Skrublerier

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!
Halleluja.
Resurrexit sicut dixit, alleluia!
Χριστὸς ἀνέστη! Ἀληθῶς ἀνέστη!
Fra Palmesøndags jubel, over Skærtorsdags måltidsfællesskab og svigt til Langfredagens mørke og smerte for at ende i Påskedagens fest og glæde!
Påsken er kirkens største fest.
Livet har sejret over døden.
Frihed over fangenskab.
Håbet over afmagt.
Kærligheden over ensomhedens forpinthed
Det, som vores fornuft ikke rækker til at forstå, er sket.
Biskop Peter Skov-Jakobsens skrev i en artikel, at opstandelsen er frihed. Den er livet, der sejrer over døden, Sandheden, der får ord. Sanserne, der kommer til deres ret. Den er en god samtale. Den er livet, der pludselig giver mening.
I menneskelivet er opstandelsen en overvindelse af det mørke, man kan blive fanget i, eller kan fange sig selv i.
Opstandelsen frisætter os fra tanken om, at vores skæbne er fastfrosset og husker os på, at når vi fastholder tanken om, at der er lys bag et oplevet og levet mørke, er vi aldrig alene, men altid et del af det evige livs fællesskab. Et fællesskab, der ikke har grænser og hvor alle de ondskabens skel, der er mellem mennesker, er ophævet.
Så nu er det tid for påskeæg, påskelam, påskeharer og små påskefrokoster, hvor vi holder afstand sammen. Som alle andre helligdage har påsken jo sine egne traditioner og skikke og her har ægget altid spillet en stor rolle. Ikke kun fordi æg var hyggelige og smagte godt. Ægget havde næsten magiske kræfter, mente man: Havde man for eksempel en hønes første æg i lommen, kunne man se, hvem der var hekse.
En gammel populær leg er at trille eller “trante påskeæg” dvs. at trille dem ned ad en bakke. Man kunne fx. prøve at ramme de andres æg, eller man kunne se hvem der trillede længst. Legen kunne også leges inden døre – så skulle man blot bruge et skråt bræt til at trille på.
En anden leg var at “pikke æg”. Man slog den spidse ende af sit eget æg imod modpartens. Den hvis æg gik i stykker havde selvfølgelig “tabt”. De æg man legede med kunne enten være hvide, hårdkogte eller de kunne være farvede med nogle af de forskellige naturfarver, som man brugte. Senere begyndte man også at bruge købefarver til at farve æggene med.
Og er man mere til de indendørssysler, så kan man jo altid dekorere æggene. Man har farvet æg i Danmark helt tilbage fra 1600-tallet. Chr. 4’s datter, Leonora Christine, har i sine erindringer, ”Jammersminde”, skrevet, at hun i 1667 udvekslede malede påskeæg med en an-den fange, da hun sad i Blåtårn.
Man farvede med løgskaller og rødbedesaft og ikke mindst plantematerialer, fx blade og blomster fra påskeliljer, rødder og blade fra nælder, skarntyde og kørvel samt mos fra træer. Senere brugte man også kaffegrums og theblade, da disse livsvigtige (kaffen!!) blev indført. Selv hø og stenlav kunne bruges. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte man at bruge anilinfarver, og efter industrialiseringen var det muligt at købe pulverblandinger eller forsøge sig med blæk, frugtfarve, tusch, vandfarve eller farvet silkepapir.
Og er der lidt tid midt i æggelegene, besøg af julemandens nevø påskeharen og andre påsketing, så er jeg sikker på, at der er en, som sidder alene, der vil blive glad for et påskebreve eller en påskehilsen
Jeg er lige blevet udskrevet efter en akut indlæggelse i går, fordi jeg samtidig med, jeg tog antibiotika, fik en voldsom reaktion, der umiddelbart mindede om anafylaksi (overfølsomhed). Så 1-1-2 og akut til sygehuset og hele akutpakken. Da der var ro på, blev jeg overladt til selvobservation på akutafsnittet, så efter 5 timer der tog jeg hjem og sov.
Fin stuegang i dag med en kompetent læge, der var lånt ud fra kræftafdelingen. Vi stemte for, at det slet ikke var antibiotikaen, men mit sære immunforsvar, der reagerede på en febertop. Udfaldet af afstemningen var, at det var tåbeligt, jeg skulle være indlagt i 5 dage for at få et tredje antibiotika i drop. Så vi testede. Jeg tog det samme som i går. Slog ikke ud. Så tog hjem med en pose prednisolon (just-in-case) til mit ustyrlige immunforsvar og et modstræbende løfte om at komme tilbage, hvis det kommer igen.
Så nu er jeg bare træt og har betændelse i mine tarmudposninger. Og har frygtelig dårlig samvittighed overfor min kollegaer, der holder påske uden jeg passer min del af jobbet.
Men sådan en tur, hvor man lige i et kort sekund frygter for kroppen og livet, husker på, at bag mørket skinner opstandelsens kærlighedsfyldte lys.
Eller som Johan Brun skriver i den andet vers af sin fantastiske påskesalme “Jesus lever, graven brast” fra 1786.
Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!
Og det er lige præcis det, påskefesten husker os på år efter år.
Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!
Halleluja
❤️Pas på jer selv og hinanden ❤️

❤ God Dimmeluge (forklaring følger) ❤
Når man som jeg har en kirke liggende nogle hundrede meter nede af gaden, så kan man ønske sig tilbage til “gamle dage”, hvor den stille ugeblev også kaldt dimmeluge. Udtrykket er i familie med det islandske ord dymbill, som er betegnelsen for en knebel af træ. I den stille uge udskiftede man kirkeklokkens metalknebel med en knebel af træ for at dæmpe klokkens klang.
Den stille uge begynder altså med palmesøndag og den slutter igen med påskesøndag. Ugen, og den har med langfredag som højdepunkt siden oldkirken dannet afslutningen på fastetiden og forberedelsen til påsken.
Allerførst lige et kig på, hvorfor vi egentlig holder påske.
Historisk er den oprindelige påske en jødisk fest – pesach – hvor jøder over hele verden samles med familier og venner om det jødiske påskemåltid og mindes historierne om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten.
Jesus var jøde, så på en måde er kristendommen vokset ud af jødedommen og jødedommen har sat sine tydelige spor i den kristne påskefest. Og i det lys skal de kommende hellig- og festdage fejres, leves og forstås.
Og så tilbage til palmesøndag.
Ifølge Bibelen var det på denne dag, Jesus kom ridende på et æsel ind i Jerusalem for at blive modtaget som en konge. Folket var vilde med Jesus, fordi han sammen med sine disciple havde helbredt syge og udbredt Guds budskab.
Navnet ‘palmesøndag’ er kommet af, at folk stod langs vejen og viftede med palmeblade for at hylde Jesus, da han kom ridende til byen.
Inden turen til Jerusalem blev Jesus salvet. Det er en vigtig handling i den kristne fortælling, for det var her, han trådte i kraft som Messias, der betyder ‘den salvede’.
Så scenen er sat: Det er jødisk påske – en kæmpe fest – og der er et hundredtusindtal pilgrimme samlet Jerusalem. De er begejstrede og vifter med palmeblade og råber til ham: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge«.
Hosianna er hebraisk og betyder ‘frels dog’ eller måske ‘frels os*.
Men under festen gemmer sig død og mørke og den eneste, der på det tidspunkt har en anelse om, hvad der skal ske, er Jesus selv.
Og så lige til lidt historie – fordi jeg ikke kan lade være:
I 500-tallet begyndte kristne i Jerusalem sig på Oliebjerget på palmesøndag. Efter læsning af evangeliet gik de i procession ind til byen. Traditionen spredte sig ret hurtigt til hele den østlige kirke. I det 7. og 8. århundrede kom skikken med at bringe palmegrene til kirken, gå i procession og råbe “hosianna” til Vesten, og i det 9. århundrede blev dette indført som en fast del af gudstjenesten. Så på den måde kan man sige, at dramatisering af biblen også er en meget gammel kristen tradition.
For så at slutte af med noget meget dansk – nemlig vejret:
Kig lige ud af vinduet og tjek vejret. Lige i dag skulle det nemlig helst holde tørt. For selvom påskeregn er god og pinseregn gør ingen gavn, så giver regn – i følge gamle vejrvarsler – palmesøndag en dårlig høst, men hvis vejret er klart og skyfrit, bliver høsten god.
❤ Pas på jer selv og hinanden ❤

Himlen er blå og solen skinner. Hvad mere kan man forvente på Himmelfartsdagen?

Kristi Himmelfart fejres altid på torsdagen 40 dage efter påskedag, hvor vi fejrer, at Jesus brød dødens bånd og vendte tilbage til sin disciple med som det levende påskebudskab, der sprænger alt. Dér hvor vi tror, det hele slutter – i døden – med det liv, vi kender, der åbnes en ny begyndelse: Et opstandelsesliv. Frit og kun bundet af og til kærligheden.

I mange kirker er Kristi Himmelfartsdagen blevet synonym for den store konfirmationsdag og utallige unge skulle i dag bekende og bekræfte deres tro med trosbekendelsens ord, hvor vi siger:

“Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd.“

Jesus forlader sine disciple og vender (farer til himmels) hjem til sin fars bolig men han efterlader hverkens sine venner – disciplene – eller os andre alene. Tværtimod: Ved at stige til himmels, så kommer han tæt på os alle sammen, til alle steder og til alle tider, fordi han ikke længere er bundet til at være et sted på jorden.

Så selvom alle de smukke unge mennesker, der skulle fejre deres konfirmation i dag, må vente, mens vi passer på hinanden, så har de allerede del i det fællesskab med Jesus, som vi fik gennem hans opstandelse og himmelfart.

Vidste du forresten, at Kristi Himmelfart er en af de få kristne helligdage, der historisk ikke har sin rod i en jødisk eller hedensk fest? Den har heller ikke de store folkelige traditioner, som julen har træet og påsken har haren.

Tidligere har der dog nogle steder i landet været tradition for at gå i skoven aftenen før Kristi Himmelfart for at samle bøgegrene. Man pyntede hjemmet med de grønne grene som et værn mod hekse. Gammel nordisk folkeskik sagde, at man kunne sikre sit tøj mod møl ved at lufte det Kristi Himmelfarts dag. Men i dag er det vist kun konfirmationen, som kan siges at være en himmelfartstradition.

Med i dag får I en af de smukke nye salmer, som jeg personligt mener, bør være fast inventar ved enhver konfirmation

<3 Pas på jer selv og hinanden 

Den stille uge indledes med Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem, og hvor han hyldes som en konge.

Allerførst lige et kig på, hvorfor vi egentlig holder påske.

Historisk er den oprindelige påske en jødisk fest – pesach – hvor jøder over hele verden samles med familier og venner om det jødiske påskemåltid og mindes historierne om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten.

Jesus var jøde, så på en måde er kristendommen vokset ud af jødedommen og jødedommen har sat sine tydelige spor i den kristne påskefest. Og i det lys skal de kommende hellig- og festdage fejres, leves og forstås.

Og så tilbage til palmesøndag.

Palmesøndag er søndagen før påske, og dermed begyndelsen på den sidste uge i fasten, som også bliver kaldt den stille uge. Navnet kommer af evangeliernes beretning om, at folk strøede palmegrene foran Jesus, da han red ind i byen.

Biblen fortæller, at Jesus kom ridende ind i Jerusalem på et æsel. At ride på et æsel var fredens symbol, idet det var
kendt og profeteret, at fredskongen skulle komme ridende på et æsel. Jesus ønskede netop at komme med fred. Forud for indtoget i Jerusalem blev Jesus salvet, og han træder for alvor i karakter som Messias, den salvede.

Så påskescenen er sat: Det er jødisk påske og der er et hundredtusindtal pilgrimme samlet Jerusalem. De er begejstrede og vifter med palmeblade og råber til ham: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge«.
Hosianna er hebraisk og betyder ‘frels dog’ eller måske ‘frels os*. Den eneste, der på det tidspunkt har en anelse om, hvad der skal ske, er Jesus selv.

Lidt historie – fordi jeg ikke kan lade være:

I 500-tallet begyndte kristne i Jerusalem sig på Oliebjerget på palmesøndag. Efter læsning af evangeliet gik de i procession ind til byen. Traditionen spredte sig ret hurtigt til hele den østlige kirke. I det 7. og 8. århundrede kom skikken med at bringe palmegrene til kirken, gå i procession og råbe “hosianna” til Vesten, og i det 9. århundrede blev dette indført som en fast del af gudstjenesten. Så på den måde kan man sige, at dramatisering af biblen også er en meget gammel kristen tradition.

 Pas på jer selv og hinanden 

Da jeg var barn var langfredag en Langfredag stille og også uforståelig dag. Alt var lukket. Ingen tankstationer, 7/11, Bilka, Biografer, Caféer, Restaurenter, Hoppe-legeland, Kunstmuséer eller andet.
Det var en dag, der nemt kom til at stå for noget mørkt, lidt forknyt. Selv i kirken var alt stille og slet ikke som de andre dage. Det handlede – for mine barneører – kun om død og mørke – uden der dog var tidligere tiders håndfaste tegn og symboler:
Langt op i 1800-tallet ris…ede (slå med et ris lavet af grene) man hinanden langfredag, og der blev serveret den ydmygste og ringeste mad. Ja, børnene fik endda af og til kun lidt salt og så ellers ingenting. Så kunne de føle, hvordan Jesus havde det på korset denne dag.
Som voksen er langfredag blevet nemmere at forstå. Visheden om at Gud er med os ind i lidelsen og døden og vi er blevet givet en vished om, at det vi skal igennem her i livet, det har Gud prøvet på egen krop.
Og bag mørket venter påskedags opstandelseslys. Lige om lidt.

Nadver er et gammelt nordisk ord for aftensmad. Det var også skærtorsdag aften Jesus spiste sammen med sine disciple for sidste gang, inden han blev taget til fange og korsfæstet. Mens de spiste, sagde han til disciplene – hans venner – at når han var død, skulle de spise sammen på samme måde, som de gjorde nu. Så ville han selv være til stede hos dem gennem brødet og vinen.
På samme måde som han blev født i jævne kår og delte grundvilkår med os alle, så forbereder han sin v…ej mod døden med det mest grundlæggende fællesskab, som vi alle kender og genkender – nemlig måltidet.
Jesus spiste ikke kun sammen med disciplene. Han vaskede eller rensede også deres fødder. Navnet ‘skærtorsdag’ viser altså hen til den renselse, der gik forud for den sidste nadver. Skær betyder ganske enkelt at rense eller ren/rent. Så direkte oversat betyder Skærtorsdag “rene torsdag”.
At vaske den andens fødder blev og bliver stadig blandt mange betragtet som et ultimativt tegn på kærlighed og ydmyghed over for et andet menneske. Et tegn på at vi løfter hinanden gennem kærlighedens tjeneste.