Browsing "Julekalender"

23. December

Glædelig 4. søndag i advent. Dagen før dagen før dagen. Kan du mærke en gnist af spænding og forventningsfuld glæde eller har pligterne og “jule-to-do-listen” taget magten? Hvis du er ramt af det sidste, så rejs dig op; hent et godt glas eller en god kop noget, der giver velbehag og sæt dig og lyt til en af klassikerne i en lidt anderledes udgave. Jeg synes, december er så vidunderlig på mange måder, bl.a. fordi forventningen får det bedste frem i mennesker. Jeg havde jo læst på PostDanmarks hjemmeside, at: “Størstedelen af vores posthuse har åbent søndag den 22. december, og her kan du hente dine breve og pakker samt indlevere post”. Fantastisk service, som nethandlen har udløst. Jeg havde så bare overset, at det skulle være inden kl. 12. Men den søde ekspedient i Føtex forærede mig den forede kuvert, lånte mig dette og hint jeg havde glemt i skyndingen, fandt kassen med maxibreve i de allerede pakkede postvogne og fik lusket min pakke med afsted. Oveni det hele nåede vi at småsnakke om jul, om hendes uddannelse og stegetid på flæskestegen. Tænk, hvis vi kunne tage den hjælpsomhed og tillidsfulde nærhed mellem to fremmede med ind i januar, februar osv. Hav en fantastisk adventsaften og pas på jer selv og hinanden.

22. December

Glædelig lillejuleaften. Jeg advarer på forhånd; hvis du har det med at tænke billedligt og skal i kirke i morgen, så lad være med at se Mr. Bean’s “udlægning” af juleevangeliet. Krampetrækninger i smilebåndene kan forekomme som bivirkning, når man bliver husket på videoen. Jeg forsøger med hård hånd at kurere det anfald af oprydningsvanvid, der ramte mig i går aftes og håber jeg gennem selvdisciplin og støttet af en anelse alkohol eller noget kan finde ud af at holde fuldstændig fri (altså udover de der 7-9-24 ting på to-do-listen *griner selvironisk*). Hvad skal du bruge dagen før dagen til? Jeg håber, at såvel min som din dag og alle andres bliver fyldt med glæde og forventning. Pas på jer selv og hinanden.

21. December

Glædelig 21. december og glædeligt vintersolhverv. Årets korteste dag, hvor der kun er 7 timer mellem solopgang og solnedgang. Præcis kl. 18.11 passerer solen det laveste punkt i sin bane på himlen og står lodret over den Sydlige Vendekreds. Så natten før natten før natten er meget praktisk årets længste, så vi kan tanke godt op med søvn før julefesten begynder. Grundtvig skriver i julesalmen: “Kimer, I klokker”, at “Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”. Så husk at selvom lyset er kort på himlen i dag, så er der lys i hjertet, når vi passer på os selv og hinanden. Hav en vidunderlig vintersolhvervsdag.

19. December

Glædelig 19. december. Lige pludselig forsvandt lidt af himlens gråhed og rester af solnedgangen er pippet frem. Dejligt at vågne til efter en lidt for kort “nattesøvn”. Det kalder på en glad julesang og hvad er mere muntert end børneklassikeren på melodien fra Scillemadinkedinkeding med tekst af Otto Brandenburg. Har du allerede gættet sangen, der med sine fantastiske billeder så som: “Han (nissen) sidder og sover, og det samme gør hans kat, som ”drømmer sødt om sild med flødeovertræk”.”
Håber, du har en forrygende dag. Pas på jer selv og hinanden
(Ps: Det kgl Bibliotek har en fin lille historie om sangens lidt skæve historie, den kan du læse her.

18. December

Glædelig 18. december. Mangler du også de sidste julegaver og kan mærke julestressen puste i nakken? Så kommer der en servicemeddelse her: Posthusene holder åbent heldt frem til søndag d. 22; så der er tid endnu. Jeg tillader mig derfor at drive bare lidt efter gårsdagens dobbeltvagt og dagens nattevagt. Jeg troede ikke, jeg kunne holde til at møde 23.00 – 13.30 længere, men af uforklarlige årsager hænger jeg sammen endnu. Dangens julesalme synes af Seebach senior og er en af mine yndlingsjulesalmer. “Kom lad os gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind”. Pas på jer selv og hinanden.

17. December

Godmorgen og glædelig 17. december. Jeg læste et interview med Pave Frans, der just er blevet kåret til årets mand 2013 af “Times”, hvor han bl.a. blev spurgt, hvad julen havde at sige mennesket i dag. Til det svarede han blandt andet: “It …speaks of tenderness and hope. When God meets us he tells us two things. The first thing he says is: have hope. God always opens doors, he never closes them. He is the father who opens doors for us. The second thing he says is: don’t be afraid of tenderness.” Så lad os bringe håb om omsorgens ømhed og håb til dem, hvor julen føles fraværende. Hav en fantastisk dag og pas på jer selv og hinanden.

16. December

Glædelig 16. december. Himmellegemerne står centralt i julens fortællinger og særligt stjernen har fået en central plads i fortællingen om menneskets vej til det lille barn, der kom for at være centrum for alle menneskers liv. Her har jeg l…adet Flemming Jørgensen – bedst kendt som Bamse – synge klassikeren, som ethvert barn kender fra Disneys juleshow: “Når du ser et stjerneskud”. Det kan du så måske ikke lige nu, men i morgen formiddag kan du se fuldmånen på himlen, hvis du er heldig. Præcis kl. 10.28 er den på sit absolut fuldeste. Jeg skal i nattevagt, så forhåbentlig sover jeg, inden månen er på sit fuldeste i morgen. Ha’ en fantastisk dag og pas på jer selv og hinanden.

15. December

Glædelig 3. søndag i advent. Julesøndag i Den gamle By. Jeg var forberedt på mange mennesker, men ikke på at Hjallerup marked kom til at fremstå som en underbesøgt byfest i udkantsdanmark. Med en tidligere LO-formads ord kan man vist sige, at Den gamle By “har sejret ad helvedes til”, når det kommer til besøgstal. Mange mennesker er godt, for mange mennesker er en træls ting. Men vi fik nået noget: Snuset til sæber og duftet til Kølnervand i Schous sæbehus, lidt mere end kigget på bøger i Andersens boghandel, spist æbelskiver efter gammel opskrift stegt i svinefedt og andet godt. Nu er fødderne trætte og benene oppe. Ha’ en fantastisk dag – søg lyset og juleglæden og pas på jer selv og hinanden.

14. December

Glædelig 14. december. Sangen klingede overalt på skoler, institutioner, i radioen i går. Du har formodentlig allerede gættet, hvad det er for en. Kender du også historien bag tradtionen? Ellers kommer den her i kortform: Skikken med Lucia-optog er relativt ny og stammer fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia. I dag har hver eneste svenske by sin egen Lucia, som findes lang tid før 13. december. Svenskerne har dog fejret Lucia-natten, eller Lusse-natten, som de kalder den, siden 16-1700-tallet. Det gælder især i den vestlige del af Sverige, hvor traditionen byder, at gårdens unge piger vækker alle med kaffe og de specielle Lussekatter, som er safransboller, i den kulsorte, tidlige morgenstund. Hele min barndom og såmænd også i min “voksendom” har smagen af en lussekat været noget helt specielt. Lyt til Luciasagen sunget af smukke svenske pigestemmer og bag en forsinket lussekat Opskrift: (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/442058:Julekalender-2011–Julekalender-13–december–Lussekat-og-luciabrud) . Hav en dejlig dag – pas på jer selv og hinanden 🙂

12 December

Glædelig 12. december. Var det ikke en fantastisk flot dato i går? 11.12.13. … Men trods det måtte min fb-julekalender vige for endnu en aftenvagt. Og så tager jeg lige en mere i dag. Herefter er min telefon sat på “Du er nummer 36 i køen – vent venligst til du bliver smidt af, når du er nummer to i køen” indtil mandag morgen. I modsætning til teleselskaberne og andet godtfolk slipper man dog for en irriterende, skrattende endeløs melodi. Men en af julens melodier skal du have her. Hvad er kalenderen uden “Little Drummer Boy”? Denne gang sunget af Frankie him self. Hav en fantastisk dag. Pas på dig og dine.