Skrublerier

Egentlig burde jeg jo skrive om restriktioner og andre trivialiteter; men det er der så mange andre, der gør bedre end jeg, så jeg vil i stedet fortælle lidt om et for julen meget alvorligt spørgsmål.
Du ved det allerede, ikke? Ja, netop. Det er risengrøden, jeg taler om. Fimpe fra Jul på Slottet elsker den. Lunte i Nissebanden er vild med den. Og Pyrus kan ikke leve uden den. Nissernes kærlighed til grøden er ikke til at tage fejl af, og det er da også den herligste spise.
Som barn fik jeg endda lov til at få et helt glas nisseøl til grøden. Så kunne middagen ikke være større. En KB nisseøl. Denne herlige drik brygget på münchner-, chokolade- og karamelmalt, som giver den smukke mørke farve.Tilbage til risengrøden. Som vel er noget af det tætteste, man kommer på den ultimative julemad. Og risengrød er da også – rent historisk – luksusspise af den helt særlige slags.
Risen kom oprindeligt til Europa ad flere omgange, sandsynligvis nede fra Persien. Og i en sydeuropæisk kogebog fra 1300-tallet finder vi allerede den første opskrift på noget, der dufter af risengrød, som vi skandinaver kender den.
For den ægte risengrød stort set forbeholdt Skandinavien. Vores risengrød er en ekstra fin udgave af sødgrød. Sødgrød betød oprindeligt byg- eller havregryn kogt i mælk. Det var fin søndags- og festmad, for til hverdag blev grøden kogt på vand.
I Danmark har man spist risengrød siden 1600-tallet, måske før. Og den første opskrift finder vi i den fisefornemme kogebog: “En Høy-Fornemme Madames Kaagebog” fra 1703, er kun indeholdt opskrifter på meget fornem mad. Ris var på den tid et dyrt spise kun forbeholdt de rige.
Det ændrede sig heldigvis i 1800-tallet. Ligesom andre fine varer – såsom hvedemel og sukker – bliver risene efterhånden billigere og lettere tilgængelige. Madam Mangor har en opskrift på risengrød i sin kogebog fra 1837. Nu er risengrøden nået til den jævne mand og kones gryder. Dog stadig kun til fest, men det er altså i sidste halvdel af dette århundrede, at risengrød som julegrød for alvor bliver en allemandsspise.
Det bedre borgerskab, der på ingen måde vil spise det, der spises i folkekøkkenet og opfinder så risalamanden, for hvis man ikke kan være eksklusiv med risengrød alene, så kan man da altid røre lidt flødeskum, sukker og mandler i. Men historien gentager sig og nu er den udgave også at finde på både høj og lavs julebord. Endda som den foretrukne ret (som jeg skrev om i går) på manges julebord.
Nogen holder fast ved risengrøden juleaften. I stedet for risalamande har selve kongehuset tradition for at spise risengrød med mandel i juleaften og ikke den kolde, klistrede risalamande.
Hvis din opskrift på denne julens bedste spise er blevet væk, så har jeg en til dig her:
Risengrød
175 g grødris (Pama er fine)
2 dl vand
1 liter økologisk sødmælk (Thises græs eller jersey sødmælk er perfekt)
Salt
Evt. ½ stang vanilje
Kanelsukker
3-4 tsk hvid perlesukker
1 tsk kanel (køb en ordentlig – du vil ikke fortryde)
Vandet koges op i en gryde (helst tykbundet) og grødrisene tilsættes. Koger 3-4 minutter.
Skru ned for varmen (ca. halv varme) og tilsæt 1 liter mælk.
Lad det småkoge i ca. 40 minutter, og husk at røre rundt jævnligt (hvert 5 minut).
Slut med at smage til med salt. ellers smager grøden fadt.
Til dem, der spiser smør i grøden. Husk at juleaften skal smørhullet i grøden have form af et kors. Det bringer lykke og held.
Risengrød ligger godt i maven. Så efter en god gang grød, trænger man til at røre sig lidt og rocke ørerne. Og det er Mel og Kim mand og kvinde for at hjælpe os til. også selvom vi ikke må være mere end 10, der rocker sammen.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

I den danske navnekalender er dagens navn Rudolf, så hvad er mere oplagt end et gensyn med en af julemandens vigtigste hjælpere (sammen med Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donder og Blitzen). Eller som de ofte kaldes på dansk: Sprinter (eller Springer), Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden og Lyn.
Havde vi nu været i Sverige eller Norge havde Rudolf haft navnedag den 27. marts. Sådan noget kalenderod. Alle ved da, at Rudolf hører julen til.
I en moderne verden havde vi formentlig ikke en Rudolf. Han var forlængst blevet fanget i et vildsvinehegn eller slettet af sin tegnefilm, fordi han krænkede de oprindelige rensdyr med sin røde tud.
I virkeligheden var Rudolfs faktisk ikke blandt de “oprindelige” rensdyr fra amerikaneren C.C. Moores digtet “A visit from St. Nicholas”, som han skrev/udgav i 1823. Rudolf, som vi kender, blev “opfundet” i 1939 af forfatteren Robert L. May, der blev bedt om at digte en julefortælling til stormagasinkæden Montgomery Ward. Meningen var, at julehæftet skulle erstatte de regne/malebøger, som magasinet plejede at uddele i PR-øjemed. Til brug for dette hæfte digtede May historien om hvordan julemanden afleverede gaver til Rudolfs familie, og blev opmærksom på, at det lyste rødt fra dyrets værelse. Julemanden fandt da på, at den røde næse kunne bruges som lygte i den stadig tættere tåge, som var ved at standse årets gaveudbringning.
Bag kalenderlågen gemmer filmtegneserien fra 1948 sig. Så bliver det ikke mere nostalgisk. Så tag ungerne eller børneungerne (manden eller konen må også gerne kigge med) op på skødet og se en ægte klassiker sammen med dem.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

December rejser store og eksistentielle spørgsmål. Og vel intet større end:
STEG ELLER AND?
Vidste du, at anden er faktisk en ret moderne julespise, og at alle julesangene fortæller om gås? Svinet er historisk en nationalspise. Og ved højtider har danskerne ofte valgt at spise nationalt – undtagen blandt de frankofile i byerne. Man slagtede grisene i november og nød godt af dem i julen.
I byerne var kulturen anderledes end på landet. I byen var folk mere opmærksomme på, hvad der skete andre steder i verden. Anden kom altså – som de fleste “danske juletraditioner” til den danske jul udefra. Den er fransk – eller tysk – inspireret. Så er man ægte nationalist, er det ud med anden og ind med gåsen. Et oplagt punkt, som både DF og NB burde se langt mere alvorligt på end alt den snak om gris.
I følge madhistorikerne (sådan nogle findes der også) kan man ikke med sikkerhed sige, om gåsen eller flæskestegen går længst tilbage i historien, men det traditionelle, borgerlige julebord, som vi kender det fra ”Peters Jul”, er fra midten af 1800-tallet. Madtraditionerne går dog længere tilbage, for siden middelalderen har man spist flæsk i vintermånederne.
Julemaden bestod altså ikke udelukkende af flæsk i gamle dage, men også fjerkræ. Gåsen var ligesom grisen et af de dyr, man slagtede op til højtiden (november måned er også kendt som slagtemåneden), og derfor spiste mange familier også fjerkræ til jul.
I ”Peters Jul” af Johan Krohn fra 1866 lyder et af versene: ”Og så skal gås vi have./ I gåsens ryg et flag skal stå,/ og den har små manchetter på/ og grankrans om sin mave.” Og i julesangen “Sikken voldsom trængsel og alarm” synger vi om den søde jule aften, hvor der serveres risengrød, æbleskiver og: “Gåsestegen er til bageren sendt”.
I dag sætter langt flere tænderne i en andesteg frem for en gås. Men hvad skete der lige i de dage, der gjorde at gåsen blev til en and? Er det industrialiseringen og kvinders udmarch af hjemmet (uden mændene overtog husholdningen) til arbejdsmarkedet og dermed mindre tid til at forberede den tidskrævende gås?
Eller er det ændringerne i familiemønstret, som har betydet, at der var færre, der skulle sidde rundt om bordet juleaften, og derfor har mange valgt at skifte den store gås ud med den mindre and? Eller er det ganske enkelt fordi, at industrialiseringens indtog gjorde, at bagerens ovn forbeholdt brød og kager (det kræver jo en vis ovnstørrelse at kunne rumme en gås)? Eller det enkle faktum, at and simpelthen bare er blevet mere tilgængelig, da frostvarer blev en naturlig del af ethvert supermarked?
Jeg er sikker på, at vi snart kommer til at diskutere om juleanden og stegen ikke bør skiftes ud med en klimavenlig vegansk “alike-and” eller “plante-steg”, men her er jeg nødt til at – som Brinkman siger – Stå fast! og synge: “rør blot ikke ved min gamle jul”! Jeg er til steg. Den, der kommer fra en gris. Mandelsteg med rosenkål og quinea smager vidunderligt. Men ikke til min jul. Slut, prut, nissefinale. Bare kald mig boomer.
Jeg kunne fortsætte med at skrive om risalamande med varm kirsebærsovs/sauce (ingen diskrimination af stavemåder her i kalenderen). 88% af dem, der fejrer juleaften, spiser risalamande juleaften, 10% gør ikke. Af dem, der spiser risalamande, får 75% varm kirsebærsauce på, 18% vælger den kolde, mens 7% ikke spiser kirsebærsauce. Jeg tilhører her et radikalt (ja, altså ikke på den politiske måde) mindretal. Jeg foretrækker risengrød. Som min mor kogte den. Den skal være varm, lind og der skal være kanelsukker til.
Jeg må hellere stoppe nu. Mundvandet løber og heldigvis kalder aftensmaden. Mens jeg spiser kan du igen lytte til Kim og Kjukken, der sender gåsen til bageren.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️
.
Tak til Kristeligt Dagblad, COOP og Videnskab.dk for inspiration og tekstbidder.

Det kom fra hjertet, da Peter Faber i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm” helt tilbage i 1848 skrev den berømte sætning
»rør blot ikke ved min gamle jul«.
For sådan har vi det jo. Julen er traditionernes tid. Vi er et land befolket af nostalgikere og ingen skal røre ved vores jul.
Indtil corona’en eller COVID-19, som uvæsnet også hedder, tog bolig i blandt os. Nu myldrer det med regler, restriktioner og anbefalinger, som forsøger at komme på tværs af vores traditioner.
Men selvom julefrokosterne er sat på pause og Folkekirken og andre trossamfund skal overholde mundbindskrav, afstandskrav og brug af håndsprit under julegudstjenesterne, så er der faktisk ingen, der rør ved vores jul.
Nuvel: Nogen skal være færre sammen, end de plejer. Og Sundhedsstyrelsen tager os ved hånden omkring træet og kommer med gode råd til, hvordan vi kan gå om juletræet og endda pakke pakker ud. Og, og, og og.
Men jul er jul. Og i Danmark har vi valgt at undgå udgangs- og forsamlingsforbud og har i stedet valgt at opfordre til at vi mødes i mindre grupper og husker at holde afstand.
Men det hele er ikke regler og restriktioner. Sundhedsstyrelsen husker os på traditioner, som vi måske har glemt og kommer med gode råd til alternative måder at mødes på. Jeg har klippet to ud:
“Hold kontakten og ønsk hinanden glædelig jul uden at mødes fysisk. Fx kan du sende julekort eller julebeskeder til venner og familie, som du gerne ville have set mere i år. Eller aftale at se den samme julekalender, så I ser noget sammen.”
og
“Aftal fx at mødes i skoven eller i en park med god plads til et glas gløgg eller brændte mandler.”
(Læs hele jul og COVID pjecen her: https://www.sst.dk/…/Jul-i-en-tid-med-COVID-19.ashx…)
Julekort og et godt glas gløgg. Mere jul kan det da ikke blive. Så kernen i vores traditioner forbliver urørt. En tradition er det kit, der binder fællesskaberne sammen. De er anledningen til, at man mødes og opretholder fællesskabet og sætter en meningsfuld ramme for fællesskabet. Ikke bare vores fællesskab som familier; men også for vores store fællesskab.
Så hermed en stille opfordring fra mit hjørne af verden: Husk at julen handler om glæden, der blev jorden gæst. Det er svært og sært, at der er ting, der ikke er som de plejer. Men ingen rør ved kernen i det, der giver traditionen værdi og legitimitet:
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Her er en af mine kalendertraditioner. Hvad er en kalender uden “When a Child Is Born” sunget af Sinéad O’Connor og Danny O’Reilly. Ingen har sunget den smukkere og mere intenst.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

I mange hjem fejrer man ved at tænde lys i en adventskrans. Søndag efter søndag tilføjer vi endnu et tændt lys, indtil alle fire lys brænder. Ligesom kalenderlys og kalendergaver hjælper adventskransen os med at tælle ned til jul.
For advent er ventetid. Ligesom vi venter på at kunne give knus og kram, få coronavaccine, holde julefrokoster og store familiefester, komme af med ventetid og afstande, opleve smil på gaden uden mundbind og meget andet, som vi savner i hverdag. Det er svært. at undvære. Vi vil have vores hverdag tilbage. Og vi vil ikke vente.
Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket træet væk, komme ud og bytte gaverne og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.
Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på en gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidigt ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.
Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset, hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år.
Du skal selvfølgelig ikke snydes for bare en kortudgave af adventskransen historie:
Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul (Læs mere her: https://historienet.dk/jul/hvor-stammer-adventskransen-fra )
Da farven violet er den liturgiske bodsfarve i den katolske kirke, blev de første adventskranse pyntet med og/eller ophængt med violette bånd.
Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under Besættelsen 1940-1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra til videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunnet komme på julemærkerne.
Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde adventskransen som motiv og det var her adventskransen fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.
Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Så fik vi en ny del-finanslov. Og nu skal ældreplejen have et løft. 1000 ekstra sosu’er skal befolke landets plejehjem/plejeboliger (ældrepleje foregår i regeringssprog nemlig ikke i borgerens eget hjem. Det er kun de ældre, der har trukket en plejebolig i visitationslotteriet, der har brug for bedre omsorg).
Dem kan vi så give os til at lede efter. Ligesom vi stadig leder efter de 1000 ekstra sygeplejersker, der var løsningen på ethvert problem på sygehusene.
Lede efter? Hvorfor det? Kunne du med rette spørge. Svaret er enkelt: Der er ingen ekstra at tage af!!! Der uddannes for få sosu’er og sygeplejersker. Samtidig flygter sygeplejersker og sosu’er fra faget og finder job i andre brancher, der kan bruge deres kompetencer, tilbyder bedre arbejdsforhold og en anstændig løn. Andre uddanner sig i helt andre retninger. Hverdagen på sygehuse, i kommuner og andre steder, hvor mennesker har behov for omsorg og pleje er hård kost. Travlheden kræver dagligt, at vi går på kompromis med fagligheden og etikken er konstant udfordret. Og det gør hverken 1000 af den ene eller den andens slags forskel på. Der skal andet og mere til.
Så 1000 ikke-eksisterende sosu’er kunne siges at være ikke-eksisterende pebernødder i regnskabet. Dels fordi, de ikke findes og dels fordi, der er 932 plejehjem (+ dem SSI glemte i optællingen) i Danmark med omkring 40.000 beboere. Så prøv at hive lommeregneren frem og se, hvor “mange” 1000 er i det store regnestykke.
Nu skal det hele jo ikke gå op i politik; så apropos pebernødder:
Har du fået bagt pebernødder i år?
For hvad er julen og Julesmåkagebagedagene uden pebernødder? Pebernødden er jo en af de ældste julesmåkager, vi har. Vi har kendt den siden 1400-tallet. Den har samme oprindelse som peberkagen og brunkagen. I flere af kogebøgerne fra 1800-tallet er der endda tale om den samme opskrift, der blot kan laves til pebernødder, hvis man skulle ønske sig runde kager i stedet for flade.
De oprindelige pebernødder blev ofte bagt af bygmel, efter al anden bagning var overstået. Så stod de der og tørrede i eftervarmen, og blev så hårde, at de kunne holde helt til næste jul, om det skulle være. Men det skulle det ikke.
Den runde version, den kleine pebernød, kom til i 1700-tallet og blev hurtigt en julesmåkage. Den tidligste danske opskrift er fra 1703. Den minder megen om den tyske pebernød, men Wigant, forfatterinden, var sådan set også tysker. Så det kan nok forklare et og andet. Vi har i alt fald hentet navnet fra tysk, for pfeffernüssen betyder pebernød.
Pebernødder har udviklet sig. Både i smag og i bag. Fra middelalderens hårde kugler til vores tids sprøde kugler, hvor sukker har overtaget peberens plads som smagsdominerende.
Mangler du opskrift, så har Nationalmuseet et forslag til dig.
Præstefruen ved Skibet kirke udenfor Vejle fik i 1930-erne denne opskrift af sin nabokone, og den skulle angiveligt stamme fra den forrige præstekone ved Skibet kirke.
Vejle Amts Folkeblad havde en pebernøddekonkurrence midt i 1950’erne, hvor pebernødderne fra præstegården fik en flot andenplads.
Præstegaardens Pebernødder:
3/4 Pund Margarine eller Smør 2 Pund mørk Farin
Æltes sammen.
Derefter irøres 4 Æg 1 1/2 dl. Mælk eller Fløde 1 Tskf. Kanel 1 Tskf. Nelliker 1 Tskf. Ingefær 1 Tskf. Muskat 1 Tskf. Hjortetaksalt 3 Pund Mel
Dejen æltes. Dejen køres igennem kødhakkeren, gennem pladen med det runde hul, eller trilles i lange tynde Pølser og skæres i temmelig smaa “Puder.” Herefter bages de ved 200 grader i ca. 10 Minutter – til de er gyldne.
Pebernødderne er både lækre småkager at spise, men bruges også som valuta i mange julelege. Pebernødder passer også i kræmmerhusene på juletræet: “først skal træet vises, siden skal det spises”, som den gamle i den gamle julesang “Højt fra træets grønne top” fortæller om.
Højt fra træets gemmer vi, til vi er tættere på jul. Men du får noget, der er mindst lige så godt. Jason Waller synger “Hark! The Herald Angels Sing”. Den er svær at blive træt af.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Hvad skal du/I i julen? Spørger vi venligt og interesseret hinanden om. På arbejde, når vi mødes i Føtex eller mens vi venter på at ungerne får fri. Med den der lidt underforståede vished om, at alle har “nogen” at komme hjem til. Og har man ikke er det ikke noget, vi taler højt om. Skammens em står om den, der ikke kan fremvise et sted at høre til.
Men der er mennesker derude, der ikke er blevet bedt hjem eller har nogen at bede hjem. Og i år er det særligt svært. Vi putter os i vores “bobler” og hæmmes af forsamlingsforbuddene.
Men heldigvis åbner mange fællesskaber og mennesker deres døre og hjem, så julen kan fejres i sammen med andre.
Røde Kors bringer værter og gæster sammen:
https://www.rodekors.dk/jul/julevenner
Utallige kirker og menigheder åbner deres rum for alle. Uanset tro og mangel på samme:
https://www.folkekirken.dk/…/advent…/aabne-juleaftener
I Aalborg holder Kirkens Korshær stadig juleaften for hjemløse og ensomme og i storstaden holder Frelsens Hær, Kirkens Korshær og Avedøre Kirke juleaften for hjemløse og ensomme. Og listen fortsætter.
Hvor er det dog fantastisk, at midt i en tid, hvor vaccinemodstandere, minkenes forsvarer, selvudråbte specialister med eksamensbeviser fra YouTube, covid-fornægterne og andre med fantastiske sager fylder næsten hele det offentlige rum, så er der nogen, der i stilhed og kærlighed åbner dørene for andre og byder velkommen i fællesskabets helende varme. Helt uden overskrifter, likes eller forsider.
Af hjertet tak til jer. I giver håb ❣️
Hvorfor jeg igen i år kom i tanke om nummeret her, fortaber sig også nu et eller sted i min hjernes krinkelkroge. Men den irske postpunks særlige tone og the The Workman’s Clubs snart antikvariske juleplayliste er bare noget særligt..
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

1962 var på mange måder et bemærkelsesværdigt år. Cubakrisen, optagelsen af den første James Bond film, Hjerteforeningen dannet, Algeriet bliver selvstændigt, Karen Blixen dør og staten uddelte pamfletten: “Hvis krigen kommer”.
Men, men, men … Ikke glemme det vigtigste:
1962 var året, hvor Julekalenderen blev sendt på tv for første gang (Som så ofte kan vi danskere ikke tage æren for den første af slagsen. I Sverige sendte man tv-julekalder for første gang i 1960). Tv-julekalenderen byggede videre på traditionen om de trykte lågejulekalendere, der havde været brugt i årtier. De første år var det ikke en sammenhængende fortælling, som vi kender julekalenderen i dag. Men i 1967 fik slog kalenderidéen, som vi kender den, igennem med ’Kender du Decembervej’, hvor figuren Magnus Tagmus optrådte.
Succesen blev i 1974 efterfulgt af endnu en stor succes, da kalenderen ’Jullerup Færgeby’ blev sendt. Indtil 1979 bar dukkekarakterer historien. Fra 1962 til 1972 blev karaktererne spillet af hånddukker, mens de blev spillet af stangdukker fra 1973 til 1978.
Først i 1979 blev tv-julekalenderen fyldt med levende personer, da man indspillede ’Jul i Gammelby’, der foregik i en 1800-tals købstad (optaget i Den gamle By i Aarhus). Efter min mening den ultimativt bedste julekalender nogensinde – skarpt forfulgt af Pyrus (Jesper Klein som Bertramsen og Poul Hüttel som arkivnissen Gyldengrød burde være pensum i al danskundervisning) og Nissebanden med Flemming Jensens finurlige sprogaftryk.
Og siden er kalenderne kommet i en lind strøm. Hvem husker ikke Jul på Slottet’ og ’Nissebanden i Grønland’. For ikke at nævne Pyrus-serien, ’Brødrene Mortensens jul’, ’Jul på Kronborg’ og ’Nissebanden – Nissernes ø’ . For ikke at nævne næste generation kalendere med titler som ’Jesus og Josefine’, ’Jul i Valhal, ’Absalons Hemmelighed’ og ’Pagten’ som endda omhandlede både Københavns grundlægger, biskop Absalon, og N.F.S. Grundtvig. Ja, endda voksenjulekalendere er det blevet til. F.eks. “the Julekalender”, som fejrer 30 års fødselsdag i år.
For nu bare at nævne nogen. Fælles for mange af kalenderne er, at de er blevet et samlingspunkt for familien. De har formidlet historisk viden, skabt fortællinger om julen og om noget påvirket sproget.
For hvem af os taler og forstår ikke julekalendersk eller kan genkende en julekalender bare på et enkelt ord eller en sætning?
Mange udtryk fra TV-julekalendere hænger jo ved, fx “Anton, du har revnet dine bukser!” fra Jullerup Færgeby, “gran i håret” fra Jesus & Josefine og “bob-bob-bob” fra The Julekalender. Og hvem ved ikke, hvad vi mener, når vi siger, at man skulle tro, Gertrud Sand har pyntet et lokale eller et sted?
Og så har jeg slet ikke skrevet om al den musik, vi har fået gennem kalenderne. Et blik på Koda-afgifterne fortæller, at den mest indtjenende danske julesang sidste år var en julekalendersang. Så det bliver dagens kalenderlåge. Resten af musikken tror jeg, jeg gemmer til en anden kalenderlåge.
Har du en yndlingskalender (eller to måske)?
Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Mange af vores juletraditioner er slet ikke så gamle, som vi tror. Men en tradition må siges at have nået alder og skelsår; nemlig julesangene og -salmerne.
Her mødes det religiøse og det sekulære uden de store slagsmål (med mindre man er rettroende ateist selvfølgelig; men det er en ganske anden snak). De fleste af os både lytter til og synger med på både salmerne, der skal mindes os om julens religiøse budskab, og julesangene, der priser nissen, julamanden og juletræet.
Kigger vi i de historiske annaler, kan vi læse, at efter reformationen, forsøgte protestanterne med alle midler at lægge afstand til katolicismen, men samtidig havde man et ønske om at genbruge nogle af de smukke melodier fra den katolske messe. Det var jo også dem man kendte og hvem vover – uanset kirke- eller partifarve – at smide en god melodi ud med badevandet? Derfor bygger nogle af julesalmerne, vi stadig kender i dag, på melodier fra middelalderens katolske tradition. Den første officielle danske salmebog blev udgivet i 1569, hvor blandt andet ”Et barn er født i Bethlehem” er med.
Nogen ville indvende, at “Et barn er født i Bethlehem” er skrevet af Grundtvig. Og det er heller ikke helt forkert. Når det kommer til den “udgave”, som vi kender så godt og synger i dag. Grundtvig havde hørt den oversatte salme som barn, og skrev den om til en julesang for børn. Det oprindelige latinske tekst hed forresten “Puer natus in Bethlehem”.
Hvis vi kigger på de mere sekulære julesange, så var ”Nu er det jul igen” en meget populær leg i 1700-tallets julestuer, og den er den ældste ikke-religiøse julesang, der har overlevet frem til vore dage.
I 1800-tallet kom sangene, der kunne synges til dansen om juletræet. Og hvem af os kender ikke “Højt fra træets grønne top”, som er skrevet af Peter Faber. Den blev skrevet som en lejlighedssang til familien Fabers juleaften i 1847. Melodien til sangen er først skrevet året efter, så nogle mener, at sangen oprindeligt er blevet sunget på melodien til ”I en kælder sort som kul”, fordi den passer på versefødderne.
Senere er der kommet mange andre julemusikgenrer til os og er en vigtig del af decembers lydkulisse; men det gamle salmer og sange er nu det, der gør en julemåned og en “rigtig” jul.
For ikke at slide for meget på “et barn er født”, inden vi når til jul, får du et alternativ Lars Lilholt og Shaka Loveless med “Julenat i Bethlehem”.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Mon vi ikke alle har prøvet at tænde det nye, fine kalenderlys på decembers første dag? Hjemme, i skolen, på arbejdspladsen og hvor end vi færdes.
Som mange andre juletraditioner hører kalenderlyset til blandt de yngre.
I en optegnelse fra slutningen af 1800-tallet kan man godt nok læse om en sydsjællandsk hjulmager, der satte 24 lys i et vognhjul, der hang ned fra loftet fra den 1. til 24. december. Han kaldte det for en “julekærte”. og i skolerne har det siden begyndelsen af 1900-tallet været almindeligt, at læreren tegnede et grønt juletræ med 24 hvide lys på tavlen. Hver dag får et af børnene lov til at tegne dagens flamme i gult og rødt.
Det første kalenderlys bestod ganske enkelt af et almindeligt hvidt lys, hvor man satte streger, så det passede til 24 dage. I 1935 omtaler forfatteren Lis Byrdal for første gang et hjemmelavet kalenderlys, dog kun med 23 datomærkninger. Hun skriver i sin debutbog “Smaa Fester – Glade Gæster”.
“A propos Lys – De ved da, at man selv kan male paa Lys baade med Oliefarve og med Tusch? Man kan altsaa med en tynd Pensel og sikker Haand skrive hele Julehilsner eller Vers, der saa brændes op Bid for Bid. En Idé til Børnene er at dele et lille tykt Lys med 23 tynde, sorte Tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem, hvis man vil. Hver Aften lige fra d. 1. December brænder man saa et Stykke ned – hele Tiden til den næste Streg. Den Dag Lyset brænder ud, er det Jul – og Træet tændes.”
Men der gik kun få år, før lysfabrikken Asp-Holmblad lavede de første massefremstillede kalenderlys. Oprindeligt blev lyset kaldt Jakobslyset. Navnet er inspireret af patriarkens Jakobs drøm, som findes omtalt i 1. Mosebog kapitel 28, hvor englene klatrer på Jakobsstigen. Men da befolkningen allerede dengang ikke var så bibelstærke længere (måske også derfor Jacobstigerne er forsvundet fra juletræet?), ændrede man navnet til kalenderlyset. Det kom til at hedde Kalenderlys No. 1 og blev lanceret i 1942.
At tænde et lys i mørket havde en særlig betydning under den tyske besættelse. Og måske var det netop mørklægningen af Danmark, der gjorde, at skikken med at tælle ned til julen på et datomærket stearinlys vandt udbredelse og blev til en tradition.
No. 1 ser den dag i dag ud som det gjorde, da det blev lanceret og i år kan lyset fejre 78 års fødselsdag.. Er du i tvivl om, hvordan det ser ud? Så kig her: https://www.asp-holmblad.dk/product/9766/.
Teknologi er fantastisk. Så forbuddet mod levende lys på kontoret, på plejehjemmet, hjemme hos mennesker med lungeproblemer og andre steder, hvor lys kan udgøre en brand- eller sundhedsfare, er ingen undskyldning for at undvære decembers kalenderlys. I dag kan man få de mest fantastiske led-kalenderlys.
Kim Larsen Og Kjukken udgav for 20 år siden cd’en: “Glemmebogen – Jul & Nytår” med danske julesange. En af sangene har undret mig lidt, for den er egentlig skrevet som en morgensang for børn. Men jo flere gange jeg hører den, jo mere passende synes jeg, den passer så godt til den mørke december.
Du har gætte den, ikke? Jo det er lysets engel, som går gennem himmelportene og med sin strålekrans (glorie) trænger mørket bort. På jorden er solen Guds lysengel. Den går Guds ærinde og jager nattens skygger og mørkets magter på flugt. Den spreder en himmelsk glans, der favner ”alverdens glade vrimmel”. Og i en tid, hvor solen er trængt af vintermørket, tænder vi selv lys og bliver medarbejdere på forventningens glæde.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️