Langfredag

Da jeg var barn var langfredag en Langfredag stille og også uforståelig dag. Alt var lukket. Ingen tankstationer, 7/11, Bilka, Biografer, Caféer, Restaurenter, Hoppe-legeland, Kunstmuséer eller andet.
Det var en dag, der nemt kom til at stå for noget mørkt, lidt forknyt. Selv i kirken var alt stille og slet ikke som de andre dage. Det handlede – for mine barneører – kun om død og mørke – uden der dog var tidligere tiders håndfaste tegn og symboler:
Langt op i 1800-tallet risede (slå med et ris lavet af grene) man hinanden langfredag, og der blev serveret den ydmygste og ringeste mad. Ja, børnene fik endda af og til kun lidt salt og så ellers ingenting. Så kunne de føle, hvordan Jesus havde det på korset denne dag.
Som voksen er langfredag blevet nemmere at forstå. Visheden om at Gud er med os ind i lidelsen og døden og vi er blevet givet en vished om, at det vi skal igennem her i livet, det har Gud prøvet på egen krop.
Og bag mørket venter påskedags opstandelseslys. Lige om lidt.

Efterlad en kommentar