Skrublerier

Jeg kom til at se nyheder og var lige ved at få en julebuk på tværs. Hvad sker der lige? Et er at være dybt uenig med landets statsminister. Det er jeg tit og ofte. Men at kalde sig selv frihedskæmpere og forsvarere af individets ret til altid at sætte sig selv først, samtidig med man opfører sig på niveau med 30’ernes skjorteklædte fra øst over midt og syd til vest, det er en skamplet i et demokrati.

Føj. Mere nuanceret kan jeg ikke udtrykke det.

Men heldigvis hjalp min julekalender mig på andre tanker og blodtrykket blev nærnormalt igen:

“Oluf. Ooluf. Oooooluf! “A’ står under æ’ mistelten”

Genser du “the julekalender”? Jeg må tilstå, at jeg gør igen igen, hvis det passer. Jeg kan simpelthen ikke stå for det gode ægtepar Sand, deres dybe samtaler og – ikke mindst – de fantastiske nyheder, de lytter til på transistoren. Endelig får vi en bro fra Christiansø til Fastlandet. Og så er der hele gyseren: Hvad få Gertrud i julegave? Og så Gertrud under misteltenen.

Misteltenen er bare en af de planter, der i manges øjne særligt er “jul’ede” Julestjerner, alpeviol, juletulipaner, hyacinter, julebegonier, julekaktus, mos, lav og en række andre blomster og planter står på juleplantelisten. Historisk er det først fra slutningen af 1800-tallet, at man har kunnet købe særlige ”juleblomster” i forretningerne.

Julestjernen (euphobia pulcherrima) er sandsynligvis den bedst kendte juleblomst i dag. Oprindeligt fandtes planten kun i den ”klassiske” form med højrøde blade, men er de senere år, ned gennem 1990, blevet udviklet i en lang række nuancer: laksefarvet, pink, cremehvid og bordeaux. Planten har også været at finde på julemærker, første gang i 1950.

Julerosen (helleborus niger) blomstrer i december med hvide eller svagt bordeauxfarvede blade og har oprindeligt været anvendt medicinsk. Planten, som også kaldes nyserod, er giftig, den påvirker hjertet og virker afførende. Lægen Simon Paulli advarede bartskærere og andre ikke-uddannede helbredere mod at bruge den, idet den i de forkerte hænder kunne gøre stor skade. En del af sin popularitet i juletiden skylder planten nok Selma Lagerlöfs version af legenden som Julerosen, hvori det fortælles hvordan skoven på julenat forvandles til en blomstrende have for at fejre Jesu fødsel.

Rosen går igen i advents- og julesalmer. Jeg holder meget af salmen: En rose så jeg skyde. Sangen blev offentliggjort første gang i 1582 (eller 1588) i Gebetbuchlein des Frater Conradus som en 19 strofer lang katolsk hymne med fokus på Jomfru Maria. Formodentlig har den sin oprindelse i Trier i det sydtyske, hvor en munk juleaften – i følge fortællingen – så en blomstrende rose på en tur i skoven. Denne tog han efterfølgende med sig til kirken og placerede i en vase på alteret ved siden af jomfru Maria.

Og som vi startede med misteltenen, så lader kalenderlugen en en afdød århusiansk, klapbukseklædt, cociodrikkende, vimmersvejopfinder , hvis stemme kunne så meget mere end at være bamseven, slutte dagens kalender med med en salme, der har rosen i centrum.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

88% af dem, der fejrer juleaften, spiser det. 10% gør ikke. Af dem, der spiser det, får 75% varm sauce på, 18% vælger den kolde, mens 7% ikke spiser sauce. En ting er sikkert: For mange er det ikke jul, hvis den ikke er der.

Du har selvfølgelig allerede gættet det. Vi taler om en af de få gennemførte danske juletraditioner. Kold grød rørt op med fløde eller risalamande, som lyder fransk og en lille smule fornemt. Spises oftest overhældt med en varm eller kold kirsebærsauce.

Retten er – som en af vore få juletraditioner – pæredansk og ifølge en københavnerskrøne opfundet ved et tilfælde en sen nattetime på Hotel D’Angleterre i København.

En sen aften skulle et fint selskab have en dessert, selvom køkkenet var lukket. Så kokken blev nød til at improvisere og det bedste og eneste, køkkenet havde tilbage på denne tid af natten, var en gryde med en rest kold risengrød.

Det kunne man jo ikke servere for fine, adelige gæster, så han fandt nogle mandler og en skål med piskefløde, og hakke, hakke, hakke, piske, piske, piske og blande, blande, blande, så var der risalamande. Kokken fandt også nogle glas med syltede kirsebær, som han kom på toppen. Og så så det jo helt fornemt ud. En historie lige til masterchef.

Uden at tage noget fra københavnerne og Hotel D’Angleterre så har risalamande været kendt noget længere. At servere kold risengrød med mandler og fløde er en gammel sag. Retten findes så langt tilbage som i Anna Weckers kogebog fra 1648, som En kold Mandelmelck med Risengryn at berede, og i Anne Wigants kogebog fra 1703 i en opskrift under titlen Melck med støt Risengryn (her uden mandler). I en håndskreven uudgivet kogebog fra det sjællandske Kattrup gods på omtrent samme tid finder vi en opskrift, hvor retten består af kold risengrød med vin og sukker (her med mandelsplitter og korender).

Som Risalamande har retten været kendt fra omkring 1900 (Historikerne rafler stadig om et præcist årstal), hvor man i borgerlige kredse begyndte at servere risalamande med kirsebærsovs til jul i stedet for risengrød. Allerede før det blev almindeligt at spise risalamande, kendte man til skikken med at give en mandelgave til den, der fandt den hele mandel i risengrøden.

Jeg må jo krybe til korset og fortælle, jeg foretrækker den varme risengrød med kanelsukker frem for risalamanden. Og skal jeg endelige have risalamande med sauce (eller sovs, som det hedder på godt dansk), skal det være solbær og ikke kirsebær.

Med grøden – kold eller varm – i tankerne – kan kalenderlugen kun gemme på en grødsang.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Håndklædet i ringen. Jeg er så træt her i aften. Op kl. 5. Alt for mange timer på arbejde, hvor jeg slet ikke synes, jeg slår til og går skævt af det meste. Endelig fri og så til Odense og på OUH, hvor Andreas er indlagt for at få fjernet en biskjoldbrudskirtel (endte det med) pga hyperparathyreoidisme. Det er – tak Gud – heldigvis gået godt. Så hjem til Vejle. Kørte bag en særtransport, så turen tog en 1/2 time ekstra. Forbi biblioteket for at printe. Nåede det 5 minutter i lukketid kl. 22. Og nu er jeg landet i sofa’en.

Så kalenderen i dag bliver kort. Først troede jeg, den blev til ingenting, men så kom jeg til at tænke på, hvor fint det er med al den julebelysning, der er sat op overalt og bryder vintermørket, så mørket ikke får opslugt os helt.

Så hvad er mere passende end at lade de 1000 julelys gemme sig bag kalenderlågen. Endda sunget i en smukkeste version af Sissel Kyrkjebø.

Pas på jer selv og hinanden

Det er den hellige Nikolaus’ dag (og Finlands uafhængighedsdag – men det er en helt anden historie). Nikolaus var biskop i Myra. Med tiden er der kommet mange historier om ham. Han frelser nødstedte søfolk, han er børnenes ven, søfolkenes skytshelgen og forbillede for Julemanden. Han ville nok have sagt nej til julemandens tykke, røde pelskåbe (Der fik farven i 1931, da Coca-Cola begyndte at bruge ham i sine reklamer) i det varme Tyrkiet.

Nikolaus var mærket af den tortur, som han havde været udsat for gennem mange år, fordi han var kristen. Så der var nok ingen, der forestillede sig, at han mange år efter ville blive afbildet som en velnæret julemand. Og Nikolaus, som forærede sin familieformue væk til de fattige, ville nok heller ikke kunne genkende sig selv som den julemand, der er blevet symbolet på vores vilde gavefest.

I mange lande kaldes julemanden ved navne, der minder om Nikolaus, f.eks. Sinter Klas i Holland eller Santa Claus i USA. Danske børn (og voksnes) julemand bor i Grønland, og hvert år skriver mange børn også til ham på adressen: Julemanden, 2412 Santa Claus, Greenland.

Julemanden, som vi kender ham, har ikke mere end 120 år på bagen i Danmark som gaveudbringer (heldigvis for julefreden, at han er mere effektiv end Post Nord). Godt nok er han med i “Peters Jul” fra 1866, men ikke som gaveudbringer, derimod er det ham, der kommer med juleglæden, altså julestemningen. Først med Louis Moes’ “Julemandens bog” fra 1898 opstår ideen om Julemanden på Grønland, der kommer med gaver.

Hvis du gerne vil hjælpe julemanden til at komme med gaver – i hvad skikkelse han så end har – så er der et utal af muligheder. Der er mange børn som for hvem, det ikke handler om 1, 3 eller 12 gaver; men om sikkerhed, mad, vand, varme, medicin og skolegang. Unicef er en af de organisationer, der hjælper børnene. Du kan give børnene din gave her:

Bag kalenderlågen gemmer sig en ny gæst, som fortæller om julemanden, der kommer til byen. Og han kommer helt sikkert også til dig i din by.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

.

Pas på jer selv og hinanden

I går skrev jeg om æbleskiverne og som det er med at sige B, når man har sagt A; så er det svært ikke at sige gløgg, når man har sagt æbleskiver. Så det må være på sin plads at undersøge denne decemberdriks historie.

Ret beset er gløgg en krydret og sødet, opvarmet vin. Traditionen med vor moderne danske julegløgg er hentet fra Sverige i sidste halvdel af 1940’erne sammen med mange andre svenske juletraditioner indenfor blandt andet julepynt og -fejring. Ordet gløgg er også en forkortelse af det svenske glödgat vin, som er en direkte oversættelse af det tyske Glühwein og som forkortet bliver til gløgg.

Tilbage i middelalderen var drikken ippocras eller hybenkrads, som den også blev kaldt i Danmark, meget populær i mange fyrstehuse rundt omkring i Europa. Drikken var som gløggen en krydret vindrik, og den kunne både drikkes varm og kold.

I det hele taget har man drukket varm, krydret vin her i det kolde Skandinavien, lige så længe som man har kendt til vin. Krydret vin var meget yndet af den svenske nationalhelt Gustav Vasa (død 1560), hvilket gjorde drikken meget populær i Sverige. Gustav Vasas foretrukne kryddervin var en rødvin sødet med både honning og sukker samt tilsat krydderier som ingefær, kanel, kardemomme og nelliker.

Men sit gennebrud fik gløggen som skrevet efter 2. verdenskrig sammen med de mange andre juletraditioner, vi hentede fra det svenske på det tidspunkt. Og selveste Kirsten Hüttemeier med de berømte skåneærmer lavede til julen 1946 et lille hæfte med titlen: “Lidt lækkert til Jul”, hvor man på side kan finde opskriften på den berømte svenske juleglögg. Du får den her, så du selv kan prøve den – hvis du tør! For den er ikke, som Hüttemeier skriver, for begyndere. Måske burdet hun have anbefalet et forebyggede hovedpinepulver til dem, der ikke helt kan holde måde. Læs opskriften her:

Den berømte svenske Juleglögg:

Har De en Gang fejret Nytaar i Sverige, har De ogsaa uden Tvivl stiftet Bekendtskab med den berømte – Glögg! Glögg drikkes varm, og den smager vidunderligt, – men den er ikke for ”Begyndere”, den er lumsk, – saa er De forberedt, – men bliv alligevel ikke bange, den er god! 1 Pilsner, 260 g Sukker, ½ Flaske Akvavit, 1 Flaske Rødvin (dansk), ½ Flaske Portvin (dansk), 100 g smuttede Mandler, Rosiner, Kanel, Nelliker, Vanille. Øl og Sukker varmes, men det maa ikke koge. Vinen, Snapsen og Krydderierne blandes i, og det hele varmes op til Kogepunktet. Lige før Glöggen hældes op i Terrinen, blandes de smuttede Mandler i, og disse kan være grofthakkede eller skaarne i Strimler. Glöggen drikkes varm, – men som sagt med Maade.

Til slut er der bare at sige skål og åbne kalenderlågen for lidt musik, som kan ledsage den varme drik. Og med de Hüttemeierske alkoholmængder kan vi vist lige så godt sætte festen på.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

Pas på jer selv og hinanden

Det er da et ganske rædseslfuldt decembervejr. I mit pastorat er der hverken sol eller “white christmas”, hvor alle synger “let it snow”.

Det er koldt, klamt og vådt. Så er det sagt.

Et vejr, der ikke kalder på julemarkeder eller anden udendørshygge. Så der skal skrues fuldt op for indendørshyggen og der der noget mere dansk og julet end en kop varmt med æbleskiver til?

Disse herlige runde spiser, som jeg har elsket siden min barndom. Altså ikke dem i frostposer fra Netto; men dem der er bagt på et godt, gammeldags æbleskivejern.

Det er faktisk svært at sætte et præcis årstal på, hvornår æbleskiven blev opfundet. De kan sagtens have eksisteret siden oldtiden, men vi ved, at de fandtes i middelalderen, hvor man finder dem beskrevet overalt i middelalderlitteraturen.

Første gang man stødte på navnet æbleskiver som opskrift var i en dansk kogebog fra 1616. Her beskrives det, at man brugte æblestykker, der var dyppet i æg og mel (altså en dej) og derefter stegt i smør på en pande. De blev (og bliver) kaldt “Flydende Æbleskiver”. Dengang var æbleskiverne altså lige præcis det, navnet siger – skiver af æbler. Det var en delikatesse, der blev serveret som dessert ved festlige lejligheder som julen.

Siden begyndte man at bage eller stege stege æbleskiverne på en speciel pande med halvkugleformede fordybninger, så kagerne var runde efter at være blivet vendt. Æblet var nu blevet til fyld i dejen.

Og som æbleskiven udviklede sig, opstod egnstraditioner og periodetraditioner. I Sønderjylland havde man f.eks. en tradition med at bruge en kogt svedske i æbleskiverne. Og under de to verdenskrige brugte man, hvad man havde som fyld i æbleskiverne, lidt sukker, æble, æblemos eller udblødte rosiner.

Sønderjyderne var ikke alene om at have en egnsbestemt opskrift. Der er utallige varianter:

På Mors bages æbleskiverne med bygmel.

På Fyn kalder man det for æbleskiver med lov – de bages med hvedemel og spises med sukker til.

På Falster kaldes æbleskiverne for Nonner.

Svupsakker kaldes æbleskivene fra Lolland og Falster også. Her flækkes æbleskiven, og så kommer man brændevin på.

På Bornholm kaldes de for Oppenholler eller Fettholskager og serveres med frugtkompot eller syltetøj.

Og så er der de sjældne kamel-æbleskiver, der kun serveres i Zoo (se den særlige specialitet her: https://www.youtube.com/watch?v=MPWgKkL6tQo).

Måske har du din helt egen opskrift? Jeg er vild med både kanel og kardemomme i dejen. Gerne sammen med lidt vanilje. Eller kanelhonning i stedte for sukker. Fyld er også et hit. En let syrlig æble- eller rababerkompot er forrygende Og man skal heller ikke kimse af en svedske-/congackompot. Men intet slår en velbagt æbleskive med flormelis og en god gang solbærsyltetøj!

Så find pandejernet frem og i gang med æbleskiver eller -kuglerne. Du finder en god opskrift her: https://www.valdemarsro.dk/aebleskiver/ og mens du læser den, leverer dagens kalenderlåge lidt mere end velsmurt vintersang til ørerne. Så mangler du bare en kop varmt og hokus pokus: Sådan slår man møgvejret af banen.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

Pas på jer selv og hinanden

Vi kender dem fra radioen, fra fjernsynet, fra kirken juleaften (og andre dage i advent og jul) og fra utallige julekoncerter på alt fra ungernes skole over byens torv til de utallige julekoncerter, hvor vi glade synger julen ind. Ja, det er Julesalmerne og -sangene jeg taler om.

Der findes to “slags” julesange/-salmer: De verdslige julesange og de religiøse julesalmer. I de fleste familier synges lidt af hvert juleaften, når der danses rundt om juletræet. Først synger vi et salme eller to (ofte i et alt for langsomt tempo), der handler om julens religiøse budskab . Bagefter synges vi julesange, som – ofte mere muntert – fortæller om maden, nissen og juletræet.

De første julesalmer var på latin, som de fleste ikke forstod. De blev sunget af kirkens kor. I senmiddelalderen opstod der et ønske (eller krav?) om at ændre kirkens sprog fra latin til dansk, anført af datidens store kulturpersonlighed Christiern Pedersen, og i hans prædikesamling fra 1515 kan manfor første gang læse juleevangeliet på dansk. Salmerne på dansk måtte dog vente på reformationen nogle årtier efter.

Den mest kendte af alle julesalmer er nok den, vi herhjemme kender som ”Glade jul, dejlige jul”. Den er en omskrivning af ”Stille Nacht, heilige Nacht” og fylder 203 år juleaften. Den er ifølge hjemmesiden silentnight.web.za i dag oversat til 142 sprog, heriblandt kinesisk, swahili og zulu. Og selvom salmens tekst nok adskiller sig en smule fra sprog til sprog, er melodien alle steder den samme.

Jeg tror, at vi alle har en julesalme eller to, der betyder noget særligt for os. Nogen har den fra salmerne og andre fra julekalenderne. Andre igen finder “deres” blandt dem, der handler mere om juletiden end om julens indhold. Lige meget hvad er julen en tid, der giver os rig lejlighed til at mærke glæden ved at synge sammen med hvert vores næb og tone.

Personligt er det ikke jul for mig uden julesalmerne (og julesangene). Julesalmen: “Det kimer nu til julefest” har en særlig plads i mit hjerte sammen med adventssalmen “Blomstre som en rosengård”. Har du en salme/sang, der betyder noget særligt for dig?

Bag dagens kalenderlåge gemmer den danske ”Glade jul* sunget af Jonah Blacksmith til DR’s ”Fællessang – hver for sig“. Sunget i en fornem moderne fortolkning, der samtidig udviser stor respekt for traditionen. Lad den samtidig være en højlydt opfordring til at få den 1., 2. eller 3. Vaccine, snuppe dine ugentlige test, spritte hænder, holde afstand og leve med mundbindet, så vi kan synge sammen til jul og ikke hver for sig.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

Pas på jer selv og hinanden

Så blev endelig december og kalendertid. Mødre og/fædre har klippet og klistret for at lave pakkekalendere til ungerne. Vin- og delikatesseforretninger og supermarkeder har solgt kalendere med alt fra chokolade, ost over vingummi til rom. En populær variant er skrabekalenderen, hvor man kan vinde en million, hvis man skraber nok nisser frem, og mange har – heldigvis – købt børnenes U-landskalender, hvis overskud er med til sikre, at børn i Kenya kan komme i skole.

Det ser også ud til at den gode gamle papkalender er ved at kommer på mode igen i udgaver, hvor der lægges vægt på kvalitet, æstetik og den fantastiske historie den gode illustration/tegning/billede kan give.

Vidste du, at den første julekalender stammer blev udgivet i 1903 af forlaget Reichhold & Lang i München? Den havde navnet ”Im Lande des Christkinds”, som betyder noget i retning af ”I Jesusbarnets land”. Den bestod af et ark med 24 billeder med religiøse motiver samt et ark med 24 vers. Ideen var, at man hver dag læste et af de 24 vers og bagefter klippede billedet ud og limede det ovenpå verset.

Ideen til julekalenderen kom fra den ene af forlagsejernes barndomshjem, hvor hans mor bagte 24 kager, som blev hængt op på et stykke stof. Alle kagerne havde et nummer fra 1 til 24 og hver dag i december frem mod jul, måtte han spise en kage.

Den ældste danske julekalender er Børnenes Jule-Kalender fra 1930, som var en afrivningskalender med farvelagte tegninger og tre små julevers. Men allerede få år efter kom de første slags med 24 låger, som dem Reichhold & Lang havde lanceret i Tyskland i 1920’erne.

De første tyske julekalendere (eller adventskalendere – som de stadig hedder i bl.a. Tyskland og Sverige) med låger forestillede huse, små byer og julmarkeder blandet med religiøse motiver. De svenske og danske kalendere havde mere landlige og verdlige temaer som naturen, snemænd, kælke, hytter og husnisser.

Efter 2. verdenskrig gjorde Richard Sellmer begyndte at eksportere og markedsføre julekalenderen i USA via hans forlag Richard Sellmer Verlag. Den første julekalender hed ”Die Kleine Stadt” (”Den Lille By”). Richard Sellmer Verlag eksisterer den dag i dag, og det producerer hvert år langt over en million, der sælges over hele verden. Måske har du selv haft en kalender fra Sellmer? Se med på forlagets hjemmeside: https://sellmer-adventskalender.com

Bag min kalenders første låge gemmer sig en klassisk kalendersang, der bedre end de fleste sætter godt gang i kalendertiden: https://www.youtube.com/watch?v=gcS1qzfJa88

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Jeg har været til den mest fantastiske adventsgudstjeneste i Lund Domkirke. Jeg fik endda lov til at sidde oppe ved højalteret i de gamle korstole. Fantastisk at sidde og kunne se ned over kirken, der holder fest med det store (og vidunderligt syngende) kor i deres røde korkjoler, alteret dækket til festmåltid, levende lys og det første store adventslys tændt, de mange præster i hvidt og en kæmpe menighed. Jeg må beskæmmet indrømme, jeg kunne være bedre til de svenske adventssalmer. Så jeg må hellere komme tilbage næste år og øve mig lidt mere.

Ligesom kirken har Lund også pyntet sig til advent og jul. Her – som i alle andre steder i Sverige – er adventsstjernen med sit lys en fast del af julepyntningen. Stjernen er ikke blot et symbol på Betlehemsstjernen, men også et symbol på Jesus som morgenstjernen. Skikken kommer fra Tyskland, hvor den oprindeligt var en del af Herrnhuternes juletraditioner. I Danmark kender vi Herrnhuterne fra Christiansfeld, hvor man stadig kan købe deres fantastiske julestjerner

(se her: https://martensensboghandel.dk/…/herrnhuter…/ )

Vidste du for resten, at en af de populære svenske adventsstjerner, der blev fremstillet i Sverige under 2. verdenskrig, blev lavet flygtninge af fra Danmark, Norge og Polen? Stjernen hedder Tindra Kristall og laves i orange papir. Den var designet af Erling Perssons i 1941 og blev meget populær. Det kostede hele 2,50 SEK., hvilket var en formue dengang.

Jeg skal ikke trætte jer med min begejstring for det svenske, så lad os kaste opmærksomheden på, hvad det her med advent egentlig er for noget. Hvad handler de her 4. særlige nedtællingssøndage inden jul om?

Advent er en kristen faste- og bodstid, hvor man forbereder sig til at fejre Jesu fødsel. På latin betyder advent “at noget skal komme”. Advent er (for mange: var) en tid, hvor man faster for at gøre plads til julen både konkret og i overført betydning. Fasten handler ikke kun om at gøre plads i og omkring maven til julesulet. Man faster, fordi man for at kunne feste af helt og fuldt hjerte skal tømmes for alt, der tynger i sjæl og krop. Faste og fest giver hinanden indbyrdes værdi.

Men halløj. Hvordan skal vi holde fest i tider med instrukskommisioner, mink og sms’er og en regering, der er mere optaget af pigtrådseksport end af at løse tunge samfundsproblemer som et sundhedsvæsen på sammebruddets rand og et klima – der trods mange floskler for alle, der vil med ved det politiske bord – lider mere og mere.

Det kan da slet ikke blive jul på den måde. Ovenikøbet igen uden julefrokoster, juleklip på skoler og i børnehaver, julegløgg på caféen og alt det andet, som vi synes, hører julens fællesskab til.

Heldigvis er julen ligeglad med både dyr i alt for små bure og mundbind. Covid eller ej. Uanset hvor mange kommisioner og sms’er, der vil have opmærksomhed. Den trodser vacciner og afstandskrav. Julen er endda helt ligeglad med, at vi måske på nogle områder skal finde nye måder at fejre festen på.

Den giver os endda adventstiden som en helt særlig gave, hvor vi kan feje alle hverdagens trængsler til side og forberede os til julen og dens fest for fødslen af det lille skrøbelige og sårbare barn, som Gud satte som centrum for alle menneskers liv, for at vi skulle vide, at intet menneske nogensinde skal være alene og uden Hans kærlighed.

Og til at hjælpe os på vej, har vi fået en “stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild”.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ snart min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Kyndelmisse falder den 2. februar hvert år. Ordet kyndelmisse er en fordanskning af det latinske ord missa candelarum, som betyder lysmesse. Kyndelmisse er altså en lysfest.
I den kristne tradition fejres Marias Renselsesdag. Maria er på vej til det jødiske tempel for at blive renset efter fødslen af sit barn. På sin vej møder hun en gammel mand, der hedder Simeon. Han kalder Jesus for et lys til åbenbaring for hedninge, og det er blandt andet derfor, at Maria renselse fejres med lystænding.
Kyndelmisse er altså både en kristen fest og en fest for løftet om forårets lys i vintermørket. Og hvor vi dog på alle måder har brug for lyset.
I gammelt dansk sprog kan man også kalde kyndelmisse for Kjørmes Knud. Kjørmes er en sammentrækning af ’kerte’ (lys) og ’messe’ (gudstjeneste). Knud er oprindeligt ikke et navn, men en kort betegnelse for knude. Det er altså et billede på midvinterens knude af hård frost. Vi kender det fra sangen ’Det er hvidt herude’, hvor der står: Kyndelmisse slår sin knude / overmåde hvas og hård. Frost er jo desværre efterhånden et af de mere sjældne vejrfænomener. Når frosten, som er en del af naturens cyklus på vores breddegrader, forsvinder, ændres menneskers, dyrs og planters levevilkår.
Som til alle andre helligdage hører der nogle solide gilder til kyndelmisse. Kjørmes-gilder er betegnelse for de fester, der tidligere blev holdt på landet for at markere midvinteren. Festerne var tit sammenskudsgilder med mad som flæsk, øl og alt det, der egnede sig til opbevaring i tønder. Landet rundt har kyndelmissemenuen været alt fra flæsk til æbleskiver og andre egnsbestemte lækkerier.
Døjede man med rygsmerter, skulle der rigeligt med flæsk til og julebrødet blev spist for at forhindre hovedpine og hugormebid. Fælles for alle midvinterfester var, at der blev drukket rigeligt af både øl, brændevin og kaffe. Lad os håbe, at vi snart kommer til at kunne feste igen og glæde os til det. Også selvom det snarere bliver til midsommer end her i midvinterens covid-kulde.
Tilgiv mig genbrug af den lidt utraditionelle udgave af en af de mest kendte kyndelmissesange; nemlig Ingemanns: “I sne står urt og busk i skjul”. Jeg kan ikke står for den. YouTube byder på mere musikalsk veludførte udgave.

Lige fra Matildes dejligt enkle: https://www.youtube.com/watch?v=1qJAPyV73vY til Pigekorets korudgave: https://www.youtube.com/watch?v=8SwoLRWBBHU

Vær lys for dem, som lever i mørke

Ps. I dag er det forresten præcis 40 dage siden, vi fejrede jul. Det er nemlig kyndelmisse, som ligger 40 dage efter den store julehøjtid og afslutter juletiden.