Skrublerier

Håndklædet i ringen. Jeg er så træt her i aften. Op kl. 5. Alt for mange timer på arbejde, hvor jeg slet ikke synes, jeg slår til og går skævt af det meste. Endelig fri og så til Odense og på OUH, hvor Andreas er indlagt for at få fjernet en biskjoldbrudskirtel (endte det med) pga hyperparathyreoidisme. Det er – tak Gud – heldigvis gået godt. Så hjem til Vejle. Kørte bag en særtransport, så turen tog en 1/2 time ekstra. Forbi biblioteket for at printe. Nåede det 5 minutter i lukketid kl. 22. Og nu er jeg landet i sofa’en.

Så kalenderen i dag bliver kort. Først troede jeg, den blev til ingenting, men så kom jeg til at tænke på, hvor fint det er med al den julebelysning, der er sat op overalt og bryder vintermørket, så mørket ikke får opslugt os helt.

Så hvad er mere passende end at lade de 1000 julelys gemme sig bag kalenderlågen. Endda sunget i en smukkeste version af Sissel Kyrkjebø.

Pas på jer selv og hinanden

Det er den hellige Nikolaus’ dag (og Finlands uafhængighedsdag – men det er en helt anden historie). Nikolaus var biskop i Myra. Med tiden er der kommet mange historier om ham. Han frelser nødstedte søfolk, han er børnenes ven, søfolkenes skytshelgen og forbillede for Julemanden. Han ville nok have sagt nej til julemandens tykke, røde pelskåbe (Der fik farven i 1931, da Coca-Cola begyndte at bruge ham i sine reklamer) i det varme Tyrkiet.

Nikolaus var mærket af den tortur, som han havde været udsat for gennem mange år, fordi han var kristen. Så der var nok ingen, der forestillede sig, at han mange år efter ville blive afbildet som en velnæret julemand. Og Nikolaus, som forærede sin familieformue væk til de fattige, ville nok heller ikke kunne genkende sig selv som den julemand, der er blevet symbolet på vores vilde gavefest.

I mange lande kaldes julemanden ved navne, der minder om Nikolaus, f.eks. Sinter Klas i Holland eller Santa Claus i USA. Danske børn (og voksnes) julemand bor i Grønland, og hvert år skriver mange børn også til ham på adressen: Julemanden, 2412 Santa Claus, Greenland.

Julemanden, som vi kender ham, har ikke mere end 120 år på bagen i Danmark som gaveudbringer (heldigvis for julefreden, at han er mere effektiv end Post Nord). Godt nok er han med i “Peters Jul” fra 1866, men ikke som gaveudbringer, derimod er det ham, der kommer med juleglæden, altså julestemningen. Først med Louis Moes’ “Julemandens bog” fra 1898 opstår ideen om Julemanden på Grønland, der kommer med gaver.

Hvis du gerne vil hjælpe julemanden til at komme med gaver – i hvad skikkelse han så end har – så er der et utal af muligheder. Der er mange børn som for hvem, det ikke handler om 1, 3 eller 12 gaver; men om sikkerhed, mad, vand, varme, medicin og skolegang. Unicef er en af de organisationer, der hjælper børnene. Du kan give børnene din gave her:

Bag kalenderlågen gemmer sig en ny gæst, som fortæller om julemanden, der kommer til byen. Og han kommer helt sikkert også til dig i din by.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

.

Pas på jer selv og hinanden

I går skrev jeg om æbleskiverne og som det er med at sige B, når man har sagt A; så er det svært ikke at sige gløgg, når man har sagt æbleskiver. Så det må være på sin plads at undersøge denne decemberdriks historie.

Ret beset er gløgg en krydret og sødet, opvarmet vin. Traditionen med vor moderne danske julegløgg er hentet fra Sverige i sidste halvdel af 1940’erne sammen med mange andre svenske juletraditioner indenfor blandt andet julepynt og -fejring. Ordet gløgg er også en forkortelse af det svenske glödgat vin, som er en direkte oversættelse af det tyske Glühwein og som forkortet bliver til gløgg.

Tilbage i middelalderen var drikken ippocras eller hybenkrads, som den også blev kaldt i Danmark, meget populær i mange fyrstehuse rundt omkring i Europa. Drikken var som gløggen en krydret vindrik, og den kunne både drikkes varm og kold.

I det hele taget har man drukket varm, krydret vin her i det kolde Skandinavien, lige så længe som man har kendt til vin. Krydret vin var meget yndet af den svenske nationalhelt Gustav Vasa (død 1560), hvilket gjorde drikken meget populær i Sverige. Gustav Vasas foretrukne kryddervin var en rødvin sødet med både honning og sukker samt tilsat krydderier som ingefær, kanel, kardemomme og nelliker.

Men sit gennebrud fik gløggen som skrevet efter 2. verdenskrig sammen med de mange andre juletraditioner, vi hentede fra det svenske på det tidspunkt. Og selveste Kirsten Hüttemeier med de berømte skåneærmer lavede til julen 1946 et lille hæfte med titlen: “Lidt lækkert til Jul”, hvor man på side kan finde opskriften på den berømte svenske juleglögg. Du får den her, så du selv kan prøve den – hvis du tør! For den er ikke, som Hüttemeier skriver, for begyndere. Måske burdet hun have anbefalet et forebyggede hovedpinepulver til dem, der ikke helt kan holde måde. Læs opskriften her:

Den berømte svenske Juleglögg:

Har De en Gang fejret Nytaar i Sverige, har De ogsaa uden Tvivl stiftet Bekendtskab med den berømte – Glögg! Glögg drikkes varm, og den smager vidunderligt, – men den er ikke for ”Begyndere”, den er lumsk, – saa er De forberedt, – men bliv alligevel ikke bange, den er god! 1 Pilsner, 260 g Sukker, ½ Flaske Akvavit, 1 Flaske Rødvin (dansk), ½ Flaske Portvin (dansk), 100 g smuttede Mandler, Rosiner, Kanel, Nelliker, Vanille. Øl og Sukker varmes, men det maa ikke koge. Vinen, Snapsen og Krydderierne blandes i, og det hele varmes op til Kogepunktet. Lige før Glöggen hældes op i Terrinen, blandes de smuttede Mandler i, og disse kan være grofthakkede eller skaarne i Strimler. Glöggen drikkes varm, – men som sagt med Maade.

Til slut er der bare at sige skål og åbne kalenderlågen for lidt musik, som kan ledsage den varme drik. Og med de Hüttemeierske alkoholmængder kan vi vist lige så godt sætte festen på.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

Pas på jer selv og hinanden

Det er da et ganske rædseslfuldt decembervejr. I mit pastorat er der hverken sol eller “white christmas”, hvor alle synger “let it snow”.

Det er koldt, klamt og vådt. Så er det sagt.

Et vejr, der ikke kalder på julemarkeder eller anden udendørshygge. Så der skal skrues fuldt op for indendørshyggen og der der noget mere dansk og julet end en kop varmt med æbleskiver til?

Disse herlige runde spiser, som jeg har elsket siden min barndom. Altså ikke dem i frostposer fra Netto; men dem der er bagt på et godt, gammeldags æbleskivejern.

Det er faktisk svært at sætte et præcis årstal på, hvornår æbleskiven blev opfundet. De kan sagtens have eksisteret siden oldtiden, men vi ved, at de fandtes i middelalderen, hvor man finder dem beskrevet overalt i middelalderlitteraturen.

Første gang man stødte på navnet æbleskiver som opskrift var i en dansk kogebog fra 1616. Her beskrives det, at man brugte æblestykker, der var dyppet i æg og mel (altså en dej) og derefter stegt i smør på en pande. De blev (og bliver) kaldt “Flydende Æbleskiver”. Dengang var æbleskiverne altså lige præcis det, navnet siger – skiver af æbler. Det var en delikatesse, der blev serveret som dessert ved festlige lejligheder som julen.

Siden begyndte man at bage eller stege stege æbleskiverne på en speciel pande med halvkugleformede fordybninger, så kagerne var runde efter at være blivet vendt. Æblet var nu blevet til fyld i dejen.

Og som æbleskiven udviklede sig, opstod egnstraditioner og periodetraditioner. I Sønderjylland havde man f.eks. en tradition med at bruge en kogt svedske i æbleskiverne. Og under de to verdenskrige brugte man, hvad man havde som fyld i æbleskiverne, lidt sukker, æble, æblemos eller udblødte rosiner.

Sønderjyderne var ikke alene om at have en egnsbestemt opskrift. Der er utallige varianter:

På Mors bages æbleskiverne med bygmel.

På Fyn kalder man det for æbleskiver med lov – de bages med hvedemel og spises med sukker til.

På Falster kaldes æbleskiverne for Nonner.

Svupsakker kaldes æbleskivene fra Lolland og Falster også. Her flækkes æbleskiven, og så kommer man brændevin på.

På Bornholm kaldes de for Oppenholler eller Fettholskager og serveres med frugtkompot eller syltetøj.

Og så er der de sjældne kamel-æbleskiver, der kun serveres i Zoo (se den særlige specialitet her: https://www.youtube.com/watch?v=MPWgKkL6tQo).

Måske har du din helt egen opskrift? Jeg er vild med både kanel og kardemomme i dejen. Gerne sammen med lidt vanilje. Eller kanelhonning i stedte for sukker. Fyld er også et hit. En let syrlig æble- eller rababerkompot er forrygende Og man skal heller ikke kimse af en svedske-/congackompot. Men intet slår en velbagt æbleskive med flormelis og en god gang solbærsyltetøj!

Så find pandejernet frem og i gang med æbleskiver eller -kuglerne. Du finder en god opskrift her: https://www.valdemarsro.dk/aebleskiver/ og mens du læser den, leverer dagens kalenderlåge lidt mere end velsmurt vintersang til ørerne. Så mangler du bare en kop varmt og hokus pokus: Sådan slår man møgvejret af banen.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

Pas på jer selv og hinanden

Vi kender dem fra radioen, fra fjernsynet, fra kirken juleaften (og andre dage i advent og jul) og fra utallige julekoncerter på alt fra ungernes skole over byens torv til de utallige julekoncerter, hvor vi glade synger julen ind. Ja, det er Julesalmerne og -sangene jeg taler om.

Der findes to “slags” julesange/-salmer: De verdslige julesange og de religiøse julesalmer. I de fleste familier synges lidt af hvert juleaften, når der danses rundt om juletræet. Først synger vi et salme eller to (ofte i et alt for langsomt tempo), der handler om julens religiøse budskab . Bagefter synges vi julesange, som – ofte mere muntert – fortæller om maden, nissen og juletræet.

De første julesalmer var på latin, som de fleste ikke forstod. De blev sunget af kirkens kor. I senmiddelalderen opstod der et ønske (eller krav?) om at ændre kirkens sprog fra latin til dansk, anført af datidens store kulturpersonlighed Christiern Pedersen, og i hans prædikesamling fra 1515 kan manfor første gang læse juleevangeliet på dansk. Salmerne på dansk måtte dog vente på reformationen nogle årtier efter.

Den mest kendte af alle julesalmer er nok den, vi herhjemme kender som ”Glade jul, dejlige jul”. Den er en omskrivning af ”Stille Nacht, heilige Nacht” og fylder 203 år juleaften. Den er ifølge hjemmesiden silentnight.web.za i dag oversat til 142 sprog, heriblandt kinesisk, swahili og zulu. Og selvom salmens tekst nok adskiller sig en smule fra sprog til sprog, er melodien alle steder den samme.

Jeg tror, at vi alle har en julesalme eller to, der betyder noget særligt for os. Nogen har den fra salmerne og andre fra julekalenderne. Andre igen finder “deres” blandt dem, der handler mere om juletiden end om julens indhold. Lige meget hvad er julen en tid, der giver os rig lejlighed til at mærke glæden ved at synge sammen med hvert vores næb og tone.

Personligt er det ikke jul for mig uden julesalmerne (og julesangene). Julesalmen: “Det kimer nu til julefest” har en særlig plads i mit hjerte sammen med adventssalmen “Blomstre som en rosengård”. Har du en salme/sang, der betyder noget særligt for dig?

Bag dagens kalenderlåge gemmer den danske ”Glade jul* sunget af Jonah Blacksmith til DR’s ”Fællessang – hver for sig“. Sunget i en fornem moderne fortolkning, der samtidig udviser stor respekt for traditionen. Lad den samtidig være en højlydt opfordring til at få den 1., 2. eller 3. Vaccine, snuppe dine ugentlige test, spritte hænder, holde afstand og leve med mundbindet, så vi kan synge sammen til jul og ikke hver for sig.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender

Pas på jer selv og hinanden

Så blev endelig december og kalendertid. Mødre og/fædre har klippet og klistret for at lave pakkekalendere til ungerne. Vin- og delikatesseforretninger og supermarkeder har solgt kalendere med alt fra chokolade, ost over vingummi til rom. En populær variant er skrabekalenderen, hvor man kan vinde en million, hvis man skraber nok nisser frem, og mange har – heldigvis – købt børnenes U-landskalender, hvis overskud er med til sikre, at børn i Kenya kan komme i skole.

Det ser også ud til at den gode gamle papkalender er ved at kommer på mode igen i udgaver, hvor der lægges vægt på kvalitet, æstetik og den fantastiske historie den gode illustration/tegning/billede kan give.

Vidste du, at den første julekalender stammer blev udgivet i 1903 af forlaget Reichhold & Lang i München? Den havde navnet ”Im Lande des Christkinds”, som betyder noget i retning af ”I Jesusbarnets land”. Den bestod af et ark med 24 billeder med religiøse motiver samt et ark med 24 vers. Ideen var, at man hver dag læste et af de 24 vers og bagefter klippede billedet ud og limede det ovenpå verset.

Ideen til julekalenderen kom fra den ene af forlagsejernes barndomshjem, hvor hans mor bagte 24 kager, som blev hængt op på et stykke stof. Alle kagerne havde et nummer fra 1 til 24 og hver dag i december frem mod jul, måtte han spise en kage.

Den ældste danske julekalender er Børnenes Jule-Kalender fra 1930, som var en afrivningskalender med farvelagte tegninger og tre små julevers. Men allerede få år efter kom de første slags med 24 låger, som dem Reichhold & Lang havde lanceret i Tyskland i 1920’erne.

De første tyske julekalendere (eller adventskalendere – som de stadig hedder i bl.a. Tyskland og Sverige) med låger forestillede huse, små byer og julmarkeder blandet med religiøse motiver. De svenske og danske kalendere havde mere landlige og verdlige temaer som naturen, snemænd, kælke, hytter og husnisser.

Efter 2. verdenskrig gjorde Richard Sellmer begyndte at eksportere og markedsføre julekalenderen i USA via hans forlag Richard Sellmer Verlag. Den første julekalender hed ”Die Kleine Stadt” (”Den Lille By”). Richard Sellmer Verlag eksisterer den dag i dag, og det producerer hvert år langt over en million, der sælges over hele verden. Måske har du selv haft en kalender fra Sellmer? Se med på forlagets hjemmeside: https://sellmer-adventskalender.com

Bag min kalenders første låge gemmer sig en klassisk kalendersang, der bedre end de fleste sætter godt gang i kalendertiden: https://www.youtube.com/watch?v=gcS1qzfJa88

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Jeg har været til den mest fantastiske adventsgudstjeneste i Lund Domkirke. Jeg fik endda lov til at sidde oppe ved højalteret i de gamle korstole. Fantastisk at sidde og kunne se ned over kirken, der holder fest med det store (og vidunderligt syngende) kor i deres røde korkjoler, alteret dækket til festmåltid, levende lys og det første store adventslys tændt, de mange præster i hvidt og en kæmpe menighed. Jeg må beskæmmet indrømme, jeg kunne være bedre til de svenske adventssalmer. Så jeg må hellere komme tilbage næste år og øve mig lidt mere.

Ligesom kirken har Lund også pyntet sig til advent og jul. Her – som i alle andre steder i Sverige – er adventsstjernen med sit lys en fast del af julepyntningen. Stjernen er ikke blot et symbol på Betlehemsstjernen, men også et symbol på Jesus som morgenstjernen. Skikken kommer fra Tyskland, hvor den oprindeligt var en del af Herrnhuternes juletraditioner. I Danmark kender vi Herrnhuterne fra Christiansfeld, hvor man stadig kan købe deres fantastiske julestjerner

(se her: https://martensensboghandel.dk/…/herrnhuter…/ )

Vidste du for resten, at en af de populære svenske adventsstjerner, der blev fremstillet i Sverige under 2. verdenskrig, blev lavet flygtninge af fra Danmark, Norge og Polen? Stjernen hedder Tindra Kristall og laves i orange papir. Den var designet af Erling Perssons i 1941 og blev meget populær. Det kostede hele 2,50 SEK., hvilket var en formue dengang.

Jeg skal ikke trætte jer med min begejstring for det svenske, så lad os kaste opmærksomheden på, hvad det her med advent egentlig er for noget. Hvad handler de her 4. særlige nedtællingssøndage inden jul om?

Advent er en kristen faste- og bodstid, hvor man forbereder sig til at fejre Jesu fødsel. På latin betyder advent “at noget skal komme”. Advent er (for mange: var) en tid, hvor man faster for at gøre plads til julen både konkret og i overført betydning. Fasten handler ikke kun om at gøre plads i og omkring maven til julesulet. Man faster, fordi man for at kunne feste af helt og fuldt hjerte skal tømmes for alt, der tynger i sjæl og krop. Faste og fest giver hinanden indbyrdes værdi.

Men halløj. Hvordan skal vi holde fest i tider med instrukskommisioner, mink og sms’er og en regering, der er mere optaget af pigtrådseksport end af at løse tunge samfundsproblemer som et sundhedsvæsen på sammebruddets rand og et klima – der trods mange floskler for alle, der vil med ved det politiske bord – lider mere og mere.

Det kan da slet ikke blive jul på den måde. Ovenikøbet igen uden julefrokoster, juleklip på skoler og i børnehaver, julegløgg på caféen og alt det andet, som vi synes, hører julens fællesskab til.

Heldigvis er julen ligeglad med både dyr i alt for små bure og mundbind. Covid eller ej. Uanset hvor mange kommisioner og sms’er, der vil have opmærksomhed. Den trodser vacciner og afstandskrav. Julen er endda helt ligeglad med, at vi måske på nogle områder skal finde nye måder at fejre festen på.

Den giver os endda adventstiden som en helt særlig gave, hvor vi kan feje alle hverdagens trængsler til side og forberede os til julen og dens fest for fødslen af det lille skrøbelige og sårbare barn, som Gud satte som centrum for alle menneskers liv, for at vi skulle vide, at intet menneske nogensinde skal være alene og uden Hans kærlighed.

Og til at hjælpe os på vej, har vi fået en “stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild”.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ snart min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

For han hed faktisk Martin og det var gæssene, der afslørede ham. Og ænder er kun for de fattige. Nå ja og så er anden et af DMI’s hemmelige vejrredskaber. Eller hvordan er det nu, det er?

Historien fortæller om den fromme munk, som havde ry for at være en god og hellig mand. Så god og hellig at indbyggerne i den franske by Tour, ville have ham, som deres biskop. Men det ville Martin ikke; så han gemte sig i en gåsesti. Gæssene brød sig ikke om besøget, og de skræppede op og afslørede Martin, der blev fundet og tvunget til at påtage sig embedet som biskop over byen.

Som hævn over gæssene bestemte Martin, at alle husstande en gang om året skulle slagte mindst én gås og spise den på den dag, hvor Martin blev afsløret. Så kunne de lære det – gæssene altså.

Martin blev en god og from biskop, missionær, gavmild overfor de fattige, klostergrundlægger og blev senere udråbt som helgen. På dansk kalder vi ham: Den hellige Morten og det er hans festdag i morgen.

Mortensaften har – tilbage fra den tidligste middelalder – været noget af et kød- og drukgilde. Til hverdag fik bønderne kun saltet eller røget kød, men lige efter slagtningen af dyrene til vinteren, kunne de få frisk, fersk kød i stedet. Og så var der fest. Ædegilde kunne man måske kalde det.

Gæs var i gammel tid ikke så almindelige i Danmark, og de var meget dyre og forbeholdt de velhavende. Så de fattige måtte “nøjes” med andet fjerkræ i stedet for gæs. Og her hittede ænderne.

Tager man brystbenet på den gås, man spiser mortensaften, kan man se, hvordan vinterens vejr vil blive.

Når benet er pillet, holder man det op mod lyset, og er der de hvide pletter, er det tegn på sne, mens brune betyder frost og kulde. Den forreste del af brystbenet spår om vinteren før jul, mens den bageste del spår om vinteren efter jul. Det er ganske vist og kendt af enhver meteorolog på DMI.

Vidste du forresten, at Mortensdag den 11.11. var egentlig en mindedag for Martin af Tours, hvis helgendag frem til helligdagsreformen under Struensee i 1770 var officiel helligdag i Danmark. Og så røg også den fridag.

Uanset om du spiser and, gås eller noget ganske tredje i morgen: Jeg håber, det kommer til at smage så herligt.

❤ Pas på jer selv og hinanden ❤

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!
Halleluja.
Resurrexit sicut dixit, alleluia!
Χριστὸς ἀνέστη! Ἀληθῶς ἀνέστη!
Fra Palmesøndags jubel, over Skærtorsdags måltidsfællesskab og svigt til Langfredagens mørke og smerte for at ende i Påskedagens fest og glæde!
Påsken er kirkens største fest.
Livet har sejret over døden.
Frihed over fangenskab.
Håbet over afmagt.
Kærligheden over ensomhedens forpinthed
Det, som vores fornuft ikke rækker til at forstå, er sket.
Biskop Peter Skov-Jakobsens skrev i en artikel, at opstandelsen er frihed. Den er livet, der sejrer over døden, Sandheden, der får ord. Sanserne, der kommer til deres ret. Den er en god samtale. Den er livet, der pludselig giver mening.
I menneskelivet er opstandelsen en overvindelse af det mørke, man kan blive fanget i, eller kan fange sig selv i.
Opstandelsen frisætter os fra tanken om, at vores skæbne er fastfrosset og husker os på, at når vi fastholder tanken om, at der er lys bag et oplevet og levet mørke, er vi aldrig alene, men altid et del af det evige livs fællesskab. Et fællesskab, der ikke har grænser og hvor alle de ondskabens skel, der er mellem mennesker, er ophævet.
Så nu er det tid for påskeæg, påskelam, påskeharer og små påskefrokoster, hvor vi holder afstand sammen. Som alle andre helligdage har påsken jo sine egne traditioner og skikke og her har ægget altid spillet en stor rolle. Ikke kun fordi æg var hyggelige og smagte godt. Ægget havde næsten magiske kræfter, mente man: Havde man for eksempel en hønes første æg i lommen, kunne man se, hvem der var hekse.
En gammel populær leg er at trille eller “trante påskeæg” dvs. at trille dem ned ad en bakke. Man kunne fx. prøve at ramme de andres æg, eller man kunne se hvem der trillede længst. Legen kunne også leges inden døre – så skulle man blot bruge et skråt bræt til at trille på.
En anden leg var at “pikke æg”. Man slog den spidse ende af sit eget æg imod modpartens. Den hvis æg gik i stykker havde selvfølgelig “tabt”. De æg man legede med kunne enten være hvide, hårdkogte eller de kunne være farvede med nogle af de forskellige naturfarver, som man brugte. Senere begyndte man også at bruge købefarver til at farve æggene med.
Og er man mere til de indendørssysler, så kan man jo altid dekorere æggene. Man har farvet æg i Danmark helt tilbage fra 1600-tallet. Chr. 4’s datter, Leonora Christine, har i sine erindringer, ”Jammersminde”, skrevet, at hun i 1667 udvekslede malede påskeæg med en an-den fange, da hun sad i Blåtårn.
Man farvede med løgskaller og rødbedesaft og ikke mindst plantematerialer, fx blade og blomster fra påskeliljer, rødder og blade fra nælder, skarntyde og kørvel samt mos fra træer. Senere brugte man også kaffegrums og theblade, da disse livsvigtige (kaffen!!) blev indført. Selv hø og stenlav kunne bruges. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte man at bruge anilinfarver, og efter industrialiseringen var det muligt at købe pulverblandinger eller forsøge sig med blæk, frugtfarve, tusch, vandfarve eller farvet silkepapir.
Og er der lidt tid midt i æggelegene, besøg af julemandens nevø påskeharen og andre påsketing, så er jeg sikker på, at der er en, som sidder alene, der vil blive glad for et påskebreve eller en påskehilsen
Jeg er lige blevet udskrevet efter en akut indlæggelse i går, fordi jeg samtidig med, jeg tog antibiotika, fik en voldsom reaktion, der umiddelbart mindede om anafylaksi (overfølsomhed). Så 1-1-2 og akut til sygehuset og hele akutpakken. Da der var ro på, blev jeg overladt til selvobservation på akutafsnittet, så efter 5 timer der tog jeg hjem og sov.
Fin stuegang i dag med en kompetent læge, der var lånt ud fra kræftafdelingen. Vi stemte for, at det slet ikke var antibiotikaen, men mit sære immunforsvar, der reagerede på en febertop. Udfaldet af afstemningen var, at det var tåbeligt, jeg skulle være indlagt i 5 dage for at få et tredje antibiotika i drop. Så vi testede. Jeg tog det samme som i går. Slog ikke ud. Så tog hjem med en pose prednisolon (just-in-case) til mit ustyrlige immunforsvar og et modstræbende løfte om at komme tilbage, hvis det kommer igen.
Så nu er jeg bare træt og har betændelse i mine tarmudposninger. Og har frygtelig dårlig samvittighed overfor min kollegaer, der holder påske uden jeg passer min del af jobbet.
Men sådan en tur, hvor man lige i et kort sekund frygter for kroppen og livet, husker på, at bag mørket skinner opstandelsens kærlighedsfyldte lys.
Eller som Johan Brun skriver i den andet vers af sin fantastiske påskesalme “Jesus lever, graven brast” fra 1786.
Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!
Og det er lige præcis det, påskefesten husker os på år efter år.
Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!
Halleluja
❤️Pas på jer selv og hinanden ❤️

❤ God Dimmeluge (forklaring følger) ❤
Når man som jeg har en kirke liggende nogle hundrede meter nede af gaden, så kan man ønske sig tilbage til “gamle dage”, hvor den stille ugeblev også kaldt dimmeluge. Udtrykket er i familie med det islandske ord dymbill, som er betegnelsen for en knebel af træ. I den stille uge udskiftede man kirkeklokkens metalknebel med en knebel af træ for at dæmpe klokkens klang.
Den stille uge begynder altså med palmesøndag og den slutter igen med påskesøndag. Ugen, og den har med langfredag som højdepunkt siden oldkirken dannet afslutningen på fastetiden og forberedelsen til påsken.
Allerførst lige et kig på, hvorfor vi egentlig holder påske.
Historisk er den oprindelige påske en jødisk fest – pesach – hvor jøder over hele verden samles med familier og venner om det jødiske påskemåltid og mindes historierne om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten.
Jesus var jøde, så på en måde er kristendommen vokset ud af jødedommen og jødedommen har sat sine tydelige spor i den kristne påskefest. Og i det lys skal de kommende hellig- og festdage fejres, leves og forstås.
Og så tilbage til palmesøndag.
Ifølge Bibelen var det på denne dag, Jesus kom ridende på et æsel ind i Jerusalem for at blive modtaget som en konge. Folket var vilde med Jesus, fordi han sammen med sine disciple havde helbredt syge og udbredt Guds budskab.
Navnet ‘palmesøndag’ er kommet af, at folk stod langs vejen og viftede med palmeblade for at hylde Jesus, da han kom ridende til byen.
Inden turen til Jerusalem blev Jesus salvet. Det er en vigtig handling i den kristne fortælling, for det var her, han trådte i kraft som Messias, der betyder ‘den salvede’.
Så scenen er sat: Det er jødisk påske – en kæmpe fest – og der er et hundredtusindtal pilgrimme samlet Jerusalem. De er begejstrede og vifter med palmeblade og råber til ham: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge«.
Hosianna er hebraisk og betyder ‘frels dog’ eller måske ‘frels os*.
Men under festen gemmer sig død og mørke og den eneste, der på det tidspunkt har en anelse om, hvad der skal ske, er Jesus selv.
Og så lige til lidt historie – fordi jeg ikke kan lade være:
I 500-tallet begyndte kristne i Jerusalem sig på Oliebjerget på palmesøndag. Efter læsning af evangeliet gik de i procession ind til byen. Traditionen spredte sig ret hurtigt til hele den østlige kirke. I det 7. og 8. århundrede kom skikken med at bringe palmegrene til kirken, gå i procession og råbe “hosianna” til Vesten, og i det 9. århundrede blev dette indført som en fast del af gudstjenesten. Så på den måde kan man sige, at dramatisering af biblen også er en meget gammel kristen tradition.
For så at slutte af med noget meget dansk – nemlig vejret:
Kig lige ud af vinduet og tjek vejret. Lige i dag skulle det nemlig helst holde tørt. For selvom påskeregn er god og pinseregn gør ingen gavn, så giver regn – i følge gamle vejrvarsler – palmesøndag en dårlig høst, men hvis vejret er klart og skyfrit, bliver høsten god.
❤ Pas på jer selv og hinanden ❤