Skrublerier

Sidste søndag i advent skal ikke stå uden lidt om om advent og adventkransens historie.

På latin betyder advent “at noget skal komme”. Fjerde søndag før juledag begynder adventstiden. Advent er forventning og forberedelse til julen, hvor det er Gud selv, ‘Herren’, der kommer til verden gennem Jesus´ fødsel. Advent er på den måde hele den kristne kirkes fødselsdag og festen for den lille barns fødsel.

Advent er for mange af os en lystændingens tid. Med lys bryder vi mørket. Med lys forsøger vi at fange håbet. Med lys åbner vi døren for glæden. Med lys forsøger vi at fortrænge alt det, vi frygter og svækkes af.

I mange hjem er der en eller anden form for adventskrans, som har sin helt egen familie- og danmarkshistorie. Jeg har skrevet denne lille tekst om advent og adventskransens historie. Mens du læser, så lyt til Folkekirkens fine fællessangsversion af “Dejlig er jorden”, som kalenderlågen gemmer på.

Advent var oprindeligt en kristen faste- og bodstid, hvor man åndeligt forberedte sig til Jesu fødselsdag. På latin betyder advent “at noget skal komme”. Tidligere fastede man i adventstiden for at gøre plads til julen både konkret og i overført betydning. Derfor havde adventskransen heller ikke røde og hvide bånd – det er en nyere tradition – men violette bånd, det er forberedelsens og fastens kirkelige, liturgiske farve.

Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. (Du kan læse om adventskransens oprindelige tyske historie her. Faktisk var det ikke en krans, men et vognhjul: https://historienet.dk/jul/hvor-stammer-adventskransen-fra )

Adventskransen kom til Danmark via Sønderjylland og blev først rigtig udbredt og populær i løbet af 30´erne og 40´erne. Enkelte dog endnu tidligere i Haderslev og Christiansfeld. Det kan formentlig forklares ved, at Sønderjylland var tysk i perioden 1864-1920. Så det er ikke en skik, der er hentet til Danmark – men mere en skik, der blev overført fra den ene del af Tyskland til den anden.

Et godt vidnesbyrd om, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunnet komme på julemærkerne. Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde adventskransen som motiv og det var her adventskransen fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk.

Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans. Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

https://www.facebook.com/folkekirkendk/videos/274515651369089

Kender I det. Når intentioerne er gode, men virkelighden er travl og det føles som om, der er laaaaang tid til jul? Der er jeg lige nu.

Jeg plejer at have helt styr på julegaverne midt i november, men i år er tiden løbet lidt for meget fra mig.

Så år tror jeg, det bliver geder til alle.

Geden er som alle jo ved (latin: Capra aegagrus hircus også kaldet tamgeden) et husdyr, der tilhører underfamilien Caprinae i familien Bovidae. Den nedstammer fra bezoargeden, der for 8000-9000 år siden var et af de første dyr, der blev domesticeret af mennesket.

Geden blev brugt som trækdyr, gedeost blev fremstillet af mælken, skind og uld blev brugt til tøj, og kødet blev spist. Ulden kunne dog kun udnyttes fra de langhårede racer. I gamle dage blev også knoglerne brugt til fremstilling af forskellige redskaber.

Geden er en firemavedrøvtygger, hvilket vil sige, at den gylper sin føde op igen for at findele den yderligere, hvorefter føden synkes til den næste mave. På den måde sikres en optimal energiudnyttelse af føden.

Men geden er meget mere end det. Det er et nøjsomt dyr, der ikke stiller store krav. Og den er derfor et perfekt husdyr i lande præget af tørke og få afgrøder. Den giver mælk, protein og gedelort udnyttes til gødning og sikrer en bedre høst og dermed mere mad til flere munde.

En ged kan være med til at sikre familer i fattige lande mad på bordet, skolegang til børn og adgang til sundhed.

Så hvis du – som jeg – er løbet tør for gaveidéer, så hermed et et gratis tip.

Giv en ged. Eller to. Geder gør en forskel.

https://www.noedhjaelp.dk/giv-en-ged

Med den opfordring kan kun Rytteriet snobber gemme sig bag dagens kalenderluge. Skål og glædelig julle.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Et af de gør-det-selv-projekter, jeg springer over næsten hvert år, er konfekten. Mest af alt fordi konfekt og marcipan hænger uadskilleligt sammen. Og marcipan og jeg er ikke så kompatible.

Da jeg var barn, troede jeg, at svenskerne havde opfundet marcipan. Det var nemlig der, vi fik det fra. Fra farbror i Sverige. I kilopakninger, som der altid lå nogle af i fryseren. Og en dag havde jeg fået nok. Ja, ikke af det svenske. Det er en livslang kærlighed. Men nok af marcipanen.

Der har forresten været mange meninger om, hvem der fik idéen at lave marcipan af den søde mandel. Italienerne mener, at det var en bagerdatter i middelalderens Venezia, der fik hakket alt for mange mandler, da hun skulle hjælpe sin far med en kagedej. Miseren blev opdaget for sent, og faderen blev selvsagt vred over den ødelagte dej – lige indtil han havde smagt på den. Begejstret sødede han massen med flydende honning, skar den ud i små stykker og solgte resultatet under navnet Skt. Markusbrød – eller marcipani.

En anden variant af historien er, at marcipan kan spores tilbage til perserne i 700-tallet og senere kom til Europa, måske Venezia, med hjemvendte korsfarere. Ordet marcipan skulle stamme fra en byzantinsk mønt mauthaban, der senere blev gangbar i Venezia med navnet matapan. På bagsiden af den venezianske mønt var et billede af byens skytshelgen, evangelisten Markus. Navnet gik senere over til at betegne den æske man forhandlede marcipanmasse, mazapane, og andre søde sager i, og til sidst til selve marcipanen.

Bag kalenderlugen gemmer der sig – helt uden sammenhæng til marcipan og konfekt – en af de smukkeste julesange sunget af forrygende et kor, der kun kan aktivere smilebåndet.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender. Helt marcipanfri.

Pas på jer selv og hinanden

Rødgran, Nobilis eller Nordmannsgran?

Nordmannsgran er den mest populære gransort i de danske stuer. Faktisk vælger 4 ud af 5 nordmanngrannen som juletræ. Det også selvom mange vil mene, at det oprindelige juletræ er en rødgran. Det er da også det, der nævnes i mange af de gamle fortællinger om julen – blandt andet i H.C. Andersens eventyr “Grantræet.”

Da kakkelovne blev fortrængt af centralvarme og radiatorer og den følgende stigning i temperaturen indendørs betød det, at rødgranen ikke holdt så længe i stuen, som den gjorde på H.C Andersens tid. Det varmere indeklima gjorde, at træet tørrede hurtigt ud og smed sine nåle og derfor har nordmannsgrannen stille og roligt fortrængt rødgrannen mange steder.

Og så vil jeg slet ikke tale om de klimabevidstes plastiktræer. Her er jeg igen nødt til at trække en streg i julegrøden og sige, at nok er jeg forandringsparat; men “rør blot ikke ved min gamle jul” og tilføje: Mit juletræ.

Når vi nu er i gang så lige lidt om juletræets historie.

Danmarks første juletræ blev – så vidt vides – tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808. Dette træ er imidlertid ikke nøjere beskrevet – tilgengæld er der flere oplysninger om det første træ i København.

Historien fortæller at det første københavnske juletræ blev tændt i 1811 i Ny Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på 1 1/2 år.

Københavnerne var forberedte på, at noget usædvanligt var i gære, idet man et par dage forinden havde båret et stort grantræ inden for i stuen. Juleaftenen ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere konstatere, at Lehmanns, der var fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på grenene. Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten, og har formodentlig kendt juletræsskikken fra sin egen barndom.

For som med så mange andre traditioner har vi været udenbys og hente juletræet, som vi har hentet i Tyskland. Allerede i 1400-1500 årene holdt tyske håndværkerlaug en slags juletræsfest, hvor et stort pyntet grantræ blev sat ind i laugssalen i forbindelse med julen. Træet stod til Hellig Tre Konger, hvor medlemmernes børn så fik lov til at tage de smågaver, der hang på træets grene. Private har sandsynligvis også haft juletræ, for der findes love som forbyder, at man blot går ud i skoven og hugger et træ om til jul. Nogle steder fandtes endda trævagter som påså, at kun de, der havde lov, huggede juletræer om. I 1600-tallets Strasbourg var private træer pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker.

I Danmark begyndte træet i løbet af 1800-tallets første årtier at blive almindeligt – ikke mindst hos fx præster og lærere – der ikke ville stå tilbage for de københavnske borgerhjem. Nogle af de første provinsjuletræer vakte betydeligt røre, da lærer Jurgensen i Kolding tændte sit træ i 1822, kom folk styrtende fordi de troede, at der var ildebrand.

Det var ikke alle, der brød sig om den nye idé. Grundtvig, der jo er ophav til mange af vore julesalmer, benyttede det som illustration på forhold, der burde “med rod oprykkes”. Sådan skrev han i tidsskriftet “Dannevirke” i 1817. Om dette også afspejler en egentlig modstand mod juletræer er derimod ikke sikkert.

Træerne vandt ind i mange af hans kollegaers hjem. Ingemann var fx meget betaget af træet, som han første gang så ved en julefest hos sin forlovede i 1815.

Det varede en del år, før juletræsskikken slog bredt igennem. Først omkring 1.verdenskrig bliver juletræet efterhånden rigtigt udbredt uden for borgerskabets. Og selv efter dette tidspunkt var det naturligvis langtfra alle, der havde råd til at anskaffe sig et træ med lys, pynt etc. Men at skikken var accepteret, er der næppe tvivl om.

Det viser bl.a. de mange beretninger om, hvorledes familier i arbejderhjem anvendte erstatninger og hjemmelavede træer. Kreativiteten var stor; grene og camouflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for at spare. Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede sammenkomst for medlemmernes børn.

Som en afsluttende bonusinformation til dem, der undrer sig over, hvordan et juletræ kan drysse så meget, som det gør, kan jeg fortælle at en gennemsnitlig nordmanns gran på 2 meter har næsten 200.000 grannåle at smide med. Så det har nok at give af!

Det ville jo have været oplagt at lade kalenderlågen gemme på Peter Favers: “Højt fra træets grønne top”; men da jeg tidligere i dag hørte “When A Child Is Born” med Sinead O Connor og Danny O Reilly vidste jeg, at kalenderlågen ikke kunne gemme på andet end den.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

I juletræets barndom var topfiguren ofte en engel, Juleenglen, der i den tyske tradition i virkeligheden er et symbol for Christkind, altså Jesusbarnet.

Englene er sendebud fra den himmelske verden, som Gud sender til mennesker. Det danske ord “engel” kommer af det græske angelos, der slet og ret betyder “sendebud”. Evangelium er græsk for gode nyheder og rummer tydeligvis ordet engel i sig. Forstavelsen ev (eu) betyder god.

Engle har gerne en dobbelt funktion. De dobbeltjobber kunne man også sige med et skævt smil på læben. De bliver sendt til mennesker i nød, som hjælp og opmuntring for dem og engle bliver sendt til mennesker med Guds ord og vejledning.

I julens fortællinger spiller englene flere hovedroller. Jomfru Maria finder ikke ud af, at hun er gravid med Jesus ved at bruge en simpel graviditetstest. Nej, Maria – som er en ganske ung kvinde – får besøg af Guds engel Gabriel. Gabriel fortæller hende, at hun skal føde Guds søn, en konge, hvis herredømme der aldrig skal være ende på.

Da Jesus bliver født i stalden i Bethlehem er englene på job igen. Hyrderne på marken er fattige og ydmyge mænd, der skal tilbede Jesusbarnet. Men hvordan kan de vide det? Gud kan ikke sende en sms til dem, men han kan sende en engel. Og det er det, der sker. Han sender en engel. Endda en af de pædagogiske, der godt ved, at de fattige og ofte foragtede hyrder nok bliver lidt forskrækkede over at blive kontaktet af en vingebekædt budbringer, der kommer med store ord og en næsten uforstålig glæde.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Ikke nok med det. For, som det lyder i Juleevangeliet, der var med ét også en himmelsk hærskare, der lovpriste Gud og sang. Der opstod et hul ind til himlen, hvor Gud omgav sig med gigantisk orkester af musicerende engle. En himmelsk lovprisende hærskare. Det får hyrderne lov til at se. Og så trækker Gud scenetæppet for igen og lukker det hele. For med det lille barns fødsel er himlen også på jorden. Gud er blevet menneske.

Den himmelske hærskar eller Englekoret, som man også kunne kalde dem, genfinder vi også på juletræet, når vi hænger engle op som spiller på trompeter eller harpe. Ligesom vi genfinder dem i vindueskarme som små englekor eller som glasfigurer til ophængning i troldepilen, som også har sneget sig ind i julepyntsrepetoiret.

Englene har fået en større og større betydning i julepynten. Hvor de tidligere var symbol på en budbringer, leger de i dag mere med det lille barn og har fået mere hjemlig og hyggelig karakter. De er vores venner og for nogen beskyttere, selvom vi ikke kan se dem. Vi tror ikke længere på den drillende husnisse ude i laden, men vi tror på de ufarlige og omgængelige engle, der på en eller anden måde er i blandt os. Ganske som vi synger i salmedigteren Ingemann julesalme:

Glade jul, dejlige jul,

engle daler ned i skjul!

Hid de flyver med paradisgrønt,

hvor de ser, hvad for Gud er kønt,

lønlig iblandt os de går,

– lønlig iblandt os de går!

Det ville være fristende at lade kalenderlågen genspille “Glade jul”; men i stedet får du et genhør med Jason, der synger “Hark! the herald angels sing”

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Et af decembers store eksistentielle spørgsmål, som gør de fleste storpolitiske spørgsmål og humanitære katastrofer til bisætninger, er:

Steg eller And?…

Anden er faktisk en ret moderne julespise, selvom alle julesangene fortæller om gås. Svinet er historisk en nationalspise. Og ved højtider har man valgte man at spise nationalt – undtagen blandt de frankofile i byerne. Man slagtede grisene i november og nød godt af dem i julen. I byerne var kulturen anderledes end på landet. I byen var folk mere opmærksomme på, hvad der skete andre steder i verden. Anden kom til den danske jul udefra. Den er fransk – eller tysk – inspireret. Så er man ægte nationalist, er det ud med anden og ind med stegen og gåsen.

I følge madhistorikerne (sådan nogle findes der også) kan man ikke med sikkerhed sige, om gåsen eller flæskestegen går længst tilbage i historien, men det traditionelle, borgerlige julebord, som vi kender det fra ”Peters Jul”, er fra midten af 1800-tallet. Madtraditionerne går dog længere tilbage, for siden middelalderen har man spist flæsk i vintermånederne.

Men julemaden bestod ikke udelukkende af flæsk i gamle dage, men også fjerkræ. Gåsen var ligesom grisen et af de dyr, man slagtede op til højtiden, og derfor spiste mange familier også fjerkræ til jul.

I ”Peters Jul” af Johan Krohn fra 1866 lyder et af versene:”Og så skal gås vi have./ I gåsens ryg et flag skal stå,/ og den har små manchetter på/ og grankrans om sin mave.” Og i julesangen “Sikken voldsom trængsel og alarm” synger vi om den søde jule aften, hvor der serveres risengrød, æbleskiver og: “Gåsestegen er til bageren sendt”.

I dag sætter langt flere dog tænderne i en andesteg frem for en gås. Men hvad skete der lige i de dage, der gjorde at gåsen blev til en and? Er det industrialiseringen og kvinders udmarch af hjemmet (uden mændene overtog husholdningen) til arbejdsmarkedet og dermed mindre tid til at forberede den tidskrævende gås? Eller betød ændringerne i familiemønstret, betød, at der var færre, der skulle sidde rundt om bordet juleaften, og derfor valgte mange at skifte den store gås ud med en mindre and. Eller er det ganske enkelt fordi, at industrialiseringens indtog gjorde, at bagerens ovn forbeholdt brød og kager, hvilket også skyldtes en større opmærksomhed på køkkenhygiejnen? Eller det enkle faktum, at and simpelthen bare blev mere tilgængelig, da frostvarer blev en naturlig del af ethvert supermarkeds varesortiment?

Jeg er sikker på, at vi snart kommer til at diskutere vegansk “alike and” eller kød-and juleaften, men her er jeg nødt til – som Brinkman siger – Stå fast! og synge: “Rør blot ikke ved min gamle jul”! Jeg er til steg. Den der kommer fra en gris.

Bag kalenderlugen kan næsten kun gemme sig nationalskjalden Kim Larsens version af “Sikke en voldsom trængsel og alarm”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Tak til Kristeligt Dagblad og Videnskab.dk for inspiration og tekstbidder.

Det er luciadag. På skoler, i børneinstitutioner, på plejehjem, arbejdspladser og i mange af landets kirker har hvidklædte børn med lys i hænderne vandret to og to og sunget den velkendte sang om Sancta Lucia, den katolske helgen. Også i Tivoli og i kajakker i Københavns kanaler har sangen klinget.

Og hvor det dog kribler i mine fingre for at sige noget om en vis rigsretssag og dagens dom, men jeg vil nøjes med at citere en politiker, hvis borgerlighed ingen kan anfægte, nemlig fvh. minister og medlem af folketinget for Venstre, Søren Pind. Han skriver bl.a. følgende på FB i eftermiddag: “Lov er lov. Og lov skal holdes. Det gælder i særdeleshed for ministre. Vores system fungerer.”

Tilbage til Lucia. Lad os lige repetere historien bag traditionen, der har sine rødder i det svenske:

Luciaskikken nævnes første gang i Sverige i 1762, hvor en skånsk provst var på besøg hos en velhavende familie i Västergötland. Her blev han vækket om morgenen den 13. december af “et hvidtklædt fruentimmer” med lysestager i hænderne, hvorefter en anden kvinde kom ind med lækre mad- og drikkevarer. Luciaskikken hørte den gang hjemmet til.

Skikken med Lucia-optog i det offentlige rum er relativt ny og stammer fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia. I dag har hver eneste svenske by sin egen Lucia, som forøvrigt findes lang tid før 13. december.

Svenskerne har dog fejret Lucia-natten, eller Lusse-natten, som de kalder den, siden 16-1700-tallet. Det gælder især i den vestlige del af Sverige, hvor traditionen byder, at gårdens unge piger vækker alle med kaffe og de specielle Lussekatte, som er safransboller, i den kulsorte, tidlige morgenstund. Hele min barndom og såmænd også i min “voksendom” har smagen – som jeg har skrevet før – af en lussekat været noget helt specielt.

I Sverige holder enhver skole og kirke med respekt for sig selv Luciaoptog og -koncert tidligt (tidligt som klokken 7) om morgenen. Så i vintermørket bæres starter dagen med, at lyset bæres frem, mens sangen klinger, der hilses i vennelag og lykke skænkes.

Det første Luciaoptog i Danmark blev opført på det gamle Scala i København i 1944. Inspirationen til Luciaoptoget kom fra Sverige, hvor man i det hele taget hentede en hel del under besættelsen.

Har der ikke været et optog nær dig (måske er det i corona-karantæne?), så kom med kalenderlågen til luciamorgen i den smukke Kungsholm kirke i Stockholm i Luciaoptogenes hjemland og hør Luciasagen sunget af smukke svenske pige- og drengestemmer.

Optoget med luciabruden i front og tärnor (kvinder/piger med lys og glimmer i håret) og stjärngossar (dren­ge/mænd med kræmmerhuse på hovedet og pinde med guldstjerner i hænderne) er smukt og stemningsfyldt.

Var du ikke tidligt op i morges for at bage bage en lussekat og nyde den til morgenmaden, kan du nå det endnu. Opskriften på lussekattene er her. Endda i en moderne udgave uden tidlige tiders sigtemel. Den perfekte lussekat er blød og svampet og friskbagt:

50 g smør smeltes i en kasserolle

5 dl mælk lunes med smørret til det er fingervarmt

50 gram gær smuldres i en stor skål. Smør/mælk tilsættes. Rør til gæren er opløst.

1 tsk salt og

2 tsk sukker og det meste af

15 dl mel røres i blandingen. Hold et par dl tilbage. Ælt indtil dejen ikke klistrer længere. Stil den til hævning et lunt sted dækket af et klæde indtil den er ca. fordoblet i størrelse; dvs. ca. 1 time.

1 g safran stødes i en morter med

1 tsk sukker. Pisk det med

125 g smør,

1½ dl sukker og

1 æg indtil blandingen er lys og luftig.

Ælt nu den søde smørblanding og den hævede dej sammen. Tilsæt det mel, som du holdt tilbage tidligere. Ælt til dejen er blød og smidig.

Del dejen i mindre stykker og form nu lussekatterne. Den klassiske form er som et snoet S, men der er mange muligheder. Læg lussekatterne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve til næsten dobbelt størrelse.

1 æg piskes let sammen og pensles på lussekatterne, som kan pyntes med rosiner.

Bag lussekatterne midt i ovnen ved 250 grader; i 8-10 minutter.

Vil du gerne kende historien om den “rigtige” Lucia, som har helgendag i dag, kan du læse mere her: https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/hvem-var-lucia

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Det er glædens søndag. I katolske kirker verden over lyder de første ord i den første bøn i dagens gudstjeneste:

“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd Jer altid i Herren”

Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og ikke har brug for en “pause” i fasten, så er det måske ikke så ringe at blive midet om, at vi skal glæde os. Det lille barn er på vej og kommer til os med Guds kærlighed, fred og håb.

Jeg ved ikke, hvordan I andre har det; men jeg er på det klassiske sted i tiden op til jul, hvor jeg hele tiden stopper op og tænker enten: “Jeg skal også huske, at …” eller “S… !!! Jeg har glemt at …” eller ganske enkelt “Hvad er det nu, jeg ikke kan huske, jeg har glemt”. Og så er det det, der får lov til at fylde. Og julen bliver en slags stressfyldtappendiks til mine planer og organiseren.

Så når Paulus siger til Filliperne (ja, det hed de altså – menigheden i den romerske koloni Filippi): “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær”, så er det et venligt vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne og genfinde barnet i os selv – og være der for hinanden, uden bagtanker, uden over-jeg og voksenhedens kedsommelige organiseren og tilrettelæggen.

Det er en opfordring til opgør med den New Public Management og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring om at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med hjertet.

For det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, man kan genkende det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.

Så hold en pause fra huskelisten og del kærligheden med andre. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Listen af muligheder er uudtømmelig.

Bag kalenderlågen lyder den smukkeste adventssalme af dem alle. Ikke som en stor koncertopsætning, men smukt sunget så hvert ord kan høres. For mig er det særligt linjerne, der minder om, at når kærligheden sejrer, så:

“rejse sig det faldne mod,

rinde let uroligt blod,

frygt og sorg forsvinde!”

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Hvis dagen i dag er lidt underlig, så lad det ikke komme bag på det. Det er nemlig både Fandens fødselsdag og Tycho Brahes dag. Det fik mig til at tænke på, at noget af det ældste kendte julepynt faktisk har skullet forestille fanden selv.

Lige netop: Jeg taler om julebukken, som nogen mener er en forklædt djævel. Traditionen med julebukke er en meget gammel. Den går faktisk tilbage til middelalderen. Den er et af de ældste nordiske julesymboler. Men hvornår og hvordan den kommer ind i julen, ved man ikke med bestemthed.

For godt 100 år siden var julebukken – Ifølge Holberg og folkemindeforskeren H.F.Feilberg – en ung mand, som dukkede op til julefesterne forklædt som julebuk, og han havde ofte et gedehoved af træ på en lang stang med sig. Julebukken kom brasende ind i selskabet, lavede løjer med alt og alle, og gjorde alt hvad han kunne for at sætte gang i selskabet. Den var både nærgående og påtrængende, ja ofte også sjofel.

Traditionen med julebukken kendes stort set kun i Norden, og dens oprindelse er ukendt. Et bud er, at det er et levn fra en vikingetiden, hvor man i juletiden ofrede en buk, som symbol på tordenguden Thors bukke, for at få et godt år. Andre mener, at julebukken kan være opstået ud af middelalderens kirkelige julespil, der ofte inkluderede en hornet djævel, som har givet inspiration til julebukken.

Selvom traditionen med julebukke er gammel, så er julebukke af halm først kommet til Danmark efter 1945, hvor der “ankom” som en af mange svenske juletraditioner (Jeg ved godt, jeg har nævnt det med det svenske juleislæt før). Mange af de danskere, som havde været flygtninge i Sverige under 2. Verdenskrig, bragte den svenske tradition med julepynt af halm – bl.a. bukken – med hjem til Danmark.

Helt uden sammenhæng gemmer kalenderlågen på det rene guf for ørerne (Hvis Fandens fødselsdag eller Tycho Brahes dag nu skulle have været efter dig). Helt rigtigt; det er Ed Sheeran, Anne-Marie og Beoga med en coverindspilning af the Pogues og Kirsty McColl’s “Fairytale Of New York”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

1962 var på mange måder et bemærkelsesværdigt år. Cubakrisen, optagelsen af den første James Bond film, Hjerteforeningen dannet, Algeriet bliver selvstændigt, Karen Blixen dør og staten uddelte pamfletten: “Hvis krigen kommer”.

Men, men, men … Ikke glemme det vigtigste:

1962 var året, hvor Julekalenderen blev sendt på tv for første gang (Som så ofte kan vi danskere ikke tage æren for den første af slagsen. I Sverige sendte man tv-julekalder for første gang i 1960). Tv-julekalenderen byggede videre på traditionen om de trykte lågejulekalendere, der havde været brugt i årtier. De første år var det ikke en sammenhængende fortælling, som vi kender julekalenderen i dag; men snarere en slags kalendernovellesamling.

I 1967 fik slog kalenderidéen, som vi kender den, igennem med ’Kender du Decembervej’, hvor figuren Magnus Tagmus optrådte. Han medvirkede sammen med en række andre dukker, heriblandt Jakob, der var togfører og en afrikansk dukke, som hed Ula, fordi hun kom fra et Uland.

Det var første gang, at julekalenderen havde en fortløbende historie. Som kapitler i en roman. Den lille mus med togfløjten var med til at gøre julekalenderen populær. Magnus og alle dukkevennerne, der boede hos drengen Morten. De vendte endda tilbage i nye afsnit året efter i 1968 i kalenderen ’Besøg på Decembervej’, hvor dukkerne igen dannede rammen om 24 julefortællinger.

Magnus Tagmus har en helt speciel plads i mit hjerte og min hukommelse og selvom succesen i 1974 blev efterfulgt af endnu en stor succes, da kalenderen ’Jullerup Færgeby’ blev sendt. Indtil 1979 bar dukkekarakterer historien. Fra 1962 til 1972 blev karaktererne spillet af hånddukker, mens de blev spillet af stangdukker fra 1973 til 1978. Se – der var virkelig tale om et innovativt fremskridt.

Først i 1979 blev tv-julekalenderen fyldt med levende personer, da man indspillede ’Jul i Gammelby’, der foregik i en 1800-tals købstad (optaget i Den gamle By i Aarhus). Efter min mening den ultimativt bedste julekalender nogensinde – skarpt forfulgt af Pyrus-kalenderne (Jesper Klein som Bertramsen og Poul Hüttel som arkivnissen Gyldengrød burde være pensum i al danskundervisning) og Nissebanden med Flemming Jensens finurlige sprogaftryk.

Og siden er kalenderne kommet i en lind strøm. Hvem husker ikke Jul på Slottet’ og ’Nissebanden i Grønland’. For ikke at nævne Pyrus-serien, ’Brødrene Mortensens jul’, ’Jul på Kronborg’ og ’Nissebanden – Nissernes ø’. For ikke at nævne næste generation kalendere med titler som ’Jesus og Josefine’, ’Jul i Valhal, ’Absalons Hemmelighed’ og ’Pagten’ som endda omhandlede både Københavns grundlægger, biskop Absalon, og N.F.S. Grundtvig. Ja, endda voksenjulekalendere er det blevet til. F.eks. “the Julekalender”, som fejrer 31-års fødselsdag i år.

For nu bare at nævne nogen. Fælles for mange af kalenderne er, at de er blevet et samlingspunkt for familien. De har formidlet historisk viden, skabt fortællinger om julen og om noget påvirket sproget.

For hvem af os taler og forstår ikke julekalendersk eller kan genkende en julekalender bare på et enkelt ord eller en sætning?

Mange udtryk fra TV-julekalendere hænger jo ved, fx “Anton, du har revnet dine bukser!” fra Jullerup Færgeby, “gran i håret” fra Jesus & Josefine og “bob-bob-bob” fra The Julekalender. Og hvem ved ikke, hvad vi mener, når vi siger, at man skulle tro, Gertrud Sand har pyntet et lokale eller et sted?

Jeg har ikke set årets nye kalender; men har holdt mig til kære kendinge. Hvad med dig? Har du en yndlingskalender (eller to måske)?

Og så har jeg slet ikke skrevet om al den musik, vi har fået gennem kalenderne. Et blik på Koda-afgifterne fortæller, at den mest indtjenende danske julesang sidste år var en julekalendersang.

Intet kan være mere passende, end at lade kalenderlågen dele en af de fantastiske sange, julekalenderne har give os.

Trods titlen “Lille Messias” indeholder ingen andre kalendersange en så stærk fortælling om kvinden, der bar det lille barn, som vi alle venter på.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden