apr 16, 2020 - Dagens klumme    Ingen kommentarer

Tillykke, kære Dronning

I anledning af hendes Majestæt Dronnings fødselsdag, har jeg holdt en feriedag.

Så allerførst førdselsdagsbarnet:

Tillykke, kære Dronning. Selvom jeg med årene bliver mindre og mindre royalist, så synes jeg, at De gør det forrygende godt. Danmark og danskerne er stolte af Dem og Deres betydning for vores land. Deres fødselsdagstale viste det med alt tydelighed. Her forenede De igen nationen. Samlede os. Trods afstanden.

🇩🇰 Tak for Deres indsats og alle gode ønsker om den bedste fødselsdag 🇩🇰

Og så lidt hverdagssnak:

Min dag er gået med noget af “things-to-do-listen”. Jeg sneg jeg mig med næsten dårlig samvittighed ned til Matas i byens midte. Første besøg i en butik siden den 6. marts efter noget, der ikke var mad eller medicin.

Byen så ud som om, den har glemt “de Brostrømske regler” og åbnet næsten helt op på eget initiativ. Det vrimlede med mennesker. Unge mennesker i flokke, pensionistpar (hallo; det er for jeres skyld, jeg bliver hjemme) på hyggeindkøb, familier med børn på familieudflugt (gågaden og Matas er åbenbart mindre farlig end skolen og børnehaven), veninder på shoppetur og mange andre. Alle nød de livet, solen og hinandens selskab. Dejligt så det ud.

Jeg kan ikke lade være med at være bekymret for, at det bliver algoritmer og politiske (populistiske) studehandler og ikke forsigtighedsprincippet og sundhedsmæssig fornuft, der kommer til at styre tempoet genåbningen af Danmark. For den der med den danske selvdisciplin ved jeg ikke helt om holder. Jeg vil inderligt gerne tage fejl. Lige her.

Jeg sluttede dagen med en lille tur til en solskinsplet ved fjorden. Kun mig, fjorden, solen og stilheden. Herlig stund. Livet er godt. Midt i en Coronatid.

<3 Pas på jer selv og hinanden 

Efterlad en kommentar