi mere, end vi har haft i decennier, brug for at vi tør tro på, at freden er mulig.
Det er måske slet ikke så tosset, at blive mindet om, at vi stadig har noget at glæde og til. At vi er i en ventetid, hvor vi bevæger os frem mod julefesten. Mod fødselsfesten for det lille barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.
Så når vi i gudstjenesten hører ordene “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær”, så er det et venligt vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne, over-jeg’et og voksenhedens kedsommelige organiseren og tilrettelæggen.
Det er en opfordring til opgør med den New Public Management og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring om at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med hjertet.
Det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, vi genkender det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.
Så hold en pause fra huskelisten og del glæden med andre. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Send en stor skilling til Ukraine; Syrien, Afghanistan eller Mellemøsten eller køb en ged. Listen af muligheder er uudtømmelig.
For en ting er sikkert: Glæden og kærligheden vokser, når den bliver delt.
Bag kalenderlågen står mange og tripper for at spille for jer. Jeg har lukket Erasure ind for at spiller deres udgave af middelalderhymnen “Gaudete”. Erasures version kan ses som en hyldest og en genopfindelse af en middelalderlig klassiker, der gør den tilgængelig for et moderne publikum, mens de stadig bevarer essensen af den oprindelige hymnes glæde og opfordring til fest.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden

1. søndag i advent skrev jeg lidt om adventskransens lys og kalenderlyset. For lys og både advents- og juletid er uadskillelige for de fleste af os.

Derfor blev jeg også lidt overrasket, da jeg i Kristeligt Dagblad læste, at færre og færre danskere bruger levende lys i julen. Artiklens overskrift står endda med “Stearinlysene forsvinder fra juletræet.” Man refererede til en analyse foretaget af Bolius (Et privat videnscenter, som er ejet af Realdania), som jeg fluks måtte dykke ned i.

Bolias analyse viser da også ganske rigtigt, at 50% af de adspurgte har elektriske lys på deres juletræ og 45% har enten både elektriske lys og stearinlys eller alene stearinlys. De sidste 5% ved ikke, hvad de har eller har ikke lys på træet. Analysen viser så også, at her i 2024 analysen vender denne tendens og brugen af stearinlys stiger for første gang siden 2019, men de elektriske lys taber en smule terræn. Det havde Kristelig Dagblad så lige overset; men det kommer man jo nemt til, når man roder rundt i en analyse.

Det fik mig til at huske, at jeg i går så en video med et luciaoptog, hvor unge voksne luciaterner og stjernedrenge. Deres lys var tændte mobiltelefoner! Selvfølgelig meget praktisk. Vi har jo altid telefonen lige ved hånden og så følger testen med, hvilket jo også er praktisk i en tid, hvor unge og yngre bliver ringere og ringere til at huske faktuel information (bla. lære udenad) sammenlignet med tidligere generationer.

Alligevel rejste alle mine boomer-strithår sig. Selvom jeg godt ved, at Beredskabsstyrelsens forebyggelseskonsulent jo har ret, når han siger, at levende lys generelt er en af de mest udbredte årsager til brand. Ligesom det jo også er helt korrekt, at levende lys udleder skadelige partikler, som fageksperten i indeklima ved Bolius siger i artiklen.

Meeeeeen – og dette skrives med og i respekt for dem, der ikke tåler stearin – der er bare noget særligt ved levende lys. Flammen fra levende lys giver et varmt, flakkende lys, som LED-lys ikke kan efterligne og fremhæver en nærværende og hyggelig atmosfære, der er tæt forbundet med juletraditioner. Jeg forbinder levende lys med ro, tradition og ægte julehygge – og det kan altså ikke kan genskabes med kunstigt lys. Derudover er der bare noget med duften (eller lugten om man vil “nej-hatten”) der forstærker oplevelsen af jul.

Ikke fordi, jeg ikke synes, led-lys har deres berettigelse. Både til luciaoptog, i adventskransen og på juletræet. Men der skal også være plads til det levende lys. Jeg er fan af led-lys. Du vil finde dem på min matrikel. Bare så vi har den ged barberet her op til jul.

Alligevel vil jeg gerne argumentere for bevarelsen af det levende lys. At tænde lys har gennem historien været en symbolsk handling, dybt forankret i kultur og tradition. Fra oldtiden, hvor flammen var et tegn på liv og beskyttelse, til kristendommens brug af lys som symbol på håb og tro, har levende lys spillet en central rolle i vores liv. Denne praksis lever videre i mange højtider og traditioner, som adventskransen, Luciaoptog og juleaftenen, hvor levende lys forbinder os med tidligere generationer.

Når vi i dag tænder et levende lys, genopliver vi en tidløs tradition, der skaber øjeblikke af nærhed og refleksion. Flammen samler os – ved middagsbordet, i samtaler eller under højtidelige stunder – og fungerer som et fysisk og symbolsk midtpunkt for fællesskab. I en moderne og ofte fragmenteret verden bliver det at tænde et lys et simpelt, men kraftfuldt ritual, der minder os om betydningen af ro, nærvær og samhørighed.

Heldigvis er der også fortalere for, at vi giver de levende lys plads ved ganske særligere lejligheder. Natalia Packert Andresen, der er sogne-, hospice- og beredskabspræst i Midtjylland og kender med det sidste til både fare- og forureningsaspektet af levende lys og Peter Møller, professor ved institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der har forsket i, hvilke skadelige partikler der opstår ved afbrænding af stearinlys, fortæller, at de har levende lys på træet juleaften.

Peter Møller siger i forhold til det sundhedsskadelige: “Jeg vil fraråde at brænde stearinlys af dagligt, men eksponeringen juleaften er så lille, at det ikke betyder noget for raske mennesker.”

Natalia Packert Andresen fremhæver at: “Der er noget rituelt ved at tænde et lys med hænderne. Det er på en måde mere rent og indeholder noget sanselighed med lugten og varmen, man ikke får i et elektrisk. Og når strømmen svigter, står vi tilbage med det ægte lys”.

Så lad os – på rette tid og sted – fortsætte med at tænde levende lys for hinanden og fri os fra at komme dertil, hvor en luciabrud kan ses med 5 tændte mobiltelefoner i kronen.

Bag kalenderlågen gemmer Lilholt sig igen. Denne gang ikke med en klassisk julesang eller -salme; men en sang skrevet inspireret af ordene i Prædikerens Bog om “alting har en tid”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Så er det blevet luciadag igen. På skoler, i børneinstitutioner, på plejehjem, arbejdspladser og i mange af landets kirker har hvidklædte børn (og voksne) med lys i hænderne vandret to og to og sunget den velkendte sang om Sancta Lucia, den katolske helgen. Også i Tivoli og i kajakker i Københavns kanaler har sangen klinget.

Tilbage til Lucia. Lad os lige repetere historien – selvom du jo kender den fra tidligere år – bag traditionen, der har sine rødder i det svenske:

Luciaskikken nævnes første gang i Sverige i 1762, hvor en skånsk provst var på besøg hos en velhavende familie i Västergötland. Her blev han vækket om morgenen den 13. december af “et hvidtklædt fruentimmer” med lysestager i hænderne, hvorefter en anden kvinde kom ind med lækre mad- og drikkevarer. Luciaskikken hørte den gang hjemmet til.

Skikken med Lucia-optog i det offentlige rum er relativt ny og stammer fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia. I dag har hver eneste svenske by sin egen Lucia, som for øvrigt findes lang tid før 13. december.

Svenskerne har dog fejret Lucia-natten, eller Lusse-natten, som de kalder den, siden 16-1700-tallet. Det gælder især i den vestlige del af Sverige, hvor traditionen byder, at gårdens unge piger vækker alle med kaffe og de specielle Lussekatte, som er safransboller, i den kulsorte, tidlige morgenstund. Hele min barndom og såmænd også i min “voksendom” har smagen – som jeg har skrevet før – af en lussekat været noget helt specielt. Har du bagt lussekatte i går eller i morges?

I Sverige holder enhver skole og kirke med respekt for sig selv Luciaoptog og -koncert tidligt (tidligt som klokken 7) om morgenen. Så i vintermørket bæres starter dagen med, at lyset bæres frem, mens sangen klinger, der hilses i vennelag og lykke skænkes.

Det første Luciaoptog i Danmark blev opført på det gamle Scala i København i 1944. Inspirationen til Luciaoptoget kom fra Sverige, hvor man i det hele taget hentede en hel del under besættelsen.

Har der ikke været et optog nær dig, så kom med kalenderlågen til luciamorgen i den smukke Kungsholm kirke i Stockholm i Luciaoptogenes hjemland og hør Luciasagen sunget af smukke svenske pige- og drengestemmer.

Optoget med luciabruden i front og tärnor (kvinder/piger med lys og glimmer i håret) og stjärngossar (dren­ge/mænd med kræmmerhuse på hovedet og pinde med guldstjerner i hænderne) er smukt og stemningsfyldt.

Stjärngossarna eller stjernedrengene var oprindeligt en del af juleskuespil – her i Danmark kender vi vist kun krybbespillet i dag – som var knyttet til helligtrekonger, men i løbet af det 20. århundrede blev Stjärngossarne i stedet en del af Lucia-toget.

I tidligere tiders folketraditioner opførte man et eller (oftest) flere juleskuespil i tiden frem mod helligtrekonger, der fortalte om, hvordan de tre vise mænd kom til Jesus og hvordan Herodes jagede Maria og Josef til Ægypten.

Disse juleskuespil eller helligtrekongerspil blev oftest opført af drenge fra latinskolerne og var en måde at tjene en skilling på til enten sin egen overlevelse til at komme til alle de fester de blev holdt i de 13 dage julefesten varede i (I ved: Den gang i gamle dage, hvor julen ikke startede i Bilka i oktober; men den 25. december om morgenen).

Efterhånden som stjernedrengeoptogene og julehelligdagsskuespillene uddøde i Sverige (og andre lande), flyttede de svenske stjernedrenge over i luciaoptogene og fik med deres høje hatte og stjernestave deres helt egen plads i optoget, hvor terner og stjernedrenge synger det væld af luciasange, som Sverige byder på i modsætning til det danske “solonummer”

Hvis dit svenske rækker til det, kan du læse en fin artikel her om stjärngossarna: https://svenskahogtider.com/…/trettonhelgen-och…/

Vil du gerne kende historien om den “rigtige” Lucia, som har helgendag i dag, kan du læse mere her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/hvem-var-santa-lucia

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Vi har – som samfund – flere penge mellem hænderne end vi nogensinde har haft, siger økonomer og politikere uanset farven på politisk orientering.
Derfor kan det undre lidt, hvorfor det samtidig er sådan, at flere og flere har brug for julehjælp. DR kunne for nogle dage siden fortælle, at det samlede tal for ansøgninger om julehjælp er højere end sidste år. Tallene baserede man på en undersøgelser fra fire af de større velgørenhedsorganisationer (Mødrehjælpen, Blå Kors, Dansk Folkehjælp og Frelsens Hær), der tilsammen har fået ansøgninger fra 86.461 mennesker.
De fire organisationer udgør kun et lille udsnit af julehjælpen. Mange andre organisationer, menigheder, foreninger og virksomheder og uddeler også julehjælp. De fleste i form af gavekort, julemad og gaver. Men også privatpersoner giver fra hjertet. Vi ser børn donere legetøj til andre børn og både enkeltpersoner og familier, der åbner deres hjem og inviterer indenfor til julefesten. TAK TIL JER ALLE
Det kan være svært at forstå, hvordan et samfund, der bliver rigere og rigere, samtidig har flere og flere, der har behov for hjælp til at fejre julefesten.
Lidt om julehjælpens historie skal du ikke snydes for. Jeg har valgt at dette opslag skal fokusere på den del af julehjælpen, som gives her i Danmark.
Julehjælpen har dybe historiske rødder og er en tradition, der har udviklet sig i takt med samfundet. Dens oprindelse kan spores tilbage til de hedenske solhvervsfester, hvor man udvekslede gaver som en del af fejringen. Da kristendommen gjorde sit indtog i middelalderens Danmark, blev julehjælpen mere organiseret, men stadig tæt knyttet til lokalsamfundene. Almisse-tænkningen fra den katolske kirke dominerede, og julehjælpen bestod ofte af overskud fra gårdene, som kød, brød og øl.
I middelalderen var hjælpen primært en uorganiseret praksis, men i løbet af 1800-tallet skete en markant udvikling. Nye idéer om filantropi og forståelsen af fattigdom som mere end blot dovenskab ændrede julehjælpens karakter. Borgerskabet begyndte at engagere sig i organiseret velgørenhed og etablerede foreninger som Foreningen for de fattiges juleglæde og Børnenes kontor. Fokus skiftede mod at sikre værdighed og glæde for dem, der ellers ville mangle midler til at fejre jul. Børnene kom i centrum, og tanken om, at ingen skulle føle sig udenfor i julens glæder, blev bærende.
Samtidig begyndte julen at udvikle sig fra en traditionel kristen højtid til en mere kommerciel fejring. Inspirationen kom især fra Tyskland med skikke som juletræet og gavegivning, der i stigende grad blev centrale elementer. Dette skabte et pres for, at alle skulle kunne deltage i julens nye, mere materialistiske udtryk.
Urbaniseringen – flytningen fra land til by – i 1800-tallet betød også, at lokalsamfundenes tætte fællesskaber blev erstattet af større bysamfund, hvor foreninger tog over og systematiserede julehjælpen. På trods af en fremvoksende velfærdsstat i 1900-tallet, som reducerede den synlige fattigdom, forblev julehjælpen en fast tradition. Fokus ændrede sig fra basale behov som mad og husly til at sikre, at økonomisk trængte familier kunne deltage i julens sociale og kulturelle traditioner.
I dag er julehjælpen en vigtig del af julen for mange danske familier. Den bliver primært organiseret af større hjælpeorganisationer og kirker, men bæres stadig også af det lokalsamfundsengagement, der har præget traditionen gennem århundreder. Selvom julehjælpen anno 2024 adresserer en relativ fattigdom snarere end den absolutte fattigdom, som var udbredt for bare 75 år siden, er grundtanken den samme: Alle skal kunne mærke, at det er jul.
Julehjælpens historie viser, hvordan vi gennem tiden har kæmpet mod ulighed og forsøgt at skabe fællesskab – især i en tid, der burde handle om glæde og samvær. Det er en tradition, der fortsat minder os om vigtigheden af at række ud og tage hånd om hinanden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget – ganske forståeligt – vi fokuserer på hjælp til børn og deres familier. Men måske glemmer vi de stille fattige, sårbare og udsatte i alle aldre?
Nå – inden der går for meget “Den lille pige med svovlstikkerne” i det hele, så lad os åbne kalenderlugen og lytte til James Wallers version af “Hark! The Herald Angels Sing”
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden

Rigtig mange af vore juletraditioner er hentet fra Sverige eller Tyskland; men nogle få har vi lånt i England. De fleste kender misteltenen og julesokken, som begge lever og er i bedste velgående. Til gengæld er den fine tradition med at sende julekortet desværre ved at uddø.
I 2000 sendte danskerne 55-60 millioner julekort. SMS, mail og sociale medier som FB og Insta havde endnu ikke taget magten og brevpost stadig var den primære måde at sende julehilsner på. Allerede i 2010 var antallet af julekort faldet til cirka 30 millioner. Ser vi videre frem til 2020, som fortsætter faldet fortsatte markant, og der blev sendt omkring 5-7 millioner julekort (også selvom COVID-19-pandemien gav dog et lille løft til julekortet, da vi alle forsøgte at skabe nærvær på afstand). Kigger vi tilbage til sidste år, så er antallet af julekort helt nede på cirka 1,5-2 millioner julekort.
Faktisk fejrede julekortet sin 180-års fødselsdag sidste år, så det er en ældre tradition, der er ved at forsvinde. Men tilbage i 1840’ernes London, hvor julekortet blev “opfundet”, gav det rigtig god mening. Postvæsenet var i rivende udvikling. Frimærket var lige blevet opfundet, og det betød, at det kun kostede én penny at sende et kort eller brev. Ejede man alligevel en trykkemaskine, var det kun ringe ulejlighed at sende alle de julekort, som samtidig sendte et stærkt signal om, hvad julen dengang betød for det bedre borgerskab: at man skulle huske at give til de fattige.
Sir Henry Cole var den første direktør for verdens største designmuseum, Victoria and Albert Museum i London. Han var en travl mand med en enorm omgangskreds, og i 1843 havde han for travlt til at skrive sine sædvanlige julebreve. Han bad derfor sin ven, kunstneren John Callcott Horsley, om at designe et julekort i stedet. 1.000 kort blev trykt og håndkoloreret, og de kort, Sir Henry Cole ikke selv brugte, blev solgt for en shilling stykket.
Motivet på det første julekort viser en engelsk familie ved julefesten og bærer påskriften “A Merry Christmas and a Happy New Year to you”. Men selv om kortene var fine, var de ikke en umiddelbar succes. Dels var en shilling pr. kort for dyrt for de fleste mennesker, og dels var der nogen, som ikke brød sig om kortets motiv.
Trods prisen og brokkehoveds utilfredshed med motivet, blev julekortet snart populært, ikke mindst takket være bedre og billigere metoder til at trykke kort i farver samt ændrede regler for postbefordring. Julekortene kom bare tre år efter, at frimærket blev opfundet, og takket være postloven af 1840 kunne man nu sende en hilsen overalt i Storbritannien for 1 penny.
I Danmark kom der til at gå adskillige år, før julekortene blev udbredt. Postvæsnet accepterede og ekspederet ikke postkort før i 1871, og indtil da kunne man kun sende egentlige breve. Men i 1871 ind førte postvæsenet en særlig billig takst for åbne brevkort, som medvirkede til, at julekort kunne vinde frem i de efterfølgende år. Men vi skal yderligere godt ti år frem – til 1882 – før de første dansk-producerede kort med julehilsner kom i handlen.
Jeg synes, det er så ærgerligt, at julekortstraditionen er ved at uddø, selvom det er forståeligt nok set i lyset af de priser som postvæsnet (eller rettere virksomheden Postnord) tager for et brev. En sammenligning lavet af det tyske postvæsen i 2023 viser, at Danmark (som i tidligere år) er det dyreste land at sende breve fra. Det koster 4,30 euro at sende et brev til udbringning den næste hverdag. Det kan man så sammenligne med Malta, hvor samme brev koster 0.37 euro. Så det håndskrevne julekort eller julebrev har meget at kæmpe mod.
Bag kalenderlågen gemmer Oh Land og DR Børnekoret sig med en fortolkning af kalendersangen Julefeber. Ungerne fra børnekoret er bare så herlige.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden

Vidste du, at pebernødden er vor ældste rigtige småkage. Den er kendt siden middelalderen. Pebernødderne blev bagt på plade over det åbne ildsted, hvor kager som klejner og æbleskiver blev kogt i svinefedt i en gryde på ildstedet. Traditionen med vanillekransen, brunkagen, jødekagen og finskbrødet er næppe ældre end ca. 1850-70, da støbejernskomfuret med indbygget ovn erstattede de åbne ildsteder.

Siden er meget andet kommet til. I alverdens juleudgaver af Masterchef og Bagedysten bages store og fantastiske julekager.

Min søde tand er ikke den største; men ingen jul uden peberkager, lussekatte, vanillekranse og klejner Nå ja og så selvfølgelig æbleskiver. Af den slags, der aldrig har set en frostpose!

På fredag er det Luciadag og den kan jo ikke fejres uden en lusekat. Vil du ikke op midt om midt natten for at bage bage dine lussekatte, så kan de bages dagen før. Så du får opskriften nu, så du kan nå at få købt alle ingredienser.

Du får endda i en moderne udgave uden tidligere tiders sigtemel. Husk: Den perfekte lussekat er blød og svampet og friskbagt.

Her er opskriften:

50 g smør smeltes i en kasserolle

5 dl mælk lunes med smørret til det er fingervarmt

50 gram gær smuldres i en stor skål. Smør/mælk tilsættes. Rør til gæren er opløst.

1 tsk salt og

2 tsk sukker og det meste af

Hæld ca 15 dl mel op. Rør de fleste i blandingen. Gem et par stykker til senere.

Ælt indtil dejen ikke klistrer længere. Stil den til hævning et lunt sted dækket af et klæde indtil den er ca. fordoblet i størrelse; dvs. ca. 1 time.

I mens dejen hæver:

1 g safran stødes i en morter med

1 tsk sukker. Pisk det med

125 g smør,

1½ dl sukker og

1 æg indtil blandingen er lys og luftig.

Ælt nu den søde smørblanding og den hævede dej sammen. Tilsæt det mel, som du gemte tidligere. Ælt til dejen er blød og smidig.

Del dejen i mindre stykker og form nu lussekatterne. Den klassiske form er som et snoet S, men der er mange muligheder. Læg lussekatterne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve til næsten dobbelt størrelse. Se andre former i billedet under kommentarer.

1 æg piskes let sammen og pensles på lussekatterne, som kan pyntes med rosiner.

Bag lussekatterne midt i ovnen ved 250 grader; i 8-10 minutter.

God fornøjelse.

Mens du bager kan du høre et af mine yndlingsjulenumre, som jeg er så heldig gemmer sig bag dagens kalenderlåge.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

I dag gemmer Den danske Navnekalender på et navn, som vi alle forbinder med jul. Hvem, der har ansvaret for kalenderens navnedage og hvem der redigerer navnekalenderen i dag, står hen i det uvisse; men der er historisk enighed om, at navnedagene i den danske kalender stammer fra 1720’erne og at der ikke er sket de store ændringer hverken siden. Og navnet vi taler om, har været placeret d. 9. december siden navnekalderens dag 1.

207 mænd har dagens navn som fornavn og 360 mænd og kvinder har navnet som efternavn. Ifølge Dansk Navneleksikon (Som er samarbejdsprojekt mellem Arkiv for Navneforskning, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab startet i 2022) er det toleddede navn af tysk/germansk oprindelse og betyder “berømt” + “ulv” (Sammensat af navneleddene hrod- “berømt” og wolf “ulv”).

Nu har du gættet det, ikke? Og du har selvfølgelig helt ret:

Dagens navn er Rudolf, som vi alle kender som en af julemandens vigtigste hjælpere (sammen med Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donder og Blitzen). Eller som de hedder på dansk: Sprinter (eller Springer), Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden og Lyn.

I en moderne verden havde vi formentlig ikke “opfundet” en Rudolf. Han var for længst blevet fanget i et vildsvinehegn ved grænsen eller slettet af sin tegnefilm, fordi han krænkede de oprindelige rensdyr med sin røde tud. Og han havde da slet ikke haft sin egen sang med mindre, den kan omskrives, sådan som “nogen” (fornemmer du, jeg ikke er enig – så er svaret et højlydt: Det er jeg heller ikke) mener, “nogen” bør gøre med de 40 år gamle popsange “Afrika” og “Do They Know It’s Christmas”. Det sidste kan du læse mere om i denne glimrende artikel i POV International: https://pov.international/kritikere-ignorerer…/. Og så tilbage til dagens hovedperson.

I virkeligheden var Rudolfs faktisk ikke blandt de “oprindelige” rensdyr fra amerikaneren C.C. Moores digtet “A visit from St. Nicholas”, som han skrev/udgav i 1823. Rudolf, som vi kender, blev “opfundet” i 1939 af forfatteren Robert L. May, der blev bedt om at digte en julefortælling til stormagasinkæden Montgomery Ward.

Meningen var, at julehæftet skulle erstatte de regne/malebøger, som magasinet plejede at uddele i PR-øjemed. Til brug for dette hæfte digtede May historien om hvordan julemanden afleverede gaver til Rudolfs familie, og blev opmærksom på, at det lyste rødt fra dyrets værelse. Julemanden fandt da på, at den røde næse kunne bruges som lygte i den stadig tættere tåge, som var ved at standse årets gaveudbringning.

Bag kalenderlågen gemmer den originale filmtegneserie fra 1948 sig. Så bliver det ikke mere nostalgisk. Jeg ved, jeg også brugte et filmklip for nogle dage siden; men jeg kan ikke simpelthen ikke finde, noget bedre om Rudolf end den originale tegneserie her. Så tag ungerne eller børneungerne (manden eller konen må også gerne kigge med) op på skødet og se en ægte klassiker sammen med dem.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden