Skrublerier

De gode gamle dage vender på nogen områder, heldigvis aldrig mere tilbage. Og det er vist godt det samme her på vej mod jul.

Havde du og jeg levet i 1783, havde vi i dag siddet på kirkebænken og været tvunget til at høre højlydt oplæsning af Christian 7’endes:

“Forordning om Overdaadigheds Indskrænkning i Bondestanden”.

Forordningen – som blev læst højt i det ganske land den anden Søndag efter Advent og den første Søndag efter Trinitatis – skulle indskrænke bondestandens forbrug af nydelsesmidler, luksusmadvarer og finere importerede stoffer til beklædning.

Blandt andet blev kaffe- og vindrikning helt forbudt (En ubærlig tanke for én som jeg, der får abstinenser, hvis der ikke er kaffe indenfor en radius af max 25 meter).

Bondestandens livsfester var også underlagt regler og begrænsninger. F.eks. måtte der ikke deltage mere end 32 personer til et bondebryllup, og brylluppet måtte ikke vare længere end en dag.

Ingen på landet måtte gå i færdigfremstillet tøj. Ingen – som forordningene sagde – “maae bære andre Klæder end af hjemmegjort Tøi, som Vadmel (groft, ofte hjemmevævet, gråligt klæde af uld) og Værken (kaldes også hvergarn. Klæde af hør og uld, ofte hjemmevævet)”. Så der var ikke noget med at være i tvivl om, hvilken af H&M’s 12 årlige kolletioner, man ikke kunne leve uden.

De såkaldte luksusforordninger regulerede i det 16., 17. og 18. århundrede de forskellige stænders (de fire samfundsgrupper: Adel, gejstlighed, borgere og bønder) forbrug og fremtræden. De tidlige luksusforordninger ønskede at begrænse forbrug af luksus ud fra et standsmæssigt aspekt. Luksusvarer skulle forbeholdes kongehuset, adelen og de øvre klasser. Den lader jeg bare stå uden yderligere kommentarer.

Og måske er forordningerne også forklaringen på, at når vi hører om julegaver 1600-tallet, så er det om gaver til børn og voksne blandt borgerskabet og adlens folk. Den almindelige befolkning fik faktisk ikke julegaver før langt ind i 1800-tallet, nogle endnu senere.

Og her i 1800-tallet fik bønderne, husmændene, tyendet og de fattigste heller ikke store gaver. Skulle det virkelig være vildt fik man måske et par sokker. Vi ved fra Peters Jul, at den fattige Rasmus får en trøje, da han kommer på besøg i hjemmet. Og historiske fortællinger fra midten af 1800-tallet beretter om, hvordan byens fattigste folk kunne være så heldige, at børnene fik en kludedukke eller de voksne fik nogle ristede æbler.

Frem til 1890’erne var juletiden noget mere klimabevidst, end den er i dag. Man kunne ikke ikke drømme om at gøre noget så tåbeligt, som at pakke julegaver ind i papir, der skulle smides ud igen. Det ville have været et spild af, som ingen kunne forestille sig. Gaverne hang på træet (hvis man var så velstillet, at man havde et sådant) og overraskelsen var ikke, hvad man fik; men hvilken af gaverne på træet, man fik.

Så skulle du ikke orke det der indpakningsvæsen, så lad være. Bare på træet med gaverne (sokker er nemme at hænge op) og muml noget om, at vigtigheden af at kende gavernes historie og at det er vigtigt for dig at dele den viden med andre. Jeg lover, dine gaver i det mindste vil blive husket.

I 1890’erne begyndte den tyskfremstillede glaspynt samtidig at dominere juletræet, så der var ikke længere plads til at hænge gaverne på træet. I stedet lagde man gaverne under træet eller på et bord ved siden af. Og få årtier efter begynder det at være almindeligt, at gaverne er pakket ind. Og så der er ikke meget nyt under den sol siden da.

I det stille har vi mennesker givet hinanden i flere tusinde år. Et af de mest kendte eksempler, der knytter sig til juletiden, finder vi i Matthæusevangeliet, hvor de tre vise mænd bragte guld, røgelse og myrra til Jesusbarnet, for at vise deres store glæde. Og det var indtil for et par hundrede år siden, den eneste “julegave”, der blev fortalt om.

Men hvilken gave. Vi venter på det lille barn. Barnet der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det.

Bag kalenderlågen gemmer sig adventtidens råb: O kom, o kom, Immanuel. O kom, o kom, og vær vor fred. Jeg er vild med den energi Shane og Shane synger med.

Pas på jer selv og hinanden