Skrublerier

Ingen december – selvom det er fastetid – uden pepparkakor og brunkager. Og jo, der er forskel.

Jeg har haft et udvalg af pepparkakor med hjem fra det svenske og nyder dem – også selvom jeg ikke følger svensk tradition og spiser dem med blåskimmelost på.

Den svenske pepparkaka var oprindeligt et lægemiddel, som skulle spises af sundhedsmæssige grunde. Den indeholdt krydderier, som blev anset for at være både sundhedsfremmende og helbredende. Pepparkagen skulle give den, der spiste den, kraft og styrke. Pepparkager blev blandt andet brugt mod mavepine eller uro, svagt syn, kolera og diarré.

I begyndelsen var det munke på vandring, der solgte pepparkager, som på det tidspunkt var mere a la honningkager og blev kaldt “confectio”.

Fordi munkene kom vidt omkring, fik pepparkagerne stor udbredelse. Munkene brugte urter og krydderier, som voksede i klostrenes haver. De første pepparkager blev bagt i Centraleuropa nord for Alperne. I middelalderen blev pepparkager hovedsageligt bagt af rugmel og indeholdt krydderier som kanel, kardemomme, nelliker, fennikel, kommen, anis og pomeransskal.

På grund af honningen som ingrediens – og da der ikke blev brugt sirup i kagerne dengang – fik pepparkagerne lang holdbarhed. Den lange holdbarhed skyldtes også, at kagerne var meget tørre. Pepparkagerne lignede dengang mere kiks.

Det var peber, der gav pepparkagerne deres navn, da kagerne fra middelalderen og frem indeholdt rigtig peber. Peber blev brugt i pepparkager helt frem til 1700-tallet. I svenske Cajsa Wargs kogebog fra var peber blevet erstattet med paradiskorn, som minder meget om peber. Pepparkagerne skulle være krydrede, og man mente, at jo stærkere, desto bedre.

Faktisk fandtes der pepparkager i Sverige allerede i slutningen af 1300-tallet. Det vides, fordi biskop Nikolaus Hermansson, biskop i Linköping, spiste pepparkager. Siden middelalderen har man altså spist pepparkager i Sverige, og de krydderier, som fandtes i pepparkagerne, var allerede kendt i landet dengang. Pepparkager skal også have været serveret ved Birger Perssons begravelse i 1328 – han var far til den hellige Birgitta af Sverige.

Pepparkagens hjemland er Tyskland, og pepparkagerne er også blevet bagt meget i Schweiz og Østrig. I Nürnberg blev pepparkager bagt allerede i 1300-tallet. I middelalderen var pepparkageformene lavet af træ, sten og brændt ler med et motiv støbt i formen – ofte var det et helgenbillede, Jomfru Maria, Guds lam eller et hjerte. Pepparkagerne kunne også være dekoreret med mandler.

Efterhånden som tiderne ændrede sig, ændrede pepparkagerne sig også i form og indhold. I 1500-tallet under den svenske konge Gustav Vasas tid kom pepparkager i tønder fra Tyskland. Tønderne blev senere genbrugt til at pakke den sild, der skulle eksporteres. Adelen og kongen kunne endda ønske sig deres eget våbenskjold afbildet på pepparkagerne.

Under barokken, hvor adel og krig spillede en stor rolle, var motiverne på pepparkagerne ofte konger, riddere, tårne, sværd og lignende.

Efter munkene var det apotekerne, derefter sukkerbagerne i 1700-tallet og i 1800-tallet også kvinder, som ønskede en ekstra indtægt, der beskæftigede sig med bagning af pepparkager. I løbet af 1800-tallet skete der betydelige forandringer for pepparkagen: Bagepladerne kom til – og herfra er resten moderne historie.

Brunkagerne kommer først senere til Danmark – især udbredt fra 1700–1800-tallet.

Her var pepparkagen allerede kendt. Efter sigende led kong Hans, konge af Danmark, Norge og Sverige, frygteligt af dårligt humør. I 1490 fik han lægeordineret peberkager mod humørsygen. Et apotek i København sendte en ordentlig bunke til den forpinte konge, og så blev kongen glad igen. Måske havde han bare forstoppelse?

Selve brunkagen er tæt knyttet til brun farin, smør (hvad var Danmark uden Lurpak) og handelskrydderier. Det er typisk for en tid med kolonihandel, sukker fra Vestindien og krydderier fra Asien, som handelsflåden hjembragte.

Så man kan vel sige, at brunkagen er et handels- og kolonitids-barn.

Brunkagerne – eller de brune kager – blev, som de fleste andre ovnbagte småkager, populære fra midten af 1800-tallet og må siges at have holdt en høj plads på ranglisten lige siden.

I sine første leveår fandt brunkagen sin vej til borgerskabets køkkener, og senere fulgte også almue og husmandssteder med.

En brunkage er, i al sin enkelhed, sirup, sukker samt smør kogt sammen, blandet med krydderier, citrusskal, mandler og hvedemel, hævet med potaske og bagt til tynde, sprøde småkager, der kan holde længe.

Den kan også findes i de gamle kogebøger under navne som “(brune) sirupskager” eller “brune peberkager”.

Det er forskelligt, hvilken form for citrus der bliver brugt: sukat, pomerans, citron eller appelsin – der er frit valg. Krydderierne er til gengæld meget de samme. Kanel og kardemomme var en populær tilsætning i 1800-tallet.

Senere kommer der også æg i nogle af opskrifterne, efter bedste svenske peberkageforbillede, og endda fløde. Men den klassiske brunkage, som vi kender den i dag, er stadig kun sirup, sukker, smør, mel, mandler og krydderier (kanel og nellike), hævet med potaske.

Som rosinen i pølseenden får du en opskrift på pepparkakor. Jeg synes, den er god, og bilder mig selv ind, at den giver en helt anden smag, end brunkagen har.

Svenske pepparkakor:

1 dl piskefløde

1 dl mørk sirup

1 ¾ dl sukker

1 spsk stødt kanel

1 spsk stødt ingefær

2 tsk kardemomme

2 tsk stødt nellike

150 g smør

7 dl hvedemel (ca. 420 g)

1 tsk natron

1 knivspids salt

Sådan gør du:

Kom fløde, sirup, sukker, kanel, ingefær, kardemomme og nellike i en gryde.

Bring blandingen i kog, og tag den derefter af varmen.

Tilsæt smørret i den varme krydderiblanding, og lad det smelte.

Lad dejen køle af, til den er lun – ikke varm.

Bland natron og mel i en stor skål.

Rør melblandingen i kryddermassen og saml det hele til en dej.

Pak dejen ind i plastfolie og lad den hvile i køleskab mindst 1 døgn, så smagen udvikler sig.

Tag dejen ud i god tid, så den bliver stuetempereret, før du ruller den ud.

Forvarm ovnen til 200 °C.

Rul dejen meget tyndt ud (ca. 1–2 mm efter smag). Eventuelt direkte ud på bagepapir, stik figurerne ud med et par centimeters mellemrum, og fjern den overskydende dej. Så slipper du for at flytte figurerne og bevarer formen.

Bag midt i ovnen i ca. 5 minutter – afhængigt af tykkelsen.

Lad pepparkakorerne køle helt af, før du flytter dem.

Bag kalenderlugen gemmer sig selvfølgelig også en kagesang. Og hvad er mere kalendernostalgisk end Bagerens sang fra julekalenderen Vinterbyøster. Lyt her. Det tager kun 54 sekunder:

Det’ sørme – det’ sandt – det’ december. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Tirsdag har været rejsedag fra Lund i det svenske – med et pitstop i det hjemlige – for at lande i Løkken i det nordjyske. Så jeg har tilladt mig at samle 2 dages kalender i èn.

Advent og jul er rejsetid. Før vi overhovedet vidste, at der var noget, der hed jul, drog en mand og hans gravide trolovede hjemmefra, fordi en vis Publius Sulpicius Quirinius – romersk politiker og embedsmand (det, man i dag ville kalde en DJØF’er) – havde fået til opgave at tælle alle, der boede i Syrien og Judæa, så romerne kunne opkræve skatter mere præcist og styrke deres politiske magt.

Siden er mange andre rejsende kommet til. Mest kendt er nok julemanden, der rejser fra land til land – fra skorsten til skorsten – fra barn til barn – med sin store gavesæk.

Hvem af os har ikke sunget om den lille nisse, der, med noget, som ligner lysets hastighed, rejste fra land til land.

Og bedste som vi har fejret store byttedag, og mange er ved at bære julen ud, rejser tre hellige konger af sted for at finde det lille barn, hvis fødsel hele adventstiden er en forberedelse til.

Andre rejser hjem med Sparkøbmandens bus. Eller vover sig modigt ind i en overfyldt DSB-togvogn. Vi rejser for at komme ud eller hjem. For at være sammen med dem, vi deler rod og blod med – eller dem, der er blevet vores nære og kære under vores livsvandring.

For måske handler julens rejser i virkeligheden ikke så meget om, hvor langt vi kommer, men om hvem vi finder – og hvem der finder os. Vi rejser stadig af de samme grunde som dengang: for håbets skyld, af kærlighed – og fordi nogen venter på os. Og midt i al vores rejsen gentager fortællingen sig år efter år: at der stadig er et barn, vi er på vej imod, og et lys, der venter.

Derfor klinger det også hult, når nogen vil gøre rejsen til en straf og hjemmet til noget midlertidigt for andre. Når mennesker reduceres til papir, paragraffer og returbilletter – selv dem, der allerede hører hjemme her. Julens fortællinger begynder ellers næsten altid med folk på flugt, på vej, uden tag over hovedet. Det var ikke dem, man bad om at rejse væk – det var dem, man skulle tage imod.

Så ja, vi rejser for at komme ud og for at komme hjem. Men julen minder os også om, at det farligste samfund er det, hvor nogle begynder at tro, at de er de eneste med ret til en plads – og at alle andre bare er gæster med en udløbsdato. For rødder er ikke bare noget, man passivt har. Rødder er noget, der gror. Noget, der dannes gennem liv, valg, kærlighed og tilhørsforhold. Vi finder ikke kun hjem dér, hvor vi kommer fra – vi finder også hjem dér, hvor livet sender os hen, og hvor vi vælger at slå rod. Og måske er det netop det, julen hvisker år efter år: at hjem ikke kun er et sted bag os, men også et sted foran os.

Inden det hele bliver for højtideligt, så gemmer jeg lige en af de mest spillede rejsejulesange bag kalenderlågen.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ december. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

• Pas på jer selv og hinanden

Hvis december ikke var advents- og julemåned, så kunne vi vist roligt kalde den for “lysets måned”. Jeg er stadig i det svenske, hvor der også er lys overalt. Her dominerer især “adventsljusstakar i trä og pappersstjärnor”. Særligt adventsstagerne med deres 5-7 lys kan ses i mange vindueskarme og er på den måde med til at bryde mørket både inde og ude. Måske kan vi vende tilbage til adventsstagernes historie en anden dag.

For i dag skal vi genhilse på fortællingen om det lys, som mange af os er vokset op med som fast del af decembermorgenen. I mit barndomshjem stod det på spisebordet i vores køkken og var tændt under morgenmaden. Altid som en del af en hjemmegjort juledekoration.

Det første kalenderlys bestod f.eks. ganske enkelt af et almindeligt hvidt lys, hvor man satte streger, så det passede til 24 dage. I 1935 omtaler forfatteren Lis Byrdal for første gang et hjemmelavet kalenderlys – dog kun med 23 datomarkeringer. Hun skriver i sin debutbog Smaa Fester – Glade Gæster:

“A propos Lys – De ved da, at man selv kan male paa Lys baade med Oliefarve og med Tusch? Man kan altsaa med en tynd Pensel og sikker Haand skrive hele Julehilsner eller Vers, der saa brændes op Bid for Bid. En Idé til Børnene er at dele et lille, tykt Lys med 23 tynde, sorte Tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem, hvis man vil. Hver Aften lige fra d. 1. December brænder man saa et Stykke ned – hele Tiden til den næste Streg. Den Dag Lyset brænder ud, er det Jul – og Træet tændes.”

Men der gik kun få år, før lysfabrikken Asp-Holmblad lavede de første massefremstillede kalenderlys. Oprindeligt blev lyset kaldt Jakobslyset. Navnet er inspireret af patriarkens Jakobs drøm, som findes omtalt i 1. Mosebog, kapitel 28, hvor englene klatrer på Jakobsstigen. Men da befolkningen allerede dengang ikke var så bibelstærke længere (måske også derfor Jakobstigerne er forsvundet fra juletræet?), ændrede man navnet til kalenderlyset. Det kom til at hedde Kalenderlys Nr. 1 og blev lanceret i 1942.

Som nævnt i går havde det at tænde et lys i mørket en særlig betydning under den tyske besættelse. Og måske var det netop mørklægningen af Danmark, der gjorde, at skikken med at tælle ned til julen på et datomarkeret stearinlys vandt udbredelse og for alvor blev til en tradition.

Nr. 1 ser den dag i dag ud, som det gjorde, da det blev lanceret – og i år kan lyset fejre 83 års fødselsdag. Er du i tvivl om, hvordan det ser ud? Så kig her:

For mange er december travl. Jeg bliver helt forpustet, når jeg ser, hvad nogen gerne vil nå eller når. Måske kan kalenderlyset give det pusterum, der skal til? Som en slags pauselys, hvor man lige kan tælle til noget, drikke en kop varmt og huske sig selv på, hvorfor vi tænder lys i mørket?

Det kan man så passende gøre, mens man høre en af de dejlige kalendersange, der også er en del af vores historiske decembergods.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ december. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Nu tænder vi det første lys,
det må alene stå.
Vi venter på det lille barn,
som i en krybbe lå.
(Fra børnesalmebogen: De små synger salmer)
I dag tænder vi både adventskransens 1. lys. Lys til øjne og sind. Lys i vores egne hjem og i fællesskabets rum. Det lys, som vi alle – i større eller mindre grad – i glimt eller som en grundfølelse – kan savne, så det mærkes helt ind i sjælens mørkeste rum.
På vej mod julefesten, hvor han – som skulle kaldes fredsfyrste – bliver født, giver adventstiden os mulighed for at stoppe op og tænke på, hvordan vi i vores lille hverdag kan bringe verden tættere på den fred, vi længes så meget efter. For selvom vi kan opleve, at mørket gør, at ingen kan se freden, så er den til stede i hvert eneste lille lys, vi tænder.
Med lys bryder vi mørket. Med lys forsøger vi at fange håbet. Med lys åbner vi døren for glæden. Med lys forsøger vi at fortrænge alt det, vi frygter og svækkes af. Og vel også derfor er både adventskransen, kalenderlyset og lyskæderne så betydningsfulde for os.
Advent er forberedelsestid og ventetid. Advent er bekendtgørelsen af “at noget skal komme” og er med andre ord en tid, hvor man gør sig parat til det, der skal komme, mens man venter.
Vi venter på øjeblikke, på den store aften, på at få indfriet vores forventninger, på at det bliver lige så godt eller bedre end sidste år og på meget, meget andet. Vi venter alle på noget.
Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i advents- og julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket gaverne væk, komme ud og bytte dem og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G-højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.
Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på én gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidig ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.
Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år.
Du skal selvfølgelig ikke snydes for bare en kortudgave af adventskransens historie:
Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul, og den havde ca. 28 lys.
Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under besættelsen 1940–1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at skikken havde vundet udbredelse og var blevet kendt, var, da den kom på julemærkerne.
Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde nemlig adventskransen som motiv, og det var her, adventskransen så virkelig fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb – både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav de hvide lys og røde bånd – de nationale farver – og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.
Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tyskfødt, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.
Alle, der fejrer advent og jul, har noget tilfælles. Noget, der binder os sammen. Giver sammenhængskraft, som man ville sige, hvis man var politiker, der ventede på at få stemmer nok til at blive valgt.
Vi venter på det lille barn. Barnet, der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage imod det. Det barn, om hvem der fra de tidligste tider var fortalt: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: Gud med os.
Bag kalenderlågen gemmer sig det smukkeste billede på adventtidens venten. I en af julens salmer: “En rose så jeg skyde” fortælles om det, vi venter på, med ordene om, at “en rose spired´ frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem”.
(Link i kommentarfelt)
Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart december. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Pas på jer selv og hinanden

Og lad os gå med stille sind

som hyrderne til barnet ind,

med glædestårer takke Gud

for miskundhed og nådebud!

Endelig kom den. Dagen inden aftenen. Kalenderlyset er brændt ned. Vi er så tæt på festen, der forunderligt nok begynder med, at det mørknes og lyset forlader himlen. 

I Betlehem holder englekoret øvetime, og korlederen småskælder på de yngste engle, som ikke har øvet sig nok hjemmefra. Men hun får hurtigt hele korets opmærksomhed og de gør sig klar til at synge for hyrderne om det lille barn, der fødes i nat:

Kom, lad os ham tilbede

Venite adoremus

O come, let us adore Him

Mens de små øver, er Josef og Maria ved at nå frem til herberget. En lille familie på tvungen rejse, fordi en kejser, som hedder Augustus, på bedste New Public Management manér, vil have kontrol over sine indbyggere og derfor tæller dem. Og for at der skal være orden i sagerne kan man ikke tælles på det nærmeste kontor, men det kontor man hører til – uanset, hvor langt væk, det ligger. En regel er en regel – uanset om den giver mening eller værdi.

Så Josef og Maria har måttet rejse fra deres hjem til Betlehem, som er Josefs families hjemby. Maria er højgravid og får veer netop, som de når frem, men der er ikke plads til dem på byens kroer. Derfor må hun føde sit barn, Jesus, i en stald, og de må bruge en krybbe til vugge.

Dyrene i stalden er urolige. Måske fornemmer de, at der er noget ganske særligt på vej. Noget, ingen havde ventet! Noget, som selv ikke de traditionelle nyhedsmedier vil være de første til at høre om. Det lille barn vil hverken tone frem med billeder på Instagram, få sin fødsel forkyndt af en Ypperstepræst fra templet eller læst højt om på TV2 med Breaking News flashende hen over skærmen.

Det er derimod dem, som ikke var en del af det gode selskab, der møder barnet, som de første. Det er hyrderne. Måske for at huske os på, at Jesus kom til verden som hele verdens frelser, og ikke kun for de pæne med det nye tøj på i kirken juleaften.

For ligesom vores tids hjemløse, flygtninge og andre udsatte og udstødte var der på Jesus tid også grupper, som ikke var en del af samfundet. En af de grupper var hyrderne. De blev opfattet som vilde og uciviliserede. Og måske netop derfor er det dem, der bevidner det fantastiske som sker. Fordi han kommer for at vende op og ned på vores selvforståelse og tankegang.

Tilbage til marken udenfor Betlehem, hvor hyrderne holder nattevagt over deres dyr. Her får de besøg af en engel, som fortæller dem, at der er født en frelser i Betlehem, og at de skal opsøge ham. Et lille barn i en krybbe i standen.

Hyrderne – de udstødte – drager afsted med deres dyr for at finde barnet og bevidne dets fødsel. Ligesom kvinderne – som på grund af deres køn ikke havde juridiske rettigheder – senere bevidnede hans død og opstandelse.

Og hyrderne finder barnet. Helt som de er blevet lovet. I stalden, i krybben og med en himmelsk hærskare, der så smukt – efter alle deres korprøver – synger deres lovpris.

Når vi fejrer Jesu fødsel, fejrer vi ikke bare en barnefødsel. Vi fejrer, at Gud selv kommer til verden og bliver født som menneske på jorden. Vi fejrer, at himmelens lys kom til jorden. I julen træder Gud ind i historien, han bliver menneske i Jesus og lever som os, sammen med os.

Så med det lille barns fødsel fejrer vi også, at ingen længere er overladt til sig selv. Gud er blevet menneske og lever med os – iblandt os. Ved at lad sin søn blive født i fattige kår omgivet af udstødte kommer Vorherre til alle i aften og siger: I hører også med.

I aften en særlig og kærlig tanke til dig for hvem julefestens glæde er fjern. Måske fordi du har mistet en, du elsker og savnet overskygger glæden. Fordi du er alene og ikke har nogen at dele festen med. Eller fordi du er sat udenfor og ikke kan komme ind. Husk – selvom det måske forekommer meningsløst i nuet – at ”Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”.

Jeg tænder et lys for alle, der lider under krigens vold. For børn, gamle, syge og alle, der holder jul uden lys uden mad, varme, elektricitet, mens krigen ødelukker hospitaler, vuggestuer og institutioner. Hold ud. Hav håb. Glæden kommer tilbage. Det lille barn bliver født for at være hos jer.

En særlig tanke til dig, der har mistet og holder jul sammen med savnet og sorgen, der er kærlighedens pris. Vid, du ikke er alene ❤

Kalenderlågen gemmer på “Det kimer nu til julefest”. Smukkere kan det (næsten) ikke gøres.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ nu – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Det er dagen før dagen før den aften, I ved.

Det snart.

Det er nu.

Næsten.

Den længe ventede julefest banker på.

Et fattigt par.

Et æsel.

En stald.

En modig kvinde, fyldt af kærlighed, tillid og tro.

En mand, som er en klippe af kærlighed, tillid og tro

Så enkelt og så stort.

Lyset i mørket.

Et barn skal fødes.

Vi venter på det lille barn. Barnet, der kommer for at forandre vores liv og verden, hvis vi vil tage i mod det.

O kom, o kom, Immanuel. O kom, o kom, og vær vor fred.

Lillejuleaften er en af de før-juledage, der ikke knytter sig store historiske traditioner til. Ud over børn og barnlige sjæles utålmodighed

Tidligere var det ganske almindeligt, at man pyntede juletræet lillejuleaften; men efter vi har flyttet julefesten til før jul, er det blevet mere og mere almindeligt, at juletræerne pyntes allerede fra midt december.

Officielt varer julen i 12 dage og starter i morgen og slutter først den 5. januar om aftenen, også kendt som helligtrekongersaften.

Så i “rigtig gamle dage” var lillejuleaftensdag – som hele december havde været – travl!

Inden det blev jul havde man skullet nå den årlige hovedrengøring, så hele gården var ren og pæn. På gulvet i dagligstuen blev der drysset nyt, frisk sand eller lagt et lag frisk halm. Lige inden jul bagte man et friskt parti rugbrød og sigtebrød, og slagtede den sidste, og bedste, julegris. Så var der rigeligt med godt, ferskt kød, friske blodpølser og nylavede finker til julens mange gæster.

Som en af de sidste ting, når man pyntede op til højtiden, blev det det fineste linned, huset havde, fundet frem. Pyntestykker og pyntepuder (trækkepuder) af tyndt, kostbart hørlærred med smukke hvide broderier, mellemværk og syede blonder.

Juletiden var den rene ferie. Traditionen bød, at juledagene mellem 24. december og Helligtrekongersaften d. 5. januar skulle holdes hellige. Man måtte kun lave det allermest nødvendige arbejde på gården. I stedet gik man til julegilder hos hinanden, hvor bordene bugnede af julemad. De ugifte unge afholdt julestuer med musik og vovede lege, der for det meste gik ud på at røre ved personer af det modsatte køn.

Kalenderens næstsidste låge gemmer på “Angels We Have Heard on High” sunget af Bruce Guthro (Runrigs tidligere forsanger), der desværre døde alt for tidligt sidste år. Sangens ophav er en traditionel fransk julesang, oprindeligt “Les Anges dans nos Campagnes” og er kendt for sit latinske refræn: “Gloria in excelsis Deo”, som betyder “Ære være Gud i det højeste”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

• Pas på jer selv og hinanden

Det er dagen, før dagen, før dagen og i ventetiden har vi mange gøremål. Træet skal gøres klar (hos dem, der ikke har fejret jul siden november), og juletræsstjernen, der pynter juletræets top, skal findes frem, så alt er klar til selve juleaften.

Og mens vi venter, synger vi om Bethlehemsstjernen, der ledte vise mænd og når vi kommer dertil selv den aften, vi venter på, synger Jesper Fårekylling sin rørende udgave af “Når du ser et stjerneskud” i den sidste ventetid (Ingen jul uden Disneys juleshow).

Om stjernen synger vi: Den var lys og blid. Den lod sig se ved midnatstid. Mens alle andre stjerner glimtede mat, stod den klar på himlens bue som en lille stjernesol.

Julestjernen, også kaldt Bethlehemsstjernen, var ifølge Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente det pejlemærke, der ledte de vise mænd fra Østerland frem til det nyfødte Jesusbarn.

Og den har været genstand for kloge mænd og kvinders diskussioner og undersøgelser, siden den lyste for første gang.

Om den klare, lyse stjerne var et guddommeligt mirakel, en ren mytologisk tankekonstruktion, eller om der rent faktisk kan have været tale om et astronomisk himmelfænomen, kommer der nok aldrig et endegyldigt svar på.

Blandt teorierne er, at stjernen kan have været en nova, som kinesiske astronomer så i år 5 f.Kr., eller en komet, selvom kometer ofte blev set som dårlige varsler. En anden populær teori er planetsammenfald, som skete flere gange i perioden. For eksempel mødtes Jupiter og Saturn tre gange i år 7 f.Kr., hvilket kunne have haft stor astrologisk betydning.

Andre forklaringer peger på Jupiters bevægelser. I år 2 f.Kr. så det ud, som om Jupiter stod stille over Betlehem, hvilket kunne tolkes som et tegn. Nogle mener dog, at stjernen blot er en litterær konstruktion, der skulle understrege Jesu kongelige status.

En ting er sikkert! Vi har alle sammen brug for ledestjerner, som kan føre og hjælpe os, når vi er ved at fare vild eller mister fodfæstet. Som ordbogen forklarer betydningen af en ledestjerne: “Person, genstand, fænomen eller forhold som man bruger som rettesnor eller vejledning for sine handlinger”.

Derfor er julens budskab ikke blandt de ringeste ledestjerner vi kan have. Julen, der kommer med “solhverv for hjerterne bange” og generøst forærer os det lille barn som ledestjerne, så vi aldrig er alene, når vi farer vild eller ikke ved, hvad vej vi skal gå.

Selvom julekalenderens låge frister med at gemme på “Dejlig er den himmelblå” og dens ord om ledestjernen; så hører den jo til i jules sidste dage, hvor vi også fejrer helligtrekongers fest. Derfor gemmer lågen på en af vore skønneste julesalmer: “Julen har bragt velsignet bud”, sunget så fint af Søs Fenger.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Det er Vintersolhverv og dermed den tid på året, hvor solen når sin laveste højde midt på dagen. Når det er vintersolhverv, er solen længst syd for ækvator, hvilket betyder at den nordlige halvkugle vender væk fra solen. Det sker omkring den 21. december (Nogle år – ca. hvert 4. år – falder vintersolhverv den 22. december). Det er årets korteste dag.

Efter vintersolhverv begynder dagens længde at tiltage – altså dagene begynder at blive længere, og vi får mere dagslys. Der bliver længere tid mellem solopgang og solnedgang. Og omvendt – selvfølgelig – nætterne bliver kortere.

Dagens længde i mit pastorat er præcis 7 timer og 1 minut. Solen stod op 08:49 og går ned igen kl. 15:50 (Ærgerligt nok gemmer den sig bag den grå himmel; men den er der). Hvis du f.eks. bor i Assens er dagen hele 12 minutter længere. Du kan – hvis du vil se dagslængden i dit pastorat – flytte på den blå positionsprik på kortet på hjemmesiden: https://solopgang.dk/find/55.1640/10.1459

Men klage kan man ikke, når man tænker på, at i f.eks. Tromsø i det nordnorske, er der polarnat, hvilket betyder, at solen ikke stiger over horisonten. Der er derfor ingen solopgang eller solnedgang i dag. Polarnatten i Tromsø varer helt fra slutningen af november til midten af januar, hvor solen forbliver under horisonten i hele perioden. Tromsøværinger (som Tromsø’s indbyggere kaldes på norsk) kan dog være heldige, at selvom solen ikke står op, så kan der stadig være et par timers dæmpet dagslys midt på dagen, kendt som skumringslys.

Når vi nu er forbi det norske, så er det jo nærliggende at kigge på en norsk juletradition og som så ofte, når vi taler jul og tradition, skal vi en tur i det norske køkken og hilse på retten: Pinnekjøtt.

Pinnekjøtt eller saueribbe er en traditionel norsk juleret, der er baseret på ribben af får (eller lam). Pinnekjøtt kendetegnes først og fremmest ved, at kødet er tørret og i varierende – afhængig af smag – grad saltet og røget.

Der findes forskellige teorier om oprindelsen af ordet “pinne” i denne sammenhæng. En almindelig opfattelse er, at “pinnene” henviser til træpindene, som mange bruger som en slags damprist i gryden, når pinnekjøttet laves. En anden teori er, at “pinnene” oprindeligt refererer til ribbenene.

Det mest almindelige tilbehør til pinnekjøtt er kålrabimos og kartofler. Kålrabimos laves af kålrabi, som koges, moses og smages til med salt og peber. Det er også almindeligt at tilsætte kødsaft fra pinnekjøttet og lidt gulerod til kålrabimosen, samt eventuelt lidt kartoffel eller kartoffelmel for at binde væsken.

Pinnekjøtt serveres ofte sammen med røgede pølser. Der findes desuden mange forskellige lokale varianter af tilbehør. Mange tilføjer noget sødt, som sirup, til det ellers salte kød. En lokal variant er en slags “kødmølje” med sirup.

Skulle du have lyst til at skifte anden/flæskestegen ud med denne lækre norske spise, kan du se, hvordan man kan tilbereder retten her: https://meny.no/…/Pinnekjott-med-vossakorv-og…/

Tiden mellem jul og nytår kalder nordmændene for “Romjul”. Det er en tid, hvor juletravlheden aftage. Romjul er præget af et langsommere tempo i livet, hvilket giver mulighed for hvile og kvalitetstid med familien. Mange forkæler sig selv med vinteraktiviteter som lange skiture i det sneklædte landskab, hyggelige stunder foran pejsen eller blot nyder fridagene. Denne periode giver også mulighed for at besøge venner og slægtninge, udveksle forsinkede julegaver eller deltage i udendørsaktiviteter som skiløb, en favorit blandt nordmænd.

Bag kalenderlågen gemmer sig en sang inspireret af vejret i Nordnorge, hvor der er trukket skispor og gang i de kommunale skibusser, der fragter nordmændene ud i snelandskabet. Velkommen til Michael Bublé med “Let It Snow!”

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

Solen. Kan I huske den? Den der gule, lysende kugle på himlen, der skinner over og på os med den blå himmel som baggrund. Hvor har det dog været fantastisk at gense den i dag.

Ikke fordi alt ikke er tilbage ved denne decembers normal igen. I mit pastorat smuttede den igen ud på eftermiddagen og overlod scenen til grå himmel og småregn *SUK*

Det er jo ikke et vejr, der kalder på julemarkeder eller anden udendørshygge. Så der skal skrues fuldt op for indendørshyggen og er der noget mere dansk og julet end en kop varmt med æbleskiver til?

Disse herlige runde spiser, som jeg har elsket siden min barndom. Altså ikke dem i frostposer fra Netto; men dem der er bagt på et godt, gammeldags æbleskivejern.:

Det er faktisk svært at sætte et præcis årstal på, hvornår æbleskiven blev opfundet. De kan sagtens have eksisteret siden oldtiden, men vi ved, at de fandtes i middelalderen, hvor man finder dem beskrevet overalt i middelalderlitteraturen.

Første gang man stødte på navnet æbleskiver som opskrift var i en dansk kogebog fra 1616. Her beskrives det, at man brugte æblestykker, der var dyppet i æg og mel (altså en dej) og derefter stegt i smør på en pande. De blev (og bliver) kaldt “Flydende Æbleskiver”. Dengang var æbleskiverne altså lige præcis det, navnet siger – skiver af æbler. Det var en delikatesse, der blev serveret som dessert ved festlige lejligheder som julen.

Siden begyndte man at bage eller stege æbleskiverne på en speciel pande med halvkugleformede fordybninger, så kagerne var runde efter at være blevet vendt. Æblet var nu blevet til fyld i dejen.

Og som æbleskiven udviklede sig, opstod egnstraditioner og periodetraditioner. I Sønderjylland havde man f.eks. en tradition med at bruge en kogt sveske i æbleskiverne. Og under de to verdenskrige brugte man, hvad man havde som fyld i æbleskiverne, lidt sukker, æble, æblemos eller udblødte rosiner.

Sønderjyderne var ikke alene om at have en egnsbestemt opskrift. Der er utallige varianter:

På Mors bages æbleskiverne med bygmel.

På Fyn kalder man det for æbleskiver med lov – de bages med hvedemel og spises med sukker til.

På Falster kaldes æbleskiverne for Nonner.

Svupsakker kaldes æbleskiverne fra Lolland og Falster også. Her flækkes æbleskiven, og så kommer man brændevin på.

På Bornholm kaldes de for Oppenholler eller Fettholskager og serveres med frugtkompot eller syltetøj.

Og så er der de sjældne kamel-æbleskiver, der kun serveres i Zoo (se den særlige specialitet her: https://www.youtube.com/watch?v=MPWgKkL6tQo).

Måske har du din helt egen opskrift? Jeg er vild med både kanel og kardemomme i dejen. Gerne sammen med lidt vanilje. Eller kanelhonning i stedte for sukker. Fyld er også et hit. En let syrlig æble- eller rabarberkompot er forrygende Og man skal heller ikke kimse af en sveske-/cognackompot. Men intet slår en velbagt æbleskive med flormelis og en god gang solbærsyltetøj!

Så find pandejernet frem og i gang med æbleskiver eller -kuglerne. Du finder en god opskrift her: https://www.valdemarsro.dk/aebleskiver/ og mens du læser den, leverer dagens kalenderlåge lidt mere end velsmurt vintersang til ørerne. Så mangler du bare en kop varmt og hokus pokus: Sådan slår man møgvejret af banen. Mens du spiser dem, kan du åbne kalenderlågen og høre Lady Gaga og min yndlingscrooner Tony Bennett synge Winther Wonderland, som vi nok alle drømmer om.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

Pas på jer selv og hinanden

En advents- og juletradition, der tager os direkte med ind i stalden i Betlehem, er julekrybben. Og selvom det lille Jesusbarn endnu ikke ligger i sin krybbe, kan vi sagtens glædes over krybben og dens fortælling.

Historien bag julekrybben er historien om en af de advents- og juletraditioner, der går længst tilbage. Allerede i 100-tallet udpegede man den grotte i Betlehem, hvor man regnede med, at Jesus var blevet født. Mange folk valfartede til grotten og nuppede sten med sig hjem (lidt ligesom med Berlinmuren i 1989 – for nu at rode lidt moderne historie ind i det hele).

I 300-tallet blev de første julekrybbebilleder malet, og i 332 byggede paven den kirke, som nu hedder Santa Maria Maggiore i Rom – oprindeligt kaldet ”Jomfru Maria ved krybben”. I kirkens krypt opbevares sten fra Betlehem, og hvert år fremvises fem små brædder, som efter sigende skulle stamme fra Jesu krybbe. Kirken er stadig centrum for den katolske kirkes julefejring og kaldes derfor også ”Julekirken”.

Efterhånden bredte krybberne sig uden for kirkerne, og i middelalderen begyndte man at opføre krybbespil rundt om i den kristne verden. I England og Tyskland fik krybbespillene endda et mere folkeligt præg.

I 1223 fik Frans af Assisi pavelig tilladelse til at celebrere en levende krybbescene juleaften, så menigheden kunne opleve fødselsmiraklet ”genoplivet”. Et lille barn blev lagt i krybben hos Josef og Maria, og en okse og et æsel fuldendte staldbilledet.

Fra denne begivenhed bredte skikken sig, og snart overtog kunstfærdigt udførte og opstillede krybbescener den tidlige form. Først så man dem kun i kirkerne, men snart begyndte rige familier at få lavet deres egne private udgaver. Derfra bredte det sig, og i dag har det nærmest udviklet sig til en italiensk ”folkesport” at bygge den mest imponerende og fantasifulde krybbescene. I det sydlige Italien (og f.eks. Rom) har den særlige neapolitanske tradition skabt overdådige by- og landskabsscener fyldt med figurer, der alle er optaget af hver deres små aktiviteter.

Herhjemme ser vi julekrybberne mest i private hjem, men de har – omend i det små – også fundet vej til det offentlige rum (indtil de selvfølgelig bliver forbudt, fordi de krænker en eller anden, der trænger til lidt opmærksomhed).

I Aarhus kan du for eksempel kigge forbi julestalden på strøget, der midt i storbyens trængsel og alarm minder os om, hvad julens grundbudskab egentlig er. Du finder den foran den katolske kirke på Ryesgade 26, 8000 Aarhus C.

Og mens vi her i Danmark holder os til de mere enkle julekrybber, er det værd at bemærke, hvordan traditionen rundt om i verden kan antage næsten mageløse former. I Østrig og Sydtyskland er der f.eks. hele landsbyer, hvor indbyggerne hvert år samarbejder om at lave kæmpemæssige krybbescener. På Filippinerne har de krybber med lys og bevægelige dele, der nærmest minder om små teaterforestillinger.

Julekrybben er altså ikke bare en hyggelig juletradition. Den er også et levende, universelt symbol på den historie, der har formet julen, og en påmindelse om, at det store ofte findes i det små.

Måske kender du også et sted, der har en helt special julekrybbe? Eller har din helt egen julekrybbe derhjemme?

Bag kalenderlågen gemmer Alberte sig med salmen: “Barn Jesus i en krybbe lå”. Den passer så smukt til fortællingen om julekrybben. Und dig selv de halvandet minuts pause i juletravlheden lyt med.

Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

• Pas på jer selv og hinanden