Skrublerier

Som nogle af jer ved, er jeg hjemme for tiden og har øvet mig på noget, der hedder “ro og hvile”. Det er en svær en. Selvom mit blodtryk er kravlet ned, hvor det hører til, så er jeg stadig uendelig træt. Så “ro og hvile” burde jo slet ikke være så svært.

Men det er det altså. Så jeg begynder hele tiden på små og store (og de store er der flest af) projekter, som jeg så slet ikke har kræfter til. Jeg må indrømme, jeg har mødt en udfordring, hvor min læringskurve er udfordret. Det ro der er svært for en hjerne, der er vant til at være i konstant bevægelse. Så jeg forsøger at væbne mig med tålmod og vente på, at det SNART bliver godt igen.

Det husker mig på, at advent er ventetid. Advent er bekendtgørelsen af ‘at noget skal komme’ og er med andre ord en forberedelsestid, hvor man gør sig parat til det, der skal komme; mens man venter.

Vi venter på øjeblikke, på den store aften, på at få indfriet vores forventninger, på at det bliver lige så godt eller bedre end sidste år og på meget, meget andet. Vi venter på allesammen på noget.

Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket træet væk, komme ud og bytte gaverne og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.

Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på en gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidigt ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.

Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset, hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år.

Du skal selvfølgelig ikke snydes for bare en kortudgave af adventskransens historie: Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul og den havde ca 28 lys (Læs mere her: https://historienet.dk/jul/hvor-stammer-adventskransen-fra )

Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under besættelsen 1940-1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra til videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at skikken havde vundet udbredelse og var blevet kendt, var, da den kom på julemærkerne.

Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde nemlig adventskransen som motiv og det var her adventskransen så virkelig fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb – både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.

Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.

Alle der fejrer advent og jul har noget tilfælles. Noget, der binder os sammen. Giver sammenhængskraft, som man ville sige, hvis man var politiker, der ventede på at få stemmer nok til at blive valgt:

Vi venter på det lille barn. Barnet der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det. Det barn om hvem det fra de tidligste tider var fortalt: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os.”

Bag kalenderlågen gemmer sig et naturbillede på adventtidens venten. I en af julens salmer: “En rose så jeg skyde” fortælles om det, vi venter på, med ordene om at ”en rose spired´ frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem”.

Lad os vente sammen på rosen og bede om, at vi må tage dens fred ind i hjertet.

… og helt uden beregning får du “Mit hjerte altid vanker” med.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

I går fejrede vi en mand med mange navne. Netop, du har helt ret: Det var Sankt Nikolaus dag.

I følge legenden var han biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet omkring år 300. Nicolaos var søn af velhavende forældre, men brugte sin formue til at gøre gode gerninger med. F.eks. var en nabofamilie en gang kommet i økonomisk nød, og så ingen anden udvej end at sælge deres døtre som prostituerede. Hvad gjorde Nicolaos så: Jo, han sneg sig tre nætter i træk hen til familiens hus, og kastede hver nat en pung med penge ind, sådan at døtrene undgik at havne i bordellerne. Nikolaos udvirkede også mirakler, og opvakte en gang tre skoledrenge livet tilbage, til trods for, at de var blevet slagtet og saltet ned i en tønde af et kroholderægtepar. Nikolaos blev meget populær, som helgen for søfolk og børn. I Danmark var der ved reformationen indviet mange “Nikolajkirker”. Kun Jomfru Maria havde gav navn til flere kirker.

Lige en indskudt bemærkning: Jeg beklager forlods min hvide “boomer” tankegang. Men jeg kan altså ikke skrive “julepersonen”, så hermed en advarsel om, at ordet Julemand/julemanden som hankøn vil forekomme hyppigt i teksten.

I moderne tid kender vi nok mest Nikolaus som julemanden. Eller Santa Claus, som han hedder i USA. I England er han kendt som Father Christmas. Og jeg fortsætter med Weihnachtsmann i Tyskland, Julenissen i Norge, Sinterklaas i Holland, Jultomten i Sverige, Joulupukki i Finland og Babbo Natale i Italien. For nu bare at nævne nogle af hans alias’er.

Hvert land har sin egen fortælling om Julemanden, og hvor han kommer fra. De er dog (næsten) alle enige om, at han er manden med det hvide skæg og det røde tøj, som deler julegaver ud til de artige børn den 24. december. Julemanden er en myte, men denne myte er baseret på en sand historie om Sankt Nikolaus.

Vidste du, at i Danmark kender man slet ikke ordet julemand – hvis du spørger Ordbog over det danske sprog – før år 1900, men alligevel kan man i anden halvdel af 1800-tallet finde julemandslignende figurer i litteraturen og i avisernes annoncer og omtaler af juleudstillinger.

Julemanden er altså at finde i Danmark før 1900, og går man til den tids julelitteratur, kan man også møde på ham – dog under andre navne. I Peters jul optræder figuren “Den gamle jul” helt fra første udgave fra 1866, som ham, der sørger for den rigtige julestemning.

Den gamle jul bærer et lys på sin hue, og de steder, hvor børnene har opført sig godt, tænder han lysene på juletræet, så de får en særlig klar og dejlig flamme, men de steder, hvor børnene har været slemme, får lysene et dårligt skin og slukkes af sig selv.

Den gamle jul minder altså om julemanden derhen, at han holder øje med om børnene er artige og kan belønne deres opførsel med julestemning, men han er ikke en julemand, der kommer med gaver.

Vor tids julemand er en tyk, godmodig gamling med langt, hvidt skæg, klædt i en rød dragt med hvide pelskanter designet af Coca-Cola. I følge nogle kilder bor han oppe ved Nordpolen. Andre fortæller han bor i Rovaniemi i den finske del af Lapland.

Uanset hvor han bor, er der rimelig enighed om, at hans nisser året igennem er beskæftiget med at fremstille legetøj. Juleaften putter de sagerne i julemandens julegavesæk, som han slænger den op i sin kane, hvor hans rensdyr er spændt for og begiver sig ud på sin lange rejse til alverdens børn for at kravle gennem husenes skorstene og lægge gaver i børnenes strømper eller under juletræet.

Så hvad er mere oplagt end at besøge julemanden og hans travle værksted. Bemærk farven på nissernes tøj. Mange historiske kilder peger på, at deres tøjfarve er den “rigtige” julefarve, som det også formodes var julemandens, indtil han begyndte at drikke Coca-Cola!

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Så er der jo selve juletræet.

Vidst du, at der produceres mere end 10,5 millioner juletræer i Danmark og at vi eksporterer ca 90% til udlandet? Og ca. ti procent af danskerne køber et økologisk et af slagsen, mens en tredjedel (34 pct.) vælger et konventionelt til stuen. Lidt mere end to ud af fem (44 pct.) skulle ikke have et juletræ i 2023. Nåja. Så er der dem med plastiktræerne; men de er ikke med i “træ-statistikken”.

Det store spørgsmål er vel:

Rødgran, Nobilis eller Nordmannsgran?

Nordmannsgran er den mest populære gransort i de danske stuer. Faktisk vælger 4 ud af 5 nordmanngrannen som juletræ. Det også selvom mange vil mene, at det oprindelige juletræ er en rødgran.

Det er da også rødgranen, der nævnes i mange af de gamle fortællinger om julen – blandt andet i H.C. Andersens eventyr “Grantræet.”

Da kakkelovne blev fortrængt af centralvarme og radiatorer og den følgende stigning i temperaturen indendørs betød det, at rødgranen ikke holdt så længe i stuen, som den gjorde på H.C Andersens tid. Det varmere indeklima gjorde, at rødgranen tørrede hurtigt ud og smed sine nåle og derfor har nordmannsgrannen stille og roligt fortrængt rødgrannen mange steder.

Og så vil jeg slet ikke tale om de klimabevidstes plastiktræer. Her er jeg igen nødt til at trække en streg i julegrøden og sige, at nok er jeg forandringsparat; men “rør blot ikke ved min gamle jul” og tilføje: Mit juletræ.

Når vi nu er i gang så lige lidt om juletræets historie:

Danmarks første juletræ blev – så vidt vides – tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808. Dette træ er imidlertid ikke nøjere beskrevet – til gengæld er der flere oplysninger om det første træ i København.

Historien fortæller at det første københavnske juletræ blev tændt i 1811 i Ny Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på 1 1/2 år.

Københavnerne var forberedte på, at noget usædvanligt var i gære, idet man et par dage forinden havde båret et stort grantræ inden for i stuen. Juleaftenen ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere konstatere, at Lehmanns, der var fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på grenene. Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten, og har formodentlig kendt juletræsskikken fra sin egen barndom.

For som med så mange andre traditioner har vi været udenbys og hente juletræet, som vi har hentet i Tyskland. Allerede i 1400-1500 årene holdt tyske håndværkerlaug en slags juletræsfest, hvor et stort pyntet grantræ blev sat ind i laugssalen i forbindelse med julen. Træet stod til Hellig Tre Konger, hvor medlemmernes børn så fik lov til at tage de smågaver, der hang på træets grene. Private har sandsynligvis også haft juletræ, for der findes love som forbyder, at man blot går ud i skoven og hugger et træ om til jul. Nogle steder fandtes endda trævagter som påså, at kun de, der havde lov, huggede juletræer om. I 1600-tallets Strasbourg var private træer pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker.

I Danmark begyndte træet i løbet af 1800-tallets første årtier at blive almindeligt – ikke mindst hos fx præster og lærere – der ikke ville stå tilbage for de københavnske borgerhjem. Nogle af de første provinsjuletræer vakte betydeligt røre, da lærer Jurgensen i Kolding tændte sit træ i 1822, kom folk styrtende fordi de troede, at der var ildebrand.

Det var ikke alle, der brød sig om den nye idé. Grundtvig, der jo er ophav til mange af vor julesalmer, benyttede det som illustration på forhold, der burde “med rod oprykkes”. Sådan skrev han i tidsskriftet “Dannevirke” i 1817. Om dette også afspejler en egentlig modstand mod juletræer er derimod ikke sikkert.

Træerne vandt ind i mange af hans kollegaers hjem. Ingemann var fx meget betaget af træet, som han første gang så ved en julefest hos sin forlovede i 1815.

Det varede en del år, før juletræsskikken slog bredt igennem. Først omkring 1.verdenskrig bliver juletræet efterhånden rigtigt udbredt uden for borgerskabets. Og selv efter dette tidspunkt var det naturligvis langtfra alle, der havde råd til at anskaffe sig et træ med lys, pynt etc. Men at skikken var accepteret, er der næppe tvivl om.

Det viser bl.a. de mange beretninger om, hvorledes familier i arbejderhjem anvendte erstatninger og hjemmelavede træer. Kreativiteten var stor; grene og camouflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for at spare. Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede sammenkomst for medlemmernes børn.

Som en afsluttende bonusinformation til dem, der undrer sig over, hvordan et juletræ kan drysse så meget, som det gør, kan jeg fortælle at en gennemsnitlig nordmanns gran på 2 meter har næsten 200.000 grannåle at smide med. Så det har nok at give af!

Det er oplagt at lade kalenderlågen gemme på Peter Fabers: “Højt fra træets grønne top”, så den får du her i Lilholts glade udgave, der er så god at synge med til og som har den ekstra ting, at den holder et godt tempo.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Jultræet uden pynt

venter på vi får begyndt

med at klippe hjertet ud

og måske en rensdyr-tud.

En gang var alt julepynt hjemmelavet. Kun de rigeste havde råd til at købe færdigfremstillet pynt. Den tidligste pynt var oftest spiselig: Honningkager, forgyldte æbler og laurbærblade og måske endda roser af marcipan. Ret hurtigt kom der også papirpynt i form af de populære papirroser af silkepapir, flettede hjerter, kurve og kræmmerhuse med pebernødder og figner.

I takt med, at flere – som stadig var de færreste – fik juletræer kom tysk Nürnbergerkram af farvet glas, metaltråde og perler blev i stor stil eksporteret til Danmark. Det var et strålende syn, når træets levende lys spejlede sig i alt det glitrende kram.

Juletræspynten er gennem årene blev påvirket af støre samfundsmæssige begivenheder. Efter 1864, hvor krigen endte i et totalt nederlag til Danmark, som måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, der kom til at indgå i Det Tyske Kejserrige, havde danskerne det mindre godt med det tyske og man havde brug for at vise den danske nationalisme – også på juletræet, som nu blev pyntet med danske flag.

Somme mange andre juletraditioner har vi også hentet det meste julepynt fra udlandet. Dog med en enkelt undtagelse:

Det flettede julehjerte på juletræet er en af de få juletraditioner, som faktisk er startet her i Danmark. Papirklip og det flettede hjerte stammer oprindeligt fra Tyskland, men det at sætte en hank på det og bruge det til ophæng på juletræet, er en dansk skik.

Danmarks ældst bevarede flettede hjerte er lavet af H.C. Andersen, og lavet i grønt og gult papir. Det blev bare aldrig brugt som juletræspynt. Det havde slet ingen hank. H. C. Andersen flettede det i 1860’erne til H.C. Ørsteds datter Mathilde. Det var sandsynligvis ikke tænkt som andet end en gave til en ven. H.C. Andersens lavede en del papirklip og julepynt, men ikke noget af det var hjerteformet, så Mathildes hjerte var derfor nok heller ikke tænkt som julepynt.

H.C. Andersen opfandt ikke det flettede julehjerte. Det var højeste mode med papirklip allerede i 1700-tallets Tyskland. Det er derfor ikke mærkeligt, at der i Tyskland i den periode også begynder at komme juletræspynt af papir. Den tyske pædagog Friedrich Fröbel gjorde brugte endda fletteblade og flettestrimler af papir til at stimulere børns kreative evner. Det skulle desuden også lære dem at være tålmodige. En af Friedrichs opfindelser, som skulle understøtte hans pædagogik, er den nu så kendte flettede julestjerne af papirstrimler.

Sidst i 1800-tallet er julehjertet brugt som juletræspynt vidt og bredt i Danmark, men hvordan det gik fra at være en modedille til et julehjerte og til juletræspynt er faktisk et uopklaret mysterium. Fra historien ved vi dog, at da sønderjyderne blev forbudt at flage med Dannebrog efter krigen i 1864, pyntede de (som en stille protest) i stedet for op med julehjerter flettet i rød-hvide farver.

I starten af 1900-tallet begynder hjertet at vinde indpas, og i Peters Jul med illustrationer af Erik Henningsen udgivet i 1914 optræder julehjerter i motivet. Dette gjorde de ikke i det første oplag af Peters Jul i 1866.

Julehjerterne fik en øget popularitet i besættelsestiden og i 1946 kom julehjerterne på hitlisten i sangen ”Lad os klippe vore Julehjerter sammen” sunget af Kathy Bødtker. Og vi klipper stadig julehjerter. Hvis du selv vil prøve kræfter med at flette smukke hjerter, finder du mange steder med gratis skabeloner til download eller bare inspiration. Kig f.eks. her: https://www.bibelselskabet.dk/flet-selv-smukke… eller her

https://danishthings.com/…/flettet-julehjerte-med…/…

Bag kalenderlågen gemmer en af forrige års kalendersange sig. Den er skrevet og bliver sunget af Malte Ebert, der kommer her fra mit pastorat.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Ikke alle lande i verden, der fejrer jul, har en rødklædt mand med hvidt skæg i centrum for sin julefortælling.

Hvis du rejser en tur til Island, vil du møde legenden om Grýla, der er kæmpekvinden, der straffer de uartige børn og er en vital del af den islandske juletradition.

Grýla har ikke altid været forbundet med julen. Oprindeligt var hun kendt i de islandske sagaer som en frygtindgydende figur, der ikke var knyttet til nogen bestemt årstid. Men som tiden er gået fandt Grýla sin plads i hjertet af vinteren og blev julekæmpen, der er kendt for sin årlige nedstigning fra bjergene.

Grýla er – som allerede beskrevet – en kæmpekvinde med en ustyrlig manke af sort hår og øjne, der skinner som kul. Hendes tredje (Grýla har spist de to første) mand Leppalúði gør ikke stort væsen af sig og holder sig i deres bjerghule, mens Grýla går på jagt efter sit festmåltid, der består af uartige børn, som hun samler i sin store sæk, koger i en stor gryde og laver til en kæmpe portion grød, som hun kan spise af indtil næste vinter.

Grýla som skræmmebillede skyldes måske, at vintrene på Island var utrolig farlige, og det var farligt for børn, som sneg sig ud i mørket og sneen. Der var også en masse arbejde, der skulle laves, inden de mørke måneder startede, og det krævede ekstra opmærksomhed og anstrengelser fra alle familiemedlemmer, så der var ikke plads til børn, der “pjækkede” fra deres pligter.

Grýla og Leppalúðis har tretten sønner – kendt om Yule Lads – der hvert år tager fra bjergene til byerne for at deltage i julefesten. Fra den 11. til den 24. dec tager de én efter én af sted for at deltage i 13 dages unoder. De laver hver forskellige narrestreger, der strækker sig fra unoder til det mere skrækindjagende, indtil julen er slut.

Legenden om Yule Lads’ne startede også som en skræmmehistorie, der skulle få børnene til at arte sig. Sidenhen er historien om juletroldene blevet noget mere børnevenlig. Nu kom juletroldene ned fra deres bjerg i december med gaver og i ny og næ lavede de også lidt ballade, så som at stjæle stearinlys eller slikke på skeer. Deres udseende gik fra trolde væsner, til det vi kender som nisser i dag, med røde huer og hvidt skæg.

Usædvanligt er det i alt fald, at en juletradition/-legende bygger på en fortælling om en kvindelig figur. Måske har det haft sin indflydelse på, at Island i følge den seneste Global Gender Gap Report, udgivet af World Economic Forum (WEF) er det mest ligestillede land i verden. Faktisk har Island i mange år været førende inden for ligestilling og scorer højt på parametre som økonomisk deltagelse, uddannelse, sundhed og politisk repræsentation.

Er du lidt julemandstræt allerede (måske overvejer du endda at introducere Grýla derhjemme) og synes julemanden trænger til en udfordring, kan jeg anbefale et besøg på Moesgaard Museum i denne eller næste weekend, hvor mere skræmmende julevæsner som Gwiazdor, Krampus, Joulupukki, Frau Perchta, Knecht Ruprecht, Schnabelperchten og andre sammen deres vogtere besøger Moesgaard. Læs om væsnernes besøg her: https://www.moesgaardmuseum.dk/julevaesner-paa-moesgaard/

Bag kalenderlågen gemmer der sin nu ikke en skræmmende heks. Du får en video, der kalder på smilet; nemlig: “The official behind the scenes video” med Ed Sheeran & Elton John og sangen “Merry Christmas”.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Jeg kom til at tænke over, hvorfor jeg skriver “Glædelig” og ikke f.eks. “God 3. december”. Noget egentlig svar har jeg ikke. Det nærmeste, jeg kan komme, er, at jeg altid har ønsket andre en glædelig højtid – uanset om det har været f.eks. påske eller jul.

Spørger du tante Berlingskes Kunst- og Arkitekturredaktør Holger Dahl, så er jeg helt galt afmarcheret. Som han skriver i en artikel i tanten, er der kun en vej: “Så lær det dog: Man siger ikke glædelig jul, før det er jul!”.

Holger Dahls pointen er, at “glædelig jul” først bør anvendes, når det faktisk er jul (efter 24. december), ligesom man kun siger “tillykke med fødselsdagen” på selve dagen. Derimod er “god jul” passende som en fremadskuende hilsen i tiden op til jul, fordi det udtrykker et ønske om en god fremtidig højtid. Forfatteren betragter det som en misforstået vane at sige “glædelig jul” for tidligt og opfordrer til sproglig præcision for at bevare julestemningen.

Men hvad siger autoriteten? Jeg gik til Dansk Sprognævn, der i deres FB-julekalender i 2017 besvarede spørgsmålet: “Er der egentlig forskel på at sige “glædelig jul” og “god jul”?” Sprognævnet skriver, at nogle mener at man først må sige “glædelig jul” efter julegudstjenesten, andre har ikke en holdning til hvornår udtrykkene må bruges og svarer:

“I Dansk Sprognævn bliver vi ofte spurgt om det ene er mere korrekt end det andet. Det er det ikke. Nogle foretrækker det ene udtryk frem for det andet, men det er ofte en smagssag der bunder i familietraditioner.”

Politikens sprogklummeskriver Marianne Rathje, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn skriver i en klumme: “Har du styr på forskellen mellem ‘God jul’ og ‘Glædelig jul’?”, at kommunikationsformen også spiller en rolle; flere mener, at “god jul” egner sig bedre i talesprog, mens “glædelig jul” passer bedst i skriftlige hilsener. En kirkelig forklaring på forskellen er, at “god jul” handler om ønsket om en praktisk vellykket højtid, mens “glædelig jul” reflekterer en dybere, religiøs glæde over Jesu fødsel.

Marianne Rathje har lavet en undersøgelse i Sprognævnets Facebook-gruppe, som viser, at 70 % af de adspurgte skifter mellem udtrykkene baseret på tidspunkt: “god jul” før og “glædelig jul” under julen. Desuden vælger nogle udtryk baseret på, hvem de taler til – “glædelig jul” bruges ofte til ældre mennesker og familie, mens “god jul” foretrækkes i uformelle eller professionelle sammenhænge.

På målstregen kommer jeg i tanke om, at jeg jo ikke skriver glædelig jul; men glædelig en eller anden december dag, så jeg behøver ikke ændre noget. Og ellers kan jeg jo altid hente hjælp fra det svenske, hvor det svenske sprognævn ikke mener, man behøver at stoppe ved det svenske valg mellem god eller glad jul; men at man sagtens kan bruge synonymer som: “Trevlig, vintrig, mysig, stillsam, härlig, snöig, fartfylld, fröjdefull eller varför inte vilsam jul.”

Hvad siger du selv? Og har du – modsat mig – en klar idé om, hvorfor du hilser lige på den måde du gør?

Det kan du tænke over, mens Mel og Kim tager os med til julefest.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Julen som fest (eller mareridt – alt efter temperament) er en ældgammel historie. Selvom vi ikke ved ret meget om hvorfor, så ved vi, at vi har fejret jul lang tid før, kristendommen kom til Danmark og Jesubarnets fødsel blev til en fest.

Julemad, juleøl, julegaver og julenisser var en del af vikingernes verden og fra dem kender vi mange af de elementer, der er en del af juletraditionerne anno 2024.

Hvor ordet jul egentlig stammer er der ikke sikker viden om. Man ved, at ordet ’jul’ dukker op i 300-tallet. Her indgik det i navnet for november og december. Et par århundreder senere kan det også findes i oldengelsk, hvor det blandt andet forekom som ’giuli’ (eller ’Yule’) som beskrivelse af perioden december-januar. På oldnordisk, som man talte i Norden i vikingetiden, har ordet at haft flere betydninger, men alt vi ved, tyder på, at det ordnordiske ’jól’ kan oversættes til ’fester’ og betyder en festtid eller festperiode.

I jólen gik vikingerne på besøg hos hinanden, ligesom vi gør det i dag. Man tog mad og drikke med og holdt julefester, der kunne vare flere dage.

Måske stammer vores tradition med flæskestegen også fra vikingerne. For vikingerne var grisen nemlig et frugtbarhedssymbol og ved julefesterne blev der derfor slagtet masser af svin. Og vikingernes julemad lignede til forveksling også den, vi kender i dag: Der blev spist ekstra fin mad: Friskslagtet svinekød, grød og julebrød lavet med hvedemel og honning.

Juleøllet har vi også med fra vikingetiden. I ’Gulatingsloven’ fra 1000-tallet står der, at alle gårde skulle brygge en god stærk øl ved juletid, og at der skulle ekstra humle og honning i. Hvis man ikke bryggede rigeligt, risikerede man at få en bøde. Den gode julebryg skulle også drikkes rimeligt hurtigt, for den kunne ikke holde sig. Derfor var det god skik for vikingerne at byde på rigeligt øl.

Selvom vikinger holdt af fester og besøg, så kender vi også et kvad – digt – om den norske konge Harald Hårfager fra 900-tallet. Digtet beretter, at han sidder på sit skib midt på havet og drikker julen ind – og glæder sig over ikke at sidde inden døre og drikke med kvinderne. Så også den gang var der nogen, der fik nok af alt festivasen!

Også vikingerne vidste, hvordan en nisse ser ud: Rød tophue og gråt tøj. I vikingetiden blev nissen kaldt for gårdboen. Han var som regel en god fyr, der hjalp med at passe kvæg og heste. Hans belønning var et stort fad grød med smørklat til jul. Nissen lavede sjov med gårdens folk.

Men hvis han blev drillet, hævnede han sig frygteligt. I vikingetiden sørgede man for at holde sig gode venner med nissen, ellers kunne han sørge for, at ens dyr blev syge eller huset brændte. Nissen var altså ikke altid så sød. Vikingerne satte derfor mad til nissen hver dag i hele julen. Ikke risengrød, som nisser jo foretrækker i dag, for dengang havde man ikke ris i Danmark, så det var en sød grød, altså korn kogt på sødmælk.

Så da kristendommen kom til Danmark omkring år 950, betød i virkeligheden meget lidt for den jul, vi stadig kender så godt.

De gamle traditioner fra vinterfesterne blev ført videre i fejringen af Jesu fødsel – også selvom højdepunktet for festlighederne blev flyttet fra midt i januar til 25. december.

Når både konge og kirke ønskede en kristen fest, er det bemærkelsesværdigt, at vi her i Norden stadig kalder vinterfesterne for jul. Ordet ’Jól’ var tidligere udbredt i hele Europa, men ordet er næsten helt forsvundet andre steder end i Norden. I England lykkedes det at indføre Kristmesse-ordet, hvor det nu hedder Christmas – men englængerne bruger faktisk indimellem de gamle ord ’Yule’ og ’Yuletide’.

Så når vi i Peter Fabers julesang “Sikken voldsom trængsel og alarm” synger:

Jul, jul, jul, jul, jul, jul,

rør blot ikke ved min gamle jul,

jul, jul, jul, jul, jul,

rør blot ikke ved min gamle jul.

er, der kun et at sige: Det har vi heller ikke gjort siden vikingetiden!

Kvaliteten af vikingetidens lydoptagelser lader noget tilbage, men måske har julesangene lydt lidt a la selveste Onkel Reje her: https://youtu.be/ML7hufAIj8E

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

I år er det 10. gang i mit liv 1. søndag i advent og 1. december falder på en og samme dag. Hvor ofte har du oplevet det? Et hint inden du hiver regnestokken eller telefonen frem: Det sker hver 5-11 år. Skudår gør nemlig, at du ikke kan regne “på en lige linje”.

Så i dag tænder vi både adventskrans og kalenderlys. Lys til øjne og sind. Lys i vores egne hjem og i fællesskabets rum. Det lys, som vi alle – i større eller mindre grad – i glimt eller som en grundfølelse – kan savne, så det mærkes helt ind i sjælens mørkeste rum.

På vej mod julefesten, hvor han – som skulle kaldes fredsfyste – bliver født, giver adventstiden os mulighed for at stoppe op og tænke på, hvordan vi i vores lille hverdag kan bringe verden tættere på den fred, vi længes så meget efter. For selvom vi kan opleve, at mørket gør, at ingen kan se freden, så er den til stede i hvert eneste lille lys, vi tænder.

Med lys bryder vi mørket. Med lys forsøger vi at fange håbet. Med lys åbner vi døren for glæden. Med lys forsøger vi at fortrænge alt det, vi frygter og svækkes af. Og vel også derfor er både adventkransen, kalenderlyset og lyskæderne så betydningsfylde for os.

Lyshistorien startede lidt mere enkelt, end vi kender den i dag: Det første kalenderlys bestod f.eks. ganske enkelt af et almindeligt hvidt lys, hvor man satte streger, så det passede til 24 dage. I 1935 omtaler forfatteren Lis Byrdal for første gang et hjemmelavet kalenderlys, dog kun med 23 datomærkninger. Hun skriver i sin debutbog “Smaa Fester – Glade Gæster”:

“A propos Lys – De ved da, at man selv kan male paa Lys baade med Oliefarve og med Tusch? Man kan altsaa med en tynd Pensel og sikker Haand skrive hele Julehilsner eller Vers, der saa brændes op Bid for Bid. En Idé til Børnene er at dele et lille tykt Lys med 23 tynde, sorte Tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem, hvis man vil. Hver Aften lige fra d. 1. December brænder man saa et Stykke ned – hele Tiden til den næste Streg. Den Dag Lyset brænder ud, er det Jul – og Træet tændes.”

Men der gik kun få år, før lysfabrikken Asp-Holmblad lavede de første massefremstillede kalenderlys. Oprindeligt blev lyset kaldt Jakobslyset. Navnet er inspireret af patriarkens Jakobs drøm, som findes omtalt i 1. Mosebog kapitel 28, hvor englene klatrer på Jakobsstigen. Men da befolkningen allerede dengang ikke var så bibelstærke længere (måske også derfor Jacobstigerne er forsvundet fra juletræet?), ændrede man navnet til kalenderlyset. Det kom til at hedde Kalenderlys No. 1 og blev lanceret i 1942.

At tænde et lys i mørket havde en særlig betydning under den tyske besættelse. Og måske var det netop mørklægningen af Danmark, der gjorde, at skikken med at tælle ned til julen på et datomærket stearinlys vandt udbredelse og blev til en tradition.

No. 1 ser den dag i dag ud som det gjorde, da det blev lanceret og i år kan lyset fejre 82 års fødselsdag. Er du i tvivl om, hvordan det ser ud? Så kig her: https://asp-holmblad.dk/…/Kalenderlys-No-1-3-x-39-cm…

Jeg har tænkt meget over, hvilken julesalme, jeg skulle vælge til i dag, og er vendt tilbage til en “gammel kending” sunget af nationalskjalden Kim Larsen. Han indspillede for mere end 20 år siden – sammen med sit band Kjukken – cd’en: “Glemmebogen – Jul & Nytår” med danske julesange. En af sangene undrede mig lidt, da jeg hørte albummet første gang, for den er egentlig skrevet som en morgensang for børn. Men jo flere gange jeg hører den, jo mere passende synes jeg, den er her i det mørke december.

Du har gættet den, ikke? Jo det er lysets engel, som går gennem himmelportene og med sin strålekrans (glorie) trænger mørket bort. På jorden er solen Guds lysengel. Den går Guds ærinde og jager nattens skygger og mørkets magter på flugt. Den spreder en himmelsk glans, der favner ”alverdens glade vrimmel”. Og i en tid, hvor solen er trængt af vintermørket, tænder vi selv lys og bliver medarbejdere på forventningens glæde.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Jeg var på Moesgaard Museum i går for at se deres nye særudstilling: “UD AF KAOS”, som er en forrygende og dramatisk fortælling om en mørk periode i Europas historie med de barbariske hunnere og gotere, krig, magtkampe og flygtningestrømme, men også med drømme, håb og guld i store mængder.

Moesgaard har også fået lov til at de mest fantastiske guldsmykker og andre genstande, der blandt andet fortæller om, hvordan hunnernes kosmetologiske indgreb forandrede både udseende og personlighed.

Hvis du er til en dramatisk fortælling, så må du ikke gå glip af udstillingen. Selvom den ikke er stor, skal du sætte god tid af.

Læs om udstillingen her: https://www.moesgaardmuseum.dk/udstillinger/ud-af-kaos/

Jeg gik til gengæld glip af julens mørke væsner, som viser sig på Moesgaard på tre lørdage i julemåneden. De 13 mørke væsner manifesterer sig som uhyggelige skabninger, der alle ledsages af en vogter, som hjælper andre til at forstå væsnerne. For i denne tid er det vigtigt for særligt børn, der møder væsnerne, at holde deres stier rene og være artige, for ellers kommer væsnerne efter dem!

Væsnerne kommer fra hele Europa. Du kan møde Knecht Ruprecht, der også er kendt som Hans Trapp eller Piskefar (skræmmende barn har mange navne), alt efter hvor i Europa, han befinder sig. Han går fra dør til dør – ofte sammen med Julemanden – og finder frem til de børn, der ikke har været artige. Op af sin kurv hiver han et birkeris, som han pisker de uartige børn med, for derefter at bytte deres gaver ud med kulstykker. Har man været gennemført slem, kan du ende i hans kurv og måske i hans madgryde!

Fra de nordiske lande møder vi blandt andre om Finlands Joulupukki, som er det finske svar på julemanden. Hans navn betyder julegedebuk, og under hans julemandsmaske kan han lynhurtigt forvandle sig til en dæmon fra underverden. Har man ikke været artig i år, er det 100 % sikkert, at der ikke er gaver eller godter til én fra Joulupukki. Tværtimod skal du give ham gaver og mad, for at han lader dig være i fred.

Når vi nu er i de nordiske lande: Også den grusomme Julekat fra Island er kommet til Moesgaard. I Island har man ikke den traditionelle julemand. I stedet har man en flok trolde, kendt som “Yule Lads”. Det lyder jo meget hyggeligt, men deres oprindelige historie er dog ikke meget bedre end den om katten. Fortællingen lød at troldene kom til jul og hentede de uartige børn, for at sætte skik på dem! Det minder jo lidt om den altseende julemand, der kender forskel på gode og uartige børn. Bortset fra at julemanden altså ikke kidnapper nogen! Yule Lads sagnet startede som en skræmmehistorie, der skulle få børnene til at arte sig. Sidenhen blev historien om juletroldene noget mere børnevenlig. Nu kom juletroldene ned fra deres bjerg i december med gaver og i ny og næ lavede de også lidt ballade, så som at stjæle stearinlys eller slikke på skeer. Deres udseende gik fra trolde væsner, til det vi kender som nisser i dag, med røde huer og hvidt skæg. Men alt var ikke julerødt i troldeland, for deres mor Gryla skulle vise sig at være en heks. Og vi ved jo alle, hvordan det er med hekse – der følger en kat med. Sådan opstod fortællingerne om Yule Katten, der sneg sig ud i december natten og spiste børn i laset tøj.

Det er godt, de væsner kun går løs om lørdagen. I dag gemmer kalenderlågen på et mere muntert bidrag fra d’herrer John og Sheeran.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Det er glædens søndag. I katolske kirker verden over lyder de første ord i den første bøn i dagens gudstjeneste:

“Gaudete in Domino semper” eller “Glæd Jer altid i Herren”

Og selvom mange af os ikke fejrer advent som en faste- og bodstid og ikke har brug for en “pause” i fasten, så er det måske ikke så ringe at blive mindet om, at vi skal glæde os. Det lille barn er på vej og kommer til os med Guds kærlighed og fred.

Og det er måske slet ikke så tosset, at blive mindet om, at vi stadig har noget at glæde og til. At vi er i en ventetid, hvor vi bevæger os frem mod julefesten. Mod fødselsfesten for det lille barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.

Så når vi i gudstjenesten hører ordene “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær”, så er det et venligt vink med en vognstang om at lægge al organisationslyst til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne, over-jeg’et og voksenhedens kedsommelige organiseren og tilrettelæggen.

Det er en opfordring til opgør med den New Public Management og forbrugstankegang, der efterhånden har sneget sig ind i vores private liv og helt ind i adventstiden og juleforberedelserne. En opfordring om at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med hjertet.

Det er gennem mildhed, kærlighed og generøsitet, vi genkender det, julen handler om. Uden kærligheden er vi intet. Og med det lille barn kommer Gud helt konkret til os og lader sin kærlighed til dig og mig blive kød og blod.

Så hold en pause fra huskelisten og del glæden med andre. Besøg din tidligere nabo på plejehjemmet. Stop op og giv en seddel, når Frelsens Hær står og spiller, mens de samler ind til dem, der ikke har andre at holde jul med. Tag en blomst og kør forbi en bekendt, du ikke har set længe. Send en stor skilling til Ukraine eller køb en ged. Listen af muligheder er uudtømmelig.

For en ting er sikkert: Glæden og kærligheden vokser, når den bliver delt.

Bag kalenderlågen har Shane og Shane stået og trippet for at være med til at synge adventen ind. Så lad os istemme et højlydt Rejoice! Rejoice!

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden