Skrublerier

1. januar, en helt nyt år og 365 dage foran os med ganske ubeskrevne blade.

Jeg håber – selvom det rent objektivt er naivt – at 2020 bliver året, hvor mit helbred bliver bedre og giver overskud til, at min verden igen kan række ud over arbejde og sofaen. Jeg tror, at 2019 har været det år, hvor jeg har måttet sige nej til mest og jeg begynder at kunne mærke, at jeg har mistet mange relationer, fordi jeg ikke har haft overskuddet til at række ud efter dem de sidste år. Selvom det er et livsvilkår, er det et sorgfuldt tab.

Men det er jo bare min lille navlepillende andegård. Ude omkring er der en verden, som er meget større og hvor problemerne virker store og uoverskuelige. Og det er som om, vi overvældes og forsøger at puffe ansvaret for løsningen over på nogle andre. På lærerne i folkeskolen. Politikerne, som vi selv har valgt. De sociale medier, vi selv vælger at bruge. Erhvervslivet, hvis varer vi køber osv osv. Pufferiet sender os i ly for en stund; men da livet og verden ikke er en streamingtjeneste vi kan tænde og slukke efter behag, så banker problemerne på igen. Ofte endda med fornyet styrke.

Måske er det ved at være tid til selv at tage ansvaret tilbage og mødes i samtalen om, hvad vi vil med samfundet og finde handlinger, som forandrer i hverdagen? Mine fantastiske kollegaer har om nogen brugt 2019 på at vise, at det kan betale sig at kæmpe mod og forandre beslutninger, der er truffet ukvalificeret grundlag og med de svageste som ofre. Det tænkte jeg så, jeg skulle sige en helt masse mere og ret meget mindre klogt om; men en anden kom mig i forkøbet, og da hans ord er både meget vise og meget kloge, så dem får I her:

“Vi trenger sindighet i møte med alle de nye mulighetene som blir gitt oss.
Vi trenger ro til gode samtaler om viktige temaer i en tid preget av raske endringer, hardt debattklima og global uro.

Samtidig trenger vi å bli utfordret av ungdommens utålmodighet.

Vi trenger alt dette for ikke å miste oss selv og hverandre. For ikke å miste alt det gode vi har skapt sammen.

Spørsmålet blir: Hva tjener oss mennesker og vår felles fremtid best?

Dette berører og opptar oss alle. Vi har ulike svar og kan være dypt uenige. Men vi må bare fortsette å søke sammen om de store spørsmålene. Rundt kjøkkenbordene. På lunsjrommene. I skoletimene. I politikken. På internasjonale arenaer. For bare sammen kan vi løse dem.

Vi må leve med at vi er forskjellige.
Vi må tåle ubehagelig kunnskap.
Vi må klare å se utover vår egen lille teig.
Vi må tørre å innse at vårt verdensbilde kanskje ikke er det eneste rette.
Og vi må finne oss i å bli utfordret – ja til og med såret.

Slik er det å leve sammen – både i små og store felleskap.”

(Kong Harald af Norge, Nytårstale 2019)

Og for alt i verden: Glem ikke glæden. Selvom I har båret juletræet ud og kravlenisserne er kravlet ned, så husk at det lille barn kom med glæde. Glæden klædt i spædbarnets forsvarsløse og afhængige krop. Måske for at huske os alle på, at glæden kun overlever, når vi danner fællesskaber omkring den.

Så her på det nye års første dag og julens ottende dag:

Gaudete! gaudete Christus est natus ex Maria Virgine: Gaudete!

❣️ Pas på jer selv og hinanden de næste 365 dage ❣️