5 December

Glædelig 5. december. Nu er du forhåbentlig ikke blæst væk derude. Jeg har sjældent løbet så stærkt på arbejde som i dag. Vi kæmpede for at få sendt alle patienter hjem, der skulle, inden stormen medførte udkørselsforbud. Vi nåede det og jeg måtte kun køre slalom om et enkelt væltet vejtræ. Så måske skulle Dean Martin ikke have sunget: “Let ot snow”; men i stedet: “Let it blow, let it blow, let it blow”! Pas på jer selv og hinanden.

4 December

God glædelig 4 december. Har du købt dine julegaver? Jeg vil ikke undvære juleindkøbene. Selvom medierne flittigt forsøger at lære os, at nu foregår alt julehandel på nettet, så er det ikke jul, hvis jeg ikke har julehandlet og glædet mig over juleudsmykning i byen og butikkerne fulgt af en varm kop cacao eller noget, når fødderne er godt ømme og armene lange af at bære tunge poser. At finde den rigtige gave, til en man holder af, er en gave i sig selv. Pas på jer selv og hinanden ♥

3 December

Glædelig 3. december Det sørme, det snart, det jul – også hos en af mine store heltinder. Hvem har ikke drømt at være hende? Også selvom julen hos Pippi og alle os andre giver anledning til eftertanker og tanker om halstørklæders længde, ensomhedens stik i hjertet og andre af livets store spørgsmål. Pas på jer selv og hinanden.

2 December

Glædelig 2. december. Jeg tabte for mange år siden hjertet til den engelske julemusik. Ingen jul i mit hjerte uden de store engelske julesalmer. Men de kan nu også andet end dem. Mel Smith og co lader ikke smilet slappe af ret længe. Så jeg vil nyde en kop te, de mest fantastiske svenske ingefærsbrunkager fundet til ingen penge i noget så eksotisk som Netto og 3 minutters smilebåndsmotion. Håber, I alle har en vidunderlig dag derude og passer på jer selv og de andre.

1 December

Glædelig 1. søndag i advent. Dagens julesang synges af Shane & Shane og hedder: “O come, O come Emmanuel”. Emmanuel (eller Immanuel) betyder oprindeligt “Gud med os” og på den måde siges med ét ord, hvad hele adventstiden handler om. Eller som teksten til “blomstre som en rosengård” udlover: “rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod, frygt og sorg forsvinde!”. Jeg håber, I alle har en vidunderlig søndag med lys adventskransen, glæde og et godt krus noget-der-smager-advents-godt.

23 10 2013 - Dagens klumme    Ingen kommentarer

Ridder Lykke i Selvsving

26 03 2013 - Dagens klumme    Ingen kommentarer

Sexisme – nu også en strategi for sognepræster, der ikke kan få deres 5 minutter på andre måder.

Jeg har lige læst præsten Uffe Vestergaard Pedersens 4 dage gamle læserbrev i JP. Det rabler da for Vester Vedsteds (ved Ribe) sognepræst. Aldersregulering af den demokratiske proces? Der er vist områder en præstekrave ikke giver kompetence til at udtale sig om. Men den giver åbenbart kompetence til sexistiske og nedladende udtalelser om kvinder i politik og udfald med småracistisk undertone. 

”Læber med rødt, som enhver rigtig mand ved, hvad kan bruges til.” Sådan beskriver Uffe Pedersen unge kvindelige politikere. Det gælder åbenbart ikke de unge mænd, som der ellers har været endnu flere af – f.eks. i Venstre. 

Jeg håber ikke, at det er sådan Uffe Pedersen også tænker, når han ser sine sognebørn eller blot sagesløse kvinder, der bærer læbestift. Eller måske er han meget optaget af at studere unge kvinder – sådan helt generelt? Eller måske er det Uffe Pedersens syn på kvinder? … 

Hvor er det dybt beskæmmende, at skulle læse den slags fra en person, der for at kunne hæve sin løn med tilhørende frynsegoder har lovet: “og beflitte mig på, som det sømmer sig en ordets tjener,” og “udvise et sådant forhold, at der ikke med grund skal kunne føres klage over mig” (citater fra Præsteløftet).  

Når det er sagt, skal jeg lige skynde mig at sige – som de fleste ved – at jeg er meget skeptisk overfor den diskurs, der siger at alt hvad der er ungt er godt og medfører nytænkning. Jeg tror, at visdom, livsduelighed og menneskelig erfaring er vigtige kompetencer for en moderne politiker.  

Men derfra og så til at bombe samfundet tilbage til valgretsregler fra stavnsbåndets tid og hente sine argumenter i sexismens og nedladenhedens kuffert – der er mere end milelangt. Skam dig Uffe Pedersen.

Julemorgen

Julemorgen – Angels We Have Heard On High

Arghhhhhhh – jeg havde overset trenden med 25 afsnits julekalendere; så her på falderebet eller med lyskæden om anklen: Glædelig 1. juledag. Jeg håber, I havde fabelagtig juleaften. Inden jeg vender tilbage til juledagshygge og begraver næsen i mine nye bøger *ser yderst glad og veltilpas ud*, så får du lige Bruce Guthro’s fabelagtige udgave af: “Angels We Have Heard On High”. Nyd dagen og pas på jer selv og hinanden derude (eller derinde).

 

Glædelig jul – Kimer I Klokker

Glædelig jul – 24. December

Så er vi nået til den 24. og sidste låge i kalenderen. Jeg håber, I har haft bare lidt af den fornøjelse, jeg har haft ved at lave den. Tak for alle jeres søde kommentarer hver og især.

Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge i dag, men efter lidt vaklen (og et enkelt nummer, der ikke fandtes i en udgave, jeg synes passede) blev det til denne fantastiske julesalme af Grundtvig hjulpet på vej af Kim Larsen og DR’s underholdningsorkester.

Smag på sætningen: Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange. Smukkere kan det ikke siges.

Ha’ en funklende, tindrende aften i glædens tegn – syng, dans, fest og vær der for jer selv og hinanden.

 

4. søndag i advent – I Wish It Could Be Christmas Everyday

Glædelig 4. søndag i advent

og glædelig lillejuleaftensdag

Jeg ville så gerne have delt en adventssalme med jer; nemlig: “En rose så jeg skyde” sunget af Flemming “Bamse” Jørgensen. Desværre har jeg ikke kunne finde den i en videoversion, men har du mulighed for det, så hør den på Spotify, Play, Bibliotekerne eller hvad du nu har adgang til. Han synger den på en måde, der gør, man ikke er i tvivl om, hvad advent og jul egentlig handler om. Da det nu ikke kunne blive den, så hoppede jeg i den helt anden boldgade og med på Wizzards fromme ønske om, at det må være jul hver dag. Lyt og bliv glad. Ha’ en herlig dag og pas på jer derude.