❤️GOD FASTELAVNSSØNDAG❤️
Har ungerne været ude og slå katten af tønden? Eller nøjedes de med en tønde fyldt med slik og efterfølgende kroning af en kattekonge og kattedronning?
Faktisk var fastelavn slet ikke nogen “børnefest” tidligere, som det er i dag. Oprindeligt og indtil langt op i 1800-tallet var fastelavn en voksenfest, hvor de voksne drak alkohol i rigelige mængder, spiste kød, festede, dansede og klædte sig ud og slog katten af tønden, ofte til hest og med en levende kat i tønden. Skikken med at slå katten af tønden formodes at være kommet til Danmark med de hollandske bønder, som Christian II fik herop i 1500-tallet.
Fastelavn er et dansk ord (Hintet hermed givet videre til SAS’ forrygende reklamevideo). I andre lande hedder dagene her karneval og stammer fra italiensk og betyder farvel til kødet (carne vale).
Fastelavnssøndag ligger forresten altid syv uger før påskedag, der falder den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Så om syv uger skulle foråret gerne være i fuldt flor. Det er lidt svært at forestille sig, når man kigger ud på det regnvåde vejr.
Fastelavnssøndag er også blevet kaldt flæskesøndag og mandagen efter flæskemandag. De to dage skulle man forsyne sig godt med kød, før fasten (Hvor man jo ikke måtte spise kød) begyndte om onsdagen. Tirsdag, som blev kaldt for hvide tirsdag, fordi man spiste hvidt brød (en dyr, dyr luksus), som er ophav til fastelavnsbollerne, som vi vel har guffet lige siden nytår.
Fastelavn slutter med på onsdag med askeonsdag, der markerer fastetidens begyndelse. Askeonsdag indleder de 40 dage, hvor kristne i hele verden gennem bøn og afholdenhed forventningsfuldt forbereder sig på at fejre opstandelsens under påskemorgen.
Hvis du trænger til lidt fastelavnsunderholdning i børnehøjde, så velkommen hos Kaj og Andrea.