Dagens kalenderlåge gemmer på en salme, der er skrevet på en sommerdag i 1850 af en af vores store salmedigtere. Den er et bestillingsarbejde. Der er flere myter knyttet til denne salme. En af dem er, at tekst og musik stammer fra middelalderen. Men de er – som sagt – begge yngre.
Salmedigteren er selvfølgelig Ingemann, der fik sendt en melodi og en tysk salmetekst fra en præst, som hedder Fenger. Fenger har selv fortalt, a…t han til Ingemann sagde om den tyske tekst: ”Ordene duer ikke, men skriv nu nogle gode danske vers til denne vidunderlige melodi,” og få dage senere fik Fenger et brev fra Ingemann med teksten, som man sang første gang i Lynge præstegård. Den blev trykt som Pilgrimssang i Dansk Kirketidende i september samme år. I Ingemanns Samlede Skrifter har den titlen Valfartssang.
Salmen er meget brugt i de nordiske lande. I Danmark synges den mange steder, hvor mennesker i alle aldre er sammen: ved juletid (jf. strofe 3), men også ved dåb, bryllup, begravelse og andre højtidelige og festlige lejligheder. Mon vi ikke alle har et minde eller en erindring om at have sunget den?
Jeg er vild med Isam B’s souludgave. Lyt med, mens vi venter på den aften, hvor det lille barn fødes.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Det er dagen, før dag, før dagen og i ventetiden ser vi julekalender om julestjerner og stjernekiggere, i luciaoptogene har vi (nogle steder) set stjernedrengene eller stjärngossarne, som en juletræsstjerne eller topstjerne der pynter juletræets top, vi synger om Bethlehemsstjernen, der ledte vise mænd og når vi kommer dertil, så synger Jesper Fårekylling sin rørende udgave af “Når du ser et stjerneskud”.
Om stjernen …synger vi: Den var lys og blid. Den lod sig se ved midnatstid. Mens alle andre stjerner glimtede mat, stod den klar på himlens bue som en lille stjernesol.
Julestjernen, også kaldt Bethlehemsstjernen, var ifølge Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente det pejlemærke, der ledte de vise mænd fra Østerland frem til det nyfødte Jesusbarn. Den har været genstand for kloge mænd og kvinders diskussioner og undersøgelser, siden den lyste for første gang.
Om den klare, lyse stjerne var et guddommeligt mirakel, en ren mytologisk tankekonstruktion, eller om der rent faktisk kan have været tale om et astronomisk fænomen, kommer der nok aldrig et endegyldigt svar på.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
I morgen er vintersolhverv og årets korteste dag. Solhverv er en gammel ordsammensætning, hvor ordet ”hverv” kommer fra det oldnordiske ”hverfa”, som betyder ’vende’.
Solen passerer det laveste punkt i sin bane henover himlen og står lodret over den Sydlige Vendekreds. På denne tid af året vender den nordlige halvkugle væk fra solen, hvilket giver os begrænset sollys og korte dage. Når vintersolhverv indtræffer er tiden fra solopgang til solnedgan…g mindre end på nogen anden dag af året, og dagens længde er under 7 timer i det meste af Danmark. Det betyder samtidig at den efterfølgende nat er årets længste nat med en længde på ca. 17 timer.
Årets korteste dag i Danmark falder enten d. 21. eller 22. december. Datoen varierer pga. forskellen mellem et kalenderår og et solår, men korrigeres ca. hvert fjerde år, når der er skudår. Efter vintersolhverv bliver dagene længere og længere, lysere og lysere, men stadig koldere og koldere indtil Kyndelmisse den 2. februar hvor temperaturen igen begynder at stige.
Vintersolhverv har gennem hele menneskets historie været en glædelig dag, fordi den er symbolet på lysets tilbagevenden i vort liv. Vintersolhverv var vikingernes jul, hvor de ikke fejrede men drak jól og havde midvinterblót, en ofring for at sikre frugtbarhed.
Ny har vikingernes blot måttet vige. Ved vintersolhvervstid venter vi nu på det lille barns komme. Det lille barn, der kom med et lys, der ikke bare gør dagene længere; men også lyser op i menneskers hjerter og tvinger al mørke i mennesket liv til at vige for kærligheden.
Eller med Grundtvigs ord:
Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange, jul med Guds-barnet i svøb, under englenes sange, kommer fra Gud, bringer os glædskabens bud. Æren er Guds i det høje!
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
I en stjerneregn af sne, Let it snow, Frosty The Snowman, Når sneen falder, Velkommen igen, Guds engle små og mange andre julesange- og salmer.
Det er snart jul. Det sner. Eller gør det? I min barndom gjorde det. Hvert eneste år. Uden undtagelse. Og min hukommelse snyder mig ikke. Tror jeg.
For det føles ikke rigtig som jul, hvis sneen ikke daler blidt ned d. 24. december og lægger sig i et tykt lag. Virkeligheden er bare, at det sker ganske sjældent, og der er nogle præcise krav, der skal opfyldes, før man officielt kan kalde en jul for ‘hvid’.
Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90 % af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Næh, næh: Snedybden skal være mere end en ½ cm.
Julesneen eller noget af julesneen kan godt være faldet op til mange dage i forvejen. Så det behøver ikke være ny.
Og det er sådan set kun sket 9 gange siden 1900 i Danmark, og der går således statistisk set i gennemsnit 13 år imellem de hvide jul. De ni landsdækkende hvide jul var i årene: 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.
Og der er ingen tegn i sol og måne på, at det bliver anderledes i år. DMI fortæller nemlig, at der bliver overskyet med stedvis regn eller byger i Danmark. Temperaturen juleaften vil ligge på mellem 5 og 8 grader, mens der om natten vil være omkring de 0 til 5 grader. Derudover forventes det at blive en meget mild dag.
Men da jeg var barn eller noget …
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️
Ps. Tak for omsorgsfulde tanker i går. Det går lidt bedre. Jeg holder feberen nede og hviler, når jeg ikke er på arbejde. Så det skal nok blive jul.
Dagens kalender er tom. Efter en dag med ondt i maven og alle tegn på diverticulit under opsejling har jeg ligget og feberfrosset (Jeg hader af fryse som en lille hund!!!) under en dyne, siden jeg kom hjem. Nu venter jeg bare på 1. feberbølge og om jeg kan holde de pokkers divertikler stangen til d. 24., hvor juleferien truer.
Heldigvis ved jeg, hvad det er, så den angst der fulgte med i sidste runde og turen i pakken (ikke en af den slags, man får… til jul), er jeg herligt befriet for. Medfølende tanker til dem, der skal slås med usikkerhed, sorg og frygt i julen.
Men I skal ikke snydes for en julesang. Og The Pogues – Fairytale Of New York er ikke til at komme udenom
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
I Skotland, som jo i århundreder har været – og stadig er: Så længe det varer – en del af The United Kingdom, fejrer man i dag jul næsten som i England, men ikke uden et særligt skotsk strøg. Julen i Skotland er en stille tid og traditioner som julekalendre med gaver, Luciaoptog, kalenderlys eller adventssøndage med adventslys er ikke “hverdagskost”.
Julefester var faktisk forbudt i Skotland i hundreder af år takket først til Oliver Cromwell og der…efter kirken Skotland. Først i 1958 blev julen en helligdag og det tog mange år, før dagen forvandlede “skikkelse” fra arbejdsdag til helligdag.
F.eks må ilden ikke gå ud juleaften, for så kommer de underjordiske ned igennem skorstenen.Ved juletid byder den skotske tradition også at danse omkring store bål, spille på sækkepibe og spise Bannock, som er en slags hvedemelskager.
Den store fest er imidlertid 31. december – 1. januar og hedder Hogmanay og Ne´er Day og overskygger julen både i størrelse og styrke. Den skotske kirke mente nemlig, at julen var noget katolsk fiks-fakseri, som man ikke kunne bruge til noget og selv i dag får skotske børn får i dag stadig primært gaverne i forbindelse med nytåret.
Festen starter med, at man ved midnat – altså nytår – synger den verdenskendte “For Auld Lang Syne” samt kysser alle et godt nyt år. Andre dele af fejringen består i fyrværkeri og at svinge med ildkugler i den mørke nat. Et af de smukkeste steder at opleve det, er ved det hedenske tempel Stonehenge.Man mener, at skikken går helt tilbage til, dengang man fejrede solhvervet og vikingerne hærgede i Skotland. Bla. derfor har man også en skik, der siger, at den første, der går ind i huset, skal være en mørkhåret – og ikke en lyshåret, som de fæle vikinger fra Norden (Så kan vi lære det, kan vi). Faktisk er Hogmanay den største fest, især fordi julen var aflyst i 300 år – og helt indtil 1960´erne.
Det kendte skotske band Runrig er officielt gået på pension – men det er den tidliger forsanger Bruce Guthro heldigvis ikke! Og selvom han oprindeligt er canadier, kommer der en fantastisk keltisk lyd ud af ham.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
88% af dem, der fejrer juleaften, spiser det. 10% gør ikke. Af dem, der spiser det, får 75% varm sauce på, 18% vælger den kolde, mens 7% ikke spiser sauce.
Ja, du har gættet helt rigtigt. Vi taler om en af de få gennemførte danske juletraditioner. Grød rørt op med fløde eller risalamande, som lyder fransk og en lille smule fornemt. Spises oftest med en varm eller kold kirsebærsauce….
Retten er – som en af vore få juletraditioner – pæredansk og ifølge en københavnerskrøne opfundet ved et tilfælde en sen nattetime på Hotel D’Angleterre i København.
Da det en sen aften blev tid til at lave dessert, blev kokken i nød til at improvisere, for det bedste, køkkenet formåede på denne tid af natten, var en gryde med en rest kold risengrød. Det kunne man jo ikke servere for fine, adelige gæster, så han fandt nogle mandler og en skål med piskefløde, og hakke, hakke, hakke, piske, piske, piske og blande, blande, blande, så var der risalamande. Kokken fandt også nogle glas med syltede kirsebær, som han kom på toppen. Og så så det jo helt fornemt ud. En historie lige til masterchef.
Uden at tage noget fra københavnerne og Hotel D’Angleterre så har risalamande været kendt noget længere. At servere kold risengrød med mandler og fløde er en gammel sag. Retten findes så langt tilbage som i Anna Weckers kogebog fra 1648, som En kold Mandelmelck med Risengryn at berede, og i Anne Wigants kogebog fra 1703 i en opskrift under titlen Melck med støt Risengryn (her uden mandler). I en håndskreven uudgivet kogebog fra det sjællandske Kattrup gods på omtrent samme tid finder vi en opskrift, hvor retten består af kold risengrød med vin og sukker (her med mandelsplitter og korender).
Risalamande har været kendt fra omkring 1900 (Historikerne rafler stadig om et præcist årstal), hvor man i borgerlige kredse begyndte at servere risalamande med kirsebærsovs til jul i stedet for risengrød. Allerede før det blev almindeligt at spise risalamande, kendte man til skikken med at give en mandelgave til den, der fandt den hele mandel i risengrøden.
Jeg må jo krybe til korset og fortælle, jeg foretrækker den varme risengrød med kanelsukker frem for risalamanden. Og skal jeg endelige have en sauce (eller sovs, som det hedder på godt dansk), skal det være solbær og ikke kirsebær.
Så derfor får du en sang til grødens pris.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Et af decembers store eksistentielle spørgsmål, som gør de fleste storpolitiske spørgsmål og humanitære katastrofer til bisætninger, er: Steg eller And?…
Anden er faktisk en ret moderne julespise, selvom alle julesangene fortæller om gås. Svinet er historisk en nationalspise. Og ved højtider har man valgte man at spise nationalt – undtagen blandt de frankofile i byerne. Man slagtede grisene i november og nød godt af dem i julen. I byerne var kulturen anderledes end på landet. I byen var folk mere opmærksomme på, hvad der skete andre steder i verden. Anden kom til den danske jul udefra. Den er fransk – eller tysk – inspireret. Så er man ægte nationalist, er det ud med anden og ind med stegen og gåsen.
I følge madhistorikerne (sådan nogle findes der også) kan man ikke med sikkerhed sige, om gåsen eller flæskestegen går længst tilbage i historien, men det traditionelle, borgerlige julebord, som vi kender det fra ”Peters Jul”, er fra midten af 1800-tallet. Madtraditionerne går dog længere tilbage, for siden middelalderen har man spist flæsk i vintermånederne.
Med julemaden bestod ikke udelukkende af flæsk i gamle dage, men også fjerkræ. Gåsen var ligesom grisen et af de dyr, man slagtede op til højtiden, og derfor spiste mange familier også fjerkræ til jul.
I ”Peters Jul” af Johan Krohn fra 1866 lyder et af versene:”Og så skal gås vi have./ I gåsens ryg et flag skal stå,/ og den har små manchetter på/ og grankrans om sin mave.” Og i julesangen “Sikken voldsom trængsel og alarm” synger vi om den søde jule aften, hvor der serveres risengrød, æbleskiver og: “Gåsestegen er til bageren sendt”.
I dag sætter langt flere dog tænderne i en andesteg frem for en gås. Men hvad skete der lige i de dage, der gjorde at gåsen blev til en and? Er det industrialiseringen og kvinders udmarch af hjemmet (uden mændene overtog husholdningen) til arbejdsmarkedet og dermed mindre tid til at forberede den tidskrævende gås? Eller betød ændringerne i familiemønstret, betød, at der var færre, der skulle sidde rundt om bordet juleaften, og derfor valgte mange at skifte den store gås ud med en mindre and. Eller er det ganske enkelt fordi, at industrialiseringens indtog gjorde, at bagerens ovn forbeholdt brød og kager, hvilket også skyldtes en større opmærksomhed på køkkenhygiejnen? Eller det enkle faktum, at and simpelthen bare er blevet mere tilgængelig, da frostvarer blev en naturlig del af ethvert supermarked?
Jeg er sikker på, at vi snart kommer til at diskutere vegansk “alike and” eller kød-and juleaften, men her er jeg nødt til – som Brinkman siger – Stå fast! og syge: “rør blot ikke ved min gamle jul”! Jeg er til steg. Den der kommer fra en gris.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️
Tak til Kristeligt Dagblad og Videnskab.dk for inspiration og tekstbidder.
Den tredje søndag i advent kaldes i den katolske kirke Gaudate efter de første ord i den første bøn i dagens messe: “Gaudete in Domino semper”. Sætningen kommer fra biblen og kan oversættes til:
“”Glæd Jer altid i Herren!”…
For en kort stund tager kirken den violette bodsfarve af og skifter til gaudetes lyserøde. Vi stopper op, lægger fastens og bodstidens kappe og husker hinanden på, at det, vi venter på, er en glædens fest.
Og det er måske slet ikke så tosset, at blive mindet om, at vi stadig har noget at glæde og til. At vi er i en ventetid, hvor vi bevæger os frem mod julefesten. Mod fødselsfesten for det lille barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.
Jeg synes personligt, det er så ærgerligt, at vi fejrer julen, før den er begyndt. Det er som om, at vi har mistet evnen til bygge en forventning op. Det hele skal gerne ske her og nu og helst i går. Vi er blevet som små børn, der ikke kan spise julemiddagen, fordi spændingen over gaverne overskygger alt. Så når vi når frem til jul, har vi ikke flere kræfter og i stedet for at nyde festen og finde hvilen, pakker vi den lynhurtigt sammen. Længe inden vi har nået julens sidste festdag om aftenen til helligtrekongersdag den 6. januar (epifani) eller til Herrens dåb eller trettondagen, som det hedder på svensk.
Men i dag skal vi glæde os. Glæde os over – hvor kort eller lang den så end bliver i dage – at vi er på vej mod festen, hvor det ikke kun er vores personlige glæde, som skal fejres, men også at ”Glæden er jordens gæst i dag, med Himmel-kongen den lille.”
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Den tredje søndag i advent kaldes i den katolske kirke Gaudate efter de første ord i den første bøn i dagens messe: “Gaudete in Domino semper”. Sætningen kommer fra biblen og kan oversættes til:
“”Glæd Jer altid i Herren!”…
For en kort stund tager kirken den violette bodsfarve af og skifter til gaudetes lyserøde. Vi stopper op, lægger fastens og bodstidens kappe og husker hinanden på, at det, vi venter på, er en glædens fest.
Og det er måske slet ikke så tosset, at blive mindet om, at vi stadig har noget at glæde og til. At vi er i en ventetid, hvor vi bevæger os frem mod julefesten. Mod fødselsfesten for det lille barn, der ikke alene var søn af Maria og Josef, men også er Guds søn.
Jeg synes personligt, det er så ærgerligt, at vi fejrer julen, før den er begyndt. Det er som om, at vi har mistet evnen til bygge en forventning op. Det hele skal gerne ske her og nu og helst i går. Vi er blevet som små børn, der ikke kan spise julemiddagen, fordi spændingen over gaverne overskygger alt. Så når vi når frem til jul, har vi ikke flere kræfter og i stedet for at nyde festen og finde hvilen, pakker vi den lynhurtigt sammen. Længe inden vi har nået julens sidste festdag om aftenen til helligtrekongersdag den 6. januar (epifani) eller til Herrens dåb eller trettondagen, som det hedder på svensk.
Men i dag skal vi glæde os. Glæde os over – hvor kort eller lang den så end bliver i dage – at vi er på vej mod festen, hvor det ikke kun er vores personlige glæde, som skal fejres, men også at ”Glæden er jordens gæst i dag, med Himmel-kongen den lille.”
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
I dag er det 103 år siden danske kvinder i 1916 for første gang havde mulighed for at bruge den stemmeret, de havde opnået året før.
Lidt ironisk handlede afstemningen om salget af en dansk koloni: Dansk Vestindien eller De Dansk Vestindiske Øer. Så da danske kvinder første gang stemmer, handler afstemning om en salg af de kolonier, hvor danske firmaer med den danske stats støtte og opbakning har drevet slavehandel (Åh jo: Vi købte og solgte mennesker – så længe de bare var sorte, var Gud med os) og våbensalg. Og selvom slavehandlen var ophørt i 1848 spurgte Danmark ikke indbyggerne om, de gerne ville sælges eller til hvem.
Vi fik knap 100 millioner danske kroner for øerne og deres indbyggere, som forresten blev solgt, fordi de ikke længere gav overskud. Siden 1880 kunne intet regnskab vise positiv balance for nogen af øerne. Det stigende underskud blev finansieret af den danske stat, og ved århundredeskiftet var gælden vokset til over 8 millioner kroner. Og så blev de solgt!
Du kan læse hele historien her:
https://danmarkshistorien.dk/…/de-vestindiske-oeer-dansk-v…/
Der er stadig tætte bånd mellem US Virgin Islands og Danmark. Så tætte, at selv Nissebanden har lagt vejen forbi med en fortælling om de nisser, der blev glemt ved salget i 1917. Ligesom alle andre julekalendere sendte Nissebanden 24 afsnit, så det jo passer med antallet af juledage i december op til juleaften 🙂 I historien flyver seerne rundt mellem tre steder i verden: Grønland, Holme Olstrup og så De Dansk Vestindiske Øer.
Jeg er vild med afsnittet, hvor Nissedoktoren i skikkelse af Jan Gintberg er blevet hidkaldt for at se til Luntes udspilede mave.
Se sketchen og grin med.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Dagens klumme, Julekalender, Musik 
Ingen kommentarer