Skrublerier

Den stille uge indledes med Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem, og hvor han hyldes som en konge.

Allerførst lige et kig på, hvorfor vi egentlig holder påske.

Historisk er den oprindelige påske en jødisk fest – pesach – hvor jøder over hele verden samles med familier og venner om det jødiske påskemåltid og mindes historierne om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten.

Jesus var jøde, så på en måde er kristendommen vokset ud af jødedommen og jødedommen har sat sine tydelige spor i den kristne påskefest. Og i det lys skal de kommende hellig- og festdage fejres, leves og forstås.

Og så tilbage til palmesøndag.

Palmesøndag er søndagen før påske, og dermed begyndelsen på den sidste uge i fasten, som også bliver kaldt den stille uge. Navnet kommer af evangeliernes beretning om, at folk strøede palmegrene foran Jesus, da han red ind i byen.

Biblen fortæller, at Jesus kom ridende ind i Jerusalem på et æsel. At ride på et æsel var fredens symbol, idet det var
kendt og profeteret, at fredskongen skulle komme ridende på et æsel. Jesus ønskede netop at komme med fred. Forud for indtoget i Jerusalem blev Jesus salvet, og han træder for alvor i karakter som Messias, den salvede.

Så påskescenen er sat: Det er jødisk påske og der er et hundredtusindtal pilgrimme samlet Jerusalem. De er begejstrede og vifter med palmeblade og råber til ham: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge«.
Hosianna er hebraisk og betyder ‘frels dog’ eller måske ‘frels os*. Den eneste, der på det tidspunkt har en anelse om, hvad der skal ske, er Jesus selv.

Lidt historie – fordi jeg ikke kan lade være:

I 500-tallet begyndte kristne i Jerusalem sig på Oliebjerget på palmesøndag. Efter læsning af evangeliet gik de i procession ind til byen. Traditionen spredte sig ret hurtigt til hele den østlige kirke. I det 7. og 8. århundrede kom skikken med at bringe palmegrene til kirken, gå i procession og råbe “hosianna” til Vesten, og i det 9. århundrede blev dette indført som en fast del af gudstjenesten. Så på den måde kan man sige, at dramatisering af biblen også er en meget gammel kristen tradition.

 Pas på jer selv og hinanden