Skrublerier

Jeg har været til den mest fantastiske adventsgudstjeneste i Lund Domkirke. Jeg fik endda lov til at sidde oppe ved højalteret i de gamle korstole. Fantastisk at sidde og kunne se ned over kirken, der holder fest med det store (og vidunderligt syngende) kor i deres røde korkjoler, alteret dækket til festmåltid, levende lys og det første store adventslys tændt, de mange præster i hvidt og en kæmpe menighed. Jeg må beskæmmet indrømme, jeg kunne være bedre til de svenske adventssalmer. Så jeg må hellere komme tilbage næste år og øve mig lidt mere.

Ligesom kirken har Lund også pyntet sig til advent og jul. Her – som i alle andre steder i Sverige – er adventsstjernen med sit lys en fast del af julepyntningen. Stjernen er ikke blot et symbol på Betlehemsstjernen, men også et symbol på Jesus som morgenstjernen. Skikken kommer fra Tyskland, hvor den oprindeligt var en del af Herrnhuternes juletraditioner. I Danmark kender vi Herrnhuterne fra Christiansfeld, hvor man stadig kan købe deres fantastiske julestjerner

(se her: https://martensensboghandel.dk/…/herrnhuter…/ )

Vidste du for resten, at en af de populære svenske adventsstjerner, der blev fremstillet i Sverige under 2. verdenskrig, blev lavet flygtninge af fra Danmark, Norge og Polen? Stjernen hedder Tindra Kristall og laves i orange papir. Den var designet af Erling Perssons i 1941 og blev meget populær. Det kostede hele 2,50 SEK., hvilket var en formue dengang.

Jeg skal ikke trætte jer med min begejstring for det svenske, så lad os kaste opmærksomheden på, hvad det her med advent egentlig er for noget. Hvad handler de her 4. særlige nedtællingssøndage inden jul om?

Advent er en kristen faste- og bodstid, hvor man forbereder sig til at fejre Jesu fødsel. På latin betyder advent “at noget skal komme”. Advent er (for mange: var) en tid, hvor man faster for at gøre plads til julen både konkret og i overført betydning. Fasten handler ikke kun om at gøre plads i og omkring maven til julesulet. Man faster, fordi man for at kunne feste af helt og fuldt hjerte skal tømmes for alt, der tynger i sjæl og krop. Faste og fest giver hinanden indbyrdes værdi.

Men halløj. Hvordan skal vi holde fest i tider med instrukskommisioner, mink og sms’er og en regering, der er mere optaget af pigtrådseksport end af at løse tunge samfundsproblemer som et sundhedsvæsen på sammebruddets rand og et klima – der trods mange floskler for alle, der vil med ved det politiske bord – lider mere og mere.

Det kan da slet ikke blive jul på den måde. Ovenikøbet igen uden julefrokoster, juleklip på skoler og i børnehaver, julegløgg på caféen og alt det andet, som vi synes, hører julens fællesskab til.

Heldigvis er julen ligeglad med både dyr i alt for små bure og mundbind. Covid eller ej. Uanset hvor mange kommisioner og sms’er, der vil have opmærksomhed. Den trodser vacciner og afstandskrav. Julen er endda helt ligeglad med, at vi måske på nogle områder skal finde nye måder at fejre festen på.

Den giver os endda adventstiden som en helt særlig gave, hvor vi kan feje alle hverdagens trængsler til side og forberede os til julen og dens fest for fødslen af det lille skrøbelige og sårbare barn, som Gud satte som centrum for alle menneskers liv, for at vi skulle vide, at intet menneske nogensinde skal være alene og uden Hans kærlighed.

Og til at hjælpe os på vej, har vi fået en “stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild”.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ snart min kalender.

Pas på jer selv og hinanden