Skrublerier

Jeg var på Moesgaard Museum i går for at se deres nye særudstilling: “UD AF KAOS”, som er en forrygende og dramatisk fortælling om en mørk periode i Europas historie med de barbariske hunnere og gotere, krig, magtkampe og flygtningestrømme, men også med drømme, håb og guld i store mængder.

Moesgaard har også fået lov til at de mest fantastiske guldsmykker og andre genstande, der blandt andet fortæller om, hvordan hunnernes kosmetologiske indgreb forandrede både udseende og personlighed.

Hvis du er til en dramatisk fortælling, så må du ikke gå glip af udstillingen. Selvom den ikke er stor, skal du sætte god tid af.

Læs om udstillingen her: https://www.moesgaardmuseum.dk/udstillinger/ud-af-kaos/

Jeg gik til gengæld glip af julens mørke væsner, som viser sig på Moesgaard på tre lørdage i julemåneden. De 13 mørke væsner manifesterer sig som uhyggelige skabninger, der alle ledsages af en vogter, som hjælper andre til at forstå væsnerne. For i denne tid er det vigtigt for særligt børn, der møder væsnerne, at holde deres stier rene og være artige, for ellers kommer væsnerne efter dem!

Væsnerne kommer fra hele Europa. Du kan møde Knecht Ruprecht, der også er kendt som Hans Trapp eller Piskefar (skræmmende barn har mange navne), alt efter hvor i Europa, han befinder sig. Han går fra dør til dør – ofte sammen med Julemanden – og finder frem til de børn, der ikke har været artige. Op af sin kurv hiver han et birkeris, som han pisker de uartige børn med, for derefter at bytte deres gaver ud med kulstykker. Har man været gennemført slem, kan du ende i hans kurv og måske i hans madgryde!

Fra de nordiske lande møder vi blandt andre om Finlands Joulupukki, som er det finske svar på julemanden. Hans navn betyder julegedebuk, og under hans julemandsmaske kan han lynhurtigt forvandle sig til en dæmon fra underverden. Har man ikke været artig i år, er det 100 % sikkert, at der ikke er gaver eller godter til én fra Joulupukki. Tværtimod skal du give ham gaver og mad, for at han lader dig være i fred.

Når vi nu er i de nordiske lande: Også den grusomme Julekat fra Island er kommet til Moesgaard. I Island har man ikke den traditionelle julemand. I stedet har man en flok trolde, kendt som “Yule Lads”. Det lyder jo meget hyggeligt, men deres oprindelige historie er dog ikke meget bedre end den om katten. Fortællingen lød at troldene kom til jul og hentede de uartige børn, for at sætte skik på dem! Det minder jo lidt om den altseende julemand, der kender forskel på gode og uartige børn. Bortset fra at julemanden altså ikke kidnapper nogen! Yule Lads sagnet startede som en skræmmehistorie, der skulle få børnene til at arte sig. Sidenhen blev historien om juletroldene noget mere børnevenlig. Nu kom juletroldene ned fra deres bjerg i december med gaver og i ny og næ lavede de også lidt ballade, så som at stjæle stearinlys eller slikke på skeer. Deres udseende gik fra trolde væsner, til det vi kender som nisser i dag, med røde huer og hvidt skæg. Men alt var ikke julerødt i troldeland, for deres mor Gryla skulle vise sig at være en heks. Og vi ved jo alle, hvordan det er med hekse – der følger en kat med. Sådan opstod fortællingerne om Yule Katten, der sneg sig ud i december natten og spiste børn i laset tøj.

Det er godt, de væsner kun går løs om lørdagen. I dag gemmer kalenderlågen på et mere muntert bidrag fra d’herrer John og Sheeran.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Det er glædens søndag. I katolske kirker verden over lyder de første ord i den første bøn i dagens gudstjeneste:

“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd Jer altid i Herren”

Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og ikke har brug for en “pause” i fasten, så er det måske ikke så ringe at blive mindet om, at vi skal glæde os. Det lille barn er på vej og kommer til os med Guds kærlighed og fred.

Og det er måske slet ikke så tosset, at blive mindet om, at vi stadig har noget at glæde og til. At vi er i en ventetid, hvor vi bevæger os frem mod julefesten. Mod fødselsfesten for det lille barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.

Så når vi i gudstjenesten hører ordene “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær”, så er det et venligt vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne, over-jeg’et og voksenhedens kedsommelige organiseren og tilrettelæggen.

Det er en opfordring til opgør med den New Public Management og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring om at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med hjertet.

Det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, vi genkender det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.

Så hold en pause fra huskelisten og del glæden med andre. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Send en stor skilling til Ukraine eller køb en ged. Listen af muligheder er uudtømmelig.

For en ting er sikkert: Glæden og kærligheden vokser, når den bliver delt.

Bag kalenderlågen har Shane og Shane stået og trippet for at være med til at synge adventen ind. Så lad os istemme et højlydt Rejoice! Rejoice!

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Jul og øl har hørt sammen lige siden vikingerne holdt drikkegilde omkring midvinter. Vikingerne kaldte disse gilder ”at drikke jul”, og langt op i 1500-tallet var dét simpelthen betegnelsen for at fejre jul.

I landbosamfundet var øl brygningen en fast bestanddel af de huslige gøremål. Man drak ikke vand fra brønden, for det var forurenet fra bl.a. den nærtliggende mødding. Man drak heller ikke meget mælk, da man producerede smør og ost af det, som kunne sælges i købstaden for klingende mønt.

I stedet drak man øl. Det gjaldt også børnene. Massere af øl. Man drak øl til morgen, man drak øl til middag og man drak øl til aften. Var man tørstig i løbet af dagen – ja så drak man øl. På det store langbord i stuen stod altid en ølkande fremme, og det var madmor pligt og ære at sørge for, at den aldrig var tom.

Man skal dog ikke forestille sig, at de rendte rundt og berusede alle sammen hele tiden. Der er nemlig forskellige typer af øl. Det første øl, der produceres når man brygger er det stærke øl. Det kaldte man gemmeøllet – ikke overraskende fordi man gemte det til højtider og festlige lejligheder. Det sidste øl, også kaldet det tynde øl, har en meget lav alkoholprocent svarende til en nisseøl i dag, og det var det tynde øl, man drak til hverdag. Julen var en af de højtider, hvor man tog det gode gemmeøl frem. Der blev blandet ekstra malt og honning i juleøllet, så det blev rigtig sødt og lækkert. Denne særlige stærke og søde bryg kaldtes juletønden.

Øllet var også julens tidsregning. Julen skulle nemlig vare så længe, som juleøllet rakte. Så det var bare med at have nok tønder i baghånden.

I dag er det sjældent, at vi drikker af tønden (selvom nogle julefrokostdeltagere nok vågner i morgen tidlig og føler det sådan). I dag kommer vores øl på flasker eller – noget som jeg synes i den grad misklæder et smukt pyntet bord – i dåser, som vi stolt hjemfører fra tyskland, så vi sparer skatten.

Julebryggen, som vi kender den i dag, stammer fra 1600-tallets sydtyske klostre, hvor Paulaner munkene udviklede Salvator Øllen – en ekstra stærk og næringsrig dobbelbock. Øllet blev brygget til fastetiden, hvor munkene ikke måtte indtage flydende kost, hvorfor en fyldig og nærende øl var nødvendig.

I 1905 lancerede Carlsberg en alkoholstærk påskebryg, og dermed var den første stærke højtidsbryg i Danmark en realitet. Da den nye øl blev en succes, fulgte flere bryggerier efter. Det nu nedlagte bryggeri Calsminde i Nyborg var det første, som lancerede en særlig kraftig julebryg. Det skete tilbage i 1958 – og dermed har den første julebryg i år 56 års fødselsdag.

Ideen med en stærk julebryg slog både an hos forbrugerne og bryggerierne – og især i provinsen blev juleøllen en succes. På Fyn, hvor jeg slår min arbejdsfolder, udsendte Odense-bryggeriet Albani i julen 1960 deres Blå Julebryg, der også kendes under kælenavnet Blålys. Den øl har en alkoholprocent på 7, og blev i 1987 fulgt op af lillesøsteren Rødhætte, der med 5,5 procent alkohol var en lidt mildere udgave. Og siden er det kun gået fremad. I 2020 var der mere end 400 julebryg på markedet og hvert år komemr flere til.

Skulle du falde i tønde i aften – så husk: Man ikke behøver at rejse sig ved den tønde, der overfaldt en.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Selvom vi er på vej mod julen og der er længe, længe til kyndelmisse, så er det oplagt at smånynne: “Det er koldt herude”. Da jeg satte mig ind i bilen i morges, sagde vejtermometeret i hver fald -6 grader og det ser ud til, at kulden forsætter de næste dage.

Så måske kan vi vove at drømme om den hvide jul. Sådan en romantisk en af slagsen, som den findes i julelitteraturen, på julekortene og mange andre steder. Helt fra slutningen af 1800-tallet ser man koblingen mellem sne og jul. Bare tænk på én af de største klassikere “Peters Jul”, som udkom første gang i 1866 skal julen være hvid. Næsten alle danskere kan jo citere de første linjer i borgen: “Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så véd jeg julen kommer”.

Hvid jul bliver det måske ikke helt. For: “Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90 % af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm.” (DMI). Og det er faktisk sjældent.

Skulle du have en erindring om, at da du var barn, var der altid sne juleaften, så er jeg ked af at sige, at din hukommelse bedrager dig.

For hvid jul – sådan for hele landet – har vi kun haft i årene: 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.

Og kan du huske, hvordan sneen faldt, da du og familien gik til julegudstjeneste – som den jo gør på alle romantiske julekort – så er du enten en af de ældre modeller eller barn i 1981. For i 1915, 1923 og 1981 faldt der sne over store dele af landet selve juleaften., endda som forrygende snestorm i 1915 og 1923.

Sidst vi havde en lokalt hvid jul, var i 2017 hvor lidt mindre end 20 procent af landet havde sne juleaften. Det var de heldige indvånere i Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm, som kunne fejre hvid jul, mens julen i resten af landet var grøn.

Så vi må vente med spænding på, hvad farve julen får i år. Kommer vi til at skulle nynne: “Når julesneen falder hvid” eller skal vi nøjes med “I’m Dreaming Of A White Christmas”.

Sidste år gemte kalenderlågen på “Let it snow” sunget af Sinatra.

Det er lidt pudsigt, at en af de største snesange faktisk er skrevet under en hedebølge i Californien i juli 1945. Her sad tekstforfatteren Sammy Cahn og komponisten Jule Styne og drømte om snevejr, som kunne køle det hele lidt ned.

Men nu hvor min weekend sender mig til Århus, så måtte det simpelthen blive Thomas Helmig og Søs Fenger med “Når Sneen Falder”, som må siges at holde så godt véd, at den er blevet en klassiker.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

1962 var på mange måder et bemærkelsesværdigt år. Cubakrisen, optagelsen af den første James Bond film, Hjerteforeningen dannet, Algeriet bliver selvstændigt, Karen Blixen dør og staten uddelte pamfletten: “Hvis krigen kommer”.
Men, men, men … nu må vi ikke glemme, at det her er en julekalender. Så hvad bragte 1962 med sig på den front?
1962 var året, hvor Julekalenderen blev sendt på tv for første gang (Som så ofte kan vi danskere ikke tage æren for den første af slagsen. I Sverige sendte man tv-julekalder for første gang i 1960). Tv-julekalenderen byggede videre på traditionen om de trykte lågejulekalendere, der havde været brugt i årtier. De første år var det ikke en sammenhængende fortælling, som vi kender julekalenderen i dag; men snarere en slags kalendernovellesamling.
I 1967 fik slog kalenderidéen, som vi kender den, igennem med ’Kender du Decembervej’, hvor figuren Magnus Tagmus optrådte. Han medvirkede sammen med en række andre dukker, heriblandt Jakob, der var togfører og en afrikansk dukke, som hed Ula, fordi hun kom fra et Uland.
Det var første gang, at julekalenderen havde en fortløbende historie. Som kapitler i en roman. Den lille mus med togfløjten var med til at gøre julekalenderen populær. Magnus og alle dukkevennerne, der boede hos drengen Morten. De vendte endda tilbage i nye afsnit året efter i 1968 i kalenderen ’Besøg på Decembervej’, hvor dukkerne igen dannede rammen om 24 julefortællinger.
Magnus Tagmus har en helt speciel plads i mit hjerte og min hukommelse og selvom succesen i 1974 blev efterfulgt af endnu en stor succes, da kalenderen ’Jullerup Færgeby’ blev sendt. Indtil 1979 bar dukkekarakterer historien. Fra 1962 til 1972 blev karaktererne spillet af hånddukker, mens de blev spillet af stangdukker fra 1973 til 1978. Se – der var virkelig tale om et innovativt fremskridt.
Først i 1979 blev tv-julekalenderen fyldt med levende personer, da man indspillede ’Jul i Gammelby’, der foregik i en 1800-tals købstad (optaget i Den gamle By i Aarhus). Efter min mening den ultimativt bedste julekalender nogensinde – skarpt forfulgt af Pyrus-kalenderne (Jesper Klein som Bertramsen og Poul Hüttel som arkivnissen Gyldengrød burde være pensum i al danskundervisning) og Nissebanden med Flemming Jensens finurlige sprogaftryk.
Og siden er kalenderne kommet i en lind strøm. Hvem husker ikke Jul på Slottet’ og ’Nissebanden i Grønland’. For ikke at nævne Pyrus-serien, ’Brødrene Mortensens jul’, ’Jul på Kronborg’ og ’Nissebanden – Nissernes ø’. For ikke at nævne næste generation kalendere med titler som ’Jesus og Josefine’, ’Jul i Valhal, ’Absalons Hemmelighed’ og ’Pagten’ som endda omhandlede både Københavns grundlægger, biskop Absalon, og N.F.S. Grundtvig. Ja, endda voksenjulekalendere er det blevet til. F.eks. “the Julekalender”, som fejrer 32-års fødselsdag i år.
For nu bare at nævne nogen. Fælles for mange af kalenderne er, at de er blevet et samlingspunkt for familien. De har formidlet historisk viden, skabt fortællinger om julen og om noget påvirket sproget.
For hvem af os taler og forstår ikke julekalendersk eller kan genkende en julekalender bare på et enkelt ord eller en sætning?
Mange udtryk fra TV-julekalendere hænger jo ved, fx “Anton, du har revnet dine bukser!” fra Jullerup Færgeby, “gran i håret” fra Jesus & Josefine og “bob-bob-bob” fra The Julekalender. Og hvem ved ikke, hvad vi mener, når vi siger, at man skulle tro, Gertrud Sand har pyntet et lokale eller et sted?
I år ser jeg som altid “The julekalender” og så ser jeg DR’s nye julekalender: “Julehjertets Hemmelighed” – også selvom nummer 2 ikke er den mest overbevisende julekalender, jeg har set. Hvad med dig? Har du en yndlingskalender (eller to måske)?
Og så har jeg slet ikke skrevet om al den musik, vi har fået gennem kalenderne. Et blik på Koda-afgifterne i 2019 fortæller, at den mest indtjenende danske julesang det år var en julekalendersang.
Intet kan være mere passende, end at lade kalenderlågen dele en af de fantastiske sange, julekalenderne har give os. Og du selvfølgelig “sællerten” her.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul.
Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

I dag er det den hellige Nikolaus’ dag og samtidig er det 96 år siden, at Mussolino indførte en særlig ungkarleskat i Italien. En særbeskatning af ugifte mænd, som blev begrundet med, at de som fritaget for en forsørgelsespligter for kvinder og børn måtte antages at have særlig skatteevne. Skatten blev motiveret med ønsket om at opmuntre til ægteskab, hvilket blev understøttet af indførelsen af en moderskabsbelønning og lav skat for familier med mere end fem børn. Måske en idé til regeringsforhandlingerne, som der vist kan siges at trække i mere end langdrag.
Men lad os holde os til julen og Nikolaus.
Nikolaus var biskop i Myra. Med tiden er der kommet mange historier om ham. Han frelser nødstedte søfolk, han er børnenes ven, søfolkenes skytshelgen og forbillede for Julemanden. Han ville nok have sagt nej til julemandens tykke, røde pelskåbe (Der fik farven i 1931, da Coca-Cola begyndte at bruge ham i sine reklamer) i det varme Tyrkiet.
Nikolaus var mærket af den tortur, som han havde været udsat for gennem mange år, fordi han var kristen. Så der var nok ingen, der forestillede sig, at han mange år efter ville blive afbildet som en velnæret julemand. Og Nikolaus, som forærede sin familieformue væk til de fattige, ville nok heller ikke kunne genkende sig selv som den julemand, der er blevet symbolet på vores vilde gavefest.
I mange lande kaldes julemanden ved navne, der minder om Nikolaus, f.eks. Sinter Klas i Holland eller Santa Claus i USA. Danske børn (og voksnes) julemand bor i Grønland, og hvert år skriver mange børn også til ham på adressen: Julemanden, 2412 Santa Claus, Greenland.
Julemanden, som vi kender ham, har ikke mere end 120 år på bagen i Danmark som gaveudbringer (heldigvis for julefreden, at han er mere effektiv end Post Nord). Godt nok er han med i “Peters Jul” fra 1866, men ikke som gaveudbringer, derimod er det ham, der kommer med juleglæden, altså julestemningen. Først med Louis Moes’ “Julemandens bog” fra 1898 opstår ideen om Julemanden på Grønland, der kommer med gaver.
Hvis du vil give julemanden en konkret hånd med gaverne, så han ikke skal forslæbe sig, så kan du selv købe nogle af dem, samtidig med du hjælper andre til en jul, de ellers ikke ville få. Hos mødrehjælpen kan du købe de fineste gaver, som vil glæde de fleste:
https://shop.moedrehjaelpen.dk/
Skulle du være gift med manden eller kvinden, der har (næsten) alt, så er der jo intet mere særligt end at få sin helt egen ged eller msåke 1000 fisk, hvis det skal være meget eksotisk. Du kan købe gederne her:
https://www.noedhjaelp.dk/giv-en-ged…
Bag kalenderlågen gemmer sig to nye gæster, som fortæller om julemanden, der kommer til byen. Og han kommer helt sikkert også til dig i din by.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender
.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Jeg holder dagen i sofa’en sammen med min 2. adventsgave, der lå til mig, da jeg kom hjem fra arbjde i går. Så nu er jeg ikke kun den lykkelige ejer af et Kay Bøjesen postbud, jeg har også en fanebærer, som matcher ethvert juletræ værdigt.
Sofa’en inviterer til læseri om jul og hvordan julen oprindeligt var de gamle nordboeres markering af lysets vendepunkt midt i vinterens mørke. Med kristendommen blev lysfejringen til en fest for Jesu fødselsdag. Men hvorfor kalder vi det egentlig så for ‘jul’?
Ordet jul er gammelt dansk ord. For en historie- og ordnørd som jeg er det svært ikke at være nysgerrig på, hvor vi egentlig har ordet jul fra og hvornår det så dagens lys. Og jeg vil da selvfølgelig dele det, jeg har fundet ud af med dig.
Spørger man de nyeste ordbøger (Altså dem med sproget fra 1950 og frem til i dag), fortæller ordbogsartiklen om jul, der indeholder historiske oplysninger, at ordet er »af uvis oprindelse«. Så må vi jo en ordbog længere tilbage og gå til ”Ordbog over det Danske Sprog”, der beskriver sproget i perioden fra 1700 til 1950, som også siger også om ordet jul, at oprindelsen er uvis. Men hér får vi at vide, at ordet findes i oldnordisk, ældre dansk, i norsk og svensk.
Videre læsning fortæller, at det ser ud til, at ordet er nordisk. Det findes i islandsk (jól), færøsk (jól) og norsk (jul), de sprog, sprogforskere rubricerer som vestnordiske; det findes i dansk og svensk (jul), som kaldes de østnordiske sprog, og det findes også i et nu forsvundet germansk sprog, gotisk, i formen fruma jiuleis ’julemåned’. Ganske vist kan englænderne bruge ordet yule og yuletide ’juletid’, hvis de gerne vil efterligne gammelt sprog, men ordet yule er indlånt i engelsk fra nordisk. Også finsk har lånt det nordiske ord for jul i formen joulu. Så lige her kan vi altså øjne en chance for noget, som er den ægte danske juletradition, og ikke et indlån fra det svenske, tyske eller engelske.
De ældste eksempler på ordet jul i dansk kan findes i samlingerne i Gammeldansk Ordbogs arkiv, som er et kartotek over middelalderens sprog (altså omkring årene 1100-1515). I Rydårbogen, en beretning om Danmarks historie, overleveret i et håndskrift fra omkring 1500, står der f.eks. sådan på moderne dansk: »Ikke mange vintre derefter drak kongen jul i Roskilde og indbød hertugen, hans svoger, og sin søster Estrid til sin jul«.
Ud over selve ordet jul kender vi fra middelalderen sammensætninger, som vi stadig bruger i dag, f.eks. juleaften, juledagh, julehelaghdagh ’julehelligdag’, julehøghtith ’julehøjtid’, julemat ’julemad’, julenat og juletith ’juletid’. Men andre sammensætninger fortæller om en anden tids skikke og materielle forhold.
I begyndelsen af 1500-tallet optræder ordet julehøns i et regnskab. Hér opregnes der, hvad præsten skal have i løn ved juletid: Item xviii iwle høns, summa ix â »ligeledes 18 julehøns, i alt 9 skilling«. Ja, gås er det jo ikke, men 18 høns kan vel også forsøde julen for den stakkels præst.
Ordet jul er altså velkendt i middelalderen, men vi ved stadigvæk ikke, hvad ordets egentlige betydning er, og vi ved ikke, hvor gammelt ordet er i de nordiske sprog. Hvad vi ved, er, at ved kristendommens indførelse har fejringen af Jesu fødsel sandsynligvis overtaget betegnelsen på den midvinterfest, som i Norden blev holdt i januar. Ordet jul holdt sig i Norden, selv om kristmesse også blev forsøgt introduceret.
Og det er netop ordet kristmesse, der er blevet den engelske betegnelse for fejringen af Jesu fødsel i formen Christmas, med middelalderlige former som Christes mæsse og cristmasse.
I Tyskland har man fokuseret på selve den nat, Jesus blev født. Tyskernes ord Weihnacht er sammensat af navneordet Nacht ’nat’ og en afledt form af udsagnsordet weihen ’indvie’. Ordet betyder altså ’den indviede, helliggjorte nat’.
Franskmændenes betegnelse er, ligesom de øvrige romansktalendes, knyttet til selve fødslen. Fransk Noël, italiensk Natale, spansk Navidad og portugisisk Natal er alle beslægtet med det latinske tillægsord natalis ’om fødsel, vedrørende fødsel’, der som navneord bruges om Jesu fødselsdag.
Kun vi nordboere har altså holdt fast i den oprindelige betegnelse for den hedenske fest og ikke ladet os lokke af nymodens låneord. For meget kan man byde os, men som vi synger i julesangen “Sikke en voldsom trængsel og alarm”, hvor vi jo synger ”rør blot ikke ved min gamle jul”.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️
Ps. Tak for hjælp og tekststykker til sproget.dk

Ingen juletid uden nisser. Uanset om de er i Grønland, bor i Rigsarkivet eller på herregården Lindestrupgaard.
Lad os lige være enige om en ting, når vi nu taler om nisser. Racisme er en grim ting, når den stikker sin næse frem. Og lad os også lige blive enige om en anden ting. Mennesker forandrer sig og det gør vores forståelse af os selv og hinanden også.
Så det der var rigtigt i går, er måske mindre rigtigt i dag. Ikke fordi, vi var dårlige mennesker i går eller har opnået en slags moralsk overophøjethed af den slags, der giver patent på sandheden, i dag. men fordi vi bliver klogere, får større indsigt eller ganske enkelt skærper vores etiske kompas.
Betyder det, at Nissebanden skal forbydes og Pyrus herlige sange censureres? Spøger du mig, er svaret et rungende nej. Manipulation med historien hører til i lande som Nordkorea eller Putinstaten. Hverken Pyrus eller Nissebanden havde intention om at skade, nedgøre eller undertrykke. Og det er heri hele forskellen ligger: Hvad er intention bag. Humor, satire og karikatur bevæger sig i grænseland og skal altid forstås i lyset af sin tid og sin historie.
Det gælder så også for nissernes. Både dem i skoven, på gården i byen og i julekalenderen. For ingen jul uden nisser, deres løjer og deres grød. Dem må vi aldrig blive for kedeligt voksne og magelige til at huske.
Julenissen var oprindeligt en gårdnisse, og gårdnissen er kendt fra de hundredvis af gamle sagn, som går tilbage til vikingetiden.
Nissen var en husgud, som man kendte i Danmark, Norge og Sverige. Han minder om de romerske lares. I Sverige kaldes han Tomte. Navnet er afledt af ordet tomt – en have eller grund. Nissen har sit navn fra det gamle danske navn Nis eller Niels. Tidligere blev nissen kaldt lille Niels, Niels Gårdbo eller bare Gårdbo, Gårdbukken eller Puge.
I de gamle danske sagn blev nisserne i virkeligheden slet ikke forbundet særligt med julen. Julenissen opstod først som fænomen i løbet af 1830’erne og 1840’erne.
De oprindelige nisser boede på gårdene året rundt og passede på gården og dens indbyggere, og hvis de ikke blev behandlet ordentligt, så drillede de og lavede ballade. Hvis han ikke blev behandlet ordentligt, kunne han tage en frygtelig hævn og i værste fald tage livet af mennesker. Han kunne også finde på at rejse sin vej i vrede. Skete det, tog han lykken med fra gården. Normalt nøjedes han dog med mindre drillerier, hvis han var utilfreds. Det er ikke særligt svært at holde sig gode venner med sin husnisse. Han kræver blot en skål grød med en stor smørklat til højtider. Så gjorde han sig umage for at hjælpe gården. Det kunne komme så vidt, at han stjal ting og sager fra nabogårdene. Når det skete, blev der tvist mellem de forskellige gårdnisser, og det kunne ligefrem komme til slagsmål mellem dem. Ud over mindre venligt stemte fremmede gårdnisser havde nissen kun besvær med gårdhunden, som han yndede at drille, så den gøede – tilsyneladende ad ingenting, da nisser har evnen til at gøre sig usynlige, eller forvandle sig til dyr som ged, gås eller hest.
Julenissen kom altså først til verden, da 1800-tallets kunstnere begyndte at portrættere nisserne i sammenhæng med juletræer og andre traditioner, som hørte til julen.
Julenissen har nu i mere end 150 år været en folkelig figur. Derfor er også helt naturligt, at nisserne i 1900-tallet ikke har så meget til fælles med deres højborgerlige aner. Nisserne holder sig ikke længere til kunstværker og bogillustrationer. Der er kommet krop, kunsthåndværk og husflid ind i billedet, og nisserne har erobret stuer, køkkener og børneværelser hos de fleste. I dag ved vi alle præcis, hvordan en nisse ser ud, og der er heldigvis ikke to, der er ens.
Nisserne har også deres egen plads i julemusikken. Vi, der har rundet de 28, har vist alle sunget med på den nissesang, der gemmer sig bag dagens kalenderlåge og drømt om at være til julebal med nisserne.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄 Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Jeg er simpelthen nødt til at starte med at fortælle, jeg har fået den mest fantastiske adventsgave af adventsnissen. Det fineste postbud fra Kaj Bojesens træfigurserie, som jeg har ønsket mig i årevis. Jeg er en forkælet lille sjæl.
Og så til dagens tema, – her dagen før 2. søndag i advent – kan jo kun være noget om adventstid, adventskransen og noget om at vente. For advent er ventetid. En forberedelsestid til noget der kommer.
I mange hjem fejrer man ved at tænde lys i en adventskrans. Søndag efter søndag tilføjer vi endnu et tændt lys, indtil alle fire lys brænder. Ligesom kalenderlys og kalendergaver hjælper adventskransen os med at tælle ned til jul.
Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket træet væk, komme ud og bytte gaverne og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.
Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på en gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidigt ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.
Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset, hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år eller som vi havde forstillet os eller som ”de andre” har det på Instagram.
Og så kortudgaven af historien om adventskransen:
Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul (Læs mere her: https://historienet.dk/jul/hvor-stammer-adventskransen-fra ). Da farven violet er den liturgiske bodsfarve i den katolske kirke, blev de første adventskranse pyntet med og/eller ophængt med violette bånd.
Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under besættelsen 1940-1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at skikken havde vundet udbredelse og var blevet kendt, var, da den kom på julemærkerne.
Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde nemlig adventskransen som motiv og det var her adventskransen så virkelig fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb – både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.
Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.
Jeg var lige ved at vælge julekalendersangen fra 1973. Ja, lige netop. Den om Vinterbyøster, hvor posten synger “Postens sang”; men jeg endte alligevel på “En rose så jeg skyde” med Sys, Jonas og DR’s Juniorkor. Et forrygende, næsten sart nummer, som kun kan røre selv forhærdede tidselgemytter.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

For mange er advents- og juletiden også mavernes fest,
Mange af de retter, vi stadig spiser til jul, var fin mad i gamle dage, som man spiste ved særlige lejligheder eller højtider.
Det gælder for eksempel æbleskiverne.
Levede man før komfurets opfindelse fx i 1700-tallet, kunne man bage kager, når bageovnen blev opvarmet én gang om måneden til brødbagningen. Og så skulle man også have sin egen ovn og bo på landet. For i byerne var det kun bagerne, der havde bageovne. Risikoen for brand var simpelthen for stor i de tætbebyggede gader.
Så enten måtte man skaffe sig sine kager udefra (og det var altså ikke fra supermarkedet rundt om hjørnet), eller også kunne man koge eller stege dem. Æbleskiver, klejner og pandekager er eksempler på kager, der kunne tilberedes i gryder og på pander, og derfor har kunnet tilberedes på et ildsted eller et komfur uden ovn.
De ældste opskrifter på æbleskiver er ikke æbleskiver, som vi kender dem, men derimod nærmere en slags æble-beignets. Her blev æbler skåret i ringe, dyppet i en tynd dej og bagt i en gryde eller dyb pande fyldt med smeltet smør. Derfor blev den slags æbleskiver ofte kaldt flydende æbleskiver.
Opskrifter på pandebagte æbleskiver begynder at dukke op i 1700-tallets begyndelse, og æbleskivepanden er flittigt i brug. I stedet for æbleringe blev de fyldt med små stykker æble eller æblemos, men rundt om i Danmark får æbleskiverne deres lokale særpræg.
I Sønderjylland og på Ærø puttede man svesker i æbleskiverne, og på Falster havde man svupsakkerne. Det var en æbleskive med æble i, men lige inden de spises, blev der hældt der en snaps ind i dem. På Fyn kalder man det for æbleskiver med lov – de bages med hvedemel og spises med sukker til og på den skønne ø Bornholm kaldes de for Oppenholler eller Fettholskager og serveres med frugtkompot eller syltetøj.
Selv hos H.C. Andersen har æbleskiver fået deres plads. H.C. Andersen skriver fx. i eventyret Krøblingen fra 1800-tallet om juleaften på en herregård: “Hele den forsamling kom tidligt paa Eftermiddagen, fik julegrød og Gaasesteg med Rødkaal. Naar saa juletraet var seet og Gaverne uddelte, fik hver et lille Glas Punsch og æblefyldte Æbleskiver”.
Og sådan har vi nok alle vores historie med de små runde lækkerbiskener. Jeg foretrækker uden fyld med flormelis og en god solbærsyltetøj sammen en kop af det bedste, man kan drikke.
Du må selv stå for tilberedelsen af de runde skiver (Hvis du ikke vælger at få hjælp af fru Karen Wolff). Musikken får du til gengæld af Gnags.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️