Skrublerier

1. januar, en helt nyt år og 365 dage foran os med ganske ubeskrevne blade.

Jeg håber – selvom det rent objektivt er naivt – at 2020 bliver året, hvor mit helbred bliver bedre og giver overskud til, at min verden igen kan række ud over arbejde og sofaen. Jeg tror, at 2019 har været det år, hvor jeg har måttet sige nej til mest og jeg begynder at kunne mærke, at jeg har mistet mange relationer, fordi jeg ikke har haft overskuddet til at række ud efter dem de sidste år. Selvom det er et livsvilkår, er det et sorgfuldt tab.

Men det er jo bare min lille navlepillende andegård. Ude omkring er der en verden, som er meget større og hvor problemerne virker store og uoverskuelige. Og det er som om, vi overvældes og forsøger at puffe ansvaret for løsningen over på nogle andre. På lærerne i folkeskolen. Politikerne, som vi selv har valgt. De sociale medier, vi selv vælger at bruge. Erhvervslivet, hvis varer vi køber osv osv. Pufferiet sender os i ly for en stund; men da livet og verden ikke er en streamingtjeneste vi kan tænde og slukke efter behag, så banker problemerne på igen. Ofte endda med fornyet styrke.

Måske er det ved at være tid til selv at tage ansvaret tilbage og mødes i samtalen om, hvad vi vil med samfundet og finde handlinger, som forandrer i hverdagen? Mine fantastiske kollegaer har om nogen brugt 2019 på at vise, at det kan betale sig at kæmpe mod og forandre beslutninger, der er truffet ukvalificeret grundlag og med de svageste som ofre. Det tænkte jeg så, jeg skulle sige en helt masse mere og ret meget mindre klogt om; men en anden kom mig i forkøbet, og da hans ord er både meget vise og meget kloge, så dem får I her:

“Vi trenger sindighet i møte med alle de nye mulighetene som blir gitt oss.
Vi trenger ro til gode samtaler om viktige temaer i en tid preget av raske endringer, hardt debattklima og global uro.

Samtidig trenger vi å bli utfordret av ungdommens utålmodighet.

Vi trenger alt dette for ikke å miste oss selv og hverandre. For ikke å miste alt det gode vi har skapt sammen.

Spørsmålet blir: Hva tjener oss mennesker og vår felles fremtid best?

Dette berører og opptar oss alle. Vi har ulike svar og kan være dypt uenige. Men vi må bare fortsette å søke sammen om de store spørsmålene. Rundt kjøkkenbordene. På lunsjrommene. I skoletimene. I politikken. På internasjonale arenaer. For bare sammen kan vi løse dem.

Vi må leve med at vi er forskjellige.
Vi må tåle ubehagelig kunnskap.
Vi må klare å se utover vår egen lille teig.
Vi må tørre å innse at vårt verdensbilde kanskje ikke er det eneste rette.
Og vi må finne oss i å bli utfordret – ja til og med såret.

Slik er det å leve sammen – både i små og store felleskap.”

(Kong Harald af Norge, Nytårstale 2019)

Og for alt i verden: Glem ikke glæden. Selvom I har båret juletræet ud og kravlenisserne er kravlet ned, så husk at det lille barn kom med glæde. Glæden klædt i spædbarnets forsvarsløse og afhængige krop. Måske for at huske os alle på, at glæden kun overlever, når vi danner fællesskaber omkring den.

Så her på det nye års første dag og julens ottende dag:

Gaudete! gaudete Christus est natus ex Maria Virgine: Gaudete!

❣️ Pas på jer selv og hinanden de næste 365 dage ❣️

Så nåede vi frem til dagen. Som Josef og Maria nåede frem til herberget. En lille familie på tvungen rejse, fordi en kejser, som hedder Augustus, på bedste New Public Mangement manér vil have kontrol over sine indbyggere og derfor tæller dem. Og for at der skal være orden i sagerne kan man ikke tælles på det nærmeste kontor, men det kontor man hører til – uanset, hvor langt væk, det ligger.

Så de er draget op fra deres hjem til Betlehem, som er Josefs families hjemby. Maria er højgravid og får veer netop, som de når frem, men der er ikke plads til dem på byens kroer. Derfor må hun føde sit barn, Jesus, i en stald, og de må bruge en krybbe til vugge.

Og lige der, sker der noget ingen havde ventet.

For ligesom vores tids hjemløse, flygtninge og andre udsatte og udstødte var der også grupper, som ikke en del af samfundet. En af de grupper var hyrderne. De blev opfattet som vilde og uciviliserede.

Her sker det nye. Det uventede. Det er ikke de traditionelle nyhedsmedier, der er de første til at høre om det lille barn. Hverken med billeder på Instagram eller forkyndt af en Ypperstepræst fra templet og læst højt på TV2 news. Det er derimod dem, som ikke var en del af det gode selskab. Det er hyrderne. Måske for at huske os på, at Jesus kom til verden som hele verdens frelser, ikke kun for de pæne og respektable mennesker.

På en mark uden for Betlehem holder nogle hyrder nattevagt over deres dyr. De får besøg af en engel, som fortæller dem, at der er født en frelser i Betlehem, og at de skal opsøge ham. Et lille barn i en krybbe. Englen får selskab af en himmelsk hærskare, som lovpriser Gud.

Hyrderne – de udstødte – drager afsted med deres dyr for at finde barnet og bevidne dets fødsel. Ligesom kvinderne – som på grund af deres køn ikke havde juridiske rettigheder – senere bevidnede hans død og opstandelse.

Så når vi fejrer, at Jesus bliver født, fejrer vi ikke bare en barnefødsel. Vi fejrer, at Gud selv kommer til verden og bliver født som menneske på jorden. Vi fejrer, at himmelens lys kom til jorden. I julen træder Gud ind i historien, han bliver menneske i Jesus og lever som os, sammen med os.

Så med det lille barn fødsel fejrer vi også, at ingen længere er overladt til sig selv. Gud er blevet menneske og lever med os – iblandt os. Ved at lad sin søn blive født i fattige kår omgivet af udstødte kommer Vorherre til alle i aften og siger: I hører også med.

Det der med at fejre juleaften som helligdag i kirken er for resten er ret ny ting; vidste du det? Først i 1992 blev d. 24. december officiel gudstjenestedag i Danmark. Siden begyndelsen af 1900-tallet har man dog taget forskud på julens glædelige budskab og er gået i kirke juleaften. Men måske skulle vi i disse tider, hvor kristendommen tages som gidsel for danskhed kigge lidt bagud i historien og genoptage en enkelt tradition.

Fra midten af 1500-tallet dækkede juletiden over perioden 21. december og tre uger frem. I denne tid var der lyst julefred over landet, hvilket betød, at man kun måtte udføre det allermest nødvendige arbejde. Hvis man havde nogen stridigheder, skulle man også lægge dem på hylden. Og den fred kunne verden godt have brug for.

En særlig og kærlig tanke til dig for hvem julefestens glæde er fjern. Måske fordi du har mistet en, du elsker og savnet overskygger glæden. Fordi du er alene og ikke har nogen at dele festen med. Eller fordi du er sat udenfor og ikke kan komme ind. Husk – selvom det måske forekommer meningsløst i nuet – at ”Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ nu – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Dagens kalenderlåge gemmer på en salme, der er skrevet på en sommerdag i 1850 af en af vores store salmedigtere. Den er et bestillingsarbejde. Der er flere myter knyttet til denne salme. En af dem er, at tekst og musik stammer fra middelalderen. Men de er – som sagt – begge yngre.

Salmedigteren er selvfølgelig Ingemann, der fik sendt en melodi og en tysk salmetekst fra en præst, som hedder Fenger. Fenger har selv fortalt, a…t han til Ingemann sagde om den tyske tekst: ”Ordene duer ikke, men skriv nu nogle gode danske vers til denne vidunderlige melodi,” og få dage senere fik Fenger et brev fra Ingemann med teksten, som man sang første gang i Lynge præstegård. Den blev trykt som Pilgrimssang i Dansk Kirketidende i september samme år. I Ingemanns Samlede Skrifter har den titlen Valfartssang.

Salmen er meget brugt i de nordiske lande. I Danmark synges den mange steder, hvor mennesker i alle aldre er sammen: ved juletid (jf. strofe 3), men også ved dåb, bryllup, begravelse og andre højtidelige og festlige lejligheder. Mon vi ikke alle har et minde eller en erindring om at have sunget den?

Jeg er vild med Isam B’s souludgave. Lyt med, mens vi venter på den aften, hvor det lille barn fødes.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Det er dagen, før dag, før dagen og i ventetiden ser vi julekalender om julestjerner og stjernekiggere, i luciaoptogene har vi (nogle steder) set stjernedrengene eller stjärngossarne, som en juletræsstjerne eller topstjerne der pynter juletræets top, vi synger om Bethlehemsstjernen, der ledte vise mænd og når vi kommer dertil, så synger Jesper Fårekylling sin rørende udgave af “Når du ser et stjerneskud”.

Om stjernen …synger vi: Den var lys og blid. Den lod sig se ved midnatstid. Mens alle andre stjerner glimtede mat, stod den klar på himlens bue som en lille stjernesol.

Julestjernen, også kaldt Bethlehemsstjernen, var ifølge Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente det pejlemærke, der ledte de vise mænd fra Østerland frem til det nyfødte Jesusbarn. Den har været genstand for kloge mænd og kvinders diskussioner og undersøgelser, siden den lyste for første gang.

Om den klare, lyse stjerne var et guddommeligt mirakel, en ren mytologisk tankekonstruktion, eller om der rent faktisk kan have været tale om et astronomisk fænomen, kommer der nok aldrig et endegyldigt svar på.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

I morgen er vintersolhverv og årets korteste dag. Solhverv er en gammel ordsammensætning, hvor ordet ”hverv” kommer fra det oldnordiske ”hverfa”, som betyder ’vende’.

Solen passerer det laveste punkt i sin bane henover himlen og står lodret over den Sydlige Vendekreds. På denne tid af året vender den nordlige halvkugle væk fra solen, hvilket giver os begrænset sollys og korte dage. Når vintersolhverv indtræffer er tiden fra solopgang til solnedgan…g mindre end på nogen anden dag af året, og dagens længde er under 7 timer i det meste af Danmark. Det betyder samtidig at den efterfølgende nat er årets længste nat med en længde på ca. 17 timer.

Årets korteste dag i Danmark falder enten d. 21. eller 22. december. Datoen varierer pga. forskellen mellem et kalenderår og et solår, men korrigeres ca. hvert fjerde år, når der er skudår.
Efter vintersolhverv bliver dagene længere og længere, lysere og lysere, men stadig koldere og koldere indtil Kyndelmisse den 2. februar hvor temperaturen igen begynder at stige.

Vintersolhverv har gennem hele menneskets historie været en glædelig dag, fordi den er symbolet på lysets tilbagevenden i vort liv. Vintersolhverv var vikingernes jul, hvor de ikke fejrede men drak jól og havde midvinterblót, en ofring for at sikre frugtbarhed.

Ny har vikingernes blot måttet vige. Ved vintersolhvervstid venter vi nu på det lille barns komme. Det lille barn, der kom med et lys, der ikke bare gør dagene længere; men også lyser op i menneskers hjerter og tvinger al mørke i mennesket liv til at vige for kærligheden.

Eller med Grundtvigs ord:

Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange,
jul med Guds-barnet i svøb, under englenes sange,
kommer fra Gud,
bringer os glædskabens bud.
Æren er Guds i det høje!

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

I en stjerneregn af sne, Let it snow, Frosty The Snowman, Når sneen falder, Velkommen igen, Guds engle små og mange andre julesange- og salmer.

Det er snart jul. Det sner. Eller gør det? I min barndom gjorde det. Hvert eneste år. Uden undtagelse. Og min hukommelse snyder mig ikke. Tror jeg.

For det føles ikke rigtig som jul, hvis sneen ikke daler blidt ned d. 24. december og lægger sig i et tykt lag. Virkeligheden er bare, at det sker ganske sjældent, og der er nogle præcise krav, der skal opfyldes, før man officielt kan kalde en jul for ‘hvid’.

Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90 % af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Næh, næh: Snedybden skal være mere end en ½ cm.

Julesneen eller noget af julesneen kan godt være faldet op til mange dage i forvejen. Så det behøver ikke være ny.

Og det er sådan set kun sket 9 gange siden 1900 i Danmark, og der går således statistisk set i gennemsnit 13 år imellem de hvide jul. De ni landsdækkende hvide jul var i årene:
1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.

Og der er ingen tegn i sol og måne på, at det bliver anderledes i år. DMI fortæller nemlig, at der bliver overskyet med stedvis regn eller byger i Danmark. Temperaturen juleaften vil ligge på mellem 5 og 8 grader, mens der om natten vil være omkring de 0 til 5 grader. Derudover forventes det at blive en meget mild dag.

Men da jeg var barn eller noget …

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Ps. Tak for omsorgsfulde tanker i går. Det går lidt bedre. Jeg holder feberen nede og hviler, når jeg ikke er på arbejde. Så det skal nok blive jul.

Dagens kalender er tom. Efter en dag med ondt i maven og alle tegn på diverticulit under opsejling har jeg ligget og feberfrosset (Jeg hader af fryse som en lille hund!!!) under en dyne, siden jeg kom hjem. Nu venter jeg bare på 1. feberbølge og om jeg kan holde de pokkers divertikler stangen til d. 24., hvor juleferien truer.

Heldigvis ved jeg, hvad det er, så den angst der fulgte med i sidste runde og turen i pakken (ikke en af den slags, man får… til jul), er jeg herligt befriet for. Medfølende tanker til dem, der skal slås med usikkerhed, sorg og frygt i julen.

Men I skal ikke snydes for en julesang. Og The Pogues – Fairytale Of New York er ikke til at komme udenom

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden

I Skotland, som jo i århundreder har været – og stadig er: Så længe det varer – en del af The United Kingdom, fejrer man i dag jul næsten som i England, men ikke uden et særligt skotsk strøg. Julen i Skotland er en stille tid og traditioner som julekalendre med gaver, Luciaoptog, kalenderlys eller adventssøndage med adventslys er ikke “hverdagskost”.

Julefester var faktisk forbudt i Skotland i hundreder af år takket først til Oliver Cromwell og der…efter kirken Skotland. Først i 1958 blev julen en helligdag og det tog mange år, før dagen forvandlede “skikkelse” fra arbejdsdag til helligdag.

F.eks må ilden ikke gå ud juleaften, for så kommer de underjordiske ned igennem skorstenen.Ved juletid byder den skotske tradition også at danse omkring store bål, spille på sækkepibe og spise Bannock, som er en slags hvedemelskager.

Den store fest er imidlertid 31. december – 1. januar og hedder Hogmanay og Ne´er Day og overskygger julen både i størrelse og styrke. Den skotske kirke mente nemlig, at julen var noget katolsk fiks-fakseri, som man ikke kunne bruge til noget og selv i dag får skotske børn får i dag stadig primært gaverne i forbindelse med nytåret.

Festen starter med, at man ved midnat – altså nytår – synger den verdenskendte “For Auld Lang Syne” samt kysser alle et godt nyt år. Andre dele af fejringen består i fyrværkeri og at svinge med ildkugler i den mørke nat. Et af de smukkeste steder at opleve det, er ved det hedenske tempel Stonehenge.Man mener, at skikken går helt tilbage til, dengang man fejrede solhvervet og vikingerne hærgede i Skotland. Bla. derfor har man også en skik, der siger, at den første, der går ind i huset, skal være en mørkhåret – og ikke en lyshåret, som de fæle vikinger fra Norden (Så kan vi lære det, kan vi). Faktisk er Hogmanay den største fest, især fordi julen var aflyst i 300 år – og helt indtil 1960´erne.

Det kendte skotske band Runrig er officielt gået på pension – men det er den tidliger forsanger Bruce Guthro heldigvis ikke! Og selvom han oprindeligt er canadier, kommer der en fantastisk keltisk lyd ud af ham.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Version:1.0 StartHTML:000000206 EndHTML:000293538 StartFragment:000289884 EndFragment:000293374 StartSelection:000289887 EndSelection:000293374 SourceURL:https://www.facebook.com/lisbeth.bavnsgaard Lisbeth Bavnsgaard

88% af dem, der fejrer juleaften, spiser det. 10% gør ikke. Af dem, der spiser det, får 75% varm sauce på, 18% vælger den kolde, mens 7% ikke spiser sauce.

Ja, du har gættet helt rigtigt. Vi taler om en af de få gennemførte danske juletraditioner. Grød rørt op med fløde eller risalamande, som lyder fransk og en lille smule fornemt. Spises oftest med en varm eller kold kirsebærsauce….

Retten er – som en af vore få juletraditioner – pæredansk og ifølge en københavnerskrøne opfundet ved et tilfælde en sen nattetime på Hotel D’Angleterre i København.

Da det en sen aften blev tid til at lave dessert, blev kokken i nød til at improvisere, for det bedste, køkkenet formåede på denne tid af natten, var en gryde med en rest kold risengrød.
Det kunne man jo ikke servere for fine, adelige gæster, så han fandt nogle mandler og en skål med piskefløde, og hakke, hakke, hakke, piske, piske, piske og blande, blande, blande, så var der risalamande. Kokken fandt også nogle glas med syltede kirsebær, som han kom på toppen. Og så så det jo helt fornemt ud. En historie lige til masterchef.

Uden at tage noget fra københavnerne og Hotel D’Angleterre så har risalamande været kendt noget længere. At servere kold risengrød med mandler og fløde er en gammel sag. Retten findes så langt tilbage som i Anna Weckers kogebog fra 1648, som En kold Mandelmelck med Risengryn at berede, og i Anne Wigants kogebog fra 1703 i en opskrift under titlen Melck med støt Risengryn (her uden mandler). I en håndskreven uudgivet kogebog fra det sjællandske Kattrup gods på omtrent samme tid finder vi en opskrift, hvor retten består af kold risengrød med vin og sukker (her med mandelsplitter og korender).

Risalamande har været kendt fra omkring 1900 (Historikerne rafler stadig om et præcist årstal), hvor man i borgerlige kredse begyndte at servere risalamande med kirsebærsovs til jul i stedet for risengrød. Allerede før det blev almindeligt at spise risalamande, kendte man til skikken med at give en mandelgave til den, der fandt den hele mandel i risengrøden.

Jeg må jo krybe til korset og fortælle, jeg foretrækker den varme risengrød med kanelsukker frem for risalamanden. Og skal jeg endelige have en sauce (eller sovs, som det hedder på godt dansk), skal det være solbær og ikke kirsebær.

Så derfor får du en sang til grødens pris.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Et af decembers store eksistentielle spørgsmål, som gør de fleste storpolitiske spørgsmål og humanitære katastrofer til bisætninger, er:
Steg eller And?…

Anden er faktisk en ret moderne julespise, selvom alle julesangene fortæller om gås. Svinet er historisk en nationalspise. Og ved højtider har man valgte man at spise nationalt – undtagen blandt de frankofile i byerne. Man slagtede grisene i november og nød godt af dem i julen. I byerne var kulturen anderledes end på landet. I byen var folk mere opmærksomme på, hvad der skete andre steder i verden. Anden kom til den danske jul udefra. Den er fransk – eller tysk – inspireret. Så er man ægte nationalist, er det ud med anden og ind med stegen og gåsen.

I følge madhistorikerne (sådan nogle findes der også) kan man ikke med sikkerhed sige, om gåsen eller flæskestegen går længst tilbage i historien, men det traditionelle, borgerlige julebord, som vi kender det fra ”Peters Jul”, er fra midten af 1800-tallet. Madtraditionerne går dog længere tilbage, for siden middelalderen har man spist flæsk i vintermånederne.

Med julemaden bestod ikke udelukkende af flæsk i gamle dage, men også fjerkræ. Gåsen var ligesom grisen et af de dyr, man slagtede op til højtiden, og derfor spiste mange familier også fjerkræ til jul.

I ”Peters Jul” af Johan Krohn fra 1866 lyder et af versene:”Og så skal gås vi have./ I gåsens ryg et flag skal stå,/ og den har små manchetter på/ og grankrans om sin mave.” Og i julesangen “Sikken voldsom trængsel og alarm” synger vi om den søde jule aften, hvor der serveres risengrød, æbleskiver og: “Gåsestegen er til bageren sendt”.

I dag sætter langt flere dog tænderne i en andesteg frem for en gås. Men hvad skete der lige i de dage, der gjorde at gåsen blev til en and? Er det industrialiseringen og kvinders udmarch af hjemmet (uden mændene overtog husholdningen) til arbejdsmarkedet og dermed mindre tid til at forberede den tidskrævende gås? Eller betød ændringerne i familiemønstret, betød, at der var færre, der skulle sidde rundt om bordet juleaften, og derfor valgte mange at skifte den store gås ud med en mindre and. Eller er det ganske enkelt fordi, at industrialiseringens indtog gjorde, at bagerens ovn forbeholdt brød og kager, hvilket også skyldtes en større opmærksomhed på køkkenhygiejnen? Eller det enkle faktum, at and simpelthen bare er blevet mere tilgængelig, da frostvarer blev en naturlig del af ethvert supermarked?

Jeg er sikker på, at vi snart kommer til at diskutere vegansk “alike and” eller kød-and juleaften, men her er jeg nødt til – som Brinkman siger – Stå fast! og syge: “rør blot ikke ved min gamle jul”! Jeg er til steg. Den der kommer fra en gris.

Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.

❣️🎄Pas på jer selv og hinanden🎄❣️

Tak til Kristeligt Dagblad og Videnskab.dk for inspiration og tekstbidder.