Skrublerier

Det er glædens søndag. I katolske kirker verden over lyder de første ord i den første bøn i dagens gudstjeneste:

“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd Jer altid i Herren”

Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og ikke har brug for en “pause” i fasten, så er det måske ikke så ringe at blive mindet om, at vi skal glæde os. Det lille barn er på vej og kommer til os med Guds kærlighed og fred.

Og det er måske slet ikke så tosset, at blive mindet om, at vi stadig har noget at glæde og til. At vi er i en ventetid, hvor vi bevæger os frem mod julefesten. Mod fødselsfesten for det lille barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.

Så når vi i gudstjenesten hører ordene “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær”, så er det et venligt vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne, over-jeg’et og voksenhedens kedsommelige organiseren og tilrettelæggen.

Det er en opfordring til opgør med den New Public Management og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring om at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med hjertet.

Det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, vi genkender det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.

Så hold en pause fra huskelisten og del glæden med andre. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Send en stor skilling til Ukraine eller køb en ged. Listen af muligheder er uudtømmelig.

For en ting er sikkert: Glæden og kærligheden vokser, når den bliver delt.

Bag kalenderlågen har Shane og Shane stået og trippet for at være med til at synge adventen ind. Så lad os istemme et højlydt Rejoice! Rejoice!

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden