Skrublerier

Det er nu advent igen. Med advent begynder kirkens nye år, og det er en tid, der er præget af forventning. For vi forbereder os på julen og dens budskab.
Det kan måske være lidt svært at få øje på i en grå vinter, hvor smittetrykket næsten (men også kun næsten) har større opmærksomhed end Black Friday tilbuddene og hvor vi rutinemæssigt tjekker, om der nu er mundbind i jakkelommen, inden vi går hjemmefra.
Og så til det egentlige: Oprindeligt var advent en kristen faste- og bodstid, hvor man forberedte sig til at fejre Jesu fødsel. På latin betyder advent “at noget skal komme”. Advent var (for nogen: er) en tid, hvor man fastede for at gøre plads til julen både konkret og i overført betydning. Fasten handlede altså ikke kun om at gøre plads i maven til julesulet. Man fastede, fordi man for at kunne feste af helt og fuldt hjerte, skal tømmes for alt der tynger i sjæl og krop. Faste og fest giver hinanden indbyrdes værdi.
Men halløj. Hvordan skal vi holde julefest i tider med forsamlingsforbud, krav om afstand og isolation ved det mindste tegn på snue. Det kan da slet ikke blive jul på den måde. Uden julefrokoster, juleklip på skoler og i børnehaver, julegløgg på caféen og alt det andet, som vi synes, hører julens fællesskab til. ”Bliver det jul i år?” har der stået i ugens avisoverskrifter. Underforstået: Julen kommer kun, hvis vi kan fejre den præcis på den måde, vi er vant til.
Heldigvis er det ikke sådan. Julen kommer og tænder sit lys. Covid eller ej. Uanset mundbind og håndsprit. Også selvom vi på nogen områder skal finde nye måder at fejre festen på. Det er tid til, at vi forbereder os til festen for fødslen af det lille skrøbelige og sårbare barn, som Gud satte som centrum for alle menneskers liv, for at vi skulle vide, at intet menneske nogensinde skal være alene og uden Hans kærlighed. Som vi hører det i kirken juleaften, så er det nu, hvor folk, som lever i mørket, skal ane lysets komme.
I det svenske, hvor jeg plejer ( = før Covidens tidsregning) at fejre den første adventssøndag, er adventsstjernen med sit lys en fast del af julepyntningen. Den skal minde om stjernen i Betlehem. Stjernen er ikke blot et symbol på Betlehemsstjernen, men også et symbol på Jesus som Morgenstjernen. Skikken kommer fra Tyskland, hvor den oprindeligt var en del af Herrnhuternes juletraditioner. I Danmark kender vi Herrnhuterne fra Christiansfeld, hvor man stadig kan købe deres fantastiske julestjerner
(se her: https://martensensboghandel.dk/…/herrnhuter…/ )
Fra Grønland hører vi samme fortælling om stjernens betydning for ”store søndag”, som 1. adventssøndag kaldes deroppe. Men uanset, hvor stjernen kommer fra, så handler det om lys. Med lys bryder vi mørket. Med lys forsøger vi at fange håbet. Med lys åbner vi døren for glæden. Med lys forsøger vi at fortrænge alt det, vi frygter og svækkes af. Og vel også derfor tænder man lys i adventskransen i dag og mange har kalenderlyset klar til decembers første dag. (Begge ting har for resten deres helt egen familie- og danmarkshistorie, som måske gemmer sig bag en senere kalenderlåge).
Digteren Sten Kaaløs enkle ord siger det hele:
”Gå i mørket med lyset.
Gå i visheden om
ikke at gå alene.
Gå med lyset – kom!”
Adventstiden kommer også med sine egne salmer. Jeg vender år efter år tilbage til Shane og Shane og deres forrygende, energifyldte fortolkning af adventssalmen: O kom, O kom Immanuel. Navnet betyder oprindeligt “Gud med os” og på den måde siges med ét ord, hvad hele adventstiden handler om.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️