I en seng på hospitalet

Forfatter ukendt

Skillingevisen eller gårdsangervisen „I en sal på hospitalet“, kan synges på en meget, meget sørgelig måde – og er blevet det utallige gange igennem årene på flere forskellige melodier. Det er en af de mest kendte nordiske skillingeviser. Egentlig kender man ikke ophavet til sangen, men ifølge nogle kilder blev sangen skrevet i 1903 af en sygeplejerske på Blegdamshospitalets tuberkuloseafdeling i København, efter at en af hendes patienter var død.

Gammelt foto med en pige i sengen

Den norske forfatter Per Johan Skjærstad skriver i bogen ” Frem fra glemselen – hele historien”, at sangen blev skrevet af Dr. Nicolay Bath på Namdal Sygehus i 1896. Bad var overlæge på hospitalet fra 1893 til 1931. Han skrev visen på baggrund af en lille pige, der kom udefra Namsos, men dette er blot én af mange teorier. Danmark, Norge og Sverige har deres egne teorier om, hvordan og hvem der er forfatter af visen.

Fra omkring 1910 blev visen for alvor populær i Danmark under titlen ”En lille brystsvag pige” og i Sverige under navnet ”I en sal på lasarettet”. Det mest sandsynlige er – i følge de norske kilder – at visen er skrevet i Danmark i tiden fra 1910 og op til 1. verdenskrig.

Om det så er en sygeplejerske, en norsk overlæge eller Svend-Aage Petersen, der er forfatter til visen, må fremtidens visehistoriske forskning afgøre. I nyere tid er visen blevet sunget af bl.a. Alberte og Poul Dissing, været en slags inspiration for Lars von Trier, da han lavede serien ”Riget og lagt navn til f.eks. Ning de Coninck-Smiths artikel: ”I en sal på hospitalet: børnesanatoriet i Vordingborg 1925-1965.

I en sal på hospitalet,
hvor de hvide senge står,
lå en lille brystsvag pige,
syg og bleg med gyldent hår,
lå en lille brystsvag pige,
syg og bleg med gyldent hår.

Alles hjerter vandt den lille,
som hun lå der mild og god,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod.

Og hun spørger da sin læge,
som ved hendes leje stod:
Må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god,
må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god.

Lægen svarede den lille:
Nej, mit barn, det knapt jeg tror,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor.

Pinsen kom med grønne skove,
blomsterklædt står mark og eng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng.

Og hun spørger atter lægen,
som ved hendes leje står:
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?

Lægen svarer ej den lille,
klapper hendes gyldne hår,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går.

Høsten kom og marken bugned
under kornets gyldne lag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag.

Og til sidst med fred i følge
julens glade højtid kom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom.

I sin grav nu trygt hun hviler
under snebelagte skrud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud.

Nu i himlens lyse sale
vandrer hun blandt engle små,
men i jordens skyggedale
mange lidende må gå,
men i jordens skyggedale
mange lidende må gå.