aug 10, 2012 - Musik    Ingen kommentarer

Historien bag adventskransen

Adventstiden var oprindelig tænkt som en faste- og bodstid fra kirkens side hvorigennem man åndeligt forberedte sig til Jesu fødselsdag. Deraf også navnet advent der på latin betyder Kristi komme. Da farven violet er den liturgiske bodsfarve i den katolske kirke, blev de første adventskranse således ophængt med violette bånd. Adventskransen har nemlig ligesom juletræet sine rødder i Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig.

Julemærke fra 1946 med adventskrans som motiv

Julemærke fra 1946 med adventskrans som motiv

Kransen fandtes først i Sønderjylland, og blev først rigtig udbredt og populær i løbet af 30´erne og 40´erne. Enkelte dog endnu tidligere i Haderslev og Christiansfeld. Her er det vigtigt at huske, at Sønderjylland var tysk i perioden 1864-1920. Så det er ikke en skik, der er hentet til Danmark – men mere en skik, der blev overført fra den ene del af Tyskland til den anden Et godt vidnesbyrd om, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunnet komme på julemærkerne.

Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde adventskransen som motiv og det var her adventskransen fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.

Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.

Efterlad en kommentar