dec 23, 2013 - Julekalender, Musik    Ingen kommentarer

23. December

Glædelig 4. søndag i advent. Dagen før dagen før dagen. Kan du mærke en gnist af spænding og forventningsfuld glæde eller har pligterne og “jule-to-do-listen” taget magten? Hvis du er ramt af det sidste, så rejs dig op; hent et godt glas eller en god kop noget, der giver velbehag og sæt dig og lyt til en af klassikerne i en lidt anderledes udgave. Jeg synes, december er så vidunderlig på mange måder, bl.a. fordi forventningen får det bedste frem i mennesker. Jeg havde jo læst på PostDanmarks hjemmeside, at: “Størstedelen af vores posthuse har åbent søndag den 22. december, og her kan du hente dine breve og pakker samt indlevere post”. Fantastisk service, som nethandlen har udløst. Jeg havde så bare overset, at det skulle være inden kl. 12. Men den søde ekspedient i Føtex forærede mig den forede kuvert, lånte mig dette og hint jeg havde glemt i skyndingen, fandt kassen med maxibreve i de allerede pakkede postvogne og fik lusket min pakke med afsted. Oveni det hele nåede vi at småsnakke om jul, om hendes uddannelse og stegetid på flæskestegen. Tænk, hvis vi kunne tage den hjælpsomhed og tillidsfulde nærhed mellem to fremmede med ind i januar, februar osv. Hav en fantastisk adventsaften og pas på jer selv og hinanden.

Efterlad en kommentar