Skrublerier

Det er Gaudetesøndag. Adventens festdag, hvor vi for en stund sætter faste- og bodstiden på pause og fejrer, at vi venter på det lille barns fødsel.
På denne søndag er det som om Julefesten næsten bryder igennem: Den liturgiske farve er ikke violet, men rosa, og teksterne er præget af glæde og forventning, begyndende med det introitus, som har givet søndagen sit navn.
Gaudete in Domino semper: iterum dico, gaudete
Glæd jer altid i Herren: Jeg siger jer igen, Glæd jer
En advents- og juletradition tager os direkte med ind i stalden i Betlehem, nemlig julekrybben. Og selvom det lille Jesusbarn endnu ikke ligger i sin krybbe, kan vi sagtens glædes over krybben og dens fortælling.
Historien bag julekrybben er næsten en af de advents- og juletraditioner, der går længst tilbage. Allerede i 100-tallet udpegede man den grotte i Betlehem, hvor man regnede med, at Jesus var blevet født. Mange folk valfartede til grotten og bragte sten med sig tilbage (Lidt ligesom med Berlinmuren i 1989 – for nu at rode lidt moderne historie ind i det hele).
I 300-tallet blev de første julekrybbebilleder malet og i 332
byggede paven den kirke, som nu hedder Santa Maria Maggiore i
Rom, den hed oprindeligt ”Jomfru Maria ved krybben”. I kirkens krypt opbevares sten fra Betlehem, og hvert år fremvises i kirken fem små brædder, som efter sigende skulle stamme fra Jesu krybbe. Kirken er stadig centrum for den katolske kirkes julefejring, og kaldes derfor også for ”Julekirken”.
Efterhånden bredte sig krybberne udenfor kirken, og i middelalderen begyndte man at opføre krybbespil i den kristne verden. I England og Tyskland fik krybbespillene endog et mere folkeligt præg.
I 1223 fik Frans af Assisi pavelig tilladelse til at celebrere en levende krybbescene juleaften, således at menigheden kunne se fødselsmiraklet ”genoplivet”.
Et lille barn blev lagt i krybben hos Josef og Maria og en okse og et æsel fuldendte staldbilledet.
Fra denne begivenhed bredte skikken sig og snart overtog kunstfærdigt udførte og opstillede krybbescener den tidlige form.
I begyndelsen så man kun julekrybber i kirken, men snart begyndte rige familier at få udført deres egne og private udgaver, og derfra er skikken nu udbredt, så det nærmest har udviklet sig til en italiensk ”folkesport” at opbygge den mest imponerende og fantasifulde krybbescene. I det sydlige Italien (og i f.eks. Rom ) hersker den særlige neapolitanske tradition, hvor krybberne har udviklet sig til helt overdådigt udsmykkede by- og landskabsscener med utallige bygninger og i hundredvis af forskellige figurer, beskæftiget med alskens aktiviteter.
I Danmark ser vi primært julekrybberne i private hjem. Men de har – omend i det små – holdt deres indtog i det offentlige rum (indtil de bliver forbudt fordi de krænker en eller anden, der har brug for 5 minutters berømmelse).
Nu hvor coronatiden sender os udendørs, hvis vi vil have juleoplevelser som kan erstatte luciaoptog, julekoncerter, julestuer, julemarkeder, julegløg og andre decemberhyggerier, så kunne du tage på julekrybbeudflugt.
Hvad med f.eks. at tage til Tarm kirkegård og se deres granjulekrybbe, der er lavet af gran. https://www.tvmidtvest.dk/…/kreativitet-i-gran-daniel…
I Aarhus kan du kigge forbi julestalden på strøget i Aarhus, der midt i storbyens trængsel og alarm husker alle på, hvad julens grundbudskab er. Du finder den foran den katolske kirke, Ryesgade 26, 8000 Aarhus C.
Måske kender du et helt tredje sted? Eller har din helt egen julekrybbe derhjemme?
Jeg plejer at dele The King’s Singers udgave af Gaudete ( https://www.youtube.com/watch?v=47X1MSbr5Y4 ) på et tidspunkt i min kalender og overvejede i dag også Pia Raus fine indspilning af “Blomstre som en rosengaard” ( https://www.youtube.com/watch?v=4-JKGhVukkg )
Men i år får I Erasures fine udgave af Gaudete, som er svær at blive træt af.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❤️ Pas på jer selv og hinanden ❤️🎄

Ugen, der er gået, ville i “normale” tider have stået i de hvide Lucia-optogs tegn. I morgen er det Luciadag, og overalt på skoler, i børneinstitutioner, på plejehjem, arbjdspladser og i mange af landets kirker ville de hvidklædte børn med lys i hænderne have vandret to og to og sunget den velkendte sang om Sancta Lucia, den katolske helgen.
Men derfor skal du alligevel være forberedt på morgendagen. Og måske kan du finde inspiration til en ny luciatradition? For at kunne det, så kan det være en hjælp at kende historien, så den får du her:
Luciaskikken nævnes første gang i Sverige i 1762, hvor en skånsk provst var på besøg hos en velhavende familie i Västergötland. Her blev han vækket om morgenen den 13. december af “et hvidtklædt fruentimmer” med lysestager i hænderne, hvorefter en anden kvinde kom ind med lækre mad- og drikkevarer. Luciaskikken hørte hjemmet til.
Skikken med Lucia-optog i det offentlige rum er relativt ny og stammer fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia. I dag har hver eneste svenske by sin egen Lucia, som findes lang tid før 13. december.
Svenskerne har dog fejret Lucia-natten, eller Lusse-natten, som de kalder den, siden 16-1700-tallet. Det gælder især i den vestlige del af Sverige, hvor traditionen byder, at gårdens unge piger vækker alle med kaffe og de specielle Lussekatte, som er safransboller, i den kulsorte, tidlige morgenstund.
Hele min barndom og såmænd også i min “voksendom” har smagen – som jeg har skrevet før – af en lussekat været noget helt specielt.
I Sverige holder enhver skole og kirke med respekt for sig selv Luciaoptog og -koncert tidligt (tidligt som klokken 7) om morgenen. Så i vintermørket bæres lyset frem, mens smagen klinger, hilsner vennelag og skænker lykke.
Det første Luciaoptog i Danmark blev opført på det gamle Scala i København i 1944. Inspirationen til Luciaoptoget kom fra Sverige, hvor man i det hele taget hentede en hel del under besættelsen.
Når vi nu ikke kommer til at se luciaoptogene og høre den klingende sang rundt, så kom med til luciamorgen i den smukke Kungsholm kirke i Stockholm i Luciaoptogenes hjemland og hør Luciasagen sunget af smukke svenske pige- og drengestemmer.
https://www.youtube.com/watch?v=MLycexat2xk&t=43s
Optoget med luciabruden i front og tärnor (kvinder/piger med lys og glimmer i håret) og stjärngossar (dren­ge/mænd med kræmmerhuse på hovedet og pinde med guldstjerner i hænderne) er smukt og stemningsfyldt.
Du kan jo stå tidligt op i morgen og bage en lussekat og nyde den til morgenmaden, mens lyset bliver båret frem i den mørke decembermorgen (eller gemme det til en mørk decemberaften. Uanset tidspunkt er det bare mums).
Opskriften på lussekattene er her. Endda i en moderne udgave uden tidlige tiders sigtemel. Den perfekte lussekat er blød og svampet og friskbagt:
50 g smør smeltes i en kasserolle
5 dl mælk lunes med smørret til det er fingervarmt
50 gram gær smuldres i en stor skål. Smør/mælk tilsættes. Rør til gæren er opløst.
1 tsk salt og
2 tsk sukker og det meste af
15 dl mel røres i blandingen. Hold et par dl tilbage. Ælt indtil dejen ikke klistrer længere. Stil den til hævning et lunt sted dækket af et klæde indtil den er ca. fordoblet i størrelse; dvs. ca. 1 time.
1 g safran stødes i en morter med
1 tsk sukker. Pisk det med
125 g smør,
1½ dl sukker og
1 æg indtil blandingen er lys og luftig.
Ælt nu den søde smørblanding og den hævede dej sammen. Tilsæt det mel, som du holdt tilbage tidligere. Ælt til dejen er blød og smidig.
Del dejen i mindre stykker og form nu lussekatterne. Den klassiske form er som et snoet S, men der er mange muligheder. Læg lussekatterne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve til næsten dobbelt størrelse.
1 æg piskes let sammen og pensles på lussekatterne, som kan pyntes med rosiner.
Bag lussekatterne midt i ovnen ved 250 grader; i 8-10 minutter.
Vil du gerne kende historien om den “rigtige” Lucia, som har helgendag i dag, kan du læse mere her: https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/hvem-var-lucia
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Julen er traditionernes tid, også når det gælder film. Og hvad er bedre end at putte sig i sofa’en og glemme det konstante grå vejr, nedlukninger, corona, de manglende julegaver og yndlingsjulesokkerne, som der igen er forsvundet én af i tørretumleren.
Bare spørg landets store tv-kanaler (det kommer jo til at knibe med biograferne i år). Her er ingen i tvivl. Julen ikke rigtig kommet i gang, før vi har set ’Die Hard’, ’Home Alone’ og ’Love Actually’, men allerede lang tid før disse film, hvor julen indgår som hoved- eller sidetema, blev der lavet film om jul. Verdens første julefilm er næsten lige så gammel som filmmediet selv, den hedder ’Santa Claus’ og er fra 1898.
Blandt de mange film hvor julen indgår som tema, er der ingen større end Frank Capras ’It’s a Wonderful Life’ fra 1946. Den handler om forretningsmanden George Bailey (James Stewart), der altid har drømt om at udrette noget stort og komme ud at se den hvide verden. Desværre for George driver hans gode hjerte ham til at blive i sin lille flække af en hjemby. Efter at være endt i en meget uheldig situation beslutter han sig for at tage livet af sig selv, men heldigvis for George har gud sendt ham en skytsengel, der skal holde hånden over ham.
Englen giver George mulighed for at opleve, hvordan tingene ville have set ud, hvis han ikke havde eksisteret. På den måde får George lov til at se, hvordan hans handlinger i tidens løb har påvirket andre mennesker.
Filmens pointe står i kontrast til mange andre film fra Hollywood. I ’It’s a Wonderful Life’ er det ikke vigtigt, at skurken der opfører sig uretfærdigt bliver straffet, men at dem der er gode skal forblive gode.
Dette er en virkelig smuk og meget julet tanke, som filmen leverer perfekt. Selvom filmen efterhånden har mange år på bagen, kan man ikke lade være med at blive revet med. Filmen er utrolig velspillet, hvilket ikke mindst skylles kemien imellem James Stewart og Donna Reed, der spiller George Baileys kone i filmen. Og så kunne de derens analoge kamerafolk noget med billeder, som bare er fantastisk. I sort/hvid.
Hvis du ikke har set den, skulle du unde dig selv det. Det er en klassiker over klassikerne. Lige som visse Disney juleklassikere ikke kan erstattes af andre og nyere juletegneserier.
Har du en yndlingsjulefilm? Hvis du lover ikke at fortælle nogen det, så vil jeg gerne løfte sløret for en af mine hemmeligheder: Jeg kan ikke stå for “Love Actually”, som jeg bare ser igen og igen.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Egentlig burde jeg jo skrive om restriktioner og andre trivialiteter; men det er der så mange andre, der gør bedre end jeg, så jeg vil i stedet fortælle lidt om et for julen meget alvorligt spørgsmål.
Du ved det allerede, ikke? Ja, netop. Det er risengrøden, jeg taler om. Fimpe fra Jul på Slottet elsker den. Lunte i Nissebanden er vild med den. Og Pyrus kan ikke leve uden den. Nissernes kærlighed til grøden er ikke til at tage fejl af, og det er da også den herligste spise.
Som barn fik jeg endda lov til at få et helt glas nisseøl til grøden. Så kunne middagen ikke være større. En KB nisseøl. Denne herlige drik brygget på münchner-, chokolade- og karamelmalt, som giver den smukke mørke farve.Tilbage til risengrøden. Som vel er noget af det tætteste, man kommer på den ultimative julemad. Og risengrød er da også – rent historisk – luksusspise af den helt særlige slags.
Risen kom oprindeligt til Europa ad flere omgange, sandsynligvis nede fra Persien. Og i en sydeuropæisk kogebog fra 1300-tallet finder vi allerede den første opskrift på noget, der dufter af risengrød, som vi skandinaver kender den.
For den ægte risengrød stort set forbeholdt Skandinavien. Vores risengrød er en ekstra fin udgave af sødgrød. Sødgrød betød oprindeligt byg- eller havregryn kogt i mælk. Det var fin søndags- og festmad, for til hverdag blev grøden kogt på vand.
I Danmark har man spist risengrød siden 1600-tallet, måske før. Og den første opskrift finder vi i den fisefornemme kogebog: “En Høy-Fornemme Madames Kaagebog” fra 1703, er kun indeholdt opskrifter på meget fornem mad. Ris var på den tid et dyrt spise kun forbeholdt de rige.
Det ændrede sig heldigvis i 1800-tallet. Ligesom andre fine varer – såsom hvedemel og sukker – bliver risene efterhånden billigere og lettere tilgængelige. Madam Mangor har en opskrift på risengrød i sin kogebog fra 1837. Nu er risengrøden nået til den jævne mand og kones gryder. Dog stadig kun til fest, men det er altså i sidste halvdel af dette århundrede, at risengrød som julegrød for alvor bliver en allemandsspise.
Det bedre borgerskab, der på ingen måde vil spise det, der spises i folkekøkkenet og opfinder så risalamanden, for hvis man ikke kan være eksklusiv med risengrød alene, så kan man da altid røre lidt flødeskum, sukker og mandler i. Men historien gentager sig og nu er den udgave også at finde på både høj og lavs julebord. Endda som den foretrukne ret (som jeg skrev om i går) på manges julebord.
Nogen holder fast ved risengrøden juleaften. I stedet for risalamande har selve kongehuset tradition for at spise risengrød med mandel i juleaften og ikke den kolde, klistrede risalamande.
Hvis din opskrift på denne julens bedste spise er blevet væk, så har jeg en til dig her:
Risengrød
175 g grødris (Pama er fine)
2 dl vand
1 liter økologisk sødmælk (Thises græs eller jersey sødmælk er perfekt)
Salt
Evt. ½ stang vanilje
Kanelsukker
3-4 tsk hvid perlesukker
1 tsk kanel (køb en ordentlig – du vil ikke fortryde)
Vandet koges op i en gryde (helst tykbundet) og grødrisene tilsættes. Koger 3-4 minutter.
Skru ned for varmen (ca. halv varme) og tilsæt 1 liter mælk.
Lad det småkoge i ca. 40 minutter, og husk at røre rundt jævnligt (hvert 5 minut).
Slut med at smage til med salt. ellers smager grøden fadt.
Til dem, der spiser smør i grøden. Husk at juleaften skal smørhullet i grøden have form af et kors. Det bringer lykke og held.
Risengrød ligger godt i maven. Så efter en god gang grød, trænger man til at røre sig lidt og rocke ørerne. Og det er Mel og Kim mand og kvinde for at hjælpe os til. også selvom vi ikke må være mere end 10, der rocker sammen.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

I den danske navnekalender er dagens navn Rudolf, så hvad er mere oplagt end et gensyn med en af julemandens vigtigste hjælpere (sammen med Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donder og Blitzen). Eller som de ofte kaldes på dansk: Sprinter (eller Springer), Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden og Lyn.
Havde vi nu været i Sverige eller Norge havde Rudolf haft navnedag den 27. marts. Sådan noget kalenderod. Alle ved da, at Rudolf hører julen til.
I en moderne verden havde vi formentlig ikke en Rudolf. Han var forlængst blevet fanget i et vildsvinehegn eller slettet af sin tegnefilm, fordi han krænkede de oprindelige rensdyr med sin røde tud.
I virkeligheden var Rudolfs faktisk ikke blandt de “oprindelige” rensdyr fra amerikaneren C.C. Moores digtet “A visit from St. Nicholas”, som han skrev/udgav i 1823. Rudolf, som vi kender, blev “opfundet” i 1939 af forfatteren Robert L. May, der blev bedt om at digte en julefortælling til stormagasinkæden Montgomery Ward. Meningen var, at julehæftet skulle erstatte de regne/malebøger, som magasinet plejede at uddele i PR-øjemed. Til brug for dette hæfte digtede May historien om hvordan julemanden afleverede gaver til Rudolfs familie, og blev opmærksom på, at det lyste rødt fra dyrets værelse. Julemanden fandt da på, at den røde næse kunne bruges som lygte i den stadig tættere tåge, som var ved at standse årets gaveudbringning.
Bag kalenderlågen gemmer filmtegneserien fra 1948 sig. Så bliver det ikke mere nostalgisk. Så tag ungerne eller børneungerne (manden eller konen må også gerne kigge med) op på skødet og se en ægte klassiker sammen med dem.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

December rejser store og eksistentielle spørgsmål. Og vel intet større end:
STEG ELLER AND?
Vidste du, at anden er faktisk en ret moderne julespise, og at alle julesangene fortæller om gås? Svinet er historisk en nationalspise. Og ved højtider har danskerne ofte valgt at spise nationalt – undtagen blandt de frankofile i byerne. Man slagtede grisene i november og nød godt af dem i julen.
I byerne var kulturen anderledes end på landet. I byen var folk mere opmærksomme på, hvad der skete andre steder i verden. Anden kom altså – som de fleste “danske juletraditioner” til den danske jul udefra. Den er fransk – eller tysk – inspireret. Så er man ægte nationalist, er det ud med anden og ind med gåsen. Et oplagt punkt, som både DF og NB burde se langt mere alvorligt på end alt den snak om gris.
I følge madhistorikerne (sådan nogle findes der også) kan man ikke med sikkerhed sige, om gåsen eller flæskestegen går længst tilbage i historien, men det traditionelle, borgerlige julebord, som vi kender det fra ”Peters Jul”, er fra midten af 1800-tallet. Madtraditionerne går dog længere tilbage, for siden middelalderen har man spist flæsk i vintermånederne.
Julemaden bestod altså ikke udelukkende af flæsk i gamle dage, men også fjerkræ. Gåsen var ligesom grisen et af de dyr, man slagtede op til højtiden (november måned er også kendt som slagtemåneden), og derfor spiste mange familier også fjerkræ til jul.
I ”Peters Jul” af Johan Krohn fra 1866 lyder et af versene: ”Og så skal gås vi have./ I gåsens ryg et flag skal stå,/ og den har små manchetter på/ og grankrans om sin mave.” Og i julesangen “Sikken voldsom trængsel og alarm” synger vi om den søde jule aften, hvor der serveres risengrød, æbleskiver og: “Gåsestegen er til bageren sendt”.
I dag sætter langt flere tænderne i en andesteg frem for en gås. Men hvad skete der lige i de dage, der gjorde at gåsen blev til en and? Er det industrialiseringen og kvinders udmarch af hjemmet (uden mændene overtog husholdningen) til arbejdsmarkedet og dermed mindre tid til at forberede den tidskrævende gås?
Eller er det ændringerne i familiemønstret, som har betydet, at der var færre, der skulle sidde rundt om bordet juleaften, og derfor har mange valgt at skifte den store gås ud med den mindre and? Eller er det ganske enkelt fordi, at industrialiseringens indtog gjorde, at bagerens ovn forbeholdt brød og kager (det kræver jo en vis ovnstørrelse at kunne rumme en gås)? Eller det enkle faktum, at and simpelthen bare er blevet mere tilgængelig, da frostvarer blev en naturlig del af ethvert supermarked?
Jeg er sikker på, at vi snart kommer til at diskutere om juleanden og stegen ikke bør skiftes ud med en klimavenlig vegansk “alike-and” eller “plante-steg”, men her er jeg nødt til at – som Brinkman siger – Stå fast! og synge: “rør blot ikke ved min gamle jul”! Jeg er til steg. Den, der kommer fra en gris. Mandelsteg med rosenkål og quinea smager vidunderligt. Men ikke til min jul. Slut, prut, nissefinale. Bare kald mig boomer.
Jeg kunne fortsætte med at skrive om risalamande med varm kirsebærsovs/sauce (ingen diskrimination af stavemåder her i kalenderen). 88% af dem, der fejrer juleaften, spiser risalamande juleaften, 10% gør ikke. Af dem, der spiser risalamande, får 75% varm kirsebærsauce på, 18% vælger den kolde, mens 7% ikke spiser kirsebærsauce. Jeg tilhører her et radikalt (ja, altså ikke på den politiske måde) mindretal. Jeg foretrækker risengrød. Som min mor kogte den. Den skal være varm, lind og der skal være kanelsukker til.
Jeg må hellere stoppe nu. Mundvandet løber og heldigvis kalder aftensmaden. Mens jeg spiser kan du igen lytte til Kim og Kjukken, der sender gåsen til bageren.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️
.
Tak til Kristeligt Dagblad, COOP og Videnskab.dk for inspiration og tekstbidder.

Det kom fra hjertet, da Peter Faber i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm” helt tilbage i 1848 skrev den berømte sætning
»rør blot ikke ved min gamle jul«.
For sådan har vi det jo. Julen er traditionernes tid. Vi er et land befolket af nostalgikere og ingen skal røre ved vores jul.
Indtil corona’en eller COVID-19, som uvæsnet også hedder, tog bolig i blandt os. Nu myldrer det med regler, restriktioner og anbefalinger, som forsøger at komme på tværs af vores traditioner.
Men selvom julefrokosterne er sat på pause og Folkekirken og andre trossamfund skal overholde mundbindskrav, afstandskrav og brug af håndsprit under julegudstjenesterne, så er der faktisk ingen, der rør ved vores jul.
Nuvel: Nogen skal være færre sammen, end de plejer. Og Sundhedsstyrelsen tager os ved hånden omkring træet og kommer med gode råd til, hvordan vi kan gå om juletræet og endda pakke pakker ud. Og, og, og og.
Men jul er jul. Og i Danmark har vi valgt at undgå udgangs- og forsamlingsforbud og har i stedet valgt at opfordre til at vi mødes i mindre grupper og husker at holde afstand.
Men det hele er ikke regler og restriktioner. Sundhedsstyrelsen husker os på traditioner, som vi måske har glemt og kommer med gode råd til alternative måder at mødes på. Jeg har klippet to ud:
“Hold kontakten og ønsk hinanden glædelig jul uden at mødes fysisk. Fx kan du sende julekort eller julebeskeder til venner og familie, som du gerne ville have set mere i år. Eller aftale at se den samme julekalender, så I ser noget sammen.”
og
“Aftal fx at mødes i skoven eller i en park med god plads til et glas gløgg eller brændte mandler.”
(Læs hele jul og COVID pjecen her: https://www.sst.dk/…/Jul-i-en-tid-med-COVID-19.ashx…)
Julekort og et godt glas gløgg. Mere jul kan det da ikke blive. Så kernen i vores traditioner forbliver urørt. En tradition er det kit, der binder fællesskaberne sammen. De er anledningen til, at man mødes og opretholder fællesskabet og sætter en meningsfuld ramme for fællesskabet. Ikke bare vores fællesskab som familier; men også for vores store fællesskab.
Så hermed en stille opfordring fra mit hjørne af verden: Husk at julen handler om glæden, der blev jorden gæst. Det er svært og sært, at der er ting, der ikke er som de plejer. Men ingen rør ved kernen i det, der giver traditionen værdi og legitimitet:
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Her er en af mine kalendertraditioner. Hvad er en kalender uden “When a Child Is Born” sunget af Sinéad O’Connor og Danny O’Reilly. Ingen har sunget den smukkere og mere intenst.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

I mange hjem fejrer man ved at tænde lys i en adventskrans. Søndag efter søndag tilføjer vi endnu et tændt lys, indtil alle fire lys brænder. Ligesom kalenderlys og kalendergaver hjælper adventskransen os med at tælle ned til jul.
For advent er ventetid. Ligesom vi venter på at kunne give knus og kram, få coronavaccine, holde julefrokoster og store familiefester, komme af med ventetid og afstande, opleve smil på gaden uden mundbind og meget andet, som vi savner i hverdag. Det er svært. at undvære. Vi vil have vores hverdag tilbage. Og vi vil ikke vente.
Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket træet væk, komme ud og bytte gaverne og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.
Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på en gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidigt ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.
Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset, hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år.
Du skal selvfølgelig ikke snydes for bare en kortudgave af adventskransen historie:
Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul (Læs mere her: https://historienet.dk/jul/hvor-stammer-adventskransen-fra )
Da farven violet er den liturgiske bodsfarve i den katolske kirke, blev de første adventskranse pyntet med og/eller ophængt med violette bånd.
Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under Besættelsen 1940-1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra til videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunnet komme på julemærkerne.
Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde adventskransen som motiv og det var her adventskransen fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.
Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Så fik vi en ny del-finanslov. Og nu skal ældreplejen have et løft. 1000 ekstra sosu’er skal befolke landets plejehjem/plejeboliger (ældrepleje foregår i regeringssprog nemlig ikke i borgerens eget hjem. Det er kun de ældre, der har trukket en plejebolig i visitationslotteriet, der har brug for bedre omsorg).
Dem kan vi så give os til at lede efter. Ligesom vi stadig leder efter de 1000 ekstra sygeplejersker, der var løsningen på ethvert problem på sygehusene.
Lede efter? Hvorfor det? Kunne du med rette spørge. Svaret er enkelt: Der er ingen ekstra at tage af!!! Der uddannes for få sosu’er og sygeplejersker. Samtidig flygter sygeplejersker og sosu’er fra faget og finder job i andre brancher, der kan bruge deres kompetencer, tilbyder bedre arbejdsforhold og en anstændig løn. Andre uddanner sig i helt andre retninger. Hverdagen på sygehuse, i kommuner og andre steder, hvor mennesker har behov for omsorg og pleje er hård kost. Travlheden kræver dagligt, at vi går på kompromis med fagligheden og etikken er konstant udfordret. Og det gør hverken 1000 af den ene eller den andens slags forskel på. Der skal andet og mere til.
Så 1000 ikke-eksisterende sosu’er kunne siges at være ikke-eksisterende pebernødder i regnskabet. Dels fordi, de ikke findes og dels fordi, der er 932 plejehjem (+ dem SSI glemte i optællingen) i Danmark med omkring 40.000 beboere. Så prøv at hive lommeregneren frem og se, hvor “mange” 1000 er i det store regnestykke.
Nu skal det hele jo ikke gå op i politik; så apropos pebernødder:
Har du fået bagt pebernødder i år?
For hvad er julen og Julesmåkagebagedagene uden pebernødder? Pebernødden er jo en af de ældste julesmåkager, vi har. Vi har kendt den siden 1400-tallet. Den har samme oprindelse som peberkagen og brunkagen. I flere af kogebøgerne fra 1800-tallet er der endda tale om den samme opskrift, der blot kan laves til pebernødder, hvis man skulle ønske sig runde kager i stedet for flade.
De oprindelige pebernødder blev ofte bagt af bygmel, efter al anden bagning var overstået. Så stod de der og tørrede i eftervarmen, og blev så hårde, at de kunne holde helt til næste jul, om det skulle være. Men det skulle det ikke.
Den runde version, den kleine pebernød, kom til i 1700-tallet og blev hurtigt en julesmåkage. Den tidligste danske opskrift er fra 1703. Den minder megen om den tyske pebernød, men Wigant, forfatterinden, var sådan set også tysker. Så det kan nok forklare et og andet. Vi har i alt fald hentet navnet fra tysk, for pfeffernüssen betyder pebernød.
Pebernødder har udviklet sig. Både i smag og i bag. Fra middelalderens hårde kugler til vores tids sprøde kugler, hvor sukker har overtaget peberens plads som smagsdominerende.
Mangler du opskrift, så har Nationalmuseet et forslag til dig.
Præstefruen ved Skibet kirke udenfor Vejle fik i 1930-erne denne opskrift af sin nabokone, og den skulle angiveligt stamme fra den forrige præstekone ved Skibet kirke.
Vejle Amts Folkeblad havde en pebernøddekonkurrence midt i 1950’erne, hvor pebernødderne fra præstegården fik en flot andenplads.
Præstegaardens Pebernødder:
3/4 Pund Margarine eller Smør 2 Pund mørk Farin
Æltes sammen.
Derefter irøres 4 Æg 1 1/2 dl. Mælk eller Fløde 1 Tskf. Kanel 1 Tskf. Nelliker 1 Tskf. Ingefær 1 Tskf. Muskat 1 Tskf. Hjortetaksalt 3 Pund Mel
Dejen æltes. Dejen køres igennem kødhakkeren, gennem pladen med det runde hul, eller trilles i lange tynde Pølser og skæres i temmelig smaa “Puder.” Herefter bages de ved 200 grader i ca. 10 Minutter – til de er gyldne.
Pebernødderne er både lækre småkager at spise, men bruges også som valuta i mange julelege. Pebernødder passer også i kræmmerhusene på juletræet: “først skal træet vises, siden skal det spises”, som den gamle i den gamle julesang “Højt fra træets grønne top” fortæller om.
Højt fra træets gemmer vi, til vi er tættere på jul. Men du får noget, der er mindst lige så godt. Jason Waller synger “Hark! The Herald Angels Sing”. Den er svær at blive træt af.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Hvad skal du/I i julen? Spørger vi venligt og interesseret hinanden om. På arbejde, når vi mødes i Føtex eller mens vi venter på at ungerne får fri. Med den der lidt underforståede vished om, at alle har “nogen” at komme hjem til. Og har man ikke er det ikke noget, vi taler højt om. Skammens em står om den, der ikke kan fremvise et sted at høre til.
Men der er mennesker derude, der ikke er blevet bedt hjem eller har nogen at bede hjem. Og i år er det særligt svært. Vi putter os i vores “bobler” og hæmmes af forsamlingsforbuddene.
Men heldigvis åbner mange fællesskaber og mennesker deres døre og hjem, så julen kan fejres i sammen med andre.
Røde Kors bringer værter og gæster sammen:
https://www.rodekors.dk/jul/julevenner
Utallige kirker og menigheder åbner deres rum for alle. Uanset tro og mangel på samme:
https://www.folkekirken.dk/…/advent…/aabne-juleaftener
I Aalborg holder Kirkens Korshær stadig juleaften for hjemløse og ensomme og i storstaden holder Frelsens Hær, Kirkens Korshær og Avedøre Kirke juleaften for hjemløse og ensomme. Og listen fortsætter.
Hvor er det dog fantastisk, at midt i en tid, hvor vaccinemodstandere, minkenes forsvarer, selvudråbte specialister med eksamensbeviser fra YouTube, covid-fornægterne og andre med fantastiske sager fylder næsten hele det offentlige rum, så er der nogen, der i stilhed og kærlighed åbner dørene for andre og byder velkommen i fællesskabets helende varme. Helt uden overskrifter, likes eller forsider.
Af hjertet tak til jer. I giver håb ❣️
Hvorfor jeg igen i år kom i tanke om nummeret her, fortaber sig også nu et eller sted i min hjernes krinkelkroge. Men den irske postpunks særlige tone og the The Workman’s Clubs snart antikvariske juleplayliste er bare noget særligt..
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄